Romanen Dancing Charlie af Lars Johansson har udgangspunkt i en historisk begivenhed. En flydedog med 1500 krigsfanger strander, efter at den i 4 ubeskrivelige døgn har drevet om på havet mellem Stettin og Langeland.
Dancing Charlie er din anden roman begge dine romaer tager afsæt i anden verdenskrig, hvorfor er det så vigtigt at fortælle om denne periode?
Jeg er 'koldkrigsbarn', født i 1949 og opvokset i 50'erne. Den første begivenhed uden for mig selv som gjorde indtryk var 'Ungarnskrisen' i 1956. Sovjets invasion af Ungarn. Jeg var syv år og vores avis så pludselig helt anderledes ud: Store, sorte, dramatiske bogstaver tværs over hele forsiden. Samtidig flyttede mine forældre fra Jylland til København, til Brøndbyøster, der dengang gennemgik en voldsom ekspansion. Vi flyttede vi ind på 10. sal i et endnu ikke helt færdigt højhus midt på en mark, på den ene side af vejen blev der høstet korn. Det højhus indgår i øvrigt i romanen. Her blev også ungarske flygtninge indlogeret, fremmedartede mennesker med mange børn, som jeg legede med nede i gården. I avisen så jeg fotografier af den krig de var flygtet fra, men kunne alligevel ikke fatte hvordan det havde været. I de år mærkede jeg også tydeligt de voksnes angst for 'kommunisterne', for krigen, en angst der jo nærmest blev institutionaliseret da pjecen 'Hvis krigen kommer' blev husstandsomdelt, paranoiaen blev total, der skabtes en stemning af at det måtte ske, at krigen før eller siden måtte komme, atomkrigen. I en lang periode turde jeg ikke sove om natten, jeg hørte bombeflyene i mørket. Det boede også et par kommunister i højhuset, alle vidste hvem de var, hvordan ved jeg ikke, men jeg oplevede dem ikke som værende anderledes end alle andre, tværtimod var den ene af dem far til en af mine legekammerater, og den far interesserede sig for modeljernbaner og tog os med ud til Eremitagen hvor vi fløj med modelsvævefly. Det var alt sammen meget forvirrende, der var noget der ikke stemte. Jeg måtte selv prøve at finde ud af hvad det egentlig var de voksne var så bange for, den angst der jo smittede mig, konfrontere mig med den, så at sige. Jeg begyndte at interessere mig for krig, i en kombination af angst og fascination måtte jeg undersøge hvad det var, hvad der kunne ske, hvis nu, når nu …
Krig og lidelse er fundamentale fællesmenneskelige erfaringer og Anden Verdenskrig er for os europæere alle kriges moder, den ultimative rædsel så at sige. Det interesserer mig hvad der sker med os mennesker når den sociale sikkerhed vi i dag er så rigeligt omgivet af rives bort. Når polstringen skrælles af kan man måske lære noget om hvad vi mennesker indeholder. Man ser de mest rædselsfulde ting ske, men også uventede smukke ting. Og menneskelivet fortsætter jo, kærlighed opstår, børn fødes. Den menneskelige overlevelsesvilje er stærk.
Hvorfor er det vigtigt at fortælle om den glemte del af historien?
Jeg ved ikke om den er glemt eller om det er vigtigt at fortælle om den - jo, det er det vel. I hvert fald kan jeg ikke lade være. Det er en slags undersøgelse af, hvorfor der sker det, der sker, og især af hvordan det enkelte menneske tackler det. Det er vel det underliggende tema i alle de historier vi fortæller hinanden. Det er ikke de voldsomme begivenheder i sig selv der interesserer mig, men hvad begivenhederne gør ved det enkelte menneske og hvordan det forandrer vores liv.
Niels-Erik har fået spundet sig ind i et net af løgne, hvordan kan det være?
Niels-Erik tilhører mine forældres generation. Den generation der oplevede Anden Verdenskrig. Dengang var der ikke noget der hed krisehjælp. Man talte ikke om de svære ting, traumerne - ja, ordet eksisterede ikke blandt almindelige mennesker dengang. Man tav. Prøvede at glemme. Men fanden forsvinder kun hvis man højlydt kalder ham ved navn og nissen flytter med hvis man prøver at flygte. De voldsomme ting min hovedperson Niels-Erik oplever, den bratte opvågnen han får som ganske ung da han pludselig finder sig selv i kz-lejr i Neuengamme og kort efter i Buchenwald, får han aldrig mulighed for at bearbejde, som man ville sige i dag. Desuden pådrager han sig en skyld som han aldrig får mulighed for at sone, blandt andet fordi hans omverden (heller) ikke er interesseret i at kende sandheden om hans kammerat Jørgens forsvinden. Niels-Erik må lære at leve med dæmonerne, herregud, der var jo så mange der oplevede slemme ting under krigen, ikke? Derfor bliver det også så svært for Niels-Erik, der er nu blevet gammel og tror sig færdig med livet, da han opsøges af fortiden.
Månederne i Tyskland som kz- og senere som krigsfange bliver den mest intense periode i Niels-Eriks liv og det ikke kun i negativ forstand, midt i ragnarok oplever han også smukke ting, fx venskabet med den franske krigsfange Serge og ikke mindst mødet med den tyske kvinde Hannah.
Er Niels-Erik en Dancing Charlie?
Tja, det er han vel, både på godt og ondt. På godt blandt andet i erindringen om Battersea Park, London, hvor han og hans kone Lisbeth i 1951 køber 'Dancing Charlie', den lille, glade papfigur af en sprællemand, det er det døgn i London, hvor de finder ind til hinanden igen efter de voldsomme krigsår. Først her, seks år efter krigen, lykkes det Niels-Erik, for en tid i hvert fald og ved Lisbeths hjælp, at skubbe rædslerne i baggrunden. Men også på ondt er han en slags Dancing Charlie, en stivnet mand, kan man sige, en lammelse der ikke blot er mental, men som for Niels-Erik får fysisk karakter når han vågner om natten og ikke kan røre sine lemmer i den 'torso-fornemmelse', den mistede kontrol over arme og ben, der første gang dukker op under de rædselsfulde oplevelser på havet i krigens allersidste dage.
Hvad betød fortrængninger og svigt for de involverede? Og hvad medførte det for de efterladte?
Betydningen for Niels-Erik har jeg allerede været inde på. For Vibeke, romanens vigtige biperson, datter af Jørgen, Niels-Eriks bedste ven, ham der sporløst forsvandt i krigens sidste døgn, har moderens tavshed, hendes måde at tackle tabet af sin ægtemand på, betydet livslang uvished. Derfor må Vibeke efter moderens død opsøge Niels-Erik, den mand som hun fornemmer ved noget om hendes fars forsvinden, ja, som måske havde noget med hans død at gøre, Niels-Erik er den eneste tilbageværende der kan hjælpe hende med den opklaring.
Du leger lidt med formen - der er dokumentar ( f.eks. illustrationerne) blandet med fiktionen i romanen, hvad opnår du ved det?
Autenticitet. Min benzin er virkeligheden. Jeg tager en virkelig hændelse gennemresearcher den og bygger så ovenpå. Virkelighed og fiktion blander sig sammen i skriveprocessen og hvad der er hvad, bliver uinteressant for mig. Det gør troværdighed derimod aldrig. Det er vigtigt at kunne mærke at, ja, sådan her kunne det have fundet sted. Og her hjælper fiktionen mig paradoksalt nok med at se ind i mine personer, i dette tilfælde Niels-Erik der helst ikke vil se ind i sig selv. I øvrigt bruger alle forfattere virkeligheden, det man kender, hvad ellers?
Hvor henter du inspiration til dine romanen?
Som sagt: fra virkeligheden. Mine egne og andres erfaringer - ikke meninger, meninger er blokerende. Jeg prøver at skrive udenom mine egne meninger, de eksisterer ikke i skriveprocessen, men ville blot begrænse min indlevelsesevne. Meninger vælter ud alle vegne, radio, tv, aviser etc., alle har meninger om alt muligt. Nej, vores erfaringer, det selvoplevede, det er vigtigt. Hvis jeg vil noget med mit skriveri andet end at fortælle historier og dermed få mulighed for at lege med sprog er det nok at viderebringe nogle af disse erfaringer og, ja, måske også at hylde den menneskelige overlevelsesvilje og -evne.
Kommentarer