Hun hyldes igen og igen for sin stil, men selv forsøger Helle Helle konstant at ødelægge den. I romanen »Hvis det er«, som er indstillet til Læsernes Bogpris, prøvede hun ligefrem at dræbe fortælleren for at slippe fri. Men det gik heller ikke.
Af Jeppe Bangsgaard
Artiklen har været bragt i Berlingske
Kan et pandebånd blive til litteratur? Eller for den sags skyld to kondisko i forskellige størrelser?
Ja, hos Helle Helle er det i hvert fald den slags, der får sproget til at gnistre.
»Det er blandt andet nogle konkrete rekvisitter, der sætter en bog i gang for mig,« forklarer hun.
»Nogle objekter, som jeg føler har en betydning eller en historie, jeg kan skrive på. Det er det, der giver mig den sproglige energi.«
I Helle Helles nyeste roman, »Hvis det er«, der er nomineret til Berlingskes og Danmarks Biblioteksforenings litteraturpris, Læsernes Bogpris, spiller pandebåndet en særlig rolle. I romanens begyndelse møder vi en mand og en kvinde, der begge går rundt i en stor skov i Jylland. De er faret vild, og det knytter dem sammen. Manden, Roar, har to kondisko i forskellige størrelser på, og han døjer slemt med en vabel. På et tidspunkt i løbet af det døgn, de er sammen, tilbyder kvinden, Vejmand, som hun omtales, Roar sit pandebånd som bandage.
»Jeg har sådan et pandebånd liggende i et skab derhjemme. Det er et, jeg købte oppe i SuperBrugsen i Sorø, fordi jeg tænkte, at nogen ville kunne bruge det, når vi skulle ud at cykle. Men det har nogen aldrig gjort. Hver gang jeg åbner skabet for at tage sko og vanter på, støder jeg på det,« fortæller Helle Helle.
»Mærket sidder der stadig. »Pandebånd, fleece« står der. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har tænkt: Det skal med i en bog.«
Det er dog ikke pandebåndet i sig selv, der er så vigtigt, men det, der knytter sig til det.
»Jeg har koblet pandebåndet til forestillingen om en papsøn. Kærligheden til en papsøn.. Det er hans pandebånd, den kvindelige hovedperson har fået, og ham har hun ikke mere, så det pandebånd har en bærende betydning i »Hvis det er«. Det eneste sted, titlen bliver nævnt, er i forbindelse med det pandebånd.«
Sådan er det i Helle Helles bøger. På overfladen er de ordknappe og enkle, men de rummer et væld af fortolkningsmuligheder. Undertekst, som det kaldes inden for litteraturteorien. Det er noget af det, der har gjort Helle Helle til en absolut favorit, når der skal analyseres litteratur i gymnasiet.
»Der er mange skoleelever, der skriver til mig. I perioder er det mange hver dag. De vil gerne vide, hvad meningen er med noget, jeg har skrevet. De kan for eksempel skrive: »Vi har læst din rimelig gode novelle »Fasaner«, men synes ikke rigtig, der er nogen mening i den. Kan du sige lidt om det?« Jeg føler mig forpligtet til at svare og fortælle, hvad jeg tænkte, da jeg skrev det og det, men jeg skriver også altid, at en forfatter ikke kan komme løbende efter sin tekst og sige, hvordan den skal læses, så lyt nu til jeres lærer i stedet!« siger Helle Helle og tilføjer:
»Der er også mange, der har fået dårlige karakterer, når de har lyttet til mig.«Egentlig er Helle Helle ikke så meget for al den snak om undertekst. Eller om minimalisme, som er et andet prædikat, der ofte sættes på hendes forfatterskab, der foruden seks romaner tæller noveller og en børnebog.
»Det er så fortærsket, men det er klart, at den er der, underteksten. Men den er der egentlig på en fuldstændig konkret måde for mig. Det er ikke sådan, at jeg tænker, at nu skal jeg mystificere alting i den her bog, så læseren har noget godt at arbejde med.« Jeg tænker tværtimod: »Du ved jo nok, hvad det her handler om. Det er ligesom titlen. Hvis man siger: »Du kan godt få den der, hvis det er«, så har den, man taler til, jo en fornemmelse af, hvad »hvis det er« dækker over. Det kan være fyldstof eller manipulation, eller det kan være en anklage eller en forsigtighed.« Helle Helle har heller aldrig tilstræbt en minimalistisk stil, forklarer hun. Faktisk kæmper hun konstant mod sin stil. I »Hvis det er« er fortællingen da også mere dramatisk, end det er tilfældet i tidligere bøger som »Ned til hundene« (2008) og »Dette burde skrives i nutid« (2011). For eksempel dør en forfatter i den nye roman.
»Jeg havde tænkt, at det skulle være en roman, hvor jeg slog forfatteren eller i hvert fald forfatterens stil ihjel omkring side 32. Jeg forestillede mig, at når det skete, når forfatterenblev kvalt, så ville sproget kunne slippes helt fri og blive til noget andet. Det var et forsøg på et stilmord. Men det virkede ikke,« siger hun og tilføjer:
»Jeg tvinger mig selv ud nogle steder, hvorfra jeg kan forsøge at skrive en ny bog. Der skal hver gang være en følelse af at begynde forfra. Jeg har ikke lyst til at sidde og nikke genkendende til min egen måde at skrive på. Det går simpelthen ikke at blive for ferm. Jeg ved, at mine bøger kan se ud, som om der er en nærmest irriterende grad af perfektion i dem. Men de er altid mislykkedes, og det er jeg glad nok for. Min erfaring viser mig, at det kommer der bedst litteratur ud af. At de bliver til noget andet, end det jeg planlagde.«
Kommentarer