Krimi med social samvittighed

Af litteraturstuderende Nanna Knudsen

Der er skrevet kriminalromaner i Norden før 1965, men dette var året, hvor der blev sat en ny standard for den nordiske krimi. Svenskerne Maj Sjöwall og Per Wahlöö udgav romanen Roseanna, der var første bind i et tibinds værk, Roman om en forbrydelse.

Romanerne om politimand Martin Beck og hans kolleger var kollektive politiromaner, en form for krimi, der var bedst kendt fra USA, men som forfatterne med succes overførte til svenske forhold. Den forbrydelse, romanerne handlede om, var det socialdemokratiske velfærdssamfunds svigt af de svageste i samfundet. Sympatien for de svage og den sociale samvittighed har siden været en fællesnævner for de nordiske kriminalromaner.

Politiromanen som genre var kommet for at blive, især i Sverige. Den nyeste arvtager indenfor genren er forfatteren Arne Dahl, der har skabt en del mystik, fordi ingen ved, hvem der står bag dette forfatterpseudonym. Der gættes i øst og vest: Er der tale om en mand eller en kvinde, en kendt forfatter eller en fuldstændig ukendt – eller er der måske tale om et forfatterpar?

Der er planer om en serie på ti bind om specialenheden ”A-gruppen”, og de to første bind, Misterioso (da. 2001) og Ondt blod (da. 2002), er udkommet på dansk. I centrum af A-gruppen finder vi Paul Hjelm, der både har problemer på hjemmefronten og i arbejdslivet. Hans arbejde forvirrer ham, fordi det af og til kan det være svært at vurdere, hvem der er offer, og hvem der er forbryder. Hjelm har en fornemmelse af, at der er noget galt i samfundet. Velfærdssamfundet er i højeste grad stadig til debat i den svenske politiroman.

Mens den svenske krimi i høj grad er blevet synonym med den kollektive politiroman, er den norske blevet kendt for sin leg med de forskellige krimigenrer. De norske forfattere bruger traditionelle former og drejer dem, så de giver et særligt norsk udtryk.

Én af de mest populære norske krimiforfattere, Gunnar Staalesen (f. 1947), som med sine fortællinger om Varg Veum har skabt en norsk udgave af den hårdkogte privatdetektiv, er et eksempel på en forfatter, der undersøger, hvordan 1970’ernes store oliefund i norsk farvand, og den deraf følgende velstand, har påvirket det norske samfund.

Veum-fortællingerne er en kærlig pastiche over den amerikanske krimi, men overflytningen af den hårdkogte detektiv fra Chicago til Bergen virker troværdig og ikke det mindste kunstig. Med årene er Veum blevet ældre og pastichen blevet nedtonet, selv om detektiven stadig har en flaske i skrivebordsskuffen - men da Veum jo er norsk, er det ikke whisky, men snaps, han drikker.

En anden af de store norske krimiforfattere er Kim Småge (f. 1945), der skriver sin egen udgave af politiromanen. Småges hovedperson er en kvinde, Anne-kin Halvorsen, feminist og fortaler for de dårligst stillede, som hun selv er vokset op i blandt. Hendes baggrund giver hende en indsigt i småforbryderens tankegang og derved et forspring for de mandlige kolleger, som hun konstant har sammenstød med, fordi hendes feministiske og socialt indignerede livssyn kolliderer med deres.

Mange danske krimiforfattere har valgt en helt anden vej indenfor kriminalromanen. Forfattere som Leif Davidsen (f. 1950) og Jan Stage (f. 1937) skriver spændingsromaner med internationale perspektiver, der sætter Danmarks rolle i det internationale samfund og Europa efter den kolde krig under luppen.

Synsvinklen flyttes fra den hjemlige andedam til den store verden, og det giver mulighed for en anden type af fortællinger end den, den nordiske krimi ellers er kendt for. Der er mere albuerum til det episke drive, som spændingsromanen lever af, end der er i de mere selvreflekterende og samfundskritiske krimier, der ellers skrives i Norden.

Man kan selvfølgelig sætte spørgsmålstegn ved, om forskellene mellem danske, svenske og norske kriminalromaner er så store – i alle tre lande er der forfattere, der skriver alle former for kriminalromaner. Det gennemgående træk er den sociale samvittighed, der i de bedste af bøgerne ikke overskygger intrigen, men derimod giver den saft og kraft. Den nordiske krimi følger nemlig gerne Georg Brandes’ krav til god litteratur: den sætter problemer under debat, og det kan der komme meget godt ud af.

Én ting er i hvert fald sikkert: der er masser af samfundsbeskrivelser, mord og spænding at gå i gang med.