Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen
Den norske forfatter Toril Brekke (f. 1949) er først og fremmest kendt for sine historiske romaner, der ikke lægger skjul på hendes stærke samfundsengagement. Romanerne Sara (no. 2001, d. 2002) og Brosten (no. 2003, da. 2004) er en fortælling om kvinders vilkår i 1800-tallet med udgangspunkt i den begavede Sara, der stikker af fra sin tyranniske far, der er forhadt af såvel sine børn som af det omgivende samfund. Sara har kigget dybt ind i en forbidragende fiskers øjne, og der finder hun modet til at bryde med såvel faren som konventionerne.
Den knækkede kvinde
Romanerne om Sara og hendes efterkommere er historien om, hvordan kvinder ganske tæt på vor egen tid har været bundet fast socialt og økonomisk og derved er blevet tvunget til at leve deres liv på andres præmisser. Ganske vist er Saras liv med fiskeren fryd og gammen, men lykken er kort. Efter ægtemandens død er Sara overladt til at forsørge sig selv og sine børn, og frem for at klare sig på bedste beskub lykkes det Sara at udnytte sine evner. Hun bliver jordemor, endda en studeret en af slagsen, der kæmper for at udbrede den ellers så fremmede ide om hygiejne i hjemmene.
Hun er en respekteret skikkelse, og hendes børn er stolte af deres mor, der ikke ligner de andre kvinder i Ålesund. For Sara er det imidlertid et hårdt liv. Da den lokale skolelærer med sang og musik og venlighed frier til hende, siger hun ja. Det ja kommer til at knække hende, for skolelæreren viser sig at være alt andet end venlig, da det kommer til stykket. Han er mindst ligeså ubehagelig og tyrannisk, og hendes børn fra fø
rste ægteskab må se til, mens deres selvstændige mor langsomt forvandler sig til en ynkelig, undertrykt og udslidt kvinde.
Datterens historie
Her kunne historien jo ende; en uvenlig verden har fået bugt med Sara. Den nærmeste tilskuer til derouten er den ældste datter, der er opkaldt efter sin mor. Den unge Sara er skrækslagen over morens skæbne, og hun lover sig selv aldrig at falde i samme fælde. Hun uddanner sig til syerske og er selvforsørgende, men uden udsigt til at komme frem i verden eller bare væk fra Ålesund.
Den ugifte kvindes frihed er en illusion – det er stort set umuligt for hende at forsørge sig selv. Sara bider i græsset og gifter sig med Mortensen, der er kedelig og forelsket i hende, og vejen ud af barndommens by er sikret. Storbyen kalder på de to, der lever om ikke lykkeligt, så i hvert fald relativt stabilt med hinanden. Saras drøm om at bevæge sig fremad i samfundet bliver til virkelighed med årene; der er penge nok til et pænt hjem og til at forkæle datteren Sanna, der bliver beskyttet fra alverdens ondskab.
Gentagelsen
Jordemorens datter er vokset op med et solidt kendskab til livets realiteter, også de mere kødelige af slagsen. Men hun glemmer at give sin viden videre til sin egen datter, der får et voldsomt chok, da hun bliver gift. Sanna er hele sit liv et barn, trods det at hun føder en tilsyneladende endeløs række af børn selv. Hun er hjælpeløs og mentalt ødelagt af livets realiteter, som hendes forældre velmenende har beskyttet hende imod i deres egen rejse væk fra det fattige landbosamfund.
Hun bliver en parodisk gentagelse af sin mormor, der trods sin styrke, uddannelse, sunde fornuft – you name it – ender som et vrag af en kvinde, udslidt af fødsler og psykisk terror. Det er den historie, Toril Brekke gerne vil fortælle: Rig eller fattig, stærk eller svag. Brekkes kvinder er prisgivet det samfund, de lever i. Et samfund hvor kvinders mulighed for at forsørge sig selv er minimal, hvor prævention er ikke-eksisterende, og hvor ægteskabet er den eneste farbare vej – der af og til går nedad. 
Trods det klare sigte med romanerne undgår Brekke at skrive en moraliserende programerklæring, ligesom det ikke er ideen at dæmonisere mændene. Romanernes styrke ligger i, at det først henad vejen går op for læseren, at der er andet og mere end en slægtshistorie på spil.
Målet at fortælle om en tid, der ikke ligger langt borte, hverken tidsmæssigt eller mentalt, selv om den måske kan føles sådan for den moderne, kvindelige læser. Den magt over eget liv, som kvinder i denne del af verden i dag kan tage for givet, er kun få generationer gammel. Det kan Toril Brekkes fortælling om jordemor Sara og hendes efterkommere være en tankevækkende påmindelse om, der oven i købet er fortalt, så den er værd at læse.
Kommentarer