Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen
Magisk realisme
Hvis man vil finde den lange historie om den magiske realisme, er der skrevet adskillige akademiske hyldemeter om fænomenet, som tager den store baggrundsudredende tur fra romantikken, henover ekspressionisme og surrealisme i mellemkrigstiden, og frem til den berømte sydamerikanske prosatradition efter anden verdenskrig, hvor prominente navne som Juan Rulfo (1918-86), Carlos Fuentes (f.1928) og Gabriel García Márquez (f.1928) dukker op. Her er læsestof til flere liv i forvirring.
Den korte historie går – som altid – forbi internettet, eksempelvis allestedsnærværende google®, hvor man finder alt mellem gode oplysninger og helt kolossale vildledninger, eller det mere troværdige, og stadigt omsiggribende, interaktive leksikon wikipedia.org, hvor man sågar inviteres til at kommentere og kritisere de eksisterende artikler. Helt gratis, vel at mærke, i modsætning til google®, som tager betaling for begavelsen af verden.
Hos Wikipedia erfarer man, at den magiske realisme er litteratur, som indeholder såkaldt fantastiske elementer. Og hermed forstås ting og begivenheder, som er “intuitivt logiske”, men ikke rationelt forklarlige; altså elementer læseren accepterer i fiktionens univers, men som ikke ville bestå et “reality check” i den virkelige empiriske verden.
En bengalsk tiger og en dreng kan til eksempel leve sammen i en redningsbåd i næsten et år, når det sker i litteraturen, men forflyttet til det virkelige liv, vil dette scenarium forekomme usandsynligt for de fleste. Et andet karaktertræk for den magiske realisme er ifølge Wikipedia brugen af “multipelt perspektiv.” Det betyder eksempelvis, at et fænomen i en fortælling forklares på flere forskellige måder, i forskellige perspektiver, som muligvis modsiger hinanden. Forfatteren taler med to, tre eller endnu flere tunger.
Derfor afsluttes den magisk realistiske fortælling ofte på en måde, hvor det for læseren ikke er indlysende, om den magiske eller den realistiske fortolkning af fortællingens ting og begivenheder er den gyldige. Der er en udtalt mangel på “rene linier” i den magiske realisme. I modsætning til krimigenren, hvor den endelige afklaring af mysteriets midlertidige dunkelheder er en forudsætning for krimiplottets vellykkethed.
Pengene passer altid i krimien, mens den magiske realisme har et overskud af løse ender og fantasifulde, alternative forklaringer. Derfor virker den magiske realisme eksotisk og måske endda lidt for overspændt for læsere på disse breddegrader. Dansk litteraturs magiske realister, f.eks. Peter Høeg eller Ib Michael, har da også indimellem været kritiseret for svulstighed, metafysik og alt for meget fantasi.
Et skoleeksempel: Yann Martel
Den canadiske forfatter Yann Martels roman Pi’s liv kvalificerer på alle måder til definitionen magisk realisme, hvis man følger de ovenstående retningslinier. Pi’s liv handler om den indiske dreng Piscine Molitor Patel – opkaldt efter et parisisk friluftsbad! – som vokser op i nærkontakt med dyrerigets mangfoldighed, idet faderen er ejer og bestyrer af en zoologisk have i en indisk provinsby. En drømmetilværelse for de fleste barnlige sjæle, må man sige.
Da Indien oplever politiske omvæltninger, tvinges Pi’s familie (her burde ifølge dansk retstavning ikke være apostrof, og det samme gælder også romanens titel, som egentlig burde være “pis liv”, men det er af indlysende grunde oplagt at misforstå; romanen satiriserer iøvrigt en del over hovedpersonens navns slægstskab med kroppens plydende affald) imidlertid til at afvikle det zoologiske foretagende. En stor del af dyrene sælges til nordamerikanske zoologiske haver, og familien planlægger nu at følge dyrenes rejse med det til lejligheden chartrede japanske fragtskib til Canada. Noahs ark forlader Indien.
Og fra det bibelske plot til “robinsonadens”. Det går nemlig slet ikke efter planen, da fragtskibet forliser i en storm i Stillehavet. Kun drengen Pi og et begrænset udvalg af de ombordværende dyreeksemplarer kommer over i den redningsbåd, som danner rammen om resten af fortællingen.
Her udspilles en overlevelseskamp fyldt med fantastiske og urealistiske elementer, som ikke skal beskrives nærmere, da fortællingens overraskelser hører til i denne del af romanen. Redningsbåden når – naturligvis – i land på den mexicanske kyst, efter usandsynligt mange dage til havs, og den mystiske skibbrudne inderdreng opsøges af repræsentanter for det i sagen implicerede japanske transportministerium. De udsendte hører drengens utrolige historie, som er den, læseren netop har læst, men kan ikke tro det de hører.
Japanerne repræsenterer uforvansket rationel skepsis, dvs. modstanden mod fantasi. Pi tilbyder derfor en alternativ version. Den er mere realistisk og samtidig langt mere traumatisk, og Pi afslutter derfor med at spørge udsendingene, hvilken af de mulige fortællinger de foretrækker. Her kommer det rationelle menneskes tvivlesyge (selvfølgelig) til kort: den fantastiske historie er den smukkeste. Også embedsmænd har drømme.
Romanens magiske tilblivelse
Fantasiens sejr over verdens kedsommelige skepsis. Det er den åbenlyse morale i Pi’s liv, hvad forfatteren Yann Martel heller ikke tøver med at udbrede ved adskillige lejligheder; interviews og lignende. Og efter romanens sejrsgang ved uddelingen af Booker-prisen i 2002 er sådanne lejligheder ikke blevet færre.
Her tordner Martel mod den “vestlige verdens” besættelse af “materialitet”, fornuft, rationalitet og andre trivielle ting; “teknologi og naturvidenskab” har erobret det moderne verdensbillede og “kapitalismen stjæler vores tid.” Den slags fylder angiveligt alt for meget nu om dage, mens det mystiske og det fantastiske er forvist til bagsædet. Men verden må genfortrylles, hedder det i Martels litteraturpolitiske vision. Pi’s liv er i den forstand et opgør med hverdagens banaliteter og et forsvar for det drømmende og fortællende menneske.
Den officielle historie om tilblivelsen af Pi’s liv følger helt denne skabelon. Martel rejste efter et mindre succesfuldt romanforsøg og nogle noveller til Indien for at finde ro til at færdiggøre en roman, som skulle udspille sig i Portugal i 1939. Det fungerede slet ikke, projektet måtte opgives.
Og så, på en banegård i en lille stationsby Matheran i nærheden af Bombay, blev Martel ramt af et kreativitetens lyn, og i løbet af bare fyrre minutter (!) var historien om Pis liv tænkt til ende. Mirakuløst, ligesom moralen i romanen. Herefter var blot tilbage at skrive den historie, som siden har gået sin sejrsgang på bogmarkeder verden over.
En filmatisering i Hollywood er næste kapitel. I en mindre romantisk version af historien “behind the book” forlyder det, at Pi’s liv i nogen grad er en gentagelse af plottet i den brasilianske forfatter Moacyr Scliars roman Max and the Cats, som handler om en dreng der havner i en redningsbåd sammen med en sort panter efter et skibsforlis. Martel har erklæret sit kendskab til denne roman, men forbindelsen og graden af plagiering er uklar og er siden blevet en sag for domstolene.
Kan man tro på den romantiske fortælling om den fejlslagne og fattige forfatter, der et sted midt i en mystisk indisk flække rammes af en guddommelig inspiration? Det er vist et valg mellem fantastik og realisme. Hvor ville det være kedeligt at erfare, at Martel hjemme i arbejdsværelset i Canada i et svagt kalkulerende øjeblik havde stjålet sit plot med overlæg fra en ukendt brasiliansk forfatter. Verden vil bedrages.
Kommentarer