Klumme: Medielarmen og den indre stemme
af forfatter Vibeke Grønfeldt
Midt i en tid der er præget af omfattende forandring og opmærksomhed om forandringen, virker den lille, personlige, indre stemme sårbar og truet og derfor særlig vigtig at lytte til.
Efter at det fem tusinde år gamle bondesamfund, på grund af mekanisering og effektivisering, i stigende grad, i løbet af forrige århundrede, frigav arbejdskraft til udvikling og produktion af nye goder og bekvemmeligheder, er det ikke for meget at tale om opbrud. Det må være en nedarvet drøm, der er gået i opfylde se. Vi er ikke længere, hver dag og altid, bogstaveligt talt tvunget til at slide og slæbe og skrabe den knappe føde op af jorden. Vi er fri for at fryse og sulte og til at blive os selv. Det er måske en lige så stor udfordring som sliddet i marker og stalde og fabrikker.
Vi spiser os mætte, men appetitten på materielle goder og vellevned synes umættelig. Vi overdøver den indre stemme med foretagsomhed og larm. Måske fordi den søger indhold og kræver ubekvem ærlighed?
Medielarmen kan være en flugt, der beskytter os mod brutalt afslørende toner indefra.
Men lyrik og prosa er af og til i stand til at aflytte lyde fra livet. Gennem den kan der opstå indre fodfæste og forbindelse til den omgivende virkelighed. Den kan bogstav for bogstav overvinde frygten for nogen opdagelse i hovedets, tidens, stedets skumle kroge.
De entydige, højtråbende medietilbud kan virke dræbende på de indre toner. For hvordan skal vore småpip gå imod de store orkestre med deres forsangere og forstærkere, mod de verdenskendte autoriteter fra de allerstørste lande?
Der står vi til tider så sølle og forvirrede og mister tilliden og evnen til at genkende den indre stemme, som ikke kun tilhører de fremtrædende, men alle.
Det er svært at se med egne øjne og høre med egne ører, og der skal stort mod til at erkende, hvad man ser og hører, og til at tro på, at alverdens toner kan findes og finde ord under rette omstændigheder, og ordene ét for ét giver fodfæste og måske endda drejer sig om mere end mig selv. Måske forbinder mig med de andre og det andet.
Gamle og nye forfattere har fundet sprog, understrømme, forbindelse; Strindberg, Delblanc,Lidman, Askildsen, Lønn, Sæterbakken, Heinesen, Gudmunsson ...
De finder og bekræfter følelsernes og tankernes sprog og giver det klang. Buldren og bragen. Stilhed.
Det er det, jeg også, på min måde, prøver at gøre. Det er det særlige i hver enkelt, det almindelige menneske, der interesserer mig. Det interesserer mig at give indre toner konkrete udtryk. De små og usikre, de modige og bange, kloge og dumme, grimme og skønne.
Lån Vibeke Grønfeldts bøger på
Læs mere om Vibeke Grønfeldt
Skribent
20 dec.03
Klumme: Medielarmen og den indre stemme
af forfatter Vibeke Grønfeldt
Midt i en tid der er præget af omfattende forandring og opmærksomhed om forandringen, virker den lille, personlige, indre stemme sårbar og truet og derfor særlig vigtig at lytte til.
Efter at det fem tusinde år gamle bondesamfund, på grund af mekanisering og effektivisering, i stigende grad, i løbet af forrige århundrede, frigav arbejdskraft til udvikling og produktion af nye goder og bekvemmeligheder, er det ikke for meget at tale om opbrud. Det må være en nedarvet drøm, der er gået i opfylde se. Vi er ikke længere, hver dag og altid, bogstaveligt talt tvunget til at slide og slæbe og skrabe den knappe føde op af jorden. Vi er fri for at fryse og sulte og til at blive os selv. Det er måske en lige så stor udfordring som sliddet i marker og stalde og fabrikker.
Vi spiser os mætte, men appetitten på materielle goder og vellevned synes umættelig. Vi overdøver den indre stemme med foretagsomhed og larm. Måske fordi den søger indhold og kræver ubekvem ærlighed?
Medielarmen kan være en flugt, der beskytter os mod brutalt afslørende toner indefra.
Men lyrik og prosa er af og til i stand til at aflytte lyde fra livet. Gennem den kan der opstå indre fodfæste og forbindelse til den omgivende virkelighed. Den kan bogstav for bogstav overvinde frygten for nogen opdagelse i hovedets, tidens, stedets skumle kroge.
De entydige, højtråbende medietilbud kan virke dræbende på de indre toner. For hvordan skal vore småpip gå imod de store orkestre med deres forsangere og forstærkere, mod de verdenskendte autoriteter fra de allerstørste lande?
Der står vi til tider så sølle og forvirrede og mister tilliden og evnen til at genkende den indre stemme, som ikke kun tilhører de fremtrædende, men alle.
Det er svært at se med egne øjne og høre med egne ører, og der skal stort mod til at erkende, hvad man ser og hører, og til at tro på, at alverdens toner kan findes og finde ord under rette omstændigheder, og ordene ét for ét giver fodfæste og måske endda drejer sig om mere end mig selv. Måske forbinder mig med de andre og det andet.
Gamle og nye forfattere har fundet sprog, understrømme, forbindelse; Strindberg, Delblanc,Lidman, Askildsen, Lønn, Sæterbakken, Heinesen, Gudmunsson ...
De finder og bekræfter følelsernes og tankernes sprog og giver det klang. Buldren og bragen. Stilhed.
Det er det, jeg også, på min måde, prøver at gøre. Det er det særlige i hver enkelt, det almindelige menneske, der interesserer mig. Det interesserer mig at give indre toner konkrete udtryk. De små og usikre, de modige og bange, kloge og dumme, grimme og skønne.
Lån Vibeke Grønfeldts bøger på
Læs mere om Vibeke Grønfeldt
af forfatter Vibeke Grønfeldt
Midt i en tid der er præget af omfattende forandring og opmærksomhed om forandringen, virker den lille, personlige, indre stemme sårbar og truet og derfor særlig vigtig at lytte til.
Efter at det fem tusinde år gamle bondesamfund, på grund af mekanisering og effektivisering, i stigende grad, i løbet af forrige århundrede, frigav arbejdskraft til udvikling og produktion af nye goder og bekvemmeligheder, er det ikke for meget at tale om opbrud. Det må være en nedarvet drøm, der er gået i opfylde se. Vi er ikke længere, hver dag og altid, bogstaveligt talt tvunget til at slide og slæbe og skrabe den knappe føde op af jorden. Vi er fri for at fryse og sulte og til at blive os selv. Det er måske en lige så stor udfordring som sliddet i marker og stalde og fabrikker.
Vi spiser os mætte, men appetitten på materielle goder og vellevned synes umættelig. Vi overdøver den indre stemme med foretagsomhed og larm. Måske fordi den søger indhold og kræver ubekvem ærlighed?
Medielarmen kan være en flugt, der beskytter os mod brutalt afslørende toner indefra.
Men lyrik og prosa er af og til i stand til at aflytte lyde fra livet. Gennem den kan der opstå indre fodfæste og forbindelse til den omgivende virkelighed. Den kan bogstav for bogstav overvinde frygten for nogen opdagelse i hovedets, tidens, stedets skumle kroge.
De entydige, højtråbende medietilbud kan virke dræbende på de indre toner. For hvordan skal vore småpip gå imod de store orkestre med deres forsangere og forstærkere, mod de verdenskendte autoriteter fra de allerstørste lande?
Der står vi til tider så sølle og forvirrede og mister tilliden og evnen til at genkende den indre stemme, som ikke kun tilhører de fremtrædende, men alle.
Det er svært at se med egne øjne og høre med egne ører, og der skal stort mod til at erkende, hvad man ser og hører, og til at tro på, at alverdens toner kan findes og finde ord under rette omstændigheder, og ordene ét for ét giver fodfæste og måske endda drejer sig om mere end mig selv. Måske forbinder mig med de andre og det andet.
Gamle og nye forfattere har fundet sprog, understrømme, forbindelse; Strindberg, Delblanc,Lidman, Askildsen, Lønn, Sæterbakken, Heinesen, Gudmunsson ...
De finder og bekræfter følelsernes og tankernes sprog og giver det klang. Buldren og bragen. Stilhed.
Det er det, jeg også, på min måde, prøver at gøre. Det er det særlige i hver enkelt, det almindelige menneske, der interesserer mig. Det interesserer mig at give indre toner konkrete udtryk. De små og usikre, de modige og bange, kloge og dumme, grimme og skønne.
Lån Vibeke Grønfeldts bøger på
Læs mere om Vibeke Grønfeldt
Kommentarer