Publikum hyldede Patti Smith som et orakel, mens forfatterne flokkedes om den canadiske digter Anne Carson. Louisiana Literature havde litterære heltinder for enhver smag.
Der er ikke nogen tvivl om, at Patti Smith var det helt store navn på Louisiana Literature. Rock-poeten, som hun ofte omtales, optrådte hele fire gange på festivalen - to gange interview, en gang oplæsning og en enkelt samtale med Henning Mankell foruden den hyldestperformance, som digteren Mette Moestrup stod i spidsen for. Den Patti Smith-seance, som jeg overværede, var det første interview, der foregik fredag eftermiddag på Park Scenen med et overvældende publikum placeret tæt på plænen med Øresund som det smukke bagtæppe.
Patti Smith var ikke svær at interviewe, for hun talte stort set hele tiden selv til et publikum, som fuldstændig hengav sig til hende, som var hun et litterært orakel, der lå inde med den dybeste visdom. Således udbrød der klapsalver – ikke hver gang – men måske hver anden eller tredje gang, hun afsluttede en fortælling. Det på trods af, at hendes betragtninger om litteraturen og forfattergerningen fremstod en anelse banale (let’s face it), men heldigvis var det ikke det, som fyldte mest. Patti Smith fik lov at (gen)fortælle mange af de anekdoter, der ligger til grund for hendes bøger, og som dybest set sikkert var det, folk var kommet for at høre.
Derfor var det godt set af intervieweren, festivalleder Christian Lund, at han ikke forsøgte at dreje samtalen i en mere litterær retning. Patti Smiths styrke er netop hendes fortællinger om det autentisk levede liv, og dem fik vi lov at høre fra ikonet selv, og de blev leveret med en hjertevarme og oprigtighed, så alle banaliteter blev tilgivet på stedet. Senere på dagen kunne det iagttages, hvordan indtil flere midaldrende damer tog turen i skarp galop over græsplænerne og tilbage igen i høje hæle for at erhverve sig en bog i museumsbutikken, da det rygtedes, at Patti Smith signerede bøger i parken.
Så var der mindre ståhej men mere litterær tyngde over en anden af festivalens hovednavne, den canadiske digter Anne Carson. Fredag aften optrådte hun på Meese Scenen med oplæsning fra sin bog NOX, som er en elegi, et sørgedigt, over hendes bror, der i sin tid flygtede fra en fængselsstraf og døde i København, inden Anne Carson nåede at se ham efter mange års adskillelse. Alt dette fortæller hun om på sin rolige og værdige facon, inden hun går i gang med at læse op fra Nox, som er smukt udformet som en leporello, dvs. foldet som en harmonika og lagt i en æske. Nox er netop kommet på dansk på forlaget Basilisk, og en af de danske oversættere, forfatter og radiomand Pejk Malinovski, var med på scenen og læste udvalgte dele af bogen på dansk.
Hvor folket hyldede Patti Smith, så stod det ved Anne Carsons oplæsning lysende klart, at hun er forfatternes forfatter. Ikke så få danske og udenlandske forfattere var mødt op for at høre den klassiske filolog og digters oplæsning. En lang række forfattere var desuden med til at fremføre Carsons værk Antigonick dagen efter, om lørdagen i Koncertsalen. Antigonick er Carsons meget personlige gendigtning af Sofokles’ græske tragedie Antigone, og det var på en gang en både gribende og mærkelig oplevelse at være tilstede ved denne fremførelse. Man kunne godt fornemme, at det her ikke var en performance, der havde været øvet igennem mange gange, om nogen overhovedet. Og det er faktisk positivt ment, for nogle gange er det befriende at mærke, at der er noget på spil, fordi man prøver noget af, som man ikke er helt sikker på, hvordan vil virke. Nielsen (tidligere Claus Beck-Nielsen), der var en meget overbevisende Kong Kreon, talte efter fremførelsen om, at man burde lave en rigtig teateropførelse af Antigonick. Jeg er bare glad for at have været med til denne særlige og enestående seance med Anne Carson, som helt klart var min heltinde på Louisiana Literature.
(Det skal måske retfærdigvis nævnes, at denne festivalgænger ikke selv var for fin til at få signeret bøger – hele to faktisk – af Anne Carson. Dog uden løb i høje hæle).
Kommentarer