Igen i år danner Louisiana ramme om en litteraturfestival med internationale forfatternavne, samtaler, oplæsninger, lyd og musik.
På torsdag den 22. august kl. 16.30 åbner museet i Humlebæk dørene for en række forskellige litterære oplevelser på årets udgave af Louisiana Literature. Selvom én af tidens litterære superstjerner, Karl Ove Knausgård, har meldt afbud, er der stadig mulighed for en møde en lang række kvalitetsforfattere, for programmet byder på ikke mindre end 40 danske og udenlandske forfattere. En af de mest interessante forfattere på programmet er norske Per Petterson, som har et rost forfatterskab bag sig, og hvis seneste bog, ’Jeg nægter’, har fået fabelagtige anmeldelser hele vejen rundt, blandt andet her på Litteratursiden.
Andre store forfatternavne på dette års festival er britiske Ian McEwan og Zadie Smith, islandske Eínar Már Gudmundsson, norske Erlend Loe og finsk-estiske Sofi Oksanen. Der vil både være interviews, oplæsninger og samtaler, for som de andre år er forfatterne sat i dialog på kryds og tværs. For eksempel skal Eínar Már Gudmundsson tale med sit danske forbillede, Klaus Rifbjerg, og Suzanne Brøgger møder den tyske forfatter Olga Grjasnowa med det udgangspunkt, at de begge er nogle berejste kvinder.
Mange af forfatterne optræder flere gange og i forskellige sammenhænge i løbet af den fire-dage lange festival, og det er rigtig godt, for man kan ikke nødvendigvis være sikker på at komme ind til alle arrangementerne. De store forfatternavne trækker erfaringen tro et rigtig stort publikum, og sidste år betød det, at flere gik forgæves til blandt andet samtalen mellem Nicole Krauss og Naja Marie Aidt. Derfor gælder det om at væbne sig med tålmodighed og stille sig i kø i god tid, hvis man vil være sikker på at høre en bestemt forfatter.
Der sker dog så mange forskellige ting i de fire dage på Louisiana, at man ikke behøver være nervøs for ikke at komme hjem med en masse litterære oplevelser. Festivalleder Christian Lund minder da også i Jyllands-Posten i sidste uge om, at ligesom på Roskilde Festival kan det være de ikke-ventede oplevelser, som kan være de stærkeste, der hvor man prøver nogle andre ting og stifter bekendtskab med kunstnere, man ikke kendte før.
Og der er nok at tage af. Søndag er der for eksempel nonstop-oplæsning ved en række danske forfattere, blandt andre Ursula Andkjær Olsen, Bjørn Rasmussen, Asta Olivia Nordenhof, Henrik Nordbrandt, Janina Katz og Lone Aburas. Igen i år er nye litterære lydværker blevet produceret til festivalen, og der vil også være musikalske indslag, blandt i form af Inger Christensens digte sat i musik.
Festivalen varer fra torsdag den 22. august til søndag den 25. august 2013.
Du kan finde hele programmet på Louisianas hjemmeside her. Det er også muligt at følge Louisiana Literature på Facebook.
Kommentarer