Mælkethe og roeblade
- om danske forfattere på film
Af kritiker og journalist Michael Halskov Christensen
Biografier er ofte meget spændende, men også tykke. Kan man ikke få dem på film? Jo, man kan. Adskillige danske forfattere er gennem tiden blevet portrætterede på film, og de giver appetit på at læse, på at vide og opleve mere.
At fortælle menneskene
Christian Braad Thomsen kæmpede en kamp for sin film om århusianske Svend Åge Madsen, At fortælle menneskene (2002), og til sidst lykkedes det ham at få den vist på DR2, og det var godt. Her kommer man godt ind på livet af digteren. Han indrømmer, siddende i sit ord-opfyldte arbejdsværelse, at han altid har været mærkelig, og det er kun takket være hjælp fra konen, at han har holdt sig på den normale side af vanviddet så at sige, optaget som han er af spaltninger og dobbeltgængermotiv. Man husker også scenen, hvor Jørgen Thorgaard interviewer ham og spørger: Er det her den virkelige Svend Åge Madsen? - Nej, det er kun en version, for et menneske har mange ansigter, svarer Madsen. Portrætfilmen er for nylig blevet suppleret af tv-filmen Se dagens lys (2003) af Wikke & Rasmussen med afsæt i én af Madsens romaner, hvor eksperimentet at skifte partner hver morgen forsøges og mislykkes i en ret fantastisk, filosofisk scifi-thriller.
Karen Blixen - Storyteller
Christian Braad Thomsen havde øvet sig. Det var også ham, der lavede Blixen-filmen, Karen Blixen - Storyteller (1996). Her får man bl.a. vist, hvad det var, Blixen kunne med mænd. Hendes far døde tidligt, og hun fik ikke den, hun ville have, da Denys Finch-Hatton som bekendt styrtede ned med et fly, men de andre mænd snoede hun om sin lillefinger. Louisianas stifter Knud W. Jensen fortæller om det fra et lunt sted med pejsen knitrende i baggrunden, og Thorkild Bjørnvig, ”Magisteren”, som Blixen kaldte ham, sidder med skuldrene oppe under ørerne ude på en bænk. Som supplement til portrættet vises små citater fra Blixens bøger. Noget af det mest tankevækkende er veninden, der sad med Blixen på dødslejet. Her skulle Blixen have spurgt: "Du har mand og fire børn, hvem af os er den lykkeligste?" Hvorpå hun selv svarede: "Det er du!" Sådan noget medvirker til, at man ser forfatterlivet i et nyt lys, måske lidt melankolsk.
Livsstilsfilm
Jørgen Leth giver Christian Braad Thomsen baghjul. Han lavede både Dansk litteratur (1989), der viser et bredt udsnit af vores digtere, hvor man hører flere af dem læse op, og filmen om Søren Ulrik Thomsen, Jeg er levende (1999). I Dansk litteratur er der er en meget 'lethsk' berøringsangst over for digtere og deres tekster. Digtene skal stå for sig selv, de må endelig ikke forklares eller gøres til genstand for pædagogik. De skal opleves, sanses i deres fuldkommenhed, og det bliver de. Der er digte helt tilbage til Kingo og helt frem til Peter Laugesen. Jeg glemmer aldrig Preben Lerdorff Ryes indlevede oplæsning af Brorson: ”Her vil ties, her vil bies, / her vil bies, o svage sind!”, men heller ikke Peter Laugesen, der læser ”Ingen kan gå alene altid i mørket her” med de stærke afslutningslinier, gentagelse af: ”Ingen kan gå alene / Ingen kan gå alene / Ingen kan gå alene / Ingen kan gå alene” - på syngende og lidt vredt århusiansk. Uforglemmelig er også Rifbjerg, der læser sit digt ”Det regner fint” i sit hus i Kandestederne til lyden og synet af et vildt plaskende regnvejr ud over klitterne.
Siden kom filmen om Søren Ulrik Thomsen, i alvorlig sort-hvid. Det er en slags livsstilsfilm, hvor Thomsens særlige meditative livsstil vises. Den opfordrer til langsomhed. Der dvæles ved theen, mælketheen, der skal trække lige præcis så og så længe. Og man får set Thomsens berømte mange regler for, hvordan digtningen skal være. Der er et helt skema eller en hel brugsanvisning. De skal kunne stå på et A4-ark, det er digtets rum, og længes efter at flyde om på næste side. Når de læses op, må han ikke stå med begge hænder åbne, men skal bevare en hånd lukket ind imod sig selv, for ikke at give det hele. Digtet skal give noget i sig selv. Der er regler, grænser og en struktur omkring det, så på den måde kommer man tæt på hans arbejde. Det føles som at komme på besøg hos Thomsen i Københavns indre by, være tæt på og opleve det rum, han digter - og ikke mindst venter - i. "Jeg løber ikke efter digtet" siger han med selerne nedover maven, "det må komme til mig". Cool.
Der er flere film af livsstilstypen: Elisabeth Rygårds film om Henrik Nordbrandt Mellem bjergene og havet (1994), der får én til øjeblikkeligt at ville rejse langt væk fra Danmark, for hvorfor blive i det land, hvor man er vokset op? Den foregår i Tyrkiet, hvor Henrik Nordbrandt har boet i mange år, siden han i 1970 drog ud i verden godt træt af 60’er-hykleriet herhjemme. Her følger man udlandsdigteren tilberede fisk, ro på havet, hænge strømper til tørre og sidde på bar, hverdagsgøremål under fremmede himmelstrøg. Den utålmodige besøgende spørger, om de ikke skal gå en tur op til et stort marked, og Nordbrandt spørger irriteret, hvad der skulle være dér af interessante ting. Han vil hellere sidde og læse avisen. Et interessant sammenstød, hvor det går op for én, at Nordbrandt ikke bare var på en lang udlandsferie. Han boede der faktisk, måske på flugt fra en barsk barndom, måske på grund af klimaet.
Han fremstår en smule firkantet, ikke mindst når talen går på børn. Han siger, det er mord at sætte børn i verden, fordi man ved, de skal dø. Intervieweren prøver, men kommer ikke langt ind under huden på Nordbrandt, der siger, han kun kan tale om sine følelser i en terapeutisk situation. På den måde bliver vi efterladt med digtene, men dem er der også så rigeligt af. Tror han f.eks. på Gud? Nej, men kvinder kan få ham til at overveje, om der alligevel ikke skulle være en sjæl. Han skriver i Violinbyggernes by (1985): ” De siger, at sjælen ikke eksisterer / men når jeg ser de mærker / du har sat på min / ved jeg, at den gør”. Det er digte, der nyder sine egne linier, ligesom Nordbrandt nyder rosens skygge over muren og den særlige tyrkiske blanding mellem følsomhed og brutalitet, han har levet med fjernt fra Danmark.
At holde af hverdagen
Hans modsætning må være Dan Turèll, der stort set aldrig forlod København. Han er en helt anderledes skrivegal type. Inspireret af beat-generationen og dermed spontan og jazzet oven i hovedet. Impulsiv og rablende. Det mest rørende i filmen Onkel Danny - portræt af en karma cowboy (2002), der gik i biffen sidste efterår og i foråret blev vist på DR2, var her enken Chili Turèlls udtalelse om manden. Digtet fra midt i halvfjerdserne, der fik en renæssance, da der blev sat musik til af Halfdan E, ”Hyldest til hverdagen”, havde en dybde, som hun så. Det var fint nok med hverdag, men det handlede ifølge hende mere om, at Dan Turèll længtes efter, at det engang imellem bare var hverdag. For som regel var der alle mulige forstyrrelser, bl.a. hans egen rastløshed. På den måde kan tolkninger fra digternes nære give nuancer til litteraturen og dermed tilføje noget nyt.
Og digtere kan ses i nye sammenhænge: Når Inger Christensen til lyden af regn, der plasker ned i en sø, læser op af sin digtsamling Alfabet i Jens Loftagers film Ord (1994) oplever man hende sammen med kolleger fra udlandet. Det er en smuk film om ordenes betydning, med en kraftfuld billedside. Villy Sørensen taler om magtens sprog og litteraturens sprog, Salman Rushdie om De sataniske vers, der rystede den islamiske verden. Digterne fortæller om fantasiens og ordenes kraft og om, at man måske kunne tro, at den, der har oplevet meget, har meget at berette. Det er bare ikke tilfældet. Nogle af dem, der har været i koncentrationslejr, vil ikke kunne skrive en linie, hvor andre, der har oplevet en enkelt nat med en kvinde, vil kunne synge i årevis. Det er godt, at forfattere har oplevet noget, men det giver ikke nødvendigvis god litteratur.
Kunst skal udvide
Det mener også Per Højholt, som i en filmet samtale med Lars Johansson, Højholt (1997), forklarer sin kunst mellem en hel masse skøn Jimmy Hendrix. Han siger, kunst ”skal bidrage til ens følelse af at være til som bevidst væsen imellem naturen”. Simpelthen! Billedsiden er enkel: Udenfor ved Hørbylundes bakker, indenfor i køkken og arbejdsværelse. Kan man slippe af sted med at filme en gammel mand foran sine ringbind med papirer ved siden af en thermokande under en arkitektlampe? Ja, det kan man åbenbart. Ind imellem er fortællingen forskudt for billedet, sådan at den stemme, der taler, ikke passer til det, man ser, og det giver en god fornemmelse af den ”kværnen”, som sproget også er. Det stopper ikke noget sted.
En kritik af filmen kunne være det meget lidt biografiske. Her er en mand, der udelukkende taler om sit arbejde, men måske er det en pointe: der er ingenting udover arbejdslivet. Digtningen fylder det hele. Man får forklaret hans særlige angst for forførende og sludrevorne metaforer. De går og sammenligner sig som hunde, siger han, så de skal holdes i kort snor. Han indrømmer, at han godt kan finde på at skrive, at roebladene skyder op som fontainer, men synes alligevel, at det er noget sludder, for hvad har roeblade egentlig med fontainer at gøre? Intet! Det er noget andet, der skal til, synes Højholt at tænke, mens han kigger strengt ud på os. Disse tresserforfattere har deres dogmer og stiller høje krav til digtningen.
Det gør også Inger Christensen, som vi så portrætteret i Jytte Rex’ film Cikaderne findes (1998). Musestille sidder hun med denne mærkelige krop og lader rummet omkring sig træde frem. Suppleret af filmklip fra dengang, det hele startede, taler hun koncentreret om sin digtning i sin lejlighed og læser op til billeder af træer, blade, loftsmalerier og selvfølgelig: sommerfugle p.g.a. af hendes imponerende sonetkrans Sommerfugledalen (1991). Hun er optaget af talrækker, naturens strukturer og processer. Det er morsomt, når hun betaget og med langsomme armbevægelser fortæller om muren overfor, dens struktur og farvenuancer, og at hun på den kan aflæse luftfugtigheden og vejret i morgen. En mur kan vække til eftertanke. Vidste du det? Desværre læser hun ikke mit yndlingsdigt fra Det (1969), der beskriver, hvordan et samfund bør være, indrettet efter mennesker og ikke omvendt. Du ved: ” Et samfund kan være så stenet / At alt er en eneste blok / Og indbyggermassen så benet / At livet er gået i chok // Og hjertet er helt i skygge / Og hjertet er næsten hørt op / Til nogen begynder at bygge / En by der er blød som en krop”. Men der er så meget andet. Du kan se det på film, hvor digtere tager dig ved hånden og fører dig ind i litteraturens forunderlige verden.
Læs mere om portrætfilmen Onkel Danny – portræt af en karma cowboy
Skribent
13 okt.03
Mælkethe og roeblade
- om danske forfattere på film
Af kritiker og journalist Michael Halskov Christensen
Biografier er ofte meget spændende, men også tykke. Kan man ikke få dem på film? Jo, man kan. Adskillige danske forfattere er gennem tiden blevet portrætterede på film, og de giver appetit på at læse, på at vide og opleve mere.
At fortælle menneskene
Christian Braad Thomsen kæmpede en kamp for sin film om århusianske Svend Åge Madsen, At fortælle menneskene (2002), og til sidst lykkedes det ham at få den vist på DR2, og det var godt. Her kommer man godt ind på livet af digteren. Han indrømmer, siddende i sit ord-opfyldte arbejdsværelse, at han altid har været mærkelig, og det er kun takket være hjælp fra konen, at han har holdt sig på den normale side af vanviddet så at sige, optaget som han er af spaltninger og dobbeltgængermotiv. Man husker også scenen, hvor Jørgen Thorgaard interviewer ham og spørger: Er det her den virkelige Svend Åge Madsen? - Nej, det er kun en version, for et menneske har mange ansigter, svarer Madsen. Portrætfilmen er for nylig blevet suppleret af tv-filmen Se dagens lys (2003) af Wikke & Rasmussen med afsæt i én af Madsens romaner, hvor eksperimentet at skifte partner hver morgen forsøges og mislykkes i en ret fantastisk, filosofisk scifi-thriller.
Karen Blixen - Storyteller
Christian Braad Thomsen havde øvet sig. Det var også ham, der lavede Blixen-filmen, Karen Blixen - Storyteller (1996). Her får man bl.a. vist, hvad det var, Blixen kunne med mænd. Hendes far døde tidligt, og hun fik ikke den, hun ville have, da Denys Finch-Hatton som bekendt styrtede ned med et fly, men de andre mænd snoede hun om sin lillefinger. Louisianas stifter Knud W. Jensen fortæller om det fra et lunt sted med pejsen knitrende i baggrunden, og Thorkild Bjørnvig, ”Magisteren”, som Blixen kaldte ham, sidder med skuldrene oppe under ørerne ude på en bænk. Som supplement til portrættet vises små citater fra Blixens bøger. Noget af det mest tankevækkende er veninden, der sad med Blixen på dødslejet. Her skulle Blixen have spurgt: "Du har mand og fire børn, hvem af os er den lykkeligste?" Hvorpå hun selv svarede: "Det er du!" Sådan noget medvirker til, at man ser forfatterlivet i et nyt lys, måske lidt melankolsk.
Livsstilsfilm
Jørgen Leth giver Christian Braad Thomsen baghjul. Han lavede både Dansk litteratur (1989), der viser et bredt udsnit af vores digtere, hvor man hører flere af dem læse op, og filmen om Søren Ulrik Thomsen, Jeg er levende (1999). I Dansk litteratur er der er en meget 'lethsk' berøringsangst over for digtere og deres tekster. Digtene skal stå for sig selv, de må endelig ikke forklares eller gøres til genstand for pædagogik. De skal opleves, sanses i deres fuldkommenhed, og det bliver de. Der er digte helt tilbage til Kingo og helt frem til Peter Laugesen. Jeg glemmer aldrig Preben Lerdorff Ryes indlevede oplæsning af Brorson: ”Her vil ties, her vil bies, / her vil bies, o svage sind!”, men heller ikke Peter Laugesen, der læser ”Ingen kan gå alene altid i mørket her” med de stærke afslutningslinier, gentagelse af: ”Ingen kan gå alene / Ingen kan gå alene / Ingen kan gå alene / Ingen kan gå alene” - på syngende og lidt vredt århusiansk. Uforglemmelig er også Rifbjerg, der læser sit digt ”Det regner fint” i sit hus i Kandestederne til lyden og synet af et vildt plaskende regnvejr ud over klitterne.
Siden kom filmen om Søren Ulrik Thomsen, i alvorlig sort-hvid. Det er en slags livsstilsfilm, hvor Thomsens særlige meditative livsstil vises. Den opfordrer til langsomhed. Der dvæles ved theen, mælketheen, der skal trække lige præcis så og så længe. Og man får set Thomsens berømte mange regler for, hvordan digtningen skal være. Der er et helt skema eller en hel brugsanvisning. De skal kunne stå på et A4-ark, det er digtets rum, og længes efter at flyde om på næste side. Når de læses op, må han ikke stå med begge hænder åbne, men skal bevare en hånd lukket ind imod sig selv, for ikke at give det hele. Digtet skal give noget i sig selv. Der er regler, grænser og en struktur omkring det, så på den måde kommer man tæt på hans arbejde. Det føles som at komme på besøg hos Thomsen i Københavns indre by, være tæt på og opleve det rum, han digter - og ikke mindst venter - i. "Jeg løber ikke efter digtet" siger han med selerne nedover maven, "det må komme til mig". Cool.
Der er flere film af livsstilstypen: Elisabeth Rygårds film om Henrik Nordbrandt Mellem bjergene og havet (1994), der får én til øjeblikkeligt at ville rejse langt væk fra Danmark, for hvorfor blive i det land, hvor man er vokset op? Den foregår i Tyrkiet, hvor Henrik Nordbrandt har boet i mange år, siden han i 1970 drog ud i verden godt træt af 60’er-hykleriet herhjemme. Her følger man udlandsdigteren tilberede fisk, ro på havet, hænge strømper til tørre og sidde på bar, hverdagsgøremål under fremmede himmelstrøg. Den utålmodige besøgende spørger, om de ikke skal gå en tur op til et stort marked, og Nordbrandt spørger irriteret, hvad der skulle være dér af interessante ting. Han vil hellere sidde og læse avisen. Et interessant sammenstød, hvor det går op for én, at Nordbrandt ikke bare var på en lang udlandsferie. Han boede der faktisk, måske på flugt fra en barsk barndom, måske på grund af klimaet.
Han fremstår en smule firkantet, ikke mindst når talen går på børn. Han siger, det er mord at sætte børn i verden, fordi man ved, de skal dø. Intervieweren prøver, men kommer ikke langt ind under huden på Nordbrandt, der siger, han kun kan tale om sine følelser i en terapeutisk situation. På den måde bliver vi efterladt med digtene, men dem er der også så rigeligt af. Tror han f.eks. på Gud? Nej, men kvinder kan få ham til at overveje, om der alligevel ikke skulle være en sjæl. Han skriver i Violinbyggernes by (1985): ” De siger, at sjælen ikke eksisterer / men når jeg ser de mærker / du har sat på min / ved jeg, at den gør”. Det er digte, der nyder sine egne linier, ligesom Nordbrandt nyder rosens skygge over muren og den særlige tyrkiske blanding mellem følsomhed og brutalitet, han har levet med fjernt fra Danmark.
At holde af hverdagen
Hans modsætning må være Dan Turèll, der stort set aldrig forlod København. Han er en helt anderledes skrivegal type. Inspireret af beat-generationen og dermed spontan og jazzet oven i hovedet. Impulsiv og rablende. Det mest rørende i filmen Onkel Danny - portræt af en karma cowboy (2002), der gik i biffen sidste efterår og i foråret blev vist på DR2, var her enken Chili Turèlls udtalelse om manden. Digtet fra midt i halvfjerdserne, der fik en renæssance, da der blev sat musik til af Halfdan E, ”Hyldest til hverdagen”, havde en dybde, som hun så. Det var fint nok med hverdag, men det handlede ifølge hende mere om, at Dan Turèll længtes efter, at det engang imellem bare var hverdag. For som regel var der alle mulige forstyrrelser, bl.a. hans egen rastløshed. På den måde kan tolkninger fra digternes nære give nuancer til litteraturen og dermed tilføje noget nyt.
Og digtere kan ses i nye sammenhænge: Når Inger Christensen til lyden af regn, der plasker ned i en sø, læser op af sin digtsamling Alfabet i Jens Loftagers film Ord (1994) oplever man hende sammen med kolleger fra udlandet. Det er en smuk film om ordenes betydning, med en kraftfuld billedside. Villy Sørensen taler om magtens sprog og litteraturens sprog, Salman Rushdie om De sataniske vers, der rystede den islamiske verden. Digterne fortæller om fantasiens og ordenes kraft og om, at man måske kunne tro, at den, der har oplevet meget, har meget at berette. Det er bare ikke tilfældet. Nogle af dem, der har været i koncentrationslejr, vil ikke kunne skrive en linie, hvor andre, der har oplevet en enkelt nat med en kvinde, vil kunne synge i årevis. Det er godt, at forfattere har oplevet noget, men det giver ikke nødvendigvis god litteratur.
Kunst skal udvide
Det mener også Per Højholt, som i en filmet samtale med Lars Johansson, Højholt (1997), forklarer sin kunst mellem en hel masse skøn Jimmy Hendrix. Han siger, kunst ”skal bidrage til ens følelse af at være til som bevidst væsen imellem naturen”. Simpelthen! Billedsiden er enkel: Udenfor ved Hørbylundes bakker, indenfor i køkken og arbejdsværelse. Kan man slippe af sted med at filme en gammel mand foran sine ringbind med papirer ved siden af en thermokande under en arkitektlampe? Ja, det kan man åbenbart. Ind imellem er fortællingen forskudt for billedet, sådan at den stemme, der taler, ikke passer til det, man ser, og det giver en god fornemmelse af den ”kværnen”, som sproget også er. Det stopper ikke noget sted.
En kritik af filmen kunne være det meget lidt biografiske. Her er en mand, der udelukkende taler om sit arbejde, men måske er det en pointe: der er ingenting udover arbejdslivet. Digtningen fylder det hele. Man får forklaret hans særlige angst for forførende og sludrevorne metaforer. De går og sammenligner sig som hunde, siger han, så de skal holdes i kort snor. Han indrømmer, at han godt kan finde på at skrive, at roebladene skyder op som fontainer, men synes alligevel, at det er noget sludder, for hvad har roeblade egentlig med fontainer at gøre? Intet! Det er noget andet, der skal til, synes Højholt at tænke, mens han kigger strengt ud på os. Disse tresserforfattere har deres dogmer og stiller høje krav til digtningen.
Det gør også Inger Christensen, som vi så portrætteret i Jytte Rex’ film Cikaderne findes (1998). Musestille sidder hun med denne mærkelige krop og lader rummet omkring sig træde frem. Suppleret af filmklip fra dengang, det hele startede, taler hun koncentreret om sin digtning i sin lejlighed og læser op til billeder af træer, blade, loftsmalerier og selvfølgelig: sommerfugle p.g.a. af hendes imponerende sonetkrans Sommerfugledalen (1991). Hun er optaget af talrækker, naturens strukturer og processer. Det er morsomt, når hun betaget og med langsomme armbevægelser fortæller om muren overfor, dens struktur og farvenuancer, og at hun på den kan aflæse luftfugtigheden og vejret i morgen. En mur kan vække til eftertanke. Vidste du det? Desværre læser hun ikke mit yndlingsdigt fra Det (1969), der beskriver, hvordan et samfund bør være, indrettet efter mennesker og ikke omvendt. Du ved: ” Et samfund kan være så stenet / At alt er en eneste blok / Og indbyggermassen så benet / At livet er gået i chok // Og hjertet er helt i skygge / Og hjertet er næsten hørt op / Til nogen begynder at bygge / En by der er blød som en krop”. Men der er så meget andet. Du kan se det på film, hvor digtere tager dig ved hånden og fører dig ind i litteraturens forunderlige verden.
Læs mere om portrætfilmen Onkel Danny – portræt af en karma cowboy
- om danske forfattere på film
Af kritiker og journalist Michael Halskov Christensen
Biografier er ofte meget spændende, men også tykke. Kan man ikke få dem på film? Jo, man kan. Adskillige danske forfattere er gennem tiden blevet portrætterede på film, og de giver appetit på at læse, på at vide og opleve mere.
At fortælle menneskene
Christian Braad Thomsen kæmpede en kamp for sin film om århusianske Svend Åge Madsen, At fortælle menneskene (2002), og til sidst lykkedes det ham at få den vist på DR2, og det var godt. Her kommer man godt ind på livet af digteren. Han indrømmer, siddende i sit ord-opfyldte arbejdsværelse, at han altid har været mærkelig, og det er kun takket være hjælp fra konen, at han har holdt sig på den normale side af vanviddet så at sige, optaget som han er af spaltninger og dobbeltgængermotiv. Man husker også scenen, hvor Jørgen Thorgaard interviewer ham og spørger: Er det her den virkelige Svend Åge Madsen? - Nej, det er kun en version, for et menneske har mange ansigter, svarer Madsen. Portrætfilmen er for nylig blevet suppleret af tv-filmen Se dagens lys (2003) af Wikke & Rasmussen med afsæt i én af Madsens romaner, hvor eksperimentet at skifte partner hver morgen forsøges og mislykkes i en ret fantastisk, filosofisk scifi-thriller.
Karen Blixen - Storyteller
Christian Braad Thomsen havde øvet sig. Det var også ham, der lavede Blixen-filmen, Karen Blixen - Storyteller (1996). Her får man bl.a. vist, hvad det var, Blixen kunne med mænd. Hendes far døde tidligt, og hun fik ikke den, hun ville have, da Denys Finch-Hatton som bekendt styrtede ned med et fly, men de andre mænd snoede hun om sin lillefinger. Louisianas stifter Knud W. Jensen fortæller om det fra et lunt sted med pejsen knitrende i baggrunden, og Thorkild Bjørnvig, ”Magisteren”, som Blixen kaldte ham, sidder med skuldrene oppe under ørerne ude på en bænk. Som supplement til portrættet vises små citater fra Blixens bøger. Noget af det mest tankevækkende er veninden, der sad med Blixen på dødslejet. Her skulle Blixen have spurgt: "Du har mand og fire børn, hvem af os er den lykkeligste?" Hvorpå hun selv svarede: "Det er du!" Sådan noget medvirker til, at man ser forfatterlivet i et nyt lys, måske lidt melankolsk.
Livsstilsfilm
Jørgen Leth giver Christian Braad Thomsen baghjul. Han lavede både Dansk litteratur (1989), der viser et bredt udsnit af vores digtere, hvor man hører flere af dem læse op, og filmen om Søren Ulrik Thomsen, Jeg er levende (1999). I Dansk litteratur er der er en meget 'lethsk' berøringsangst over for digtere og deres tekster. Digtene skal stå for sig selv, de må endelig ikke forklares eller gøres til genstand for pædagogik. De skal opleves, sanses i deres fuldkommenhed, og det bliver de. Der er digte helt tilbage til Kingo og helt frem til Peter Laugesen. Jeg glemmer aldrig Preben Lerdorff Ryes indlevede oplæsning af Brorson: ”Her vil ties, her vil bies, / her vil bies, o svage sind!”, men heller ikke Peter Laugesen, der læser ”Ingen kan gå alene altid i mørket her” med de stærke afslutningslinier, gentagelse af: ”Ingen kan gå alene / Ingen kan gå alene / Ingen kan gå alene / Ingen kan gå alene” - på syngende og lidt vredt århusiansk. Uforglemmelig er også Rifbjerg, der læser sit digt ”Det regner fint” i sit hus i Kandestederne til lyden og synet af et vildt plaskende regnvejr ud over klitterne.
Siden kom filmen om Søren Ulrik Thomsen, i alvorlig sort-hvid. Det er en slags livsstilsfilm, hvor Thomsens særlige meditative livsstil vises. Den opfordrer til langsomhed. Der dvæles ved theen, mælketheen, der skal trække lige præcis så og så længe. Og man får set Thomsens berømte mange regler for, hvordan digtningen skal være. Der er et helt skema eller en hel brugsanvisning. De skal kunne stå på et A4-ark, det er digtets rum, og længes efter at flyde om på næste side. Når de læses op, må han ikke stå med begge hænder åbne, men skal bevare en hånd lukket ind imod sig selv, for ikke at give det hele. Digtet skal give noget i sig selv. Der er regler, grænser og en struktur omkring det, så på den måde kommer man tæt på hans arbejde. Det føles som at komme på besøg hos Thomsen i Københavns indre by, være tæt på og opleve det rum, han digter - og ikke mindst venter - i. "Jeg løber ikke efter digtet" siger han med selerne nedover maven, "det må komme til mig". Cool.
Der er flere film af livsstilstypen: Elisabeth Rygårds film om Henrik Nordbrandt Mellem bjergene og havet (1994), der får én til øjeblikkeligt at ville rejse langt væk fra Danmark, for hvorfor blive i det land, hvor man er vokset op? Den foregår i Tyrkiet, hvor Henrik Nordbrandt har boet i mange år, siden han i 1970 drog ud i verden godt træt af 60’er-hykleriet herhjemme. Her følger man udlandsdigteren tilberede fisk, ro på havet, hænge strømper til tørre og sidde på bar, hverdagsgøremål under fremmede himmelstrøg. Den utålmodige besøgende spørger, om de ikke skal gå en tur op til et stort marked, og Nordbrandt spørger irriteret, hvad der skulle være dér af interessante ting. Han vil hellere sidde og læse avisen. Et interessant sammenstød, hvor det går op for én, at Nordbrandt ikke bare var på en lang udlandsferie. Han boede der faktisk, måske på flugt fra en barsk barndom, måske på grund af klimaet.
Han fremstår en smule firkantet, ikke mindst når talen går på børn. Han siger, det er mord at sætte børn i verden, fordi man ved, de skal dø. Intervieweren prøver, men kommer ikke langt ind under huden på Nordbrandt, der siger, han kun kan tale om sine følelser i en terapeutisk situation. På den måde bliver vi efterladt med digtene, men dem er der også så rigeligt af. Tror han f.eks. på Gud? Nej, men kvinder kan få ham til at overveje, om der alligevel ikke skulle være en sjæl. Han skriver i Violinbyggernes by (1985): ” De siger, at sjælen ikke eksisterer / men når jeg ser de mærker / du har sat på min / ved jeg, at den gør”. Det er digte, der nyder sine egne linier, ligesom Nordbrandt nyder rosens skygge over muren og den særlige tyrkiske blanding mellem følsomhed og brutalitet, han har levet med fjernt fra Danmark.
At holde af hverdagen
Hans modsætning må være Dan Turèll, der stort set aldrig forlod København. Han er en helt anderledes skrivegal type. Inspireret af beat-generationen og dermed spontan og jazzet oven i hovedet. Impulsiv og rablende. Det mest rørende i filmen Onkel Danny - portræt af en karma cowboy (2002), der gik i biffen sidste efterår og i foråret blev vist på DR2, var her enken Chili Turèlls udtalelse om manden. Digtet fra midt i halvfjerdserne, der fik en renæssance, da der blev sat musik til af Halfdan E, ”Hyldest til hverdagen”, havde en dybde, som hun så. Det var fint nok med hverdag, men det handlede ifølge hende mere om, at Dan Turèll længtes efter, at det engang imellem bare var hverdag. For som regel var der alle mulige forstyrrelser, bl.a. hans egen rastløshed. På den måde kan tolkninger fra digternes nære give nuancer til litteraturen og dermed tilføje noget nyt.
Og digtere kan ses i nye sammenhænge: Når Inger Christensen til lyden af regn, der plasker ned i en sø, læser op af sin digtsamling Alfabet i Jens Loftagers film Ord (1994) oplever man hende sammen med kolleger fra udlandet. Det er en smuk film om ordenes betydning, med en kraftfuld billedside. Villy Sørensen taler om magtens sprog og litteraturens sprog, Salman Rushdie om De sataniske vers, der rystede den islamiske verden. Digterne fortæller om fantasiens og ordenes kraft og om, at man måske kunne tro, at den, der har oplevet meget, har meget at berette. Det er bare ikke tilfældet. Nogle af dem, der har været i koncentrationslejr, vil ikke kunne skrive en linie, hvor andre, der har oplevet en enkelt nat med en kvinde, vil kunne synge i årevis. Det er godt, at forfattere har oplevet noget, men det giver ikke nødvendigvis god litteratur.
Kunst skal udvide
Det mener også Per Højholt, som i en filmet samtale med Lars Johansson, Højholt (1997), forklarer sin kunst mellem en hel masse skøn Jimmy Hendrix. Han siger, kunst ”skal bidrage til ens følelse af at være til som bevidst væsen imellem naturen”. Simpelthen! Billedsiden er enkel: Udenfor ved Hørbylundes bakker, indenfor i køkken og arbejdsværelse. Kan man slippe af sted med at filme en gammel mand foran sine ringbind med papirer ved siden af en thermokande under en arkitektlampe? Ja, det kan man åbenbart. Ind imellem er fortællingen forskudt for billedet, sådan at den stemme, der taler, ikke passer til det, man ser, og det giver en god fornemmelse af den ”kværnen”, som sproget også er. Det stopper ikke noget sted.
En kritik af filmen kunne være det meget lidt biografiske. Her er en mand, der udelukkende taler om sit arbejde, men måske er det en pointe: der er ingenting udover arbejdslivet. Digtningen fylder det hele. Man får forklaret hans særlige angst for forførende og sludrevorne metaforer. De går og sammenligner sig som hunde, siger han, så de skal holdes i kort snor. Han indrømmer, at han godt kan finde på at skrive, at roebladene skyder op som fontainer, men synes alligevel, at det er noget sludder, for hvad har roeblade egentlig med fontainer at gøre? Intet! Det er noget andet, der skal til, synes Højholt at tænke, mens han kigger strengt ud på os. Disse tresserforfattere har deres dogmer og stiller høje krav til digtningen.
Det gør også Inger Christensen, som vi så portrætteret i Jytte Rex’ film Cikaderne findes (1998). Musestille sidder hun med denne mærkelige krop og lader rummet omkring sig træde frem. Suppleret af filmklip fra dengang, det hele startede, taler hun koncentreret om sin digtning i sin lejlighed og læser op til billeder af træer, blade, loftsmalerier og selvfølgelig: sommerfugle p.g.a. af hendes imponerende sonetkrans Sommerfugledalen (1991). Hun er optaget af talrækker, naturens strukturer og processer. Det er morsomt, når hun betaget og med langsomme armbevægelser fortæller om muren overfor, dens struktur og farvenuancer, og at hun på den kan aflæse luftfugtigheden og vejret i morgen. En mur kan vække til eftertanke. Vidste du det? Desværre læser hun ikke mit yndlingsdigt fra Det (1969), der beskriver, hvordan et samfund bør være, indrettet efter mennesker og ikke omvendt. Du ved: ” Et samfund kan være så stenet / At alt er en eneste blok / Og indbyggermassen så benet / At livet er gået i chok // Og hjertet er helt i skygge / Og hjertet er næsten hørt op / Til nogen begynder at bygge / En by der er blød som en krop”. Men der er så meget andet. Du kan se det på film, hvor digtere tager dig ved hånden og fører dig ind i litteraturens forunderlige verden.
Læs mere om portrætfilmen Onkel Danny – portræt af en karma cowboy
Kommentarer