Af John Mogensen, lektor og redaktør af Nordisk Litteratur
Vi taler stadig ved festlige lejligheder om vore nordiske broderfolk. Eller er det i virkeligheden blot ideologisk arvegods fra romantikkens drømme om skandinavismen? Sandt nok har vi oplevet rigsfællesskab, men var det ikke mere tvang end et folkeligt ønske?
I hvert fald er historien fyldt med blodige eksempler på, at vi har bekriget hinanden, opkrævet Øresundstold og fortalt myter om de andre nordiske landes "bizarre" folkekarakter, uanset om de nu går med kniv eller drikker hjemmebrændt træsprit. Ja der er vel stadig folk, der ønsker Skåne, Halland og Blekinge tilbage til Danmark? Vi er vel ret beset alt for chauvinistiske til at dele bord og seng og mønt med folk, hvis sprog vi knap forstår, og i øvrigt har vi i stigende grad rettet blikket udad - om ikke globalt, så dog europæisk, selv om de enkelte nordiske lande heller ikke her kan finde fælles fodslag.
Alligevel fornemmer de fleste af os nok et vist slægtsskab, når det drejer sig om kultur og ikke mindst litteratur. Historisk kan man finde mange påvirkninger landene imellem - uanset om det var i romantikken, det moderne gennembrud eller i nyere tid med modernismen. Og også i dag er det tydeligt, at man ofte finder de samme tendenser, uanset om det gælder stil eller temaer, om end temperamentet nok er nationalt præget. Af samme grund har mange nordiske forfattere ofte stor succes i de øvrige lande. Jan Kjærstad, der fik Nordisk Råds Litteraturpris i 2001, er om muligt mere populær i Danmark end i Norge, og det er lige før, at vi betragter Per Olov Enqvist som mere dansk end svensk.
Etableringen af Øresundsbroen er på den måde mere end en fysisk forbindelse. Det er også en symbolsk markering af en kulturel samhørighed. En af de "drømmebroer", som Henrik Nordbrandt skildrer i sin digtsamling af samme navn - en bog som han fik Nordisk Råds Litteraturpris for.
Netop denne pris fortjener en omtale i år, hvor den kan fejre sit 40 års jubilæum, og selv om den hverken i alder, størrelse eller prestige kan måle sig med Nobelprisen, er den alligevel omgærdet af respekt.
Prisen uddeles ikke for et forfatterskab, men et konkret værk, som har markeret sig særligt. Det kan være en roman, en novellesamling, digte eller essayistik. Selv om det ofte er sådan, at man ved nomineringen tager hensyn til genrespredning, er det primære værkets kvalitet. Ja faktisk er der år, hvor de "store" nordiske lande - der hver kan nominere to kandidater, mens de små kun kan pege på én - kun har indstillet én bog, fordi man ikke fandt kvaliteten høj nok. Ordner og priser er altså ikke noget, man kun giver til "idioter", som P.A. Heiberg så provokerende påstod det.
Det er også kvalitetskravet, der har medført, at komiteen, der vælger blandt de nominerede, ikke på demokratisk vis deler sol og vind lige. Helt uden litteraturpolitiske anti- og sympatier er nomineringerne og prisuddelingen vel ikke. I mange år var det oplagt, at den færøske William Heinesen var værdig til prisen, og Karl Bjarnhof, der var dansk repræsentant i komiteen, havde længe "lovet" Heinesen, at nu måtte tiden være inde.
Men først i 1965 modtog han prisen og måtte endda dele den med svenske Olof Lagercrantz. Heinesen var måske ikke så glad for at dele prisen, men heller ikke uden humor, så han sendte et personligt brev til Bjarnhof, hvor han skrev: "Jeg takker dig af mit halve hjerte".
Nordisk Råds Litteraturpris er nok det synlige flagskib, når det gælder om at præsentere den nordiske litteratur, men også "Nordisk litteratur", et tidsskrift, som udgives af "Nordbok" under Nordisk Ministerråd, er med til at promovere de nordiske forfattere. Tidsskriftet trykkes i 30.000 eksemplarer og sendes til 60 lande over hele verden (med en engelsk parallel-oversættelse).
Det er retrospektivt i den forstand, at det behandler det forløbne års boghøst, bl.a. grundig omtale af de prisnominerede bøger. Men der bliver også taget større temaer eller genrer op, hvis der er specielle tendenser.
Målet er at være ambassadør for den litterære udvikling i Norden, og derfor er det også vigtigt, at alle landene bliver præsenteret. Af samme grund er det et mål, at både grønlandsk og samisk litteratur bliver behandlet, selv om sprogproblemer skaber en vis barriere.
Lad os håbe at fremtiden vil skabe større interesse for de små sprogområder. Måske vil dette års prisuddeling være et skridt på vejen. I hvert fald hører den grønlandske forfatter Ole Korneliussens "Saltstøtten" bestemt til favoritterne i år.
BogWeb - 1. februar 2002
Kommentarer