Af litteraturstuderende Martin Laurberg
I sommeren 1999 udspillede der sig en ret tragisk historie i Sverige. Som led i et resocialiseringsprojekt gav man tilladelse til, at tre forbrydere, hvoraf de to havde udtalte nazistiske tilbøjeligheder, kunne medvirke i et teaterstykke uden for fængslet. Opførelsen vakte til at begynde med en del harme, fordi stykket var blevet skrevet ud fra samtaler med forbryderne og derfor bar præg af en rimelig kedelig højreradikal retorik. Katastrofen indtraf imidlertid først for alvor efter den sidste opførelse, da den ene af de medvirkende benyttede de lempede sikkerhedsforanstaltninger til at lave et bankrøveri og bagefter dræbte to politifolk.
Stykket hed 7 :3 eller Sju :Tre og var skrevet af Lars Norén. Hele episoden har skabt en masse debat i Sverige, hvor Norén har måttet stå model til en regn af beskyldninger om diverse højreekstremistiske perversiteter, der - på trods af at projektet i retrospekt måske var rimelig blåøjet - er fuldstændig urimelige. Der er imidlertid en side af af 7 :3, som jeg synes er ret interessant, nemlig tanken om at lade ydereksistenser (for så vidt som at højreeksremister stadig kan kaldes sådan) komme i tale. Det er noget, som gør sig gældende i stort set alle Noréns stykker.
Han debuterede i 1963 med digtsamlingen 'Syrener, snö' og som dramatiker med 'Fursteslickaren' i 1973. Omkring 1978 og stykket 'Mod til at dræbe' begyndte han at beskrive disse ydereksistenser. Siden har han skrevet et stort antal stykker, der kredser om visse favorittemaer, og som har gjort ham til den ubetinget største svenske dramatiker siden Strindberg.
Hvad er det så for nogle temaer? Lidt svævende kan man sige, at det drejer sig om tilhørsforhold. 'Mod til at dræbe' handler om den unge Erik, som får uventet besøg af sin far. De to har et ret problematisk forhold, og det tilspidses gennem hele stykket. Problemet ligger netop i Eriks rolle som sin fars søn - altså i en slags familiær tilhørskrise. Som titlen antyder, ender det med at blive en rimelig drabelig affære.
'Akt utan nåd' (1978) handler om manden Albert som lige har mistet sin far Han er rådvild og stresset, og derfor befinder han sig pludselig i selskab med en halvgammel pædofil ved navn Schiller og den bankrøveragtige Stang. Stykkets tragedie ligger blandt andet deri, at Albert nærmest gøres til medskyldig i de to andres forbrydelser.
'Rumænere' (1994) - som gik på Folketeateret inden nytår - handler om det rumænske par Sam og Maria, der er flygtet fra Ceaucescu-regimet til New York. De fører en meget problematisk tilværelse: han er en bundneurotisk forfatter, og hun udstiller sig selv i diverse pornokinoer for at forsørge dem begge.
Når jeg siger, at det handler om tilhørsforhold, er det altså i mange afskygninger : kærlighed, familie, social status osv, osv. De ydereksistenser, som Noréns stykker sætter i tale, er mennesker, der i en eller anden grad har problemer med disse forhold. I øvrigt viser disse tre stykker et af Noréns favortiscenarier: et lille klamt rum, hvor personerne sidder og spilder tiden eller går hinanden på nerverne.
Man kunne måske mistænke Norén for at gå hen og blive lidt corny, når det handler om sådanne storladne temaer - især fordi, der som regel også er en social vinkel på stoffet. Når hans stykker alligevel holder, skyldes det hans helt suveræne sans for dialogen. Efter min mening er det her - og måske mindre i plottet - at hans styrke ligger. I den forbindelse vil jeg klart anbefale 'Akt utan nåd', der er én lang historie om folk, der snakker om ingenting eller ikke hører efter, hvad hinanden siger. Det er ret godt lavet.
Det er nok dette fokus på gengivelsen af realistisk tale, der fik Norén til at arbejde med nazisterne omkring 7 :3, og i den forstand synes jeg projektet er ret spændende. Med hensyn til projektets andet aspekt - den terapeutiske effekt på forbryderne - var det nok desværre mindre vellykket. Under alle omstændigheder er mange af hans stykker oversat til dansk, ligesom de med jævne mellemrum opføres rundt om på danske teatre.
Romannet - 1. marts 2002
Artikel
Lars Nóren - 7:3
Af litteraturstuderende Martin Laurberg
I sommeren 1999 udspillede der sig en ret tragisk historie i Sverige. Som led i et resocialiseringsprojekt gav man tilladelse til, at tre forbrydere, hvoraf de to havde udtalte nazistiske tilbøjeligheder, kunne medvirke i et teaterstykke uden for fængslet. Opførelsen vakte til at begynde med en del harme, fordi stykket var blevet skrevet ud fra samtaler med forbryderne og derfor bar præg af en rimelig kedelig højreradikal retorik. Katastrofen indtraf imidlertid først for alvor efter den sidste opførelse, da den ene af de medvirkende benyttede de lempede sikkerhedsforanstaltninger til at lave et bankrøveri og bagefter dræbte to politifolk.
Stykket hed 7 :3 eller Sju :Tre og var skrevet af Lars Norén. Hele episoden har skabt en masse debat i Sverige, hvor Norén har måttet stå model til en regn af beskyldninger om diverse højreekstremistiske perversiteter, der - på trods af at projektet i retrospekt måske var rimelig blåøjet - er fuldstændig urimelige. Der er imidlertid en side af af 7 :3, som jeg synes er ret interessant, nemlig tanken om at lade ydereksistenser (for så vidt som at højreeksremister stadig kan kaldes sådan) komme i tale. Det er noget, som gør sig gældende i stort set alle Noréns stykker.
Han debuterede i 1963 med digtsamlingen 'Syrener, snö' og som dramatiker med 'Fursteslickaren' i 1973. Omkring 1978 og stykket 'Mod til at dræbe' begyndte han at beskrive disse ydereksistenser. Siden har han skrevet et stort antal stykker, der kredser om visse favorittemaer, og som har gjort ham til den ubetinget største svenske dramatiker siden Strindberg.
Hvad er det så for nogle temaer? Lidt svævende kan man sige, at det drejer sig om tilhørsforhold. 'Mod til at dræbe' handler om den unge Erik, som får uventet besøg af sin far. De to har et ret problematisk forhold, og det tilspidses gennem hele stykket. Problemet ligger netop i Eriks rolle som sin fars søn - altså i en slags familiær tilhørskrise. Som titlen antyder, ender det med at blive en rimelig drabelig affære.
'Akt utan nåd' (1978) handler om manden Albert som lige har mistet sin far Han er rådvild og stresset, og derfor befinder han sig pludselig i selskab med en halvgammel pædofil ved navn Schiller og den bankrøveragtige Stang. Stykkets tragedie ligger blandt andet deri, at Albert nærmest gøres til medskyldig i de to andres forbrydelser.
'Rumænere' (1994) - som gik på Folketeateret inden nytår - handler om det rumænske par Sam og Maria, der er flygtet fra Ceaucescu-regimet til New York. De fører en meget problematisk tilværelse: han er en bundneurotisk forfatter, og hun udstiller sig selv i diverse pornokinoer for at forsørge dem begge.
Når jeg siger, at det handler om tilhørsforhold, er det altså i mange afskygninger : kærlighed, familie, social status osv, osv. De ydereksistenser, som Noréns stykker sætter i tale, er mennesker, der i en eller anden grad har problemer med disse forhold. I øvrigt viser disse tre stykker et af Noréns favortiscenarier: et lille klamt rum, hvor personerne sidder og spilder tiden eller går hinanden på nerverne.
Man kunne måske mistænke Norén for at gå hen og blive lidt corny, når det handler om sådanne storladne temaer - især fordi, der som regel også er en social vinkel på stoffet. Når hans stykker alligevel holder, skyldes det hans helt suveræne sans for dialogen. Efter min mening er det her - og måske mindre i plottet - at hans styrke ligger. I den forbindelse vil jeg klart anbefale 'Akt utan nåd', der er én lang historie om folk, der snakker om ingenting eller ikke hører efter, hvad hinanden siger. Det er ret godt lavet.
Det er nok dette fokus på gengivelsen af realistisk tale, der fik Norén til at arbejde med nazisterne omkring 7 :3, og i den forstand synes jeg projektet er ret spændende. Med hensyn til projektets andet aspekt - den terapeutiske effekt på forbryderne - var det nok desværre mindre vellykket. Under alle omstændigheder er mange af hans stykker oversat til dansk, ligesom de med jævne mellemrum opføres rundt om på danske teatre.
Romannet - 1. marts 2002
Kommentarer