Litteratursiden har talt med festivalleder for kbh læser, Niels Offenberg. Status på manden i litteraturen: Mandekrisen går laaangt tilbage, men i nye værker stikker han offerrollen skråt op.
KBH læser "slipper litteraturen og læselysten løs i byen... målet er at få byen til at koge over." Det er jo en fantastisk gerning i litteraturens og læserens ånd, men hvorfor har I lige valgt temaet mænd?
Grunden er, at vi har ønsket på at se, hvordan manden egentlig portrætteres i dagens litteratur – hvad er det typer af mænd, der dukker frem? Nullerne har været præget af en form for anithelteagtig mand – vel nærmest ”tabermanden”, men hvordan ser ”han” ud i dag?
Vi har også ønsket, at der med temaet blev fokuseret på blikket på manden. Og her er det jo både det kvindelige eller mandlige blik på manden som sådan, der er interessant; ikke nødvendigvis om forfatteren er af det ene eller andet køn – men når nu kvinden i virkelig mange år er blevet underkastet blikket, gjort til objekt osv., - så var det måske også fair at lade manden ligge på briksen lidt.
KØNSFORVIRRING
På briksen ligger der nu en mandlig side 9-mand, en pinup eller et sexobjekt. Sådan ser vi ofte kvinden iscenesat. Hvor er forskellen på det kvindelige og det mandlige objekt, og hvad er det egentlig vi ser i pinup’en?
Jeg vil nødig fortælle folk, hvad de ser. Men det, som vores brug af de visuelle virkemidler i hvert fald kan pege på, er, at vi stopper op, undrer os osv., når manden pludselig objektiveres som kvinden. Det peger på en forskel i konventionerne omkring, hvordan vi ser på manden og fremstiller ham normalt (eller slet ikke gør ham til pinup). Når den undren så er indtruffet, er det lidt nemmere at tale om, hvad forskellene (eller lighederne) kunne være og hvorfor pokker, de overhovedet er der.
Når det er sagt, så er der selvfølgelig også en pointe i, at nogle at de visuelle symboler, vi har brugt, ikke peger på forskelle, men på ligheder. Brystvorten som eksempel – de findes på begge køn, men ofte jo brugt som blik(fang) for og på kvinden. Og vores side 9 mand udfordrer jo også vores måder at tænke forskellen på køn ind. Han har ikke de entydige attributter, så vi bare kan placere ham i den ene eller anden kasse.
MANDEN I LITTERATUREN
Man kan måske tale om, at mænd og kvinder i højere grad er kommet til at ligne hinanden i og med, at kvinden har fået adgang til det man på gammeldags kunne kalde for mandens privilegier. Sker (og ses) de her ting også i litteraturen?
Jeg synes, det er svært og måske for tidligt at sige generelt, om mænd og kvinder er kommet til at ligne hinanden, da ligestillingen kun er udrullet på nogle punkter. Men ja, det ses da i litteraturen, at manden nu indtager og påtager sig ny roller i takt med at det mandlige repertoire udvides – heldigvis. Det er jo ganske enkelt stofområdet, der gøres bredere. Frem for at tale om lighed kunne man måske tale om, at flere erfaringer bliver mere fælles. Men mest af alt tænker jeg, at det er faktisk er det, du kalder mandens privilegier eller privilegerede områder, hvor den mandlige forfatter nu får med og modspil. Se f.eks. på den danske fag- og skønlitteratur, der beskriver vores krigsindsats siden nullerne. Den er jo ikke kun skrevet af mænd, men en god blanding.
Hvor dybt stikker den mandlige identitetskrise egentlig?
Den mandlige identitetskrise i litteraturen har for mig at se også været der hele tiden som et spor, der udfordrer den ”gængse” mand. gængs. Hvis man læser Celine f.eks., så er det jo også mandekrise, hvor den stærke mand, den krigsliderlige mand og hele den patriarkalske struktur bryder sammen. Det er da mandekrise – også for Celines hovedpersoner.
Der har været tider og perioder, hvor den manden ramt af identitetskrise har været mere dominerende end til andre tider, og hvor den figur næsten er blevet normativ og
I dansk litteratur var der i 90’erne et stærkt fokus på manden i midtvejskrise og det udmøntede sig vel næsten i en permanent krise i 00’erne, hvor manden havde taget denne rolle på sig og nærmest gået helt i hundene. Men dette er blot et spor og der sker jo meget andet, der også er tydeligt i dag; Både Caspar Erics og Bjørn Rasmussens digtning kredser jo også om mandeidentitet – og der er jo kriser undervejs, men de peger jo også på nye mandeidentiteter, der opstår af kriserne.
MANDLIGE FORFATTERE
Du nævner, at 90’ernes midtvejskrise bliver til en nærmest permanent krise i nullerne. Er forfattere som Caspar Eric og Bjørn Rasmussen et modsvar til den krise og kan man tale om, at de har fundet et mere identitetsreflekteret fodfæste her i 10’erne og dermed er ude af offerrollen?
Der sker i hvert fald noget interessant med offerrollen pt., - som flere forfattere på en måde skriver sig væk fra og ret reflekteret om den og samtidigt også giver en ret fin ”fuckfinger”. Jeg tror ikke, at det er et generationsopgør eller andet, men måske i virkeligheden tættere på en ligestilling, hvor nogle mandlige forfattere kommer på højde med deres kvindelige dittoer, hvor de kan og vil skrive om manden nuanceret, som mange kvindelige forfattere vel har gjort det i lang tid. Hvor de har forholdt til sig til at være offer, stigmatiserede, givet det fuckfingeren osv.
DEN MANDLIGE LÆSER
Hvordan står det til med en mandlige læser, og har KBH læser med temaet MÆND bl.a. det sigte at få flere mænd til at læse?
Som Lise Bach Hansen påpeger i artiklen i vores programavis, så halter mændene fortsat bagud, når det gælder læsning – og det er jo egentlig mest trist for os mænd. Men jeg tror, at det er en fare at inddele de potentielle målgrupper i mænd og kvinder, når vi tænker litteraturens eller arrangementers indhold. Hvis en bog er interessant, så tror jeg ikke, at den er målrettet et bestemt køn, men potentielt interessant for begge køn. Det betyder ikke, at alle synes, den samme er bog er god, men de bliver i hvert fald ikke ekskluderet ud fra køn.
Temaet er heller ikke målrettet de mandlige (nye) læsere som sådan. Bare fordi vi kalder temaet MÆND, så stiger mænd ikke omgående ombord i litteraturen. Det er det samme arbejde som før i forhold til alle nye, potentielle læsere. Der, hvor temaet alligevel kan gøre en forskel, er, at vi faktisk taler og skriver om, hvad det er med de mandlige læsere. At vi efter festivalen i kraft af artikler, debatter og arrangementer sammen er kommet lidt tættere på, hvordan vi udbreder litteraturen til nye læsere – og her vil der forhåbentlig også befinde sig mænd.
FREMTIDSMANDEN
I jeres festivalavis udfolder i mandemænd, eksmænd, voldtægtsmænd, guttermænd, tissemænd, stenaldermænd, gerningsmænd, farmænd, vandringsmænd, videnskabsmænd, mandsmodets mænd, larsen-mænd, hjemløse mænd, mærkede mænd, gentlemænd, politimænd, firmaets mænd, austen-mænd, monstermænd, vikingemænd, mænd, lydløse mænd, hestemænd og vognmænd. Som afslutning på vores samtale vil jeg gerne bede dig om at udfolde "Fremtidsmænd"
”Fremtidsmanden er forsat underlagt luner, temperament og logistiske udfordringer, der nogle gange går hen og hovedet på ham og alt for hurtigt. Han tror måske selv, at han har styr på det hele, men verden ændrer sig nu engang og manden er jo bare altid lidt bagud og tror, at der er uendelig meget fast grund under lige præcis hans fødder og hans styrke. Verden er bare til tider..videre. Måske er han dog blevet lidt mindre skråsikker i sin egen tro på sig selv og egne planer, selvom han fortsat har svært ved at få det over sine læber og bare erkende det. Han løfter dog blikket en smule til tider og opdager både kvindelige og mandlige fæller på tværs af historien, der måske har tvivlet og fejlet. En smule. Fremtidsmanden er fortsat adstadig i sit tempo, selvom han både tror han inkarnerer viljestyrke, turbo og uendelig hastighed. Resten af verden må bare pakke ham lidt ind og bære lidt over med at han altid ser sig selv som netop: Fremtidsmanden”
Foto af Lærke Posselt til Kbh læser 2016
Kommentarer