Af litteraturstuderende Martin Toft
Er du træt af Superbowl, Dollars og George Bush (naturligvis), så test dig selv på denne udfordring: Læser du nogensinde spansk litteratur? Nej, sandsynligvis ikke, men hvorfor er det egentlig sådan? Spørgsmålet finder mulige svar ved at kigge nærmere på samspillet mellem geografi, økonomi, politik, (kultur)imperialisme og litteratur.
Udviklinger i den litterære kultur (og i selve litteraturen) sker som konsekvens af utallige faktorer. Det er med andre ord en fejltagelse at tro, at litteraturen er afskåret fra generelle historiske udviklinger, hvilket bliver tydeligt, hvis man stiller skarpt på spansk litteraturs status i Danmark.
Hvor ny amerikansk litteratur får megen spalteplads i aviserne, tildeles spansk litteratur en tilsvarende minimal opmærksomhed. Det ville være alt for enkelt at tolke dette misforhold som udtryk for et kvalitetsmæssigt de facto. Snarere har den spanske litteraturs forsvindende status i Danmark en forbindelse til en global politisk udvikling, hvor USA sidder tungt på det meste.
Enhver historiebog viser os, at militært og økonomisk overtag understøttes af en tilsvarende suverænitet på det kulturelle område. Amerikanerne eksporterer ikke blot mad, mode og musik. Med markedsanalytisk præcision bombes vi også med de nyeste amerikanske bøger, som efterhånden oversættes lynhurtigt til dansk (Paul Auster udgives først på dansk – så på amerikansk). Den enorme interesse for alt amerikansk bliver i længden selvforstærkende, hvilket tegner omridset til en ensidig udvikling, hvor flere områder på den litterære globus nøgternt set glemmes og undervurderes.
I virkeligheden er dette i sig selv en urimelig og ensidig forklaring. Billedet tiltager i kompleksitet, når man kigger på Spaniens nationale historie. Som alle ved, har Spanien en kolonial fortid, som stadig er synlig i Syd- og Mellemamerika, ikke mindst sprogligt og kulturelt.
Dette betyder, at den spanske litteratur på mange måder er involveret i en transatlantisk dialog, og først sekundært rettes imod lande som Danmark, hvor det spanske ikke finder samme umiddelbare klangbund. Det kunne i hvert fald være én anden grund til, at spansk litteratur lider omsorgssvigt på de danske bibliotekers hylder.
Når man taler om Spanien og spansk litteratur, må man ligeledes aldrig overse, at landet blev styret af General Franco (1892-1975) helt frem til 1975, hvilket har haft den betydning, at litteraturen i en lang periode har været underlagt ødelæggende censur og kontrol. Bestsellere fra diktaturer vinder sjældent internationalt gennembrud.
Af samme grund bliver Francos død ofte betragtet som et vendepunkt i spansk litteratur. I de sidste vaklende år af Francos regeringsperiode debuterede en lang række af de forfattere, som stadig er toneangivende i nutidens spanske litteratur.
I Spanien går denne 70´er-generation under fællesbetegnelsen ”de allernyeste” (”los novísimos”), og en del af disse forfattere er tilgængelige for et dansk publikum, for de er trods alt blevet oversat.
Félix de Azúas (f.1944) Historien om en nar fortalt af ham selv (1986) kunne være et interessant sted at starte, hvis man har mod på at læse noget anderledes end sædvanligt.
Bogen vandt anerkendelse i hjemlandet året efter udgivelsen, da den modtog den litterære pris ”Premio Herralde”. Vil man læse andet eller mere fra Félix de Azúas omfattende forfatterskab, må man imidlertid forsøge sig på originalsproget eller i tyske oversættelser. På engelsk findes også kun oversat Diary of a Humiliated Man.
Som man kan se, er den engelske og danske titel ganske forskellige, men de beskriver begge væsentlige aspekter af bogen. Det har sin naturlige forklaring i, at bogen er udgivet under to titler på originalsproget. Den engelske titel blotlægger et vigtigt aspekt ved Historien om en nar fortalt af ham selv, for bogen er skrevet i en klassisk dagbogsform.
En strategi som indgiver litteratur en art intimitet eller sågar autenticitet, hvilket ofte bevirker, at læseren føler sig som en privilegeret tilhører til ellers stærkt private refleksioner. Noteringerne i dagbogen falder regelmæssigt i en periode på omkring otte måneder, og indholdsmæssigt er der tale om en beskrivelse af en enkelt mands oplevelser og tanker omkring alt fra litteratur over druk til fattigdom.
Depravationen fylder mest, og det har måske noget at gøre med, at bogens scene er Barcelona i tiden lige efter Francos død. En begivenhed som pludselig sætter værdier og normer i et nyt lys. Ikke mindst byen i sig selv får en central rolle i beskrivelsen af denne post-tilstand. Jeg-fortælleren beskriver Barcelonas byrum som en geografisk lokalitet af komplicerede sociale, religiøse og symbolske dimensioner.
Havet, havnen, arbejderne og kriminaliteten modstilles bakkedraget, overklassen og den konservative katolicisme. Her er litteraturens rum ideologisk inficeret, for selv neutralitetens mellemzoner sidestilles med skærsilden.
Dagbogen er egentlig tænkt som en undersøgelse af hovedpersonens og tidens banalitet, hvilket måske umiddelbart lyder som et kedeligt fokus, men banaliteterne virker rent faktisk frisættende. Bogen er fyldt med diverse ekstravagante litterære udflugter. Man kan til eksempel lære, hvordan drukturen har en særlig geografi i Barcelona.
Dog må man indstille sig på, at hovedpersonen i Historien om en nar fortalt af ham selv hverken er et eksemplarisk eller et sympatisk menneske. Han er småkriminel, lummer og flyder ofte på en flod af sprut gennem Barcelonas barske natteliv i kvarteret omkring den legendariske Rambla.
Men kan man lide tonefaldet og temperamentet i Fjodor Dostojevskijs (1821-1881) superklassiker Kældermennesket(1864) eller i Albert Camus´ (1913-1960) romaner, vil man med sikkerhed værdsætte Félix de Azúas vrængende, håbløse og melankolske hovedperson.
Kommentarer