Klumme: Når eventyr går i fisk
skrevet af Line Thor
Tja, hvem vil ikke gøre næsten hvad som helst for at få lov at sejle rundt på et klassisk, nærmest antikt sejlskib i Stillehavets bølger - bare i nogle måneder ? Faktisk gjorde jeg næsten alt. Næsten. Og det lykkedes. Gennem to år var det min største drøm - at glide gennem turkise bølger, om dagen under de varme solstråler med udsigt til palmestrande og dansende delfiner og om natten oplyst af stjernerne i Sydkorset og Orion, fulgt af en brusende hale af blinkende morild.
Jeg drømte om at sidde i stævnen og filosofere over livet selv, føre dybe samtaler om meningen, mennesket og litteraturen, men sådan skulle det ikke blive.
Om bord gik det hele i fisk. Jeg, som aldrig har fanget mere end en haletudse i jysk å, endsige sat tænderne i andet end marinerede sild og kogt torsk, blev nu udsat for en konstant fiskepåvirkning. Fra begyndelsen fattede jeg ikke mine medgasters entusiasme. Anført af førstestyrmanden, med kælenavnet Fisker, tog eventyret en drejning, som får mig til at tænke på en mere avanceret og langvarig fisketur på Øresund. Hvor min bagageovervægt skyldtes Blixen, Johs. V. Jensen og dagbøger in spe, var det fiskehjul, marinbiologiske værker, våddragt og harpungevær, der tyngede Fiskerens.
At fisk er sagen, blev skibets motto og end ikke blødende fisk i scuba-vestens lommer i de hajfyldte områder afskrækkede nogen, bortset fra mig.
Betvivl ej min beundring for hans entusiasme og viden. Fra det sekund Fisker vågnede om morgenen overvejede han, hvordan dagens fisk skulle fanges; hvor store de ville være og hvilken fangst-metode, der ville være den rette for området. Skulle der trolles, harpuneres, pilkes eller tages med hænderne? Skulle de steges til fiskeburgere, koges i kokosmælk eller spises rå med soya eller som poisson cru?
Jeg fik nok læst flere bøger, end jeg fik fanget fisk på de tre måneder. Men Fisker og hans team spidsede harpunerne, satte snorklen for munden, skød grupere, jacks, triggerfish, langustinoer, papegøjefisk, kirurgfisk, wahoo, blæksprutter og tun i flere afskygninger. Og indrømmet - vi fik masser af lækre fiskeretter. Også da Fisker kom til at hente ca. 20 kg levende kæmpemuslinger op fra seks meters dybde og stegte muslingefrikadeller af dem… uvidende om at det var landsbyens delikatesse-spisekammer...
Men Fisker lærte mig fiskeriets kunst og stod mig bi, da den første bed på : vi pilkede barracudaer ved fuldmåne, og pludselig trak det. Og jeg indrømmer, det VAR en oplevelse at trække en kæmpe, måske ….60 eller 70 cm fisk op af vandet… og Fisker råbte: "Sejt Line, sejt, er det ikke fedt ? Du må gerne tisse i bukserne!!" Og gu' var det sejt, og den var nok nærmest 70 cm.
Selvom jeg gennem størstedelen af min rejse lod til at distancere mig fra fiskeriet, og til trods for manglende forståelse for ekstrem optagethed af jagten på fisk har jeg spist fisk EFTER jeg kom hjem og jeg HAR kigget på fiskehjul i butikken, og jeg ER stolt af de fisk JEG fangede undervejs. Og værst af alt: for nylig lykkedes det mig på "nettet" at finde en fantastisk fiskeplakat, som nu pryder min væg. Tænk en plakat med Stillehavets farvestrålende fisk. Jeg er så vild med plakaten, at jeg må mangfoldiggøre linket til den. www.scandfish.com/test.asp?page=posters
Og nu sidder jeg så her i regnfulde København, sammen med Blixen og de andre og filosoferer videre over livet. Paradoksalt nok ender jeg gang på gang foran plakaten, gumlende på salte fisk, og jeg må give ham ret, Fisker, der er noget over de fisk. Og mine venner ER blevet trætte af mig og min fiskesnak. Man skal vist ikke kaste med fisk, hvis man selv er fanget i en fiskerus.
PS Kom i oktober 2000 hjem fra tre måneders sejlads med Nordkaperen i Fiji.
BogWeb - 2. maj 2001
Skribent
02 maj.01
Klumme: Når eventyr går i fisk
skrevet af Line Thor
Tja, hvem vil ikke gøre næsten hvad som helst for at få lov at sejle rundt på et klassisk, nærmest antikt sejlskib i Stillehavets bølger - bare i nogle måneder ? Faktisk gjorde jeg næsten alt. Næsten. Og det lykkedes. Gennem to år var det min største drøm - at glide gennem turkise bølger, om dagen under de varme solstråler med udsigt til palmestrande og dansende delfiner og om natten oplyst af stjernerne i Sydkorset og Orion, fulgt af en brusende hale af blinkende morild.
Jeg drømte om at sidde i stævnen og filosofere over livet selv, føre dybe samtaler om meningen, mennesket og litteraturen, men sådan skulle det ikke blive.
Om bord gik det hele i fisk. Jeg, som aldrig har fanget mere end en haletudse i jysk å, endsige sat tænderne i andet end marinerede sild og kogt torsk, blev nu udsat for en konstant fiskepåvirkning. Fra begyndelsen fattede jeg ikke mine medgasters entusiasme. Anført af førstestyrmanden, med kælenavnet Fisker, tog eventyret en drejning, som får mig til at tænke på en mere avanceret og langvarig fisketur på Øresund. Hvor min bagageovervægt skyldtes Blixen, Johs. V. Jensen og dagbøger in spe, var det fiskehjul, marinbiologiske værker, våddragt og harpungevær, der tyngede Fiskerens.
At fisk er sagen, blev skibets motto og end ikke blødende fisk i scuba-vestens lommer i de hajfyldte områder afskrækkede nogen, bortset fra mig.
Betvivl ej min beundring for hans entusiasme og viden. Fra det sekund Fisker vågnede om morgenen overvejede han, hvordan dagens fisk skulle fanges; hvor store de ville være og hvilken fangst-metode, der ville være den rette for området. Skulle der trolles, harpuneres, pilkes eller tages med hænderne? Skulle de steges til fiskeburgere, koges i kokosmælk eller spises rå med soya eller som poisson cru?
Jeg fik nok læst flere bøger, end jeg fik fanget fisk på de tre måneder. Men Fisker og hans team spidsede harpunerne, satte snorklen for munden, skød grupere, jacks, triggerfish, langustinoer, papegøjefisk, kirurgfisk, wahoo, blæksprutter og tun i flere afskygninger. Og indrømmet - vi fik masser af lækre fiskeretter. Også da Fisker kom til at hente ca. 20 kg levende kæmpemuslinger op fra seks meters dybde og stegte muslingefrikadeller af dem… uvidende om at det var landsbyens delikatesse-spisekammer...
Men Fisker lærte mig fiskeriets kunst og stod mig bi, da den første bed på : vi pilkede barracudaer ved fuldmåne, og pludselig trak det. Og jeg indrømmer, det VAR en oplevelse at trække en kæmpe, måske ….60 eller 70 cm fisk op af vandet… og Fisker råbte: "Sejt Line, sejt, er det ikke fedt ? Du må gerne tisse i bukserne!!" Og gu' var det sejt, og den var nok nærmest 70 cm.
Selvom jeg gennem størstedelen af min rejse lod til at distancere mig fra fiskeriet, og til trods for manglende forståelse for ekstrem optagethed af jagten på fisk har jeg spist fisk EFTER jeg kom hjem og jeg HAR kigget på fiskehjul i butikken, og jeg ER stolt af de fisk JEG fangede undervejs. Og værst af alt: for nylig lykkedes det mig på "nettet" at finde en fantastisk fiskeplakat, som nu pryder min væg. Tænk en plakat med Stillehavets farvestrålende fisk. Jeg er så vild med plakaten, at jeg må mangfoldiggøre linket til den. www.scandfish.com/test.asp?page=posters
Og nu sidder jeg så her i regnfulde København, sammen med Blixen og de andre og filosoferer videre over livet. Paradoksalt nok ender jeg gang på gang foran plakaten, gumlende på salte fisk, og jeg må give ham ret, Fisker, der er noget over de fisk. Og mine venner ER blevet trætte af mig og min fiskesnak. Man skal vist ikke kaste med fisk, hvis man selv er fanget i en fiskerus.
PS Kom i oktober 2000 hjem fra tre måneders sejlads med Nordkaperen i Fiji.
BogWeb - 2. maj 2001
Tja, hvem vil ikke gøre næsten hvad som helst for at få lov at sejle rundt på et klassisk, nærmest antikt sejlskib i Stillehavets bølger - bare i nogle måneder ? Faktisk gjorde jeg næsten alt. Næsten. Og det lykkedes. Gennem to år var det min største drøm - at glide gennem turkise bølger, om dagen under de varme solstråler med udsigt til palmestrande og dansende delfiner og om natten oplyst af stjernerne i Sydkorset og Orion, fulgt af en brusende hale af blinkende morild.
Jeg drømte om at sidde i stævnen og filosofere over livet selv, føre dybe samtaler om meningen, mennesket og litteraturen, men sådan skulle det ikke blive.
Om bord gik det hele i fisk. Jeg, som aldrig har fanget mere end en haletudse i jysk å, endsige sat tænderne i andet end marinerede sild og kogt torsk, blev nu udsat for en konstant fiskepåvirkning. Fra begyndelsen fattede jeg ikke mine medgasters entusiasme. Anført af førstestyrmanden, med kælenavnet Fisker, tog eventyret en drejning, som får mig til at tænke på en mere avanceret og langvarig fisketur på Øresund. Hvor min bagageovervægt skyldtes Blixen, Johs. V. Jensen og dagbøger in spe, var det fiskehjul, marinbiologiske værker, våddragt og harpungevær, der tyngede Fiskerens.
At fisk er sagen, blev skibets motto og end ikke blødende fisk i scuba-vestens lommer i de hajfyldte områder afskrækkede nogen, bortset fra mig.
Betvivl ej min beundring for hans entusiasme og viden. Fra det sekund Fisker vågnede om morgenen overvejede han, hvordan dagens fisk skulle fanges; hvor store de ville være og hvilken fangst-metode, der ville være den rette for området. Skulle der trolles, harpuneres, pilkes eller tages med hænderne? Skulle de steges til fiskeburgere, koges i kokosmælk eller spises rå med soya eller som poisson cru?
Jeg fik nok læst flere bøger, end jeg fik fanget fisk på de tre måneder. Men Fisker og hans team spidsede harpunerne, satte snorklen for munden, skød grupere, jacks, triggerfish, langustinoer, papegøjefisk, kirurgfisk, wahoo, blæksprutter og tun i flere afskygninger. Og indrømmet - vi fik masser af lækre fiskeretter. Også da Fisker kom til at hente ca. 20 kg levende kæmpemuslinger op fra seks meters dybde og stegte muslingefrikadeller af dem… uvidende om at det var landsbyens delikatesse-spisekammer...
Men Fisker lærte mig fiskeriets kunst og stod mig bi, da den første bed på : vi pilkede barracudaer ved fuldmåne, og pludselig trak det. Og jeg indrømmer, det VAR en oplevelse at trække en kæmpe, måske ….60 eller 70 cm fisk op af vandet… og Fisker råbte: "Sejt Line, sejt, er det ikke fedt ? Du må gerne tisse i bukserne!!" Og gu' var det sejt, og den var nok nærmest 70 cm.
Selvom jeg gennem størstedelen af min rejse lod til at distancere mig fra fiskeriet, og til trods for manglende forståelse for ekstrem optagethed af jagten på fisk har jeg spist fisk EFTER jeg kom hjem og jeg HAR kigget på fiskehjul i butikken, og jeg ER stolt af de fisk JEG fangede undervejs. Og værst af alt: for nylig lykkedes det mig på "nettet" at finde en fantastisk fiskeplakat, som nu pryder min væg. Tænk en plakat med Stillehavets farvestrålende fisk. Jeg er så vild med plakaten, at jeg må mangfoldiggøre linket til den. www.scandfish.com/test.asp?page=posters
Og nu sidder jeg så her i regnfulde København, sammen med Blixen og de andre og filosoferer videre over livet. Paradoksalt nok ender jeg gang på gang foran plakaten, gumlende på salte fisk, og jeg må give ham ret, Fisker, der er noget over de fisk. Og mine venner ER blevet trætte af mig og min fiskesnak. Man skal vist ikke kaste med fisk, hvis man selv er fanget i en fiskerus.
PS Kom i oktober 2000 hjem fra tre måneders sejlads med Nordkaperen i Fiji.
BogWeb - 2. maj 2001
Kommentarer