Af litteraturstuderende Marie Fredborg Jungersen
Hvis den ret usandsynlige situation skulle opstå, at du blev spurgt til råds, ville du så bedst kunne undvære din syns- eller høre-sans? Det er næsten altid synet eller hørelsen, der først tænkes på, når man filosoferer over sanserne, men hvad med smags- og føle-sansen eller allernederst i sansehierarkiet, lugtesansen? Der er noget dyrisk, hundeagtigt og lavt over lugtesansen. Man kan ikke lukke for den, så man er tvunget til at reagere på den. Den er tæt forbundet med det instinktive og står derfor i modsætning til fornuften.
Fornuftens fallit
Sådan præsenteres lugtesansen også i Patrick Süskinds (f. 1949) roman Parfumen fra 1985. Dens hovedperson Grenouille, hvis navn for øvrigt betyder noget så dyrisk som "frø", møder i 1700-tallets Frankrig og Italien talrige repræsentanter for Oplysningstidens fornuft, men tager dog dem alle grundigt ved næsen med sin totale magt over lugtenes verden.
Siden fødslen har Grenouille haft en abnorm evne til at genkende lugte. Evnen slumrer i Grenouilles kærlighedsløse barndom, men som teenager møder han verdens skønneste duft hos en ung kvinde. Han dræber hende, nærmest i distraktion, for at opsnuse hendes duft til sidste åndedræt, og han begynder at ane sit livs mål. Nemlig at indfange og bevare denne form for skønhed. Han tager forskellige lærere i parfumens ædle kunst, før han endelig finder den kvinde og den duft, som skal være kronen på værket i hans duft-kunstværk, og som skal lægge verden for hans fødder.
Kvinden Laures fornuftige og ærbare fader, Richis, er Grenouilles sidste forhindring. Men lige præcis faderens fornægtelse af det instinktive og de dyriske drifter i mennesket gør ham til et let offer for morderens næse, der opsnuser ethvert gemmested. Grenouille sejrer og får sin parfume og sin verdensmagt.
"Hvem er jeg?"
Romanen har træk fra både krimi og historisk roman, men dens form er en variation over den klassiske dannelsesroman: hjem-ude-hjem. Bogens anti-helt fødes i Paris, rejser til Italien og ender i Paris igen. Som i de fleste dannelsesromaner er målet for heltens rejse hans egen identitet. Grenouille opdager midt i romanen, at han ikke selv har en individuel lugt og dermed virker identitetsløs.
Da han samtidig ser, hvordan mennesker ubevidst reagerer på hinanden og styres ud fra deres lugtesans, beslutter han sig for at opfinde sin egen identitet vha. lugte. Alt efter hvilken lugt, han påtager sig, kan han fremtvinge omverdenens reaktion og helt ultimativt dens kærlighed og tilbedelse. Han opnår således suveræn magt over sin egen identitet. Men da han endelig står på magtens tinde, føler han intet selv, og han indser at uden gensidighed i følelsen, uden selv at kunne elske, eksisterer han stadig ikke. Hans hjemvenden til Paris er ikke et triumftog, hvor han stolt frembærer sin erobrede identitet, men en resignerende og håbløs rejse mod ingenting.
Det skønne, det sublime og det kropslige
Grenouille optræder paradoksalt nok flere gange som en Jesus-figur. F.eks. "genopstår" han fra en klippegrotte efter at have levet som en død i syv år. Han kan vække døde til "live" ved at imitere deres lugte. Han bliver næsten korsfæstet og ofrer sig til sidst i en form for kannibalistisk "sidste nadver". Men hans klumpfodede ydre og overnaturlige evner leder også tankerne hen på djævelen.
Mest af alt spiller han dog rollen som den romantiske kunstner, der lever ensomt mellem vanvid og genialitet. Grenouilles forsøg på at finde sin identitet kan nemlig også betragtes som et kunstnerisk projekt. Det handler ikke kun om at skabe sig selv, men også om at indfange og rendyrke den mest ophøjede skønhed i verden. Den skønhed, som han først møder uforberedt i duften af den unge kvinde i Paris og senere i duften af Laure.
Filosoffen Kant (1724-1804) opererer med to æstetiske værdier, Det skønne og Det sublime. I Parfumen skaber parfumørerne i Paris skønne dufte vha. deres tillærte håndværk, men Grenouilles talent rækker videre end det. Han udnytter håndværket til at skabe et sublimt kunstværk. Det er hævet over sproget, for han har flere dufte lagret i sin hjerne, end der findes ord. Det er hævet over almindelig moral, for fuldførelsen af værket kræver, at han myrder.
Det er endda hævet over liv og død, fordi kvinderne dør, men på en måde stadig eksisterer som essens eller "sjæl" i kunstværket. Som en typisk romantisk kunstner synes Grenouille at være opstået af en anden verden, underlagt andre love, isoleret og misforstået. Han har indsigt i en mere ophøjet sfære, hvis logik andre ikke fatter.
Romanen er en parodi på de vanvittige ekstremer, som geni-tanken og -dyrkelsen kan føre til. Bogens egen æstetik knytter sig nærmere til Fænomenologien, som er en filosofisk retning fra midten af 1900-tallet, og som forstår mennesket ud fra dets kropslighed og dets sansning. Det er ikke kun det skønne og ophøjede, der arbejdes med i denne filosofi, men alt hvad mennesker kan opleve kropsligt af højt og lavt. Det er, når vi sanser og mærker verden, at vi "er til", ligesom Grenouille, der først eksisterer rigtigt, når han kan lugtes.
Filmen Parfumen
I 2006 filmatiserede Tom Tykwer (f.1965) Parfumen og skabte et meget sanseligt kunstværk over den oprindelige roman. Det er svært at formidle dufte vha. et medie, der henvender sig til øjnene, men det lykkes overraskende godt, lige fra den første kvalmefremkaldende stank til den ypperste nydelse ved det første møde med Laures duft. Der er et par væsentlige forskelle imellem film og bog. Meget typisk er der skåret ned på den tid, som Grenouille bruger på at opdage duftenes verden og et par personer er sorteret fra.
Antallet af myrdede kvinder er reduceret, men til gengæld er der gjort meget mere ud af jagten på den skønne Laure. Det er et klassisk dramatisk virkemiddel at koncentrere handlingen om færre personer, så man identificerer sig mere med dem og derfor bliver mere grebet. Filmen tenderer også mere end romanen at være en kærlighedshistorie, fordi Grenouille i filmen til sidst længes imod sit første offer, den unge kvinde med blommerne.
Han drømmer, at han i stedet for at myrde hende, elsker med hende og altså oplever en gensidig kærlighed. I bogen er denne længsel mere rettet imod mennesker generelt og deres fællesskab. Men en mere konkret kærlighedshistorie sælger en film lidt bedre. Alt i alt formidler filmen dog den samme urovækkende og kildrende fornemmelse af at være vidne til noget overvældende skønt og grimt på én gang. Den er et godt eksempel på nutidens sansebombarderende film, som giver os sådan et stærkt indtryk af at være til og mærke verden helt.
Kommentarer