Kasper Syhler fortæller om sin nye roman "Sort ko, hvid mælk" og hovedpersonen Patterson, som blev et alterego for forfatteren.
Patterson sort ko, hvid mælk er en skæv og sjov roman om en mand, der er noget ganske særligt. Lidt for særlig, og lidt for længe, tror han på sin ret til at være den han er.
Hvordan fik du ideen til at skrive en roman om en mand som Patterson?
På det tidspunkt jeg gik i gang med Patterson. Sort ko, hvid mælk (2006), havde jeg arbejdet med en del filmmanuskripter, som var mere eller mindre selvbiografiske historier om indadvendte unge mænd, som havde svært ved at bryde ud af de begrænsninger de satte op for sig selv. Historierne handlede meget om den indre rejse, og den ydre handling var det småt med. Til sidst kedede det mig så meget, at jeg blev nødt til at gøre noget radikalt. Jeg tænkte, at jeg i stedet for indadvendte, navlepillende og handlingslammede unge mænd, måtte skabe en karakter som var udagerende, højtråbende og konfronterende. Ud af den tanke opstod Patterson, som mere og mere udviklede sig til at være et slags alterego. Han blev et talerør for libertineren, den grænseoverskridende tosse og ikke mindst egoisten.
Hvad er Patterson for en person? Og er romanen en hyldest til det barnlige ?
Der er ikke nogen tvivl om at Patterson er en barnlig sjæl. På nogle punkter er han jo ikke mere end 5 år gammel, selvom hans fødselsattest siger 50+. Jeg har dog aldrig haft et bevidst mål om at hylde barndommen. Det tror jeg, at der var kommet en hel anden bog ud af. Heldigvis er jeg jo ikke herre over hvordan romanen læses, så bliver den læst som en hyldest til barndommen, så er den det.
For mig handler Patterson. Sort ko, Hvid mælk om at være tro mod sig selv, men også hvor galt det kan gå, hvis man er fuldstændig ubøjelig i den tro. Patterson har jo en enorm integritet, men det bliver bare alt for meget. Han skubber folk fra sig, fordi han føler sig hævet over middelmådighed og gængse sociale normer. Til sidst bliver det for meget. Folk omkring ham gider ikke at blive skubbet til længere og forlader ham i stedet frivilligt. Først da Patterson er fuldstændig alene, går det op for ham, at han må åbne lidt op for skyklapperne.
Patterson og hans kone får en sølvbryllupskrise, hvorfor?
Jamen altså manden har jo helt glemt hvordan man lytter og fornemmer andres behov end sine egne. Irene har i lang tid accepteret tingenes tilstand, indtil sømmet rammes på hovedet og det går op for hende, at hvis hun skal have udlevet sine drømme, så er Patterson mere i vejen end til hjælp.
Patterson skriver haikudigte, hvordan er dit forhold til haikudigte?
Jeg har ikke noget særligt forhold til haikudigte. Det må jeg indrømme. Tanken med at anvende haiku formen, var at tage noget der var meget stramt og forfinet og gøre det til noget sløset og vulgært, for at fortælle noget om Pattersons karakter. Han bruger jo digtene til at erklære sin kærlighed til sin kone Irene, men i stedet for kommer han til at udstille, hvordan han selv har mistet kontakten med kærligheden til sin kone.
Hvordan vil verden være hvis den var fyldt med Pattersoner?
Det kommer lidt an på om det er Patterson i starten af bogen eller slutningen. Men en verden fuld af Pattersoner, som han er i starten af bogen vil verden sandsynligvis være et mærkværdigt sted. Patterson er jo i opposition til stort set alle, og hvis alle andre var som ham, ville han jo være i opposition til sig selv.En verden fuld af mennesker, der er i opposition til sig selv… Det er et tankeeksperiment jeg ikke kan overskue omfanget af.
Jeg tror dog, at det er godt, at der findes typer som ham til at sætte tingene i perspektiv. Han er her måske netop for at vise, at vi ikke skal have en verden bestående udelukkende af barnlige højtråbende egoister. Hans eksistens er højst berettiget.
Du har også skrevet fine børnebøger, hvad er den væsentligste forskel når du nu skriver for voksne? (Hvis der er forskel)
Den store forskel er formen. Når jeg skriver børnebøger, fungerer de jo nærmest som små noveller. Historierne er meget stramme og er bygget op omkring én pointe, morale eller punchline. Romanformen er meget mere kompleks, selvom Patterson. Sort ko, hvid mælk trods alt er ret straight forward. Det lyder så beregnende, men jeg synes, at de korte børnebøger er meget mere konceptuelle. Der er én historie der skal fortælles, og den skal fortælles så skarpt og underholdene som muligt. Sjovt nok føler jeg, at jeg er meget mere løssluppen, når jeg skriver til voksne.
Men der er trods alt en rød tråd fra børnebøgerne til Patterson. I Abekongen, som er en af de børnebogsserier, som jeg er mest stolt ad,er hovedkarakteren egoistisk og rebelsk og antiautoritær på alle måder. Han er indbildsk og lider af galoperende storhedsvanvid. Han er i virkeligheden meget værre end Patterson på de punkter. Men så er han til gengæld en charmerende charlatan, så vi tilgiver ham hans synder, ligesom vi (forhåbentligt) tilgiver Patterson når vi kommer længere ind på livet af ham.
Kommentarer