Store, brogede, vævede tæpper - sådan er Kerstin Ekmans romaner
af teolog Doris Ottesen
Kerstin Ekman
“Der var et eller andet mørkebrunt over hende, ligesom begyndelsen til en brunkagedej når man har smeltet siruppen sammen med smørret og krydderierne. Alt for stærkt. Hun passede dårligt som mor til et blond og sart barn.” Sådan karakteriserer - og egentlig ikke for det gode eller særlig venligt - en mor sit barns plejemor og kommende adoptivmor i “Guds Barmhjertighed”, første bind i Kerstin Ekmans seneste store romantrilogi:“Ulveskindet”.
Med dette lille citat er forbløffende meget væsentligt fortalt om Kerstin Ekmans romankunst. For her bliver det tydelig, at Kerstin Ekmans kunstneriske univers er kvindens. Ingen andre er som hun i stand til at gribe de almindelige kvindelige, næsten ubevidste livserfaringer til at karakterisere en situation eller en person med: “Hendes bryster var små og lyse som mandelkager”, og “himlen havde en farve som kålsuppe”, eller “tiden stod stille som vand i en tilstoppet vask”, er andre eksempler hentet fra køkken og kvindeliv. Og også maden og dens tilberedelse - undertiden med opskrift - bliver omhyggeligt karakteriseret i Kerstin Ekmans værker.
Kerstin Ekman beskriver kvindeliv i et historisk perspektiv. Eller måske rettere sagt: Hun beskriver de magtesløses liv. De liv, som er levet på de hårdeste præmisser og de færreste privilegier gennem de sidste hundrede år. Hun beskriver det Sverige, som industrialiseringen har forandret, og som dermed finder hun, har forrådt det liv i pagt med naturen og dermed med de livgivende og livsbærende kræfter, som til alle tider har været kvindernes lyst og lod.
Forfatteren ser med skepsis på den moderne verdens livsbetingelser og samfundsøkonomi. Hun er samfundskritisk, politisk bevidst og skarp i sin kritik af det moderne samfunds brug, forbrug og misbrug også af naturen. Men Kerstin Ekman er aldrig unuanceret i sin kritik. Romantik eller bare antydningen af sentimentalitet er lysår fra hendes fremstillinger af historiske, sociale eller økologiske forhold.
Kerstin Ekman er blot altid på menneskelighedens side. Derfor må hun fortælle om dem, der er prisgivet de magtfuldes luner og som derfor ikke kan beskytte sig mod tilværelsens tilfældigheder. Og derfor må hun også fortælle sin personlige og alternative sverigeshistorie fra børnenes og kvindernes perspektiv. Ikke fordi kvinderne er bedre end mændene, eller for den sags skyld børnene bedre end de voksne, men fordi de - kvinderne og børnene - skønt de karakteristisk altid har været blandt samfundets lavest placerede og mindst privilegerede medlemmer - dog også altid har været bærere og bevarere af de grundlæggende menneskelige værdier, som også mændene lever af.
For Ekman er livet hårdt og ubarmhjertigt i alle forhold - også mellem mand og kvinde. I et interview fra 1993 udtrykker hun det på denne måde:“Seksualiteten og dens konsekvenser er den virkelige gennemgribende erfaring i en kvindes liv. Og skriver man om kærlighed og det seksuelle, så må man også kunne nærme sig det ubehagelige. Det ubehagelige i en selv og i manden, følelsen af afstandtagen og had og lede og alt muligt lort”. Og hun advarer imod at lade mændene overtage beskrivelsen “af vore mere vanskelige sider”.
Hos forfatteren bliver der ikke stukket noget under stolen. Hun bevæger sig ofte ud til den yderste kant af civilisationen. Der hvor eksistensen bliver nøgen, og det derfor bliver tydeligt, hvad den grundlæggende handler om. Hvilke to poler et menneskeliv er udspændt imellem, nemlig kærlighed og død. Kerstin Ekman bringer da også med forkærlighed et kriminalistisk element ind i sine værker. Men mordgåderne giver ikke bare en elementært spændende handling, som fx i den prisbelønnede “Hændelser ved vand” fra 1993, den giver også - altid - for Kerstin Ekman en mulighed for en eksistentiel analyse af de fælles menneskelige værdier og fællesskabet mellem mennesker. Man kan også udtrykke det på den måde, at Kerstin Ekman i sine mangefarvede og stort anlagte fortællinger overalt forsøger at holde læseren fast i en rigt nuanceret fremstilling af menneskets vilkår i verden.
Hos Kerstin Ekman er det menneske, ungt eller gammelt, sygt eller sundt, rigt eller fattigt, der er faldet ud af fællesskabet og dermed af kærligheden, altid et armodigt og fortabt menneske. For der, “hvor kærligheden kalder os frem”, der springer den livskilde, som alt for ofte forrådes. Ja, et sådant isoleret menneske er egentligt unaturligt. For det menneskelige fællesskab og den kultur, der udspringer heraf, udfolder sig ikke på bekostning af naturen men tvært imod på betingelse af naturen i med og modspil, på godt og ondt. Naturen er grusom og god, som livet og kærligheden. Mennesket er selv en del af naturen.
Og godheden findes. Samfølelsen, venskabet, hjælpsomheden, omsorg og det trofaste kærlige fællesskab er en realitet blandt mennesker. Og også godheden har sine billeder og forbilleder. Som fx når den fattige tiggerpige Bodel i “Røverne i Skuleskoven” fortæller om Jomfru Maria til trolden Skord: “Maria, himlens rose, var alt levendes dejlighed. Hun var lun mælk, ovnvarmt brød. Hun var osteklumperne i verdens valle. Hun var blød og varm som en koside og tør og glat som halm. Hun var ren som en kilde i skoven og blød som et gåsebryst og klar som en dugdråbe på et blad. Hun var alt levendes liv og sande lykke - og Skord spurgte om hun var som en pandekage.”
Kerstin Ekmans romaner er som store brogede, vævede tæpper. Mange skæbnetråde løber mellem hinanden. Den enkeltes livsscene sættet i forhold til andre liv. Og handlingen udspiller sig over mange år, et århundrede eller flere. Men fortællingerne har også flere planer. Handlingsplanet uddybes med klassiske mytologier, filosofiske refleksioner, politiske diskussioner, og historiske, geografiske, litterære og sproglige indsigter i gavmilde mængder. Det faktuelle oplysnings- og indsigtsniveau er højt. Men Kerstin Ekman har også - og i rigt mål - rum for det poetiske og det underfulde, for eventyret og det religiøse. Jomfru Maria er ikke den eneste, der repræsenterer det kristne kærlighedsbudskab. Igen og igen henvises der til kærlighedens og tilgivelsens livgivende kraft - og menneskets forståelse af og evne til at formidle denne kraft sættes til kritisk diskussion. I Kerstin Ekmans univers er der højt til loftet og vidt til væggene, der er plads for tilværelsens hele mangfoldighed.
Kerstin Ekman er født i 1933 og kan altså til august fejre sin 70års fødselsdag. Siden Katrineholm - serien med de fire romaner: "Hekseringene", "Springkilden", "Englehuset" og "En by af lys" skrevet fra midten af halvfjerdserne til midten af firserne er Kerstin Ekman med "Røverne i Skuleskoven" fra 1988, "Hændelser ved vand" fra 1992 og "Gør mig levende igen" fra 1996 gået fra højdepunkt til højde- punkt i sin kunst, som netop nu kulminere med den stort anlagte trilogi Ulveskindet, hvis to første bind: "Guds Barmhjertighed" og "Rørte Vande" allerede har glædet en stor og begejstret læserskare. Hun har aldrig været mere vedkommende og velskrivende end netop nu. Og hun placerer sig uomstridt som en af de aller- største blandt Nordens mange store fortællere i fortid og nutid - på højde med nobelpristagerne Selma Lagerlöf og Sigrid Undset.
Artikel
Kerstin Ekman
Store, brogede, vævede tæpper - sådan er Kerstin Ekmans romaner
af teolog Doris Ottesen
Kerstin Ekman
“Der var et eller andet mørkebrunt over hende, ligesom begyndelsen til en brunkagedej når man har smeltet siruppen sammen med smørret og krydderierne. Alt for stærkt. Hun passede dårligt som mor til et blond og sart barn.” Sådan karakteriserer - og egentlig ikke for det gode eller særlig venligt - en mor sit barns plejemor og kommende adoptivmor i “Guds Barmhjertighed”, første bind i Kerstin Ekmans seneste store romantrilogi:“Ulveskindet”.
Med dette lille citat er forbløffende meget væsentligt fortalt om Kerstin Ekmans romankunst. For her bliver det tydelig, at Kerstin Ekmans kunstneriske univers er kvindens. Ingen andre er som hun i stand til at gribe de almindelige kvindelige, næsten ubevidste livserfaringer til at karakterisere en situation eller en person med: “Hendes bryster var små og lyse som mandelkager”, og “himlen havde en farve som kålsuppe”, eller “tiden stod stille som vand i en tilstoppet vask”, er andre eksempler hentet fra køkken og kvindeliv. Og også maden og dens tilberedelse - undertiden med opskrift - bliver omhyggeligt karakteriseret i Kerstin Ekmans værker.
Kerstin Ekman beskriver kvindeliv i et historisk perspektiv. Eller måske rettere sagt: Hun beskriver de magtesløses liv. De liv, som er levet på de hårdeste præmisser og de færreste privilegier gennem de sidste hundrede år. Hun beskriver det Sverige, som industrialiseringen har forandret, og som dermed finder hun, har forrådt det liv i pagt med naturen og dermed med de livgivende og livsbærende kræfter, som til alle tider har været kvindernes lyst og lod.
Forfatteren ser med skepsis på den moderne verdens livsbetingelser og samfundsøkonomi. Hun er samfundskritisk, politisk bevidst og skarp i sin kritik af det moderne samfunds brug, forbrug og misbrug også af naturen. Men Kerstin Ekman er aldrig unuanceret i sin kritik. Romantik eller bare antydningen af sentimentalitet er lysår fra hendes fremstillinger af historiske, sociale eller økologiske forhold.
Kerstin Ekman er blot altid på menneskelighedens side. Derfor må hun fortælle om dem, der er prisgivet de magtfuldes luner og som derfor ikke kan beskytte sig mod tilværelsens tilfældigheder. Og derfor må hun også fortælle sin personlige og alternative sverigeshistorie fra børnenes og kvindernes perspektiv. Ikke fordi kvinderne er bedre end mændene, eller for den sags skyld børnene bedre end de voksne, men fordi de - kvinderne og børnene - skønt de karakteristisk altid har været blandt samfundets lavest placerede og mindst privilegerede medlemmer - dog også altid har været bærere og bevarere af de grundlæggende menneskelige værdier, som også mændene lever af.
For Ekman er livet hårdt og ubarmhjertigt i alle forhold - også mellem mand og kvinde. I et interview fra 1993 udtrykker hun det på denne måde:“Seksualiteten og dens konsekvenser er den virkelige gennemgribende erfaring i en kvindes liv. Og skriver man om kærlighed og det seksuelle, så må man også kunne nærme sig det ubehagelige. Det ubehagelige i en selv og i manden, følelsen af afstandtagen og had og lede og alt muligt lort”. Og hun advarer imod at lade mændene overtage beskrivelsen “af vore mere vanskelige sider”.
Hos forfatteren bliver der ikke stukket noget under stolen. Hun bevæger sig ofte ud til den yderste kant af civilisationen. Der hvor eksistensen bliver nøgen, og det derfor bliver tydeligt, hvad den grundlæggende handler om. Hvilke to poler et menneskeliv er udspændt imellem, nemlig kærlighed og død. Kerstin Ekman bringer da også med forkærlighed et kriminalistisk element ind i sine værker. Men mordgåderne giver ikke bare en elementært spændende handling, som fx i den prisbelønnede “Hændelser ved vand” fra 1993, den giver også - altid - for Kerstin Ekman en mulighed for en eksistentiel analyse af de fælles menneskelige værdier og fællesskabet mellem mennesker. Man kan også udtrykke det på den måde, at Kerstin Ekman i sine mangefarvede og stort anlagte fortællinger overalt forsøger at holde læseren fast i en rigt nuanceret fremstilling af menneskets vilkår i verden.
Hos Kerstin Ekman er det menneske, ungt eller gammelt, sygt eller sundt, rigt eller fattigt, der er faldet ud af fællesskabet og dermed af kærligheden, altid et armodigt og fortabt menneske. For der, “hvor kærligheden kalder os frem”, der springer den livskilde, som alt for ofte forrådes. Ja, et sådant isoleret menneske er egentligt unaturligt. For det menneskelige fællesskab og den kultur, der udspringer heraf, udfolder sig ikke på bekostning af naturen men tvært imod på betingelse af naturen i med og modspil, på godt og ondt. Naturen er grusom og god, som livet og kærligheden. Mennesket er selv en del af naturen.
Og godheden findes. Samfølelsen, venskabet, hjælpsomheden, omsorg og det trofaste kærlige fællesskab er en realitet blandt mennesker. Og også godheden har sine billeder og forbilleder. Som fx når den fattige tiggerpige Bodel i “Røverne i Skuleskoven” fortæller om Jomfru Maria til trolden Skord: “Maria, himlens rose, var alt levendes dejlighed. Hun var lun mælk, ovnvarmt brød. Hun var osteklumperne i verdens valle. Hun var blød og varm som en koside og tør og glat som halm. Hun var ren som en kilde i skoven og blød som et gåsebryst og klar som en dugdråbe på et blad. Hun var alt levendes liv og sande lykke - og Skord spurgte om hun var som en pandekage.”
Kerstin Ekmans romaner er som store brogede, vævede tæpper. Mange skæbnetråde løber mellem hinanden. Den enkeltes livsscene sættet i forhold til andre liv. Og handlingen udspiller sig over mange år, et århundrede eller flere. Men fortællingerne har også flere planer. Handlingsplanet uddybes med klassiske mytologier, filosofiske refleksioner, politiske diskussioner, og historiske, geografiske, litterære og sproglige indsigter i gavmilde mængder. Det faktuelle oplysnings- og indsigtsniveau er højt. Men Kerstin Ekman har også - og i rigt mål - rum for det poetiske og det underfulde, for eventyret og det religiøse. Jomfru Maria er ikke den eneste, der repræsenterer det kristne kærlighedsbudskab. Igen og igen henvises der til kærlighedens og tilgivelsens livgivende kraft - og menneskets forståelse af og evne til at formidle denne kraft sættes til kritisk diskussion. I Kerstin Ekmans univers er der højt til loftet og vidt til væggene, der er plads for tilværelsens hele mangfoldighed.
Kerstin Ekman er født i 1933 og kan altså til august fejre sin 70års fødselsdag. Siden Katrineholm - serien med de fire romaner: "Hekseringene", "Springkilden", "Englehuset" og "En by af lys" skrevet fra midten af halvfjerdserne til midten af firserne er Kerstin Ekman med "Røverne i Skuleskoven" fra 1988, "Hændelser ved vand" fra 1992 og "Gør mig levende igen" fra 1996 gået fra højdepunkt til højde- punkt i sin kunst, som netop nu kulminere med den stort anlagte trilogi Ulveskindet, hvis to første bind: "Guds Barmhjertighed" og "Rørte Vande" allerede har glædet en stor og begejstret læserskare. Hun har aldrig været mere vedkommende og velskrivende end netop nu. Og hun placerer sig uomstridt som en af de aller- største blandt Nordens mange store fortællere i fortid og nutid - på højde med nobelpristagerne Selma Lagerlöf og Sigrid Undset.
Kommentarer