Af litteraturstuderende Jakob Ladegaard
I visse historiske perioder tvinges den homoseksuelle kærlighed til at mørklægge sig som vinduer, der skælver af frygt for bombeangreb.
Det var tilfældet i 30’ernes Spanien, hvor den traditionelle katolske fjendtlighed overfor homoseksualitet blev forstærket af de borgerkrigssejrende fascisters machodyrkende intolerance.
Derfor udgav den granadinske poet Federico García Lorca (1898-1936) aldrig de elleve sonetter, han færdiggjorde i 1936, og som med rette bærer navnet Sonetter om den mørke kærlighed (Sonetos del amor oscuro). Først i 1984, ni år efter Francos død, blev digtene inkluderet i en udgave af Lorcas samlede værker. Med Brøndums fine, tosprogede oversættelse fra 2000, der også indeholder stærke grafiske illustrationer af Arne Haugen Sørensen, er de mørke digte nu også tilgængelige på dansk.
Lorcas homoseksualitet var sandsynligvis en af grundene til at civilgardister i 1936 anholdt ham og skød ham uden rettergang. For det var ikke ukendt i hans samtid, at Lorca var bøsse. Men derfra og til poetisk at behandle det, endsige åbent erklære det, var der meget langt. Hykleri og hemmeligheder er det totalitære styres moralske symptomer. De mørke digte var på forhånd dømt til tavshed, for de indeholder forholdsvis eksplicitte homoerotiske sekvenser som følgende strofe fra digtet Den søvnløse kærligheds nat:
Daggryet forenede os på sengen,
med munden mod den frosne stråle
af blod der fosser uden ophør.
Hvis dette kan læses som et billede på oralsex, hvilket synes rimeligt, er Lorcas spanske originalversion endnu klarere end Gerd Schottländers oversættelse i beskrivelsen af, hvad der er på færde; Lorca skriver nemlig „las bocas“, altså mundene, og ikke blot én mund. Så skulle der ikke være tvivl om, at situationen udspiller sig mellem to mænd. Det ville naturligvis være aldeles umuligt for Lorca at udgive den slags under Francos styre.
Men det er ikke kun digtene, der ikke måtte se dagens lys, det er også den virkelige kærlighed, som digtene er inspirerede af, nemlig Lorcas umulige forelskelse i den unge Rafael Rodrígues Rapún. Denne kærlighed bliver som trækpapir, der gennemtrænges af skyggelivets kvælende skyldfølelse og stemples af samfundets jernbeslåede normer.
Du vil aldrig forstå hvor højt jeg elsker dig
for du hviler i mig og er faldet i søvn.
Grædende skjuler jeg dig, forfulgt
af en stemme af gennemborende stål.
(...)
Se, de lurer stadig på os!
Under disse vilkår bliver kærlighed til lidelse og tragedie. Døden er lige fra gennembrudsbogen Cante Jondo digtene (Poema del Cante Jondo) fra 1921 kærlighedens tavse ledsager i Lorcas poetiske univers, men ingen steder er kærligheden så fortvivlet sårende og smertende som i de mørke sonetter. Allerede i forelskelsens udgangspunkt er digteren tynget af sin viden om, at denne romance aldrig kan få lov til at folde sig helt ud og ikke vil vare ved.
Denne tårestrøm af blod som pryder
en dødsramt lyre, en fakkel af lyst.
Denne vægt af havet som hamrer imod mig.
Denne skorpion som holder til i mit bryst.
Det er kærlighedens guirlande, den såredes seng
hvor jeg søvnløs drømmer at du findes
i ruinerne i mit sammenstyrtede bryst.
Sonetter om den mørke kærlighed er, som de citerede passager nok giver et indtryk af, fyldt med intense og præcise billeder. Digtene er guirlander af klagende toner vekslende mellem glasskør længsel og brutale udfald. Det er en bog, man må læse mere end én gang.
Men når man har gjort det, samler digtene sig og giver et samlet indtryk af rene, rædselsfuldt smukke sørgesange. Udover at være en bittersød æstetisk nydelse er disse Lorcas sidste ord også et vigtigt dokument til forståelsen af, hvordan et politisk diktatur og traditioners konservative tyngde kan trænge ind i et menneskes sjæl og formørke den, pine og dræbe en kærlighed, der ikke burde angå andre end de elskende.
Kommentarer