De islandske sagaer er fængslende historier om vore forfædre; om deres æresbegreber, intriger og indbyrdes kampe.
Der er saft, kraft og drama i de islandske sagaer. I denne artikel vender vi os mod den litteratur, der repræsenterer nordens første egentlige bidrag til verdenslitteraturen. Sagaerne er skrevet i middelalderen, men de fleste foregår i den sene vikingetid. I dag kan vi læse de fængslende historier om vore forfædre; om deres æresbegreber, intriger og indbyrdes kampe. Sagaerne er derfor et vigtigt vidnesbyrd om nordens oldtid. Jeg foreslår at begynde med Ravnkel Frøjsgodes saga, som er eksemplarisk for de islandske sagaer.
Ravnkel Frøjsgodes Saga - en dramatisk og klassisk islandsk saga
Sagaen handler om et opgør mellem to slægter i et samfund, som det ofte ses i islændingesagaerne, nemlig mellem Ravnkels slægt og Sams slægt. Einar, der tilhører Sams slægt, bryder sit løfte og rider på Ravnkels hest, Frøjfaxe, som Ravnkel har indviet religiøst og svoret, at ingen andre end han selv må ride på.
Overgangen mellem den nordiske asatro og kristendommen skildres i Ravnkel Frøjsgodes saga, og det gør den interessant. Ravnkel har svoret at dræbe den, der rider på Frøjfaxe, og dræber derfor Einar.
Ravnkel har højstatus i det omgivende samfund og er ikke en mand, samfundet normalt går i rette med, men Sam får ved Altinget, dvs. det højeste beslutningstagende råd, trods alt dømt Ravnkel fredløs. Sams slægt overtager Ravnkels ejendom, og Ravnkel og hans mænd bliver mishandlet af Sams mænd. Dette er en ydmygelse for Ravnkel, men Sam lader ham dog beholde livet.
For at genoprette æren må Ravnkels slægt nu hævne sig. Der fortælles om Ravnkels hævn i resten af sagaen. Først dræber han Sams bror, Øjvind. Og til sidst i sagaen mødes hovedpersonerne i et slag, og Ravnkel får oprejsning. Sam er den faldne, og han har fejlet på to måder. Han har pralet med sin sejr over Ravnkel, og han har undladt at dræbe Ravnkel, så denne har en mulighed for at hævne sig. Det er meget vanskeligt at udtale sig om, hvad moralen egentlig er i denne mærkelige fortælling.
Ravnkel er - set med vore øjne - en voldsmand, men han besidder de dyder, der var gældende i sagaerne: vilje, handlekraft og snarrådighed.
Sagaerne er nedskrevet i en kristen kultur, men den gamle asatro, dvs. troen på de gamle nordiske guder i den nordiske mytologi, er gennemgående.
Sagaer
Sagagenren rummer forskellige former for sagaer. Hovedgruppen af de islandske sagaer er islændingesagaerne, som også kaldes slægtssagaer eller ættesagaer, og det er disse sagaer, der står som klassiske sagaer. Det er til denne gruppe, Ravnkel Frøjsgodes saga hører. Andre store sagaer i denne gruppe er Egils saga, Njals saga, Gisle Surssøns saga og Gunløg Ormstunges saga.
Kongesagaerne er historiske sagaer, der handler om de norske konger fra sagntiden til år 1177. Det vigtigste værk i denne gruppe er Snorri Sturlusons Heimskringla fra ca. 1230.
Bispe- og riddersagaerne er bl.a. fortællinger om de første islandske bisper; nogle af dem blev helgener. Her er der tale om en middelalderlig brug af sagagenren.
Sturlungesagaen kendes som en sammenskrivning af flere historiske sagaer. Der var en del magtkampe på Island førend fristaten faldt i 1264, og sturlungerne står som en af de mest magtfulde slægter. Fornaldarsagaer har et mere fantastisk indhold end de andre sagaer. Hvor islændingesagaerne er forholdsvis realistiske og jordnære, er magi og overnaturlige hændelser fremtrædende i fornaldarsagaerne.
I det følgende ser vi nærmere på, hvad der er karakteristisk for de klassiske sagaer - islændingesagaerne.
Islændingesagaerne
Disse fortællinger er skrevet på pergament og på sproget oldnordisk, af forfattere, som vi ikke kender navnene på. De er skrevet i det 13. til det 15. århundrede, men foregår 300-500 år tidligere. Der var selvfølgelig sket store forandringer på øen i løbet af disse århundreder, blandt andet et trosskifte. Islændingesagaerne er altså skrevet af kristne, men handler om mennesker, der dyrkede de gamle nordiske guder.
Forskningen har diskuteret, om sagaerne er nedskrivning af autentisk materiale og overleveret mundtligt indtil skrivekunsten i 1200-tallet blev almindelig. Denne teori kaldes friprosateorien, da den går på, at fortællingerne er overleveret frit og ikke bundet til skrift. En anden teori kaldes bogprosateorien, og den går på, at sagaerne er blevet til som prosafortællinger, idet de er nedskrevet og betragtes som litterære kunstværker. I dag hælder de fleste forskere til den sidste teori.
Karakteristisk for sagaerne er, at de er fortalt, så de får et autentisk præg. De er skrevet som øjenvidneskildringer - dvs. som om fortælleren selv var til stede ved begivenhederne eller har fået dem fortalt af en anden, som var. Det er således begivenhedernes gang, der er i centrum for fortællingerne. Naturskildringer har ikke en fremtrædende plads i sagaerne; det er konflikterne, der er i centrum. Sagaerne er fortællinger - ordet saga er beslægtet med at sige, der nærmer sig romangenren.
Sagaerne foregår for nogles vedkommende i landnamstiden, hvilket betyder tiden, hvor man tog land, som er tiden fra 870 til 930, hvor Island blev koloniseret. Men langt de fleste foregår i den tid, der kaldes sagatiden, som er tiden for Islands storhedstid fra 930 til 1030.
Selvom det er mange forskellige, der har skrevet sagaerne, kan man spore en række fællestræk. Fælles for islændingesagaerne er, at de skildrer konflikter mellem et individ og slægten eller imellem slægter. Centralt for dem er æresbegreber som tapperhed, loyalitet mod slægten, selvbeherskelselse og handlekraft, som vi så i Ravnkel Frøjsgodes saga.
Heltene i sagaerne skal leve op til disse æresbegreber. Men heltene skiller sig også ud ved at vise sig som individer, der bryder normerne. Det interessante i sagaerne er således de personer, der skiller sig ud, og ved at skildre dem og deres bedrifter, bliver samfundets regler og normer tydelige.
I nogle sagaer er kvinderne mest indirekte til stede, og deres hovedfunktion er at passe gården, når mændene er ude, og kvinderne skal sørge for slægtens videreførelse. De deltager ikke i det offentlige liv. De har ikke en stemme på tinge, men kan eje både jord og formue. I nogle sagaer spiller kvinden dog den rolle at rådgive deres mænd og opildne dem til forskellige forehavender. I andre sagaer spiller kvinderne en endog meget fremtrædende rolle. Det er ikke dem, der går ud og slår en eller anden ihjel, men det er ofte dem, der sætter gang i sagerne. F.eks. er Bergthora og især Halgerd, Gunnars hustru, af afgørende betydning i Njals Saga. Thordis og Aud, hhv. Gisles søster og hustru, spiller også en stor rolle i Gisle Saga.
At gifte sig af kærlighed anses ikke for at være anbefalelsesværdigt, og forelskelse ses som en farlig drift; giftermål er noget, slægtens overhoved afgør. Det er vigtigt, at de to, der gifter sig, har nogenlunde samme status i samfundet. Det er af stor vigtighed at eje megen jord, da den har en overordentlig stor værdi.
Sagaerne er båret af handlingsforløb og replikker, og personerne bliver skildret herigennem. Få gange bliver fortælleren synlig og kommer med fortællerkommentarer. Så vil man tilbage og læse den første litteratur i Norden, er det sagaerne, man skal gå til. De har overlevet i et par tusind år, lever stadig og giver os et stort udbytte at læse - både i dag og i de næste mange år.
Af cand.mag. Mette Elsig Olsen
Artikel
Islandske sagaer
De islandske sagaer er fængslende historier om vore forfædre; om deres æresbegreber, intriger og indbyrdes kampe.
Der er saft, kraft og drama i de islandske sagaer. I denne artikel vender vi os mod den litteratur, der repræsenterer nordens første egentlige bidrag til verdenslitteraturen. Sagaerne er skrevet i middelalderen, men de fleste foregår i den sene vikingetid. I dag kan vi læse de fængslende historier om vore forfædre; om deres æresbegreber, intriger og indbyrdes kampe. Sagaerne er derfor et vigtigt vidnesbyrd om nordens oldtid. Jeg foreslår at begynde med Ravnkel Frøjsgodes saga, som er eksemplarisk for de islandske sagaer.
Ravnkel Frøjsgodes Saga - en dramatisk og klassisk islandsk saga
Sagaen handler om et opgør mellem to slægter i et samfund, som det ofte ses i islændingesagaerne, nemlig mellem Ravnkels slægt og Sams slægt. Einar, der tilhører Sams slægt, bryder sit løfte og rider på Ravnkels hest, Frøjfaxe, som Ravnkel har indviet religiøst og svoret, at ingen andre end han selv må ride på.
Overgangen mellem den nordiske asatro og kristendommen skildres i Ravnkel Frøjsgodes saga, og det gør den interessant. Ravnkel har svoret at dræbe den, der rider på Frøjfaxe, og dræber derfor Einar.
Ravnkel har højstatus i det omgivende samfund og er ikke en mand, samfundet normalt går i rette med, men Sam får ved Altinget, dvs. det højeste beslutningstagende råd, trods alt dømt Ravnkel fredløs. Sams slægt overtager Ravnkels ejendom, og Ravnkel og hans mænd bliver mishandlet af Sams mænd. Dette er en ydmygelse for Ravnkel, men Sam lader ham dog beholde livet.
For at genoprette æren må Ravnkels slægt nu hævne sig. Der fortælles om Ravnkels hævn i resten af sagaen. Først dræber han Sams bror, Øjvind. Og til sidst i sagaen mødes hovedpersonerne i et slag, og Ravnkel får oprejsning. Sam er den faldne, og han har fejlet på to måder. Han har pralet med sin sejr over Ravnkel, og han har undladt at dræbe Ravnkel, så denne har en mulighed for at hævne sig. Det er meget vanskeligt at udtale sig om, hvad moralen egentlig er i denne mærkelige fortælling.
Ravnkel er - set med vore øjne - en voldsmand, men han besidder de dyder, der var gældende i sagaerne: vilje, handlekraft og snarrådighed.
Sagaerne er nedskrevet i en kristen kultur, men den gamle asatro, dvs. troen på de gamle nordiske guder i den nordiske mytologi, er gennemgående.
Sagaer
Sagagenren rummer forskellige former for sagaer. Hovedgruppen af de islandske sagaer er islændingesagaerne, som også kaldes slægtssagaer eller ættesagaer, og det er disse sagaer, der står som klassiske sagaer. Det er til denne gruppe, Ravnkel Frøjsgodes saga hører. Andre store sagaer i denne gruppe er Egils saga, Njals saga, Gisle Surssøns saga og Gunløg Ormstunges saga.
Kongesagaerne er historiske sagaer, der handler om de norske konger fra sagntiden til år 1177. Det vigtigste værk i denne gruppe er Snorri Sturlusons Heimskringla fra ca. 1230.
Bispe- og riddersagaerne er bl.a. fortællinger om de første islandske bisper; nogle af dem blev helgener. Her er der tale om en middelalderlig brug af sagagenren.
Sturlungesagaen kendes som en sammenskrivning af flere historiske sagaer. Der var en del magtkampe på Island førend fristaten faldt i 1264, og sturlungerne står som en af de mest magtfulde slægter. Fornaldarsagaer har et mere fantastisk indhold end de andre sagaer. Hvor islændingesagaerne er forholdsvis realistiske og jordnære, er magi og overnaturlige hændelser fremtrædende i fornaldarsagaerne.
I det følgende ser vi nærmere på, hvad der er karakteristisk for de klassiske sagaer - islændingesagaerne.
Islændingesagaerne
Disse fortællinger er skrevet på pergament og på sproget oldnordisk, af forfattere, som vi ikke kender navnene på. De er skrevet i det 13. til det 15. århundrede, men foregår 300-500 år tidligere. Der var selvfølgelig sket store forandringer på øen i løbet af disse århundreder, blandt andet et trosskifte. Islændingesagaerne er altså skrevet af kristne, men handler om mennesker, der dyrkede de gamle nordiske guder.
Forskningen har diskuteret, om sagaerne er nedskrivning af autentisk materiale og overleveret mundtligt indtil skrivekunsten i 1200-tallet blev almindelig. Denne teori kaldes friprosateorien, da den går på, at fortællingerne er overleveret frit og ikke bundet til skrift. En anden teori kaldes bogprosateorien, og den går på, at sagaerne er blevet til som prosafortællinger, idet de er nedskrevet og betragtes som litterære kunstværker. I dag hælder de fleste forskere til den sidste teori.
Karakteristisk for sagaerne er, at de er fortalt, så de får et autentisk præg. De er skrevet som øjenvidneskildringer - dvs. som om fortælleren selv var til stede ved begivenhederne eller har fået dem fortalt af en anden, som var. Det er således begivenhedernes gang, der er i centrum for fortællingerne. Naturskildringer har ikke en fremtrædende plads i sagaerne; det er konflikterne, der er i centrum. Sagaerne er fortællinger - ordet saga er beslægtet med at sige, der nærmer sig romangenren.
Sagaerne foregår for nogles vedkommende i landnamstiden, hvilket betyder tiden, hvor man tog land, som er tiden fra 870 til 930, hvor Island blev koloniseret. Men langt de fleste foregår i den tid, der kaldes sagatiden, som er tiden for Islands storhedstid fra 930 til 1030.
Selvom det er mange forskellige, der har skrevet sagaerne, kan man spore en række fællestræk. Fælles for islændingesagaerne er, at de skildrer konflikter mellem et individ og slægten eller imellem slægter. Centralt for dem er æresbegreber som tapperhed, loyalitet mod slægten, selvbeherskelselse og handlekraft, som vi så i Ravnkel Frøjsgodes saga.
Heltene i sagaerne skal leve op til disse æresbegreber. Men heltene skiller sig også ud ved at vise sig som individer, der bryder normerne. Det interessante i sagaerne er således de personer, der skiller sig ud, og ved at skildre dem og deres bedrifter, bliver samfundets regler og normer tydelige.
I nogle sagaer er kvinderne mest indirekte til stede, og deres hovedfunktion er at passe gården, når mændene er ude, og kvinderne skal sørge for slægtens videreførelse. De deltager ikke i det offentlige liv. De har ikke en stemme på tinge, men kan eje både jord og formue. I nogle sagaer spiller kvinden dog den rolle at rådgive deres mænd og opildne dem til forskellige forehavender. I andre sagaer spiller kvinderne en endog meget fremtrædende rolle. Det er ikke dem, der går ud og slår en eller anden ihjel, men det er ofte dem, der sætter gang i sagerne. F.eks. er Bergthora og især Halgerd, Gunnars hustru, af afgørende betydning i Njals Saga. Thordis og Aud, hhv. Gisles søster og hustru, spiller også en stor rolle i Gisle Saga.
At gifte sig af kærlighed anses ikke for at være anbefalelsesværdigt, og forelskelse ses som en farlig drift; giftermål er noget, slægtens overhoved afgør. Det er vigtigt, at de to, der gifter sig, har nogenlunde samme status i samfundet. Det er af stor vigtighed at eje megen jord, da den har en overordentlig stor værdi.
Sagaerne er båret af handlingsforløb og replikker, og personerne bliver skildret herigennem. Få gange bliver fortælleren synlig og kommer med fortællerkommentarer. Så vil man tilbage og læse den første litteratur i Norden, er det sagaerne, man skal gå til. De har overlevet i et par tusind år, lever stadig og giver os et stort udbytte at læse - både i dag og i de næste mange år.
Af cand.mag. Mette Elsig Olsen
Kommentarer