Storby-trilogien består af tre digtsamlinger, Drive-in Digte, 3-D Digte og Storby-blues, der udkom i årene 1976-77. Disse digte fuldender et omslag i Dan Turèlls stemmeføring, der blev påbegyndt med Karma Cowboy fra 1974.
Af Cand.Mag, Jakob Ladegaard.
Tidligere var Turèlls lyrik en hermetisk, formeksperimenterende avantgardesag, upåagtet af de fleste, men fra og med samlingen fra 1974 sker der noget andet, en kærlighedshyldende, øltyllende, coolt storbyskridende og følsomt skrydende ordstrøm opfinder sig selv, Onkel Danny fødes, folkeligt fnisende og fandenivoldsk fablende om alt under og over den københavnske himmel, sarkastisk og sart og buddhistisk og blasfemisk og begærligt. Eller sådan noget.
Slægtskabet med amerikanske beatpoeter som Ferlinghetti (f. 1920), Ginsberg (1926-1997) og Kerouac (1922-1969) er umiskendeligt, måske mest i den bebob-freestylende og dog stramt rablende rytme (parallellen til jazzmusikken er ikke min opdagelse – Turèlls digte bærer sigende titler som Charlie Parker i Istedgade, Til Thelonious Monk, Lester Young fyrre år efter), men også i de mere eller mindre dybdeborende sideblikke til østlig digtning og filosofi, og især i den der på en gang livstrippende og -trætte storbyfeeling, de alle dyrker.
Der er til gengæld også noget helt særligt dansk ved Turèlls stemme. Den besidder en fantastisk følelse for, hvordan dansk egentlig lyder og flyder, når vi elsker eller fortvivler eller går hen af gaden på det. Som om den kunne være kommet ud af min eller din mund, uhøjtidelig, uden søndagsforklædning. Det danske sprog til hverdag.
I kender den sikkert, den stemme. I ved sikkert lige nøjagtig, hvad det er for en rytmisk hverdagsraptus, jeg taler om. I har måske stiftet bekendtskab med klassikere som Jeg skulle have været taxachauffør, Det er ikke let og Dagens Disney-Rag i TV, hvor Turèll optrådte en del, eller på superpladerne Pas på Pengene (1993) og Glad i Åbningstiden (1996).
De tekster, han læste op med Halfdan E’s akkompagnement på begge plader, stammer hovedsageligt fra Storby-trilogien. Og de digte i Storby-trilogien, I er så heldige endnu at have tilgode, er lige så stærke, så er det sagt. Blandt de ikke så kendte digte er kærlighedsdigtene. Da jeg læste samlingen igennem denne gang, slog det mig, hvor mange der er af disse digte om kvinder, og af hvor stor kvalitet de er. Og hvor gode de er at læse højt for en anden… Så her til sidst kommer nogle linier til deres pris.
Deres knitrende elektricitet skyldes netop mødet mellem den før omtalte prosaisk plaprende stil og kærligheden som tema, der siden Bibelens Højsang (og sikkert lang tid før) har kaldt på digternes mest storstrålende ædelstensbilleder og metaforiske guldforsiringer.
Turèlls kærlighed er ikke mindre intens end Højsangens eller Lord Byrons (1788-1824), men den henter sine sproglige byggematerialer et helt andet sted. I det hverdagsagtige, nemlig, ligesom de andre digte. Derfor balancerer de hele tiden på en grænse, som al traditionel, stor kærlighedslyrik ønsker at lægge langt bag sig, nemlig grænsen til det banale. Til klicheerne og det lokumsgrafittiagtige. Som dette lille rim fra Telegrammer til min elskede:
Min Elskede: Jeg elsker dig så satans højt
at jeg tror det ville ha interesseret Freud!
Som det ses flirter disse digte også uhæmmet med et andet element, der ikke er daglig kost for kærlighedens lyriske patos, nemlig humoren. Der er pludselig ikke langt fra elskov til latter. Hør bare følgende telegram:
Min Elskede, undertiden kan jeg ikke lade være med at le
mens vi knepper fordi det bare er for meget.
Turèlls kærlighed er ikke af den tragiske slags til en uopnåelig Venus. Det er nærmere den der boblende beruselse, der får dig til at smile som en idiot, mens du krydser gaden. Den der følelse af at opdage nye sider af det menneske, du troede, du kendte hver millimeter af, der får dig til at ryste på hovedet og spørge, om det her nogensinde ender. Og dum jalousi.
Den kærlighed er en blanding af undren og forfængelig angst og lalleglad fløjten, det er hverdagens kærlighed, der ikke er langt fra kærlighed til livet som sådan, fandeme, og som derfor har en hel del at gøre med latter. For kærlighed, det er sgu da bare for meget, mand!
Kommentarer