Kunsten at fortælle en god historie skrevet af Susanne Linton, journalist og Susanne Gilling, bibliotekar
Hundredvis af historier blev fortalt under Bok & Biblioteksmessen i Göteborg for sådan er det, når mange mennesker mødes - fortællinger og beretninger vandrer videre fra mund til øre. Men hvilke overvejelser gør forfatteren sig, når han eller hun skal give den gode historie videre til sit publikum? Det har den svenske journalist og forfatter Anders Sundelin skrevet en bog om og på messen inviterede han tre forfatterkolleger til at diskutere fortællingens kunst.
Den ene af dem var Majgull Axelsson, der også i Danmark er blevet positivt bemærket for romanen Aprilheksen. Hun er netop aktuel med romanen Augustas hus. Hun fortalte ligefremt om en sønderlemmende kritik af det første udkast til Aprilheksen, der i første omgang havde sendt heksen tilbage til skuffen:
- "Jeg må sige, at jeg i den grad følte mig krænket, men det kom jeg heldigvis over, og så var der jo min hovedperson, der ikke sådan ville lade mig være i fred. Jeg må indrømme, at jeg ikke fattede et ord af det hele i starten - hvad laver hun egentlig ude om natten på sit kosteskaft," tænkte jeg. "Men det fandt jeg jo ud af."
Aprilheksens mor og de to andre forfattere, Peter Englund og Claes Hylinger, var alle enige om, at de som udgangspunkt skriver til sig selv og ikke som forventet til en læser. At en nysgerrighed over for den tekst, der pibler frem på papiret, driver dem fremad. Hvad der så lige gør, at en fortælling fanger publikum, fandt de det svært at svare på:
- "Et eller andet sted, så kan man ikke rigtig sådan "læse sine egne historier" - det fungerer i hvert fald ikke for mig, og derfor kan jeg heller ikke rigtig forklare, hvad det er der gør, at læseren bliver hængende", svarede Peter Englund.
Claes Hylinger mente også, det er en vigtig forudsætning at vente til den helt rigtige historie materialiserer sig:
- "Det svære er faktisk at holde på sin historie til det rette tidspunkt viser sig. Man skal simpelthen lade være ind til da", sagde han.
Læseren digter med
Et sjovt aspekt i bogen Kunsten at fortælle en historie er, at Anders Sundelin ikke kun har interviewet det, vi traditionelt forstår ved fortællere. Der er også et kapitel med en kvindebedrager, der har franarret hjælpsomme damer penge ganske enkelt ved at lyve, så vandet drev. Men som han selv siger: han fortalte faktisk ikke ret meget. Han kom blot med antydninger, og så skabte kvinderne selv resten i deres fantasi. Dette fandt Claes Hylinger tankevækkende.
- "Fortællinger er simpelthen bedrag, og så er det vigtigt, at man får det til virke, som om det har været let at skrive. Det er meget vigtigt at skjule den anstrengelse, for ellers virker det ikke."
- "Jeg er helt enig. Det skal virke selvfølgeligt for læseren. Det gælder om at påstå, at man ved hvordan tingene forholder sig. Og det skal man gøre på en helt overbevisende måde. Også selv om man som forfatter måske slet ikke kender alle fakta", sagde Majgull Axelsson, der kaldte god fortællekunst for ren forførelse.
"Smuk" terror
Og så klipper vi lige for et kort øjeblik væk fra mødet med de tre forfattere, for én fortælling overskyggede alle andre - nemlig den om terrorangrebet mod USA.
På et debatmøde om pressens dækning af sagen blev kunsten at berette faktisk også bragt på bane: - "Det er utrolig tvetydigt at beskæftige sig med en sag som denne, for et eller andet sted handler det jo om, at vi laver artisteri og kunst ud af tragedien. Vi leder efter de bedste fotos og de bedste historier. De repræsenterer også energi, ja skønhed", sagde Maria Schottenius fra det svenske dagblad Expressen. Hun indrømmede, at hun midt i rædslen fandt tv-billederne af flyene, der torpederer World Trade Center, flotte. Hun mente, at det mest positive, man kan gøre i den foreliggende situation som medie bare er at rapportere så fyldestgørende som muligt, men der er altid tale om valg og fravalg.
Skrot dokumentar-begrebet
På et andet møde med forfatteren til blandt andet tv-serien Skærgårdsdoktoren, der også har været vist i dansk fjernsyn, kom begrebet objektivitet (eller snarere mangel på samme) også op at vende:
- "Jeg synes simpelthen, man skal skrotte begrebet "dokumentarfilm", for du vælger selv hvilke billeder af f.eks. tre minutters varighed, du vil vise dine seere, fra en optagelse, der måske har varet 1 time, og så bliver det til et subjektivt valg - til kunst", sagde Gunilla Linn Persson. Hun har også selv lavet dokumentarfilm og er bogaktuel i Sverige med den selvbiografiske bog Livstecken, der forhåbentlig også bliver oversat til dansk.
Kunsten at afslutte en historie
Tilbage til de tre fortællere; for hvordan føles det, når man er færdig med sin bog?:
- "Det er helt klart sværest at afslutte en historie - jeg må erkende, at jeg faktisk sørger over tabet af mine figurer. Jeg bliver ligefrem jaloux på mine læsere, der jo på ny kan gå ind i den verden, jeg har forladt. Efter jeg holdt foredrag på et bibliotek, var jeg en gang på nippet til at sige "Hils fra mig", til en læser, for jeg vidste jo, at nu skulle personen hjem til min roman", sagde Majgull Axelsson.
For Peter Englund er det klart sværest at begynde, men han genkendte sin kvindelige kollegas "sorg" på en anden vis: - "Jeg husker, da jeg en gang fik et kæmpe manuskript retur til sidste korrekturlæsning. Jeg brød simpelthen sammen og græd, for det repræsenterede så meget hårdt arbejde".
Claes Hylinger sluttede af med et skævt smil og sagde: - "Det er sværest at begynde, for er man ikke begyndt, kan man heller ikke slutte".
BogWeb - 1. oktober 2001
Artikel
Kunsten at fortælle en god historie. Indtryk fra Bogmessen i Göteborg 2001
Kunsten at fortælle en god historie skrevet af Susanne Linton, journalist og Susanne Gilling, bibliotekar
Hundredvis af historier blev fortalt under Bok & Biblioteksmessen i Göteborg for sådan er det, når mange mennesker mødes - fortællinger og beretninger vandrer videre fra mund til øre. Men hvilke overvejelser gør forfatteren sig, når han eller hun skal give den gode historie videre til sit publikum? Det har den svenske journalist og forfatter Anders Sundelin skrevet en bog om og på messen inviterede han tre forfatterkolleger til at diskutere fortællingens kunst.
Den ene af dem var Majgull Axelsson, der også i Danmark er blevet positivt bemærket for romanen Aprilheksen. Hun er netop aktuel med romanen Augustas hus. Hun fortalte ligefremt om en sønderlemmende kritik af det første udkast til Aprilheksen, der i første omgang havde sendt heksen tilbage til skuffen:
- "Jeg må sige, at jeg i den grad følte mig krænket, men det kom jeg heldigvis over, og så var der jo min hovedperson, der ikke sådan ville lade mig være i fred. Jeg må indrømme, at jeg ikke fattede et ord af det hele i starten - hvad laver hun egentlig ude om natten på sit kosteskaft," tænkte jeg. "Men det fandt jeg jo ud af."
Aprilheksens mor og de to andre forfattere, Peter Englund og Claes Hylinger, var alle enige om, at de som udgangspunkt skriver til sig selv og ikke som forventet til en læser. At en nysgerrighed over for den tekst, der pibler frem på papiret, driver dem fremad. Hvad der så lige gør, at en fortælling fanger publikum, fandt de det svært at svare på:
- "Et eller andet sted, så kan man ikke rigtig sådan "læse sine egne historier" - det fungerer i hvert fald ikke for mig, og derfor kan jeg heller ikke rigtig forklare, hvad det er der gør, at læseren bliver hængende", svarede Peter Englund.
Claes Hylinger mente også, det er en vigtig forudsætning at vente til den helt rigtige historie materialiserer sig:
- "Det svære er faktisk at holde på sin historie til det rette tidspunkt viser sig. Man skal simpelthen lade være ind til da", sagde han.
Læseren digter med
Et sjovt aspekt i bogen Kunsten at fortælle en historie er, at Anders Sundelin ikke kun har interviewet det, vi traditionelt forstår ved fortællere. Der er også et kapitel med en kvindebedrager, der har franarret hjælpsomme damer penge ganske enkelt ved at lyve, så vandet drev. Men som han selv siger: han fortalte faktisk ikke ret meget. Han kom blot med antydninger, og så skabte kvinderne selv resten i deres fantasi. Dette fandt Claes Hylinger tankevækkende.
- "Fortællinger er simpelthen bedrag, og så er det vigtigt, at man får det til virke, som om det har været let at skrive. Det er meget vigtigt at skjule den anstrengelse, for ellers virker det ikke."
- "Jeg er helt enig. Det skal virke selvfølgeligt for læseren. Det gælder om at påstå, at man ved hvordan tingene forholder sig. Og det skal man gøre på en helt overbevisende måde. Også selv om man som forfatter måske slet ikke kender alle fakta", sagde Majgull Axelsson, der kaldte god fortællekunst for ren forførelse.
"Smuk" terror
Og så klipper vi lige for et kort øjeblik væk fra mødet med de tre forfattere, for én fortælling overskyggede alle andre - nemlig den om terrorangrebet mod USA.
På et debatmøde om pressens dækning af sagen blev kunsten at berette faktisk også bragt på bane: - "Det er utrolig tvetydigt at beskæftige sig med en sag som denne, for et eller andet sted handler det jo om, at vi laver artisteri og kunst ud af tragedien. Vi leder efter de bedste fotos og de bedste historier. De repræsenterer også energi, ja skønhed", sagde Maria Schottenius fra det svenske dagblad Expressen. Hun indrømmede, at hun midt i rædslen fandt tv-billederne af flyene, der torpederer World Trade Center, flotte. Hun mente, at det mest positive, man kan gøre i den foreliggende situation som medie bare er at rapportere så fyldestgørende som muligt, men der er altid tale om valg og fravalg.
Skrot dokumentar-begrebet
På et andet møde med forfatteren til blandt andet tv-serien Skærgårdsdoktoren, der også har været vist i dansk fjernsyn, kom begrebet objektivitet (eller snarere mangel på samme) også op at vende:
- "Jeg synes simpelthen, man skal skrotte begrebet "dokumentarfilm", for du vælger selv hvilke billeder af f.eks. tre minutters varighed, du vil vise dine seere, fra en optagelse, der måske har varet 1 time, og så bliver det til et subjektivt valg - til kunst", sagde Gunilla Linn Persson. Hun har også selv lavet dokumentarfilm og er bogaktuel i Sverige med den selvbiografiske bog Livstecken, der forhåbentlig også bliver oversat til dansk.
Kunsten at afslutte en historie
Tilbage til de tre fortællere; for hvordan føles det, når man er færdig med sin bog?:
- "Det er helt klart sværest at afslutte en historie - jeg må erkende, at jeg faktisk sørger over tabet af mine figurer. Jeg bliver ligefrem jaloux på mine læsere, der jo på ny kan gå ind i den verden, jeg har forladt. Efter jeg holdt foredrag på et bibliotek, var jeg en gang på nippet til at sige "Hils fra mig", til en læser, for jeg vidste jo, at nu skulle personen hjem til min roman", sagde Majgull Axelsson.
For Peter Englund er det klart sværest at begynde, men han genkendte sin kvindelige kollegas "sorg" på en anden vis: - "Jeg husker, da jeg en gang fik et kæmpe manuskript retur til sidste korrekturlæsning. Jeg brød simpelthen sammen og græd, for det repræsenterede så meget hårdt arbejde".
Claes Hylinger sluttede af med et skævt smil og sagde: - "Det er sværest at begynde, for er man ikke begyndt, kan man heller ikke slutte".
BogWeb - 1. oktober 2001
Kommentarer