| Krigere uden Vaaben – om Morten Nielsen Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen |
| Eftertidens opfattelse af Morten Nielsen er uundgåeligt præget af hans tidlige, tragiske – og på sin vis ærefulde – død. Hans ungdom har givet hans digte om døden et særligt eftertryk. Digte som selv er liv Morten Nielsen blev født i 1922 i Ålborg. Efter studentereksamen flyttede han til København for at studere, men allerede på det tidspunkt stod det klart for ham, at han skulle være digter. Han blev en del af kredsen omkring tidsskriftet Vild Hvede i foreningen Unge Kunstneres Klub, der bl.a. talte Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Piet Hein og Ib Spang Olsen. Nielsen knyttede sig især til den lidt ældre Halfdan Rasmussen, der nærede stor beundring for den rødhårede ålborgenser. Der findes mange muntre anekdoter om foreningen, men først og fremmest var de hårdtarbejdende kunstnere. Det gjaldt ikke mindst Morten Nielsen, der konstant skrev, skrev om – og om igen, før han blev tilfreds. Morten Nielsen tvivlede ikke på sit eget talent. Det skulle leves ud, men på den rigtige måde. I et brev skrev han det, der næsten kan stå som et motto over hans forfatterskab: ”Man skal ikke skrive Digte om Livet, man skal skrive Digte som selv er Liv.” Derfor de mange omskrivninger, der skulle skære det overflødige og flosklerne væk. Helt tilfreds var det svært at blive.  Døden, den har jeg truffetI mange af sine digte cirkler Morten Nielsen om døden. Også i sine breve, der er udgivet i to samlinger, Breve fra Morten Nielsen og Breve til en Ven, skriver han om en bevidsthed om døden, der set i retrospekt er ejendommelig, men som mest af alt skal forståes som en angst for ikke at leve op til sit eget talent. Digtsamlingen Krigere uden Vaaben udkom i 1943 efter svare overvejelser, men som det hedder i et brev til vennen Morten Ruge: ”Men nu skal det altsaa være. Jeg vil ikke ligge under en Gravsten hvorpaa der staar: Morten Nielsen der ikke engang har udgivet en daarlig Digtsamling.” Andre breve kredser om krigen ude i verden: hvorfor dér og ikke her? Hvorfor skal unge mænd dø, når jeg går fri? Et af bogens bedste digte hedder ganske simpelt ”Døden” og starter med en konstatering: ”Døden, den har jeg truffet da jeg var Dreng.” og ender ”Vi ved det kun begge to, at den anden er der./Mere er ikke nødvendigt. Vi mødes nok.” Digtet er ikke angstfyldt, men derimod roligt konstaterende. Døden venter. Det er kun et spørgsmål om hvornår. Den kun nogle-og-tyveåriges fokusering på døden stammede dels fra en alvorlig sygdom i barndommen, dels fra en jævnaldrendes sygdom og selvmord, der også tages op i flere digte, bl.a. ”Riget af tusind Aar”, der indleder Krigere uden Vaaben. Selvmord er også emnet i ”Jeg ser nu i Nat”. Digtets jeg overvejer selvmordet, men det er ikke en mulig udvej: ”Du skal vokse og blomstre og sætte dine Frø./Du er endnu for ringe til at dø.”  Kriger med våbenI løbet af 1943 blev Morten Nielsen involveret i modstandsbevægelsen. Det bragte naturligvis tanken om døden tættere på. Frygten blev en del af dagligdagen: ”Alting er blevet til Frygt og Foragt/Mine Hænder har følt, mine øjne har set/at dette kan blive den sidste Dag/- hvem af os er beredt?” Er det dystert og trist med alle de digte om død og angst? Nej, snarere livsbekræftende, for håbet er ikke forsvundet. I et andet digt lyder det for eksempel: ”og under de Byger af Døden/Vindene hvirvler frem/løber der Veje af Rædsel/som fører hjem.” Hjem er til. Livet er til. Selv om man er gået fra at være en kriger med våben, der med egne ord ”tror på Geværer”. En dag i august 1944 – om det var den 29. eller den 30. er usikkert – døde Morten Nielsen. Forklaringen var officielt en vådeskudsulykke, så officielt man nu kan omkomme når man beflitter sig med ulovligheder som modstandskamp. Han blev 22 år, men nåede at få sat sit præg på dansk digtning som en formbevidst lyriker, der 60 år efter sin død forekommer aktuel. |
Skribent
01 feb.06
Artikel
Krigere uden Vaaben - om Morten Nielsen
| Krigere uden Vaaben – om Morten Nielsen Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen |
| Eftertidens opfattelse af Morten Nielsen er uundgåeligt præget af hans tidlige, tragiske – og på sin vis ærefulde – død. Hans ungdom har givet hans digte om døden et særligt eftertryk. Digte som selv er liv Morten Nielsen blev født i 1922 i Ålborg. Efter studentereksamen flyttede han til København for at studere, men allerede på det tidspunkt stod det klart for ham, at han skulle være digter. Han blev en del af kredsen omkring tidsskriftet Vild Hvede i foreningen Unge Kunstneres Klub, der bl.a. talte Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Piet Hein og Ib Spang Olsen. Nielsen knyttede sig især til den lidt ældre Halfdan Rasmussen, der nærede stor beundring for den rødhårede ålborgenser. Der findes mange muntre anekdoter om foreningen, men først og fremmest var de hårdtarbejdende kunstnere. Det gjaldt ikke mindst Morten Nielsen, der konstant skrev, skrev om – og om igen, før han blev tilfreds. Morten Nielsen tvivlede ikke på sit eget talent. Det skulle leves ud, men på den rigtige måde. I et brev skrev han det, der næsten kan stå som et motto over hans forfatterskab: ”Man skal ikke skrive Digte om Livet, man skal skrive Digte som selv er Liv.” Derfor de mange omskrivninger, der skulle skære det overflødige og flosklerne væk. Helt tilfreds var det svært at blive. Døden, den har jeg truffetI mange af sine digte cirkler Morten Nielsen om døden. Også i sine breve, der er udgivet i to samlinger, Breve fra Morten Nielsen og Breve til en Ven, skriver han om en bevidsthed om døden, der set i retrospekt er ejendommelig, men som mest af alt skal forståes som en angst for ikke at leve op til sit eget talent. Digtsamlingen Krigere uden Vaaben udkom i 1943 efter svare overvejelser, men som det hedder i et brev til vennen Morten Ruge: ”Men nu skal det altsaa være. Jeg vil ikke ligge under en Gravsten hvorpaa der staar: Morten Nielsen der ikke engang har udgivet en daarlig Digtsamling.” Andre breve kredser om krigen ude i verden: hvorfor dér og ikke her? Hvorfor skal unge mænd dø, når jeg går fri? Et af bogens bedste digte hedder ganske simpelt ”Døden” og starter med en konstatering: ”Døden, den har jeg truffet da jeg var Dreng.” og ender ”Vi ved det kun begge to, at den anden er der./Mere er ikke nødvendigt. Vi mødes nok.” Digtet er ikke angstfyldt, men derimod roligt konstaterende. Døden venter. Det er kun et spørgsmål om hvornår. Den kun nogle-og-tyveåriges fokusering på døden stammede dels fra en alvorlig sygdom i barndommen, dels fra en jævnaldrendes sygdom og selvmord, der også tages op i flere digte, bl.a. ”Riget af tusind Aar”, der indleder Krigere uden Vaaben. Selvmord er også emnet i ”Jeg ser nu i Nat”. Digtets jeg overvejer selvmordet, men det er ikke en mulig udvej: ”Du skal vokse og blomstre og sætte dine Frø./Du er endnu for ringe til at dø.” Kriger med våbenI løbet af 1943 blev Morten Nielsen involveret i modstandsbevægelsen. Det bragte naturligvis tanken om døden tættere på. Frygten blev en del af dagligdagen: ”Alting er blevet til Frygt og Foragt/Mine Hænder har følt, mine øjne har set/at dette kan blive den sidste Dag/- hvem af os er beredt?” Er det dystert og trist med alle de digte om død og angst? Nej, snarere livsbekræftende, for håbet er ikke forsvundet. I et andet digt lyder det for eksempel: ”og under de Byger af Døden/Vindene hvirvler frem/løber der Veje af Rædsel/som fører hjem.” Hjem er til. Livet er til. Selv om man er gået fra at være en kriger med våben, der med egne ord ”tror på Geværer”. En dag i august 1944 – om det var den 29. eller den 30. er usikkert – døde Morten Nielsen. Forklaringen var officielt en vådeskudsulykke, så officielt man nu kan omkomme når man beflitter sig med ulovligheder som modstandskamp. Han blev 22 år, men nåede at få sat sit præg på dansk digtning som en formbevidst lyriker, der 60 år efter sin død forekommer aktuel. |
Kommentarer