Artikel af Lise Nørgaard, forfatter
Indtil 1991 var det kun min forlægger, Kurt Fromberg, og aldeles ikke mig selv, der havde ideen om, at jeg skulle skrive erindringer. På dette tidspunkt havde jeg bundet mig til at skrive manuskriptet til TV-serien Bryggeren, men da jeg så forlægget til hele tolv episoder, sprang jeg fra, fordi jeg ikke mente, stoffet kunne bære en så lang serie.
Jeg havde ellers ryddet et helt år for andre opgaver og aftaler, og nu stod jeg for første gang i mit liv med de tolv blanke måneder, der ellers skulle være tilegnet Bryggeren. Forlæggeren mente, de nu passende kunne bruges til et erindringsværk, selvom jeg fortsat tvivlede på, at nogen kunne have interesse i at læse om mit liv og levned.
Jeg tog fejl, da både Kun en Pige og anden del De sendte en Dame satte oplagsrekord. Bøgerne er udelukkende skabt efter min egen hukommelse udfra den idé, at det, jeg huskede fra barndommen, ungdommen og mit senere liv, var relevant, alt det, der skulle hales frem fra glemslen, var uden betydning, fordi sådanne hændelser og møder med mennesker var uden indflydelse på mit liv, det være sig barndommen eller de voksne år.
I de fleste erindringsværker er barndommen så afgjort den mest spændende, fordi beskrivelsen af voksenlivet, der er befolket med langt flere personer, kræver en virkelig grovsortering. Ellers falder forfatteren i det, jeg kalder opremsningsfælden, når alle de flinke mennesker, man har mødt, skal nævnes og ingen glemmes, selvom de ikke kommer læseren eller historien nævneværdigt ved.
Det kan være vanskeligt at vige udenom denne fælde og nøjes med at beskrive de personer, som har en virkelig rolle i livsforløbet, alle de egentlige medspillere, de elskede og de gode, de festlige og de gale. Og dertil et par dumme svin, der havde deres naturlige plads i min livskomedie, fordi især den ene greb ind i mit og min mands liv på afgørende vis. Skal erindringer være læseværdige, skal der ikke strøs salt på sandhederne.
Når bøger går i så stort oplag, kan man ikke undgå at få mange reaktioner. Gennem fire år, efter de to udgivelser, kunne jeg faktisk ikke bestille andet en at korrespondere med læsere, lige fra tidligere bysbørn, de unge, nu gamle piger, der havde tjent i mit barndomshjem, til stamtavle-dyrkere, der havde fundet ud af, at vi var beslægtede i fjerde eller femte led.
Ud af mylderet dukkede også to hidtil ukendte fætre, den ene var blevet bortadopteret, den anden var søn af en farbror, jeg aldrig havde hørt om, fordi han var blevet forskudt på grund af sine radikale idéer, da han var ganske ung. Begge fætrene - nu ældre herrer - viste sig at være glimrende bekendtskaber. De kan man altså også få ud af at skrive erindringer.
Foto: Franne Voight, 2020 (Gyldendal)
Kommentarer