”Skriv med røvhullet, det er et råd til en ven.” - Bjørn Rasmussen. Kropumulige kroppe i ny dansk litteratur: Bjørn Rasmussen mellem kødets og teksternes væv.
Af Tobias Skiveren, ph.d-stipendiat ved Aarhus Universitet
Det er altid svært at sætte fingeren præcist på, hvornår den ene litterære tendens afløser den anden, men skulle jeg give et bud på tidspunktet for en af de seneste interesseforskydninger i dansk litteratur, må det være sensommeren 2011, hvor Bjørn Rasmussen debuterede med den omdiskuterede roman Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. I en sprængt skrift, der kører derudad i associative spring og konstant afspores af pludselige ind- og udfald, hører vi den tumultariske historie om Bjørn, der vokser op til et liv i begærets, kødets og affekternes vold. Der er tale om en bemærkelsesværdig avantgardistisk kombination af forfaldsroman og coming of age-fortælling, men det er nu ikke derfor, jeg finder bogen skelsættende. Når værket for mig at se er centralt, er det, fordi jeg opfatter det som et tærskelværk, der står og vipper på kanten af et litterært paradigmeskifte. Det peger på én gang tilbage mod en af 00’ernes dominerende poetikker og frem mod nogle af de tendenser, som for alvor har taget fart i 10’erne, og af netop den grund er Rasmussens debut et oplagt udgangspunkt, hvis man vil kaste lys over de seneste kursændringer i dansk samtidslitteratur.
Teksternes væv
Kompositorisk kan bogen beskrives som en vilter og fragmenteret skriftstrøm, der eksplicit genbruger og genskriver passager fra et væld af andre tekster, skønlitterære hovedværker såvel som faglitterære monografier. På den måde udviser Rasmussens bog en klar bevidsthed om dens afhængighed af og indlejring i et diskursivt eller tekstuelt felt, der muliggør, at Bjørns livshistorie overhovedet kan skrives frem: At skrive historien om et liv er at skrive tekst, og at skrive tekst er altid, som Roland Barthes har noteret sig, at væve andre tekster sammen (lat. ”textus”: ”vævning” (Barthes, Roland: ”Fra Værk til Tekst” i K&K: 39)). Det betyder til gengæld også, at man, som Rasmussen gentager igennem romanen, aldrig kan stole på historien om et liv (Ramussen 2011: 9 og 85). For hvis Bjørns identitet er et kludetæppe af sprog, en collage af andres fortællinger om sig selv, hvem er Bjørn så ”i virkeligheden”? Ikke nogen, lyder svaret. ”Bjørn” er en pladsholder for et mangefold af identiteter, en tom betegner, hvis indhold ingen kan fiksere (heller ikke Bjørn selv):
"Bjørns ludernavn er Bjørn.
Bjørns riddernavn er Bjørn.
Bjørns kunstnernavn er Bjørn.
Bjørns navn er Bjørn. På den måde er der ingen, der kan afsløre ham." (Rasmussen 2011: 80)
Læser man teksten ud fra denne logik, skal vi ikke forstå Bjørn som en karakter, vi bør leve os ind i. Hvis ”Bjørn” på én gang er alle og ingen, er det nemlig ikke umiddelbart klart, hvad det præcist er, vi som læsere skal identificere os med. Fremfor at læse karakteren som var han et menneske af kød og blod, er det derfor nærliggende først og fremmest at læse ham som et diskursivt konstrukt, et sammenvæv af tekst, et flow af sprog, der, snarere end at formidle personlige erfaringer, foranlediger os til at tænke identitet i en mere foranderlig optik. Gør man det, læser man bogen i overensstemmelse med nogle af 00’ernes store forfattere som Lars Skinnebach, Claus Beck-Nielsen og Ursula Andkjær Olsen, hvis skrift også trækker på og reflekterer over tegnets, sprogets og de institutionelle diskursers magtfulde indvirkning på individet i et forsøg på at intervenere i den herskende (tegn)orden.
Kødets væv
Hvis en sådan læsning kan betragtes som en videreførelse af én af det forrige årtis væsentlige litterære strømninger, er det særegne ved Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, at den samtidig foregriber den optagethed af kroppens iboende kræfter, som efterfølgende er kommet til at præge ny dansk litteratur hos forfattere som Amalie Smith, Ida Marie Hede, Olga Ravn, Maja Lucas og Niels Henning Falk Jensby. Ved et nærmere eftersyn viser det sig nemlig, at Bjørn faktisk (også) er en karakter af kød og blod. Romanen er i hvert fald fyldt med hud og hår, røvhuller og pikke, som Bjørn på en gang hengiver sig til og forsværger. Lige så meget som romanen udviser en skepsis over for forestillingen om den sande identitet ved konstant at lade Bjørns ”jeg” fortabe og forskyde sig i skriftens vildnis, lige så meget er fortællingen om Bjørn en fortælling om at være in-karneret i en specifik kropsliggjort eksistens, man ikke selv kan være herre over:
"Mit livs historie eksisterer ikke, men du gør, jeg gør, den her højrehånd, denne lever. Den her krop eksisterer, den her tåbelige kalkun, den her hud har en grov struktur" (ibid.: 85)
Hvis det før var sproget, der mestrede Bjørn, snarere end Bjørn, der mestrede sproget, er det nu kroppen, der mestrer Bjørn, snarere end Bjørn, der mestrer kroppen. ”Kan Bjørn forlige sig med at have et ubestemt sind i en bestemt krop” (ibid. 34), spørges der et sted i romanen, og svaret er tydeligvis nej. Kroppens grænser – ikke mindst de kønslige – forbandes langt bort, og Bjørn drømmer igen og igen om at overskride dens hylster: Der snittes, hugges og skæres i hudens former og flader, flere steder i et forsøg på at transformere kroppens køn (ibid.: 86). Men lige meget nytter det: ”der er intet at gøre, jeg har ingen ejendomsret over min krop” (ibid.: 61).
Hvis Bjørns inkarnation i en distinkt kropslig eksistens indebærer, at han underkastes grænser, som er givet på forhånd, indebærer det paradoksalt nok også, at han underkastes et begær, der i stedet for at afskære hans krop fra verden forbinder den med den. Er Bjørn kastet ind i en (køns)specifik krop, er han samtidig kastet ind i et kødeligt driftsliv, hvis uimodståelige erotiske impulser driver ham mod en intim interaktion med – og penetration af – omgivelsernes kroppe. Historien om Bjørns stærke forelskelse i hans mange år ældre ridelærer er i den henseende sigende: Den tager sit udgangspunkt i en erfaring af ikke at kunne lade være og dirigeres af et forbudt begær, der sætter sig igennem på trods af både forbuddet mod pædofili og påbuddet om heteroseksualitet. Hvis samfundet siger nej, siger Bjørn ja! Åh! Ja! Eller rettere: Det er kroppen, der siger det. Bjørns ”jeg”, derimod, er fanget imellem kødets og kulturens imperativer og kan ikke meget andet end at følge deres forskrifter. Når Bjørn ikke er sammen med ridelæreren, abstinenssitrer hænderne konstant (ibid.: 90), og når Bjørn hører sin elskedes ru stemme i telefonen, resonerer mellemkødet instinktivt til dens dybe vibrationer:
"Tænderne, tungen spytter hans mørke stemme ind i min øregang, hammer og stigbøjle, hans bas taster sig præcist i mine nervebaner, den skriver mit hjertes anspring, mit blods fremdrift, jeg bliver vibrerende blød tekstur og lyd. […] Hvor er nervesystemet dog en sirlig og indviklet mekanisme. Telefonens elektriske skingren sender en sitren af forventning gennem mellemkødet, lyden af hans ru, pågående og fortrolige stemme gennem ledningen får tarmsystemet til at trække sig sammen." (ibid.: 21-22)
Rasmussens roman er nok opmærksom på tekstvævningens gennemgribende betydning, men i dette uddrag er der ikke primært tale om en diskursiv eller sproglig magt. Når Bjørn bliver berørt af ridelærerens tale, skyldes det ikke umiddelbart dét, der siges, men stemmens mørke ruhed og dens dybe basrytme, der forplanter sig i kroppens nervebaner og gør Bjørn blød i knæene, ja, forvandler ham til ”vibrerende blød tekstur og lyd”. Er Bjørns ”jeg” et tekstuelt konstrukt, bør hans legeme derfor, med Jane Bennetts term, snarere beskrives som ”vibrant matter”, en materiel samling levende kød, der ikke bare kan trodse bevidsthedens vilje, men også bevæge og blive bevæget af verden på andre niveauer end semantikkens (Bennett 2010: 5).
Skriv med røvhullet, det er et råd til en ven
Hvis Rasmussens roman peger tilbage mod tidligere strømningers udforskning af, hvordan sproget, teksten og tegnet har indvirkning på, hvem ”jeg” er, og hvad ”jeg” kan føle og gøre, peger den altså i samme ombæring fremad mod en (ny)materialistisk poetik, jeg i min ph.d.-afhandling om kropumulige kroppe i ny dansk litteratur tildeler navnet ”kødets poesis”: digtning om kød, der selv kan betragtes som skabende. Dermed placerer Rasmussens roman sig midt i krydsfeltet mellem 00’ernes og 10’ernes litteratur: mellem tegnenes og kropsmaterialitetens magter, mellem diskursive interventioner og affektive resonanser. Det gør den selvfølgelig til en utroligt sammensat og rig bog, men det gør den samtidig svær at lave en klar læsning af. For hvem er Bjørn? Et flydende tegnkonstrukt, der aldrig kan fastholdes, eller en letbevægelig kropsmaterialitet, der sætter uoverskridelige grænser?
Svaret tror jeg aldrig, vi bliver enige om. Men det behøver vi for så vidt heller ikke. Som resonansrum for forskellige litteraturhistoriske poetikker er spændingen interessant nok i sig selv.
Litteratur
Barthes, Roland: ”Fra Værk til Tekst” i K&K, nr. 40, 1981 (1971)
Bencke, Iben: “Kroppen er noget andet. Posthumanisme og cyborghjerter hos Ursula Andkjær Olsen”, i Kritik, nr. 211, 2014
Bennett, Jane: Vibrant Matter. A Political Ecology of Things, Durham/London 2010, Duke University Press
Brodersen, Iben: ”Ubehag og oprør i en ligeglad krop. En læsning af Olga Ravns Jeg æder mig selv som lyng”, i Trappe tusind, nr. 8, 2013
Frantzen, Mikkel: ”Poetisk materialisme” i Information 01.06.2012
Friis, Elisabeth: ”Den forbandede krop” i Information 03.02.2012
Gregersen, Martin: ”Transmaterialitet. Et økokritisk blik på ny dansk litteratur” i Spring, nr. 39, 2016
Gregersen, Martin: ”Tre traditioner i dansk økolitteratur” i Dansk Noter, nr. 4, 2017
Hansen, Bergur: “Kend din krop. En undersøgelse af krop og køn i digte af Magnus William-Olsson, Olga Ravn og Tóroddur Poulsen”, i: Susanne Kemp, Johan Alfredsson og Hadle Oftedal Andersen (red.): Kjønnskrift/Kønskrift/Könskrift, bergen 2015, Alvheim & Eide Akademis Forlag
Krarup, Eva Magelund: ”(Ny)materielle fusioner. Om krops- og kærlighedsfremstillinger hos Amalie Smith, Bjørn Rasmussen og Josefine Klougart” i Passage, nr. 77, 2017
Mønster, Louise: “Et forbund af celler. Om køn, krop og identitet i ung dansk poesi”, i: Passage, nr. 69, 2013
Rasmussen, Bjørn: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, København 2011, Gyldendal
Schwartz, Camilla: ”Take me to Neverland. Androgynitet, hysteri og voksenfobi i ny dansk litteratur” i Edda, nr. 1, vol. 117, 2017
Skiveren, Tobias: ”Findes der en postkonstruktivistisk læsning af kønnet? Om materialitet, empati og abortpoesi” i Dansk Noter, nr. 4, 2015
Skiveren, Tobias: ”Kødets magt og vælde” i Weekendavisen 18.03.2016a
Skiveren, Tobias: ”Affekt og racialisering i ny dansk (minoritets)litteratur. Om hjemløse kroppe i den store (h)vide verden” i Passage, nr. 76, 2016b
Skiveren, Tobias: “A Feel for the Other. On Good Listening, (Post-)Critique, and Ta-Nehisi Coates’ Affective Testimony” i Stephen Ahern (red.): Affect Theory and Literary Critical Practice. A Feel for the Text, Palgrave Macmillan, forventet udgivelse i 2018
Skiveren, Tobias og Martin Gregersen: ”Den materielle drejning. En (ny) optik i og på aktuel dansk digtning” i Dansk samtidspoesi, Aalborg 2015, Aalborg Universitetsforlag
Skiveren, Tobias og Martin Gregersen: Den materielle drejning. Natur, teknologi og krop i (nyere) dansk litteratur , Odense 2016, Syddansk Universitetsforlag
Stagis, Anne Maria: ”’Samlingen forsøger at forene det, der hører sammen’. Litterær analyse af Amalie Smiths I civil”, i EDDA, nr. 3, 2016
Sørensen, Mette-Marie Zacher og Iben Engelhardt Andersen: ”Krop, lov og ja! Fire noter om Bjørn Rasmussens roman Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” i Den blå port, nr. 91, 2012
Thomsen, Torsten Bøgh: ”Styret af syg normalitet. Krop og natur i dansk samtidsdigtning” i Spring, nr. 40, 2017
Kommentarer