MAN FOR ALL SEASONS af Jens Jacob Toftegaard
- Til William Broad
Billy Idol
For dum, for plat, sagde alle de smarte musikere i København, jeg sad til deres middage, og ham ville de ikke høre, ham skulle jeg ikke lægge på, glamourpunkeren med slikketungen og håret rejst og hvidt som et bryllup. Han var ikke ægte, ikke seriøs, han havde solgt ud, han var bare styg, og mange år senere læste jeg i Se & Hør, at han var gået i coma; ovre i Californien var Billy Idol gået i coma med syv stoffer i blodet, og da drømte jeg en nat, jeg drømte at jeg ligger og sover i min seng, men vågner og går ud i entreen; og der er nu en dør, hvor der aldrig var en dør, og ud langs dørens kanter strømmer stærkt lys. Jeg er forbavset og usikker, skønt straks også ivrig efter at åbne denne dør. Men nu stikker et par nøgne fødder frem under døren, der står én bag den, jeg prøver at vriste den op, men der kæmpes imod på den anden side, og da jeg er ved at få overtaget, hamres døren i hovedet på mig. Jeg vælter omkuld med døren nedover mig, og der står han i min entree, så jeg kan se ham: det er mig selv; kun iført de boksershorts, jeg for ti år siden havde på som strandløve, da jeg mødte hende, der ikke blev mit livs lys; og han er lidt solbrændt, jeg er lidt solbrændt, som netop den sommer i 1980erne, hvor jeg elskede hende, mens punksnobberne hånede Billy Idols nye plade, den sommer jeg drak mig fuld, og ikke kunne græde, men prøvede at kaste op, jeg var fuld, jeg lagde pladen på, og gik ud og stak fingeren i halsen, for at komme af med ham jeg var, jeg knælede foran toilettet, og førte fingeren bagom tungen, men han ville ikke ud, næste morgen elskede jeg hende igen. I drømmen bliver jeg ængstelig, nede på gulvet, jeg ligger der og ser op på mig selv, med en dør halvt henover mig. Men han, som også er mig, er mere ængstelig, han låser gadedøren op og løber ud i opgangen, det er ham der er den svage, og jeg springer op og stormer efter, modig, oprømt og lettet, men også ligeglad med ham nu, og ude på afsatsen da jeg kikker over gelænderet, mens han flygter nedad, er jeg færdig med ham. Det er i 1997, i januar 1997, at jeg drømmer drømmen, længe efter at jeg ikke havde fået hende, jeg aldrig fik, og i søvnen fulgte en pause, og så vender jeg tilbage til lejligheden, jeg har været ude, og kommer ind igen, men her er nu et gennemsigtigt bassin, og alt er ved at være lyst, det skinner i min lejlighed, vandet er strålende klart, og derinde, under vandet, hænger Billy Idol, som en søløve med brintoveriltehår, tom i hovedet og grinende på livets betingelser, og stemmen bag drømme meddeler, at fremover skal jeg leve med, at også han bor i lejligheden.
Jeg vil ikke mere stå i vejen for mig selv.
Læs indledning af Forfatterskolens rektor Hans Otto Jørgensen
Skribent
28 apr.03
MAN FOR ALL SEASONS af Jens Jacob Toftegaard
- Til William Broad
Billy Idol
For dum, for plat, sagde alle de smarte musikere i København, jeg sad til deres middage, og ham ville de ikke høre, ham skulle jeg ikke lægge på, glamourpunkeren med slikketungen og håret rejst og hvidt som et bryllup. Han var ikke ægte, ikke seriøs, han havde solgt ud, han var bare styg, og mange år senere læste jeg i Se & Hør, at han var gået i coma; ovre i Californien var Billy Idol gået i coma med syv stoffer i blodet, og da drømte jeg en nat, jeg drømte at jeg ligger og sover i min seng, men vågner og går ud i entreen; og der er nu en dør, hvor der aldrig var en dør, og ud langs dørens kanter strømmer stærkt lys. Jeg er forbavset og usikker, skønt straks også ivrig efter at åbne denne dør. Men nu stikker et par nøgne fødder frem under døren, der står én bag den, jeg prøver at vriste den op, men der kæmpes imod på den anden side, og da jeg er ved at få overtaget, hamres døren i hovedet på mig. Jeg vælter omkuld med døren nedover mig, og der står han i min entree, så jeg kan se ham: det er mig selv; kun iført de boksershorts, jeg for ti år siden havde på som strandløve, da jeg mødte hende, der ikke blev mit livs lys; og han er lidt solbrændt, jeg er lidt solbrændt, som netop den sommer i 1980erne, hvor jeg elskede hende, mens punksnobberne hånede Billy Idols nye plade, den sommer jeg drak mig fuld, og ikke kunne græde, men prøvede at kaste op, jeg var fuld, jeg lagde pladen på, og gik ud og stak fingeren i halsen, for at komme af med ham jeg var, jeg knælede foran toilettet, og førte fingeren bagom tungen, men han ville ikke ud, næste morgen elskede jeg hende igen. I drømmen bliver jeg ængstelig, nede på gulvet, jeg ligger der og ser op på mig selv, med en dør halvt henover mig. Men han, som også er mig, er mere ængstelig, han låser gadedøren op og løber ud i opgangen, det er ham der er den svage, og jeg springer op og stormer efter, modig, oprømt og lettet, men også ligeglad med ham nu, og ude på afsatsen da jeg kikker over gelænderet, mens han flygter nedad, er jeg færdig med ham. Det er i 1997, i januar 1997, at jeg drømmer drømmen, længe efter at jeg ikke havde fået hende, jeg aldrig fik, og i søvnen fulgte en pause, og så vender jeg tilbage til lejligheden, jeg har været ude, og kommer ind igen, men her er nu et gennemsigtigt bassin, og alt er ved at være lyst, det skinner i min lejlighed, vandet er strålende klart, og derinde, under vandet, hænger Billy Idol, som en søløve med brintoveriltehår, tom i hovedet og grinende på livets betingelser, og stemmen bag drømme meddeler, at fremover skal jeg leve med, at også han bor i lejligheden.
Jeg vil ikke mere stå i vejen for mig selv. Læs indledning af Forfatterskolens rektor Hans Otto Jørgensen
- Til William Broad
Billy Idol
For dum, for plat, sagde alle de smarte musikere i København, jeg sad til deres middage, og ham ville de ikke høre, ham skulle jeg ikke lægge på, glamourpunkeren med slikketungen og håret rejst og hvidt som et bryllup. Han var ikke ægte, ikke seriøs, han havde solgt ud, han var bare styg, og mange år senere læste jeg i Se & Hør, at han var gået i coma; ovre i Californien var Billy Idol gået i coma med syv stoffer i blodet, og da drømte jeg en nat, jeg drømte at jeg ligger og sover i min seng, men vågner og går ud i entreen; og der er nu en dør, hvor der aldrig var en dør, og ud langs dørens kanter strømmer stærkt lys. Jeg er forbavset og usikker, skønt straks også ivrig efter at åbne denne dør. Men nu stikker et par nøgne fødder frem under døren, der står én bag den, jeg prøver at vriste den op, men der kæmpes imod på den anden side, og da jeg er ved at få overtaget, hamres døren i hovedet på mig. Jeg vælter omkuld med døren nedover mig, og der står han i min entree, så jeg kan se ham: det er mig selv; kun iført de boksershorts, jeg for ti år siden havde på som strandløve, da jeg mødte hende, der ikke blev mit livs lys; og han er lidt solbrændt, jeg er lidt solbrændt, som netop den sommer i 1980erne, hvor jeg elskede hende, mens punksnobberne hånede Billy Idols nye plade, den sommer jeg drak mig fuld, og ikke kunne græde, men prøvede at kaste op, jeg var fuld, jeg lagde pladen på, og gik ud og stak fingeren i halsen, for at komme af med ham jeg var, jeg knælede foran toilettet, og førte fingeren bagom tungen, men han ville ikke ud, næste morgen elskede jeg hende igen. I drømmen bliver jeg ængstelig, nede på gulvet, jeg ligger der og ser op på mig selv, med en dør halvt henover mig. Men han, som også er mig, er mere ængstelig, han låser gadedøren op og løber ud i opgangen, det er ham der er den svage, og jeg springer op og stormer efter, modig, oprømt og lettet, men også ligeglad med ham nu, og ude på afsatsen da jeg kikker over gelænderet, mens han flygter nedad, er jeg færdig med ham. Det er i 1997, i januar 1997, at jeg drømmer drømmen, længe efter at jeg ikke havde fået hende, jeg aldrig fik, og i søvnen fulgte en pause, og så vender jeg tilbage til lejligheden, jeg har været ude, og kommer ind igen, men her er nu et gennemsigtigt bassin, og alt er ved at være lyst, det skinner i min lejlighed, vandet er strålende klart, og derinde, under vandet, hænger Billy Idol, som en søløve med brintoveriltehår, tom i hovedet og grinende på livets betingelser, og stemmen bag drømme meddeler, at fremover skal jeg leve med, at også han bor i lejligheden.
Jeg vil ikke mere stå i vejen for mig selv. Læs indledning af Forfatterskolens rektor Hans Otto Jørgensen
Kommentarer