Af llitteraturstuderende Marie Büchert
"myte se fortælling og løgn."
(Politikens Synonymordbog).
Folkets Prinsesse: Myten
Vi kender hende så godt, The Honourable Diana Frances Spencer / Lady Di / Princess of Wales / the People's Princess / England's Rose: En HELT ALMINDELIG pige, hverken smuk eller bemærkelsesværdig eller rig, men gennemsnitlig og traditionel.
En almindelig pige, der ved sit ægteskab med Prins Charles "brød ud af en så kedelig puppe" som en "sommerfugl" og blev smuk og bemærkelsesværdig og rig. En ganske almindelig kvinde, der opnåede en usandsynligt privilegeret status, men - denne til trods - viede sit liv til humanitært og velgørende arbejde, og som en engel reddede mange tusinde mennesker fra landminer, kræft og AIDS.
Vi kender hendes styrker og svagheder, hendes inderste drømme og håb, hendes indrømmelser og tab. Vi græd ved hendes tragiske død og ophøjede hende til helgen, og sammen med os fulgte omkring 2,5 milliarder andre seere hendes begravelse over tv.
Mytens baggrund
Der er mange grunde til, at vi kender Diana så godt. Een af de helt centrale er, at hun giftede sig med Prins Charles i 1981 på et politisk ophedet tidspunkt, hvor bl.a. kongehusets fremtid blev heftigt diskuteret i England. Den brede befolkning havde typisk en uhyre negativ opfattelse af Dronning Elizabeth II (med et skolebarns ord:
"Hun ligner Jokeren med sit hvide ansigt og røde læbestift og hun ligner et opblæst hulepindsvin med de der kjoler, og hun har for høje tanker om sig selv, og hun er ligeglad med de fattige").
Med Diana fik det aristokratiske system til gengæld sin sidste chance for at vise et menneskeligt ansigt og overleve. Hvor Elizabeth blev eksponeret upersonligt og abstrakt, som Monarkiet eller dets repræsentant, fik Diana invaderet sit privatliv og blev eksponeret som et rigtigt menneske med alt, hvad det indebærer af off-dage, fejltrin, virkelighedsflugt og ulykke.
Det interessante ved denne kraftige eksponering af Dianas liv er, at den i høj grad var med til at forme og skabe hendes virkelige liv. Ved sin død var Diana den mest fotograferede person nogensinde. Hun havde poseret for, og var blevet iscenesat af, alverdens medier og sladderblade, og befandt sig konstant et sted mellem sandhed og løgn - for via iscenesættelsen skabtes en fortælling om hende, som hun kunne spejle sig i hver gang tv-programmer, aviser og ugeblade blev sendt på gaden.
Hun oplevede konstant sig selv udefra og forsøgte at ændre sit image til det bedre - til verdens krav. Hun slankede sig, når billederne viste hendes former, og hun ændrede stil med hjælp fra førende designere og modeskabere. Endnu mere dybdegående må de litterære biografier have påvirket Dianas liv. De bevæger sig ikke kun på overfladen, men trænger dybt ind i hendes mest intime personlige liv, og hævder oven i købet at gengive hendes absolut "sande historie".
Biografiens magt
Men Diana formåede også at udnytte medierne bevidst i skabelsen af en fortælling om sig selv som martyr og frelsende engel. Og da Andrew Morton skrev Dianas biografi i starten af 90'erne, var hendes motivation, ifølge Lady Colin Campbell, ægteskabelig strategi:
"Hun ønskede ikke en sandfærdig beretning om sit liv, men en meget fordrejet version, som hun kunne bruge til at skaffe sig en separation fra Prins Charles."
Et mål, der lykkedes i allerhøjeste grad - med den offentlige sympati hos Diana og et billede af Prins Charles som den ynkelige utro knudemand, der aldrig burde blive konge. Biografien som genre er da også et vældig stærkt redskab: Med dens dokumentariske skildringer lover den virkelige beretninger, der skærer helt ind til benet af det sandfærdige.
Nøjagtig som kodeordene "Based on a True Story" ved indgangen til nok så elendige film, reality shows eller triviallitteratur sikrer interesse og indlevelse - fordi publikum kan identificere sig med enhver hovedperson alene gennem dennes eksistens - førte Dianas underspillede livsfortællinger hende direkte ind i folks hjerter.
Dianas biografier er renset for idealisme og kongelighed, og fokuserer i stedet på hendes almenmenneskelige træk - som i øvrigt er en vigtig grundpille i hendes brede appel: Araberne elsker hende, fordi hendes sidste kæreste var ægypter. Middelklassen elsker hende for hendes skridt ind i samfundets allerøverste lag. Minoriteterne elsker hende, fordi hun var en outsider.
De humanitære organisationer elsker hendes portræt og status, der stadigt skaber opmærksomhed om organisationernes sag og trækker midler til deres virke. Kongehusets modstandere elsker hende, fordi hun i liv og død vendte det britiske monarki på hovedet. Og kvinderne elsker hende for hendes styrke og sårbarhed, der førte til skilsmisse fra selveste Prins Charles. Grunden til, at vi kender Diana så godt, og elsker hende så højt, er med andre ord, at vi i hende - og i hendes biografi ikke mindst - kan se os selv.
Mytens funktion
Den cubanske performancekunstner Coco Fusco observerede efter Dianas død, at interessen for prinsessen var stigende og ikke faldende, som det kunne forventes. I sit fotografi "Better yet when dead" beskriver Fusco, hvordan Diana i døden bliver anerkendt som helgen af mange, på linie med selveste jomfru Maria.
Glemt er hendes ugudelige (vil den kristne kirke mene) forhold til en muslim. Glemt er hendes ugudelige (vil den kristne kirke mene) selvmordsforsøg. Glemt er hendes hysteri og voldsomme angreb på Charles. I døden er Diana ren - og myten om hende så glitrende som ethvert dyrt ugeblad. I døden, i endnu højere grad end i livet, bliver Diana et ikon, en tom skal, alle kan fylde med indhold. På lige fod med alle tiders religiøse og kulturelle myter, udvider biografiernes jordnære myte om Diana sig til et overordnet udsagn om verden og helheden.
En myte kan opfattes som en fortælling eller som en løgnehistorie. Dens sandhedsværdi ligger altså ikke på det faktuelle niveau, men på et højere filosofisk plan. Myter kan opfattes som forklaringer af verden og dens indretning, som forskellige kulturers verdensopfattelse, idealer og kriterier for godt og ondt.
De talrige biografiske skildringer af Dianas person kan i den forstand læses på to planer: Enten som beretninger om Dianas liv, spækket med faktuelle twists og problemer. Eller som nøgler til at opnå dybere forståelse for vores globale samfund, og de voldsomme strømninger, der gennemløber det.
Hvad er f.eks. mediernes rolle i verden i dag? Hvor går grænsen mellem det offentlige og private, og hvordan optræder vi i de to sfærer? Eller: hvilke etiske regelsæt ligger til grund for den vestlige kultur, når en enkelt persons tilstedeværelse ved indsamlinger til humanitært hjælpearbejde fører til sponsorer, initiativer og millioner af kroner? I denne sidste forstand er myten om Diana helt i overensstemmelse med virkeligheden - det er bare en væsentligt større virkelighed, end den biografierne i deres udgangspunkt hævder at skildre.
Folkets Prinsesse: Fiktion og Virkelighed
Biografien er i dag een af de mest populære litterære genrer. Forlag beretter, at stadigt flere ønsker deres erindringer og familiehistorie udgivet. Biblioteker udlåner biografier og selvbiografier i stor stil. Og boghandlere har oprettet selvstændige top-ti salgslister for genren.
Men hvad er det egentlig, der fænger ved biografier? For mig at se er det helt unikke, at den placerer sig et ubestemmeligt sted mellem fantasi og fakta, mellem myte og historieskrivning, fiktion og virkelighed. Fortællingen om Diana er et ekstremt eksempel på denne sandhedskonflikt, og synes endnu ikke at have tilsvarende paralleller. Men qua sine eksistentielle elementer og refleksioner er hendes myte symptomatisk for andre mindre ekstreme fortællinger - gennem sine motiver og temaer, formår den at kaste lys over os selv og vores samtid. Dianas historie og biografi siger derfor langt mere om det globale samfunds problemer og styrker i dag, end om prinsessens egen person.
Videre læsning, f.eks. :
Andrew Morton: Diana - den sande historie (1998)
Anna Pasternak: Princess In Love (1994)
Lady Colin Campbell: Den rigtige Diana (1998)
Patrick D. Jephson: Shadows of a princess: Diana, Princess of Wales 1987 - 1996 (2000)
Adrian Kear og Deborah Lynn Steinberg (red.): Mourning Diana: nation, culture and the performance of grief (1999)
Nicholas Davies: The princess who changed the world (1998)
Robert Turnock: Interpreting Diana: television audiences and the death of a princess (2000)
http://www.geocities.com/Tokyo/4546/diana.html fortæller om Dianas livshistorie.
Biografi
1. juli 1961: Diana Frances Spencer, Prinsesse af Wales, fødes i Norfolk i England. Datter af den ottende Earl of Spencer, rødder tilbage til den engelske og skotske Stuart-kongefamilie.
29. juli 1981: Diana gifter sig med Prins Charles Philip Arthur George (arvingen til den engelske trone) i St. Paul's Cathedral i London, mens millioner følger "eventyrbrylluppet". Han er 12 år ældre end hende.
21. juni 1982: Diana føder sin første søn, Prins William Arthur Philip Louis.
15. september 1984: Diana føder sin anden søn, Prins Henry Charles Albert David.
15. juni 1992: Efter måneders offentlig spekulation om Diana og Charles' ægteskab, udkommer Andrew Mortons biografi Diana: Her True Story. Her angriber Diana bl.a. Prins Charles for hans langvarige forhold til Camilla Parker-Bowles, der ifølge Diana har drevet hende selv ud i bulimi og selvmordsforsøg.
28. august 1996: Diana og Charles lader sig endeligt skille efter længere tids separering.
31. august 1997: Diana dræbes sammen med sin ægyptiske kæreste Dodi al-Fayed ved en bilulykke i Paris.
7. september 1997: Dianas begravelsesceremoni afholdes i Westminister Abbey. Ceremonien følges af milliarder af mennesker verden over. Diana begraves efterfølgende på Spencerfamiliens gravsted, ikke ved den royale grav.
Romannet - 1. april 2002
Kommentarer