Hvad sker der med litteraturen, når den tages ud af bøgerne? Det spørgsmål svarer Hillerød Bibliotek nu på med festivalen Ordet er løs, som løber af stabelen 4.-6. april.
Bogløs festival – hvorfor det?
Hillerød Bibliotek ønsker at sætter spot på oplevelser med litteratur udenfor bogen og forholder sig aktivt til, at litteraturen er i opbrud, og ikke længere kan begrænses til det trykte format alene: Litteraturen er blevet digital, den finder sted som live-events i det offentlige rum, og den kommer til udtryk i nye musikalske projekter og andre cross-over fænomener på kulturscenen.
Det skaber helt nye tilbud til litteraturbrugerne, som ændrer drastisk på opfattelsen af, hvad litteratur er, og hvor den kan opleves. For bibliotekerne giver udviklingen ligeledes nye udfordringer og muligheder for formidling og markedsføring af litteratur. Det vil Hillerød Bibliotek gerne være med til at skabe rammerne for med festivalen, som giver publikum mulighed for at opleve nogle af de allermest aktuelle forfattere, kunstnere og musikere, som vækker opsigt på scenen for ny litteratur.
Festival
Et af temaerne på festivalen er nye former for digital litteratur, hvor forfattere har taget et kvantespring i at udvikle og tilpasse litteraturen til de nyeste digitale medier, som rækker langt ud over e- og lydbogen. Det andet overordnede tema på festivalen er oplevelsen med live-litteratur. Man kan her opleve forfattere, som i deres optrædener bruger både krop, ord og andre virkemidler, der udvider rammerne for den traditionelle digtoplæsning. Det tredje tema på festivalen sætter spot på litteraturen, dér hvor den blander sig med andre kunstformer, såsom musikken, teatret og billedkunsten. Man vil bl.a. kunne opleve koncerter, hvor forfattere og musikere optræder sammen, en roman vil blive oversat til dramatik, og udstillingen, Kunsten Taler Ud! dedikeres til litteraturens møde med billedkunsten.
Dokumentation
Den største udfordring for biblioteker, der formidler ikke-fysisk litteratur, er, at både oplevelser med live-litteratur samt meget digital litteratur er flygtige og midlertidige: Man skal være til stede i rummet, mens den litterære optræden sker – bagefter er det for sent. Og meget digital litteratur ’dør’, eller bliver forældet, som følge af den konstante tekniske udvikling. Forgængeligheden gør, at den ikke-fysiske litteratur går tabt, hvis bibliotekerne ikke sørger for at bevare og tilgængelige værkerne ved at dokumentere dem.
Hillerød Bibliotek har modtaget støtte fra Statens Kunstråds Litteraturudvalg og A.P. Møller Fonden til bl.a. at optage festivalens arrangementer. Det betyder helt konkret at Litteratursidens brugere snart vil kunne opleve festivalen, også selvom de ikke fysisk er til stede i weekenden 4.-6. april.
Festivalen præsenterer bl.a. Jens Blendstrup, T. S. Høeg, Teatret Mungo Park, Per Vers, Claus Høxbroe, Mouritz/Hørslev og en kunstudstilling, hvor samtidslitteraturen møder samtidskunsten.
I programmet, som findes på Ordet er løs facebookside og på Hillerød Biblioteks Hjemmeside kan du læse om de øvrige navne, der er på plakaten til festivalen, samt få nærmere detaljer om tid og sted. Alle arrangementerne på Hillerød Bibliotek er gratis. Billetter til de to koncerter kan købes på www.klaverfabrikken.dk.
Kommentarer