Af litteraturstuderende Vibeke Bryld
Fair is foul and foul is fair
Denne noget dunkle og tvetydige udtalelse er en af de første læseren støder på i Shakespeares Macbeth, og den samme tvetydighed præger en af Hamlets første udtalelser, hvor han spiller på betydningsforskydningen mellem 'seems' og 'is'. (".Seems, madam! Nay it is; I know not 'seems'")
En stor del af fornøjelsen ved at læse Shakespeares skuespil består netop i den højtudviklede sproglige bevidsthed og særlige sans for sprogets - og spillets - tvetydighed. Macbeth er historien om en i udgangspunktet hæderlig mand og general, der bliver offer for ambitionens ærgerrighed og derved gør sig til bøddel i en række forbrydelser. Heksenes spådom i stykkets begyndelse, der lover ham Skotlands krone, giver indtryk af at være en velsignelse, men bliver snarere en forbandelse.
Kødets parodi på sjælens kvaler
Shakespeare er kendt for at kombinere det højstemte med det lavkomiske, både det mere ophøjede og det mere kødelige får sin plads, hvilket gennemsyrer hele iscenesættelsen med tvetydighed. Ligesom Macbeth har ført sværdet mod kongen, efter at have udtalt de berømte ord: 'Is this a dagger which I see before me', spejles hans konflikt mellem herskesygen og evnen til at herske efter den blodige handling i portnerens meget prosaiske filosoferen over konflikten mellem på den ene side den liderlighed, druk fremprovokerer og på den anden side den manglende evne til at stille selv samme lyst, den samtidig medfører.
Det moderne
Men det meget elegante - og meget moderne - hos Shakespeare ligger også i, at tvetydigheden ikke alene opererer inden for figurernes og dermed spillets rammer. En meget yndet metafor hos Shakespeare er for eksempel livet som teater, som også Macbeth benytter sig af. På den måde leger han med maske- og rollespillet på flere planer - dels figurernes indbyrdes maskespil og dels udstiller han stykket selv som spil. Metafiktion, som det hedder i dag. Det er med til at skabe endnu et element af tvetydighed i forhold til udsigelsens karakter, og sår tvivl omkring hvor alvorligt det hele er ment. Tag f.eks. en udtalelse som denne fra Macbeths mund:
'Lifes but a walking shadow, a poor player on the stage, ( ) it is a tale told by an idiot, full of sound and fury, signyfying nothing.'
Symbolikken er altid tvetydig, og stedet, hvorfra iscenesætteren taler er ligeså tvetydig.
Dramaets enhed
Trods de mange dunkelheder og udsigelsesniveauer: blandingen mellem det meget højstemte og det ligefrem vulgære, er de store dramaer hos Shakespeare ofte underlagt en metafysik, der strukturelt bevæger sig fra kaos til kosmos. En struktur, der knytter natur, stat og individets skæbne og forlener dramaet med en velgørende helhed. Dette skæbnesvangre giver sig til kende på flere niveauer.
Det syge eller korrupte øverst i riget smitter af på resten af landet. Efter Macbeths illegitime overtagelse af tronen bliver Skotland et sygt land. På samme måde kan unaturlige handlinger medføre unaturlige forekomster, som genfærd og deslige. Denne gennemførte struktur, der kan identificeres på alle mulige niveauer i stykket og som først for alvor åbenbares ved endt læsning, er i høj grad med til at kaste storhedens glans over dramaet.
Macbeth, Hamlet og mange flere af Shakespeares stykker skal læses og nydes i kraft af det utal af finesser, underfundigheder og frem for alt den elegante udnyttelse af ordets og sprogets hemmeligheder, som Shakespeare er mester udi.
Romannet - 1. juli 2001
Kommentarer