Louisiana Literature er ikke bare et møde med en masse forfattere men også mødet med andre læsere og et sted, hvor vores egen litteraturforståelse møder deres.
Fire dage med forfattersamtaler, oplæsninger, koncerter og interviews på Louisiana Literature er netop forbi for i år. Jeg har oplevet mange - og også mange forskellige – optrædener lige fra Frit flet-performance med sjove og veloplagte Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup og en overraskende humoristisk og vellykket samtale mellem Nielsen og Hanne-Vibeke Holst til intim fællesoptræden med Athena Farrokhzad og Maja Lee Langvad og rørende samtale mellem de to gamle venner, Herta Müller og Niels Barfoed. Det har været nogle interessante dage af mange årsager. Først og fremmest har det over hele linjen været dygtige forfattere og veltilrettelagte programpunkter, hvoraf nogle også formåede at overraske. Men ud over det indhold, som blev leveret fra scenen, er det også interessant at iagttage, hvordan den sociale situation, som sådan en festival er, spiller ind på ens oplevelse af den optræden, man nu er til og i sidste ende også på den litteratur, der på en eller anden måde er repræsenteret.
På trods af mange gode samtaler, interview og oplæsninger var festivalens højdepunkt for mig ubetinget Herta Müllers optræden på Louisianas svar på Orange Scene, Parkscenen, søndag eftermiddag. Og det var endda lige før, jeg havde opgivet arrangementet. Jeg var nemlig kommet lidt sent derned, og teltet var allerede proppet til randen. Regnen stod ned i stænger, og jeg havde hverken paraply eller regnjakke. Jeg fik dog heldigvis listet mig helt op foran til nogle venner i græsset foran scenen, og fra mit frøperspektiv oplevede jeg og et stuvende fuldt telt en intim samtale mellem vennerne Herta Müller og Niels Barfoed, som trods regnen og det tyske sprog formåede at holde publikum fanget hele vejen igennem, både indenfor i det propfyldte telte og udenfor, hvor folk lyttede med under deres paraplyer.
"Det er Inger!"
Den karismatiske forfatterinde fortalte om sin opvækst i Rumænien, om Ceauşescus undertrykkende styre og om møderne med det frygtede sikkerhedspoliti, Securitate. Herta Müller fortalte blandt andet om engang, hun blev afhørt af sikkerhedspolitiet, hvor en af agenterne pludselig tog et hår fra Herta Müllers skulder, og han ækledes ved det og ville kaste det på gulvet. Men Herta Müller bad ham om at lægge det tilbage, for det hår tilhørte hende, og det gjorde han, fortalte Müller til stor morskab for publikum. ”Men det var ikke sjovt”, forklarede forfatterinden det leende publikum, ikke på nogen belærende måde men mere opklarende. Sådan forstod jeg det. Absurde situationer, der kan synes komiske for os andre, som er på tryg afstand af dem, er absolut skræmmende, når man er midt i dem, synes pointen at være.
Herta Müller var nære venner med den afdøde danske digter Inger Christensen og talte meget varmt om deres venskab, om Inger Christensens person og om den danske digters litterære betydning. Müller, som i 2009 modtog Nobelprisen i litteratur, sagde, at hun gerne havde overladt Nobelprisen til Inger Christensen, en pris, der som bekendt kun gives til nulevende forfattere. Herta Müller og Niels Barfoed talte om, at Inger Christensen måske var tilstede på en eller anden måde den dag. Til allersidst i samtalen åbnede himlen sig, og regnen trommede så hårdt på teltdugen, at det var svært at høre, hvad der blev sagt. ”Det er Inger!”, sagde Herta Müller, og det var et helt perfekt poetisk punktum for den meget personlige og indimellem meget rørende samtale.
Frit flet på slap line
Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup optrådte lørdag eftermiddag på Villascenen med en performance over deres fællesbog, Frit flet. Og det var netop en performance og ikke en oplæsning, for de tre forfattere rappede og sang sig igennem dele af akten og opførte tekststykker i kor eller med påtaget mande- eller ungepigestemmer. Det var overraskende sjovt for mig i hvert fald, for selvom jeg satte stor pris på den afvæbnende humor, jeg mente at læse mellem linjerne i bogen, så fremstod projektet stadig en hel del sjovere i sin performede udgave end i sin skrevne, og det er en ubetinget ros.
Der blev i det hele taget grinet meget under de forskellige optrædener, og det er interessant at iagttage, hvordan reaktionerne blandt publikum også meget tydeligt er med til at forme arrangementet og oplevelsen af det. For eksempel blev der også grinet en del under Maja Lee Langvads oplæsning af Hun er vred på Balkonscenen fredag eftermiddag. Jeg synes, at den adoptionskritiske bog, midt i al sin vrede og anfægtelse, har et element af afvæbnende humor og selvironi, som ikke mindst kommer til udtryk i den måde, som vreden kan skifte retning på og også i selve gentagelsesstrukturen. Men det stykke, forfatteren læste op på Louisiana, fandt jeg egentlig ikke morsomt, men det var der andre, der gjorde. Jeg kunne mærke, at det gjorde mig lidt utilpas men også fik mig til at tænke over min egen læsning, som man jo sjældent konfronterer med andres på en så direkte måde, og det var interessant i sig selv.
Den svenske digter og kritiker Athena Farrokhzad læste op fra sin digtsamling Vitsvit om migranterfaringer på svensk, og efterfølgende læste Maja Lee Langvad den danske oversættelse op. Det fungerede godt, og selvom jeg havde læst Vitsvit og også de to bøger, Langvad læste op fra, er det jo altid en helt anden oplevelse at høre forfatterne fremføre teksterne og vel dybest set derfor, man går til oplæsninger. Men den helt store oplevelse var, da de to forfattere læste tekster op, som de havde skrevet til hinanden. ”Maja, jag grät”, indledte Farrokhzad alle sine afsnit og mimede dermed på sin vis Langvads koncept med at starte alle afsnit med sætningen ”Hun er vred”. Farrokhzads tekst – som jeg efterfølgende har fundet på hendes offentlige Facebook-profil – kredser om det skæbnefællesskab, som de to forfattere føler, at de deler, på trods af at deres historie ikke er den samme. Det er meget intimt, og begge erklærer i deres tekster, hvor højt de sætter hinanden ikke kun menneskeligt men litterært. Farrokhzad slutter af med sætningen: ”Maja, jag grät över att du och din bok är det finaste som har hänt mig och den nordiska poesin sen tidernas begynnelse”. Det var på mange måder meget højstemt og patetisk og kunne nemt have kammet over, hvis det var to andre forfattere, som på den måde havde skamrost hinanden, men det gjorde det slet ikke her. Den litterære kærlighedserklæring var meget rørende og endte med at være en af mine fineste oplevelser på årets Louisiana Literature (og ja, ’jag grät’ også en lille smule for mig selv).
Pinligheder og piedestaler
Et andet arrangement, som overraskede positivt, var samtalen mellem Nielsen og Hanne-Vibeke Holst. Jeg var på forhånd skeptisk, men havde alligevel fået pirret min nysgerrighed tilstrækkeligt til at bruge en time i Louisianas Koncertsal søndag formiddag. Og jeg var åbenbart ikke det eneste, som havde spekuleret på, hvorfor de to meget forskellige forfatterskaber skulle sættes i samtale. Det havde også moderator, Klaus Rothstein, som simpelthen startede med at spørge de to forfattere: ’Hvad skal vi stille op?’, og de vidste det sådan set heller ikke. Med det udgangspunkt kan det gå i alle retninger, men det udviklede sig til at blive en ganske interessant samtale mellem bestselleren Holst og – ifølge ham selv – en af verdens førende ’worstsellere’ – Nielsen. Men ud over de oplagte modsætninger var der også en række fælles punkter, som forfatterne kunne mødes om, for eksempel optagetheden af pinligheder. Rothstein kaldte Nielsens Mine møder med De Danske Forfattere for ’pinlighedsportrætter’ og gjorde opmærksom på, at pinligheder heller ikke er noget, som Hanne-Vibeke Holst sparer hverken sig selv eller sin far for i Knud – den store.
Jeg har en fornemmelse af, at de to forfattere fik sagt nogle andre ting, end de ville have sagt i selskab med en kollega med et mere tydeligt litterært slægtskab. Hanne-Vibeke Holst tog Nielsen meget oppefra og ned. Hun havde læst hans Mine møder med De Danske Forfattere og kunne gennemskue, at det ikke kun er forfatterne men også Nielsen selv, der bliver udstillet i portrætterne. Men Holst følte åbenbart alligevel, at hun skulle forsvare den position som storsælgende forfatter, som Nielsen et eller andet sted også udstiller og sagde til ham: ”Jeg repræsenterer jo mainstream, jeg smiler til BT. Det er også lidt let at gøre grin med det”.
Hun sammenlignede samtidig Nielsen med sin egen far, Knud Holst, som higede efter anerkendelse: ”Du har samme længsel efter at være ham, der er på den piedestal, du vil gerne ind og beskinnes af det lys”, sagde Holst til Nielsen, som gav hende ret. Nielsen på den anden side foldede sig ud som en stor humorist og fortalte både om at blive omfavnet af kvindelige publikummer, ikke fordi – som han troede – at de synes, han var en stor kunstner, men fordi de ville fortælle, at de "også havde haft anoreksi" (hvilket Nielsen gengav på klingende norsk til stor morskab for publikum). Eller om dengang, han var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris første gang (det blev i øvrigt kommenteret af Holst, der godt nok er bedstsælgende men aldrig har været indstillet til de store priser), og at han ikke kunne sove hele natten inden uddelingen, fordi han lå og øvede sin tale. Den skulle starte med en lang pause, og så ville han sige: ”Ja, det er jo ikke Nobelprisen…” Det skete som bekendt ikke dengang, men måske får vi den at høre, hvis han får Nordisk Råds Litteraturpris, som han er indstillet til igen.
Foto: Klaus Holsting
Kommentarer