Jesper Wung-Sung skriver i romanen Ægte brøker om de to unge fyre: Marcus og Janus. De er, som mange unge meget optaget af, hvad der er rigtigt liv: det ægte liv. Det ægte liv er et liv med frihed og lighed. I interviewet fortæller Jesper Wung-Sung mere om Marcus og Janus og fortæller hvad de kæmper for og hvorfor.
Hvad har Janus og Marcus til fælles, og hvad adskiller dem?
Hele holdet af livsstilseksperter fra ”Kender du typen”-programmerne ville besværge, at Janus og Marcus kunne have noget som helst til fælles! I den virkelige, fysiske verden er de også umiddelbart nærmest diametrale modsætninger. Janus: Langhåret, bumser, herrefrakke med Jack Daniel’s i inderlommen, enspænder. Marcus: Solbrændt, sportstrænet med Anna under armen, vellidt.
Det er også romanens udgangspunkt og pointe, at Janus og Marcus bliver nødt til at møde hinanden inkognito på Forum Romanum for fuldt ud at begribe, hvor meget de i grunden har til fælles! At de i ordets bogstaveligste forstand er soulmates.
I Suetons ”Romerske kejsere”, som er en af de helt klassiske kilder, står der om Caligula: ”Alle personer og ting, som han interesserede sig for, var han forgabet i indtil galskab.” Det har Janus og Marcus til fælles med Caligula. De tilhører den type mennesker, som ikke har hobbyer, de har besættelser. De kan ikke bare interessere sig for noget, de bliver nødt til at dyrke det lidenskabeligt! Som fx Caligula.
Og det er det, de først og fremmest har til fælles: En vedvarende besættelse af livet og døden. Og en dermed forbunden følelse af at være uden for et fællesskab.
Den afgørende – ikke fysiske – forskel på de to er, at hvor Janus peger udad, der peger Marcus indad.
Modsat Marcus har, eller bruger, Janus humor og ironi. På den måde får han løst op for noget af sin smerte og vrede – han kan rette den udad.
Set udefra har Marcus bedre kort på hånden en Janus. Marcus ser godt ud, er eminent til fodbold, populær i klassen, mv. Men hvor Janus retter sin vrede, sine frustrationer udad – måske ikke altid i handling, men i tanken – så retter Marcus alt indad. Det er den afgørende forskel. Janus tror, han er en steppeulv – mens Marcus er det.
Hvorfor er to unge mænd så fascinerede af døden?
Fordi de er så fascinerede af livet! Det er forsimplet altid at opstille Liv og Død som modsætninger. Døden er i en vis forstand ikke det modsatte af livet, men en del af livet. Fordi døden eksisterer, er livet også et andet. Det er det, som Janus og Marcus forsøger at forstå til fulde.
Det er det, som de forsøger at indkredse fx via den romerske kejser Caligula. Allerede i Janus’ første afsnit beskrives Caligulas voldsomme død: Hvordan han dolkes ihjel, samtidig med han skriger ”Jeg lever! Jeg lever! Jeg lever endnu!” Det bliver faktisk et stærkt billede på livet: Jeg skal dø – nogen eller noget er i gang med at dolke mig, og det ender med, jeg dør – men lige nu er jeg stadig i live! Jeg lever! Jeg lever!
Fordi døden er en del af livets vilkår, må man også kende den for at leve ægte, og derfor handler ”Ægte brøker” reelt også meget mere om liv end om død.
Hvad er det de vil?
De vil sandhed og konsekvens. Janus og Marcus føler sig som håbløse brøker, men længes efter at leve ægte. Det, de drømmer om, er frihed og fællesskab. Begge vil begge dele, men friheden står stærkest hos Janus og fællesskabet hos Marcus.
Friheden. I allerførste sætning i kapitel I: ”Det er mandag, og for Janus kan det hele koges ned til en sætning: Ingen skal bestemme noget over mig!”
Friheden til at selv at vælge sin vej, sit liv! Undgå at blive presset ned i samfundets tvungne form, blive som alle de andre, lade sig prostituere.
Det er et ekko af mig selv. At jeg svor over for mig selv som 18-årig, at jeg aldrig skulle have et rigtigt arbejde. At jeg aldrig skulle møde klokken 9 noget sted. At ingen nogensinde skulle fortælle mig, hvad jeg skulle lave. Det er den ydre årsag til jeg blev forfatter: Så jeg selv i et og alt kunne bestemme med hvad, hvornår og hvorhenne jeg skulle arbejde.
Men det som har været motoren i mit forfatterskab er en søgen efter sandhed. Efter mening. Hvad er liv? Og hvad er et meningsfuldt liv?
Her er fællesskab med andre mennesker kernen. Det er et paradoks, at der midt i denne higen efter uafhængighed og total selvbestemmelse er en uimodståelig dragning mod fællesskabet, mod at være sammen om noget, en del af noget større. Og både Janus og Marcus vil et fællesskab!
Det er i bund og grund, det skoleskyderier handler om: Fællesskabet.
Forskellen på fx et jalousidrab og et skoleskyderi er, at det første er en privat aktion, mens det andet er en offentlig. Strengt taget handler et jalousidrab om to mennesker, hvor det ene føler, at det andet svigter deres parforhold, det som de to har haft sammen. Et skoleskyderi handler om et større fællesskab, som svigter. Det peger på hele vores samfundsindretning og bliver dermed en voldsom relevant diskussion for alle.
Både Janus og Marcus drømmer om fællesskabet. Måske tager de i virkeligheden drømmen alt for alvorligt.
Janus er blevet mobbet i folkeskolen og føler sig derfor uden for fællesskabet. Men han vil gerne ind; drømmer om fodboldhold og en stor indflytterfest med en masse gæster.
For Marcus er det nærmest ubegribeligt, at han lige så godt kunne gå i klasse med 25 andre unge mennesker! Han kan ikke tage let på det. Derfor vælger han at trække sig fra fællesskabet. Men i virkeligheden drømmer han om at være bålet alle kan sidde omkring.
De føler også at verden, de voksne, svigter alle deres principper om fællesskab og medmenneskelighed. Marcus har her en vigtig replik: ”Hvis man tog verden seriøst, ville man aldrig kunne springe fra hungersnød i Afrika til et modeshow i Paris.” Sådan noget som nyhedsudsendelser er et udtryk for vi voksnes kynisme og mangel på empati – det er jo nærmest sygt at foretage sådanne skift. Man kan selvfølgelig ikke påstå, at nyhedsudsendelser er skyld i skoleskyderier, men man godt sige, at de fremmer en ufølsomhed og egoisme, der er grundlaget for megen vold i samfundet.
Reelt håber Janus og Marcus hele tiden på fællesskabet. Selv til allersidst, hvor det er for sent, håber Marcus fx, at de alle kan mødes i aulaen.
Har de ret, Marcus og Janus, skal vi stoppe og tænke mere over livet?
Ja, i høj grad! Som enkeltindivider bør vi vel alle stræbe efter at leve så sandt som muligt. Og som samfund at fungere så retfærdigt og demokratisk som muligt.
Som menneske handler det om dag ud og dag ind at spørge sig selv, hvad der giver mening? Hvad der er vigtigt? Er det den der nye designersofa, jeg virkelig har brug for?
Som samfund om at have blik for sin næste i stort og småt. Og som samfund synes jeg i høj grad, at vi savner den der ungdommelige sensibilitet og skarphed som Janus og Marcus har. Der er jeg helt på de unges side. Det er et perverteret samfund, der tillader at en medieperson kan tale om antal ”dødsofre” i en krig som nyhedsvært denne ene aften og om ”livliner” som quizvært i ”Hvem vil være millionær” den næste! At det glider fuldstændig ubesværet ned med aftenkaffen er en gåde og beviser blot, at evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert, og den grundlæggende medmenneskelighed, ikke er os givet en gang for alle, men noget vi løbende må kæmpe for at bevare.
I den forstand har unge som Janus og Marcus ret. Den stillede diagnose er rigtig. Det er kuren til gengæld ikke. Der sker en kortslutning fra analysen til konklusionen for Janus og Marcus. Her mister de overblikket, og de lader sig drage mod en konklusion med virkelig konsekvens, måske fordi den sande konklusion er nærmest umuligt at leve efter. Derfor kan unge som Janus og Marcus udgøre en paradoksal og farlig cocktail: Sensibilitet og skarphed blandet sammen med selvretfærdighed og snæversyn.
Hvorfor er der ingen der stopper eller hjælper de to unge mænd?
Omgivelserne ser det ikke komme af i hvert fald to årsager:
Janus og Marcus skilter ikke med det. Omfanget af smerte og vrede deler de ikke med nogen. Langt hen ad vejen fordi de mangler respekt for voksne autoriteter. Hvordan skal man kunne respektere nogen, der siger man ikke må mobbe, når de samme mennesker har skabt en verden, hvor man mobber de svageste til døde!? Og hvis de endelig forsøger at tale om det, erkender de hurtigt, at andre ikke i dybden forstår, hvad det handler om. Derfor bliver de til ”ægte brøker”.
Hvis man som voksen helt har mistet den følelsesmæssige sensibilitet og skarphed, som unge mennesker ofte besidder, så forstår man heller ikke, hvor meget der kan være på spil. Den voksne tilbagelænede, overbærende livserfaring risikerer at skygge for alvoren i den unges fortvivlelse og uforståenhed. At det kan være så vanvittigt forkasteligt at læse ”Se og Hør”!
Titlen er spændende, hvad er det nu med de ægte brøker?
En ”ægte brøk” er inden for matematikken en brøk, hvor tælleren er mindre end nævneren. Den amerikanske forfatter Ernest Hemingway udviklede en isbjergsteknik, opkaldt efter det faktum, at det man kan se af et nok så imponerende isbjerg, kun er en 1/10 del af hele bjerget, mens resten, de 9/10 dele, er under vandet. I litterær forstand betød det, at størstedelen af tekstens betydning så at sige lå under linjerne. Det samme gælder en ægte brøk: Hvis brøkstregen er vandoverfladen, så gemmer en ægte brøk store dele af sig selv under stregen/overfladen.
”Ægte brøker” er også en slags generel etikette på dem, der udfører skoleskyderier. Det har vist sig utroligt svært at indkredse, karakterisere og dermed også at forudsige et skoleskyderi, simpelthen fordi gerningsmændene er for forskellige til at tegne en brugbar profil. Groft sagt har de blot det til fælles, at de er unge hankønsvæsener. Og at de er eller føler sig utilpasset i en eller anden grad.
Specifikt går det på Janus og Marcus. De føler sig også utilpasset, ja utilpasse. De føler ikke, at de rigtig hører hjemme noget sted, eller at der er nogen, som forstår dem. Hverken forældre, søskende, kæreste eller klassekammerater. Derfor betragter de sig selv, med Janus’ formulering, som ægte brøker.
Titlen går så også på romanen i den forstand, at den ikke leverer endegyldige forklaringer på skoleskyderiet eller verden, men blot lægger stemme og tanker til Janus og Marcus. Som Marcus skriver på sin computer: ”Det er ikke derfor.” Hvis man dissekerer sætningen: Det = massakren. Er = finder sted. Ikke = negation. Derfor = Forklaring/begrundelse.
Det som jeg også godt kunne lide ved begrebet ”ægte brøker” er sammenstillingen af to ord, der trækker i hver sin retning. Groft sagt er ”ægte” et positivt begreb og ”brøk” et negativt. Noget der er ”ægte” er altid helt. Det er afrundet, afsluttet, har integritet. Mens en ”brøk” blot er en ofte lille del af noget andet. En rest der ikke rigtig kan bruges til noget. Altså kernen over for resten.
Endelig er ”Ægte brøker” den af mine udgivelser, der har været længst undervejs, og den eneste som jeg er gået i stå med tre-fire gange. Jeg begyndte første gang lige omkring Colombine-skyderiet i 1999, men kunne ikke. I stedet for endte det med, at jeg skrev en kort novelle om temaet, ”Billy the Kid jr.” som blev trykt i novellesamlingen ”Og havet klapper” i 2000.
Senere fik jeg hul på bylden – troede jeg – og skrev derudaf i flere omgange, men hver gang gik jeg død. Det var ikke rigtigt. Det var ikke skarpt. Jeg havde 500 sider, men det var ikke sandt nok. Det var fortalt i jeg-person, skiftevis ml. Janus og Marcus, men det var først, da jeg ikke rettede, men skrottede alle 500 sider, og gik over til at fortælle i 3. person sammen med små jeg-bemærkninger, at jeg følte, at tingene ville lykkes: Teksten blev kortere, mindre forklarende og mere intens. Det vil sige, at den ”Ægte brøker”, der foreligger, kun fylder en tredjedel af det oprindelige manuskript. At romanen i den forstand er en brøk. Og de slettede sider svarer til dem Janus sletter om sit eget liv på computeren.
Er det symbolik eller andet vi skal tænke over med de to navne: Janus og Marcus?
Marcus betyder ”den stridbare”, hvilket matcher Marcus’ tanker. Der er også flere kendte Marcus’er inden for det romerske rige, fx kejser Marcus Aurelius.
Janus kender vi fra begrebet ”janushoved”, som er et hoved, der har to ansigter. På samme måde med Janus: Et ansigt udadtil, og så alt det han gemmer ”bagtil”. Derudover ligger der en hilsen til den måske mest kendte danske ungdomsroman, Klaus Rifbjergs ”Den kroniske uskyld”, og dennes hovedperson, Janus. I ”Ægte brøker” kommer vi meget tættere på Marcus, end vi gør på Tore i ”Den kroniske uskyld”, men ellers opererer begge romaner med en beslægtet trekantskonstellation, hvor Janus (x 2) er forelsket i sin vens kæreste: Janus = Janus, Marcus = Tore, Anna = Helle.
Kommentarer