Mette Thomsen har udgivet en roman, der pointerer hvor lille verden er ... hvor "tætte" vi er som mennesker. 'Seks'!
"Den ungarnske forfatter Frigyes Karinthy beskrev i novellen "Chains" fra 1929, hvordan mennesker på jordkloden i en takket være moderne kommunikation stadigt mindre verden kunne være forbundet med hinanden i et netværk af personlige bekendte og at man kunne finde en forbindelse mellem ét individ og et andet netop ved at efterspore ’kæden’, fra bekendt til bekendt.
Som man siger: "Verden er lille!
Siden hen er ideen ført videre og kendt som teorien om "six degrees of separation", seks grader af adskillelse, og testet på forskellige måder af både netværksteoretikere, matematikere, psykologer og computernørder. Antallet af led, som er nødvendige for at forbinde to tilfældige personer, synes at variere afhængig af den undersøgte population, men det er ofte ret lavt, lavere end seks faktisk.
Der synes ikke at være nogen fast regel for graden eller kvaliteten af forbundethed – om vi taler om et tæt forhold eller en bekendt eller bare en person, hvis navn man kender. Det kunne jo også være en person, man bare er gået forbi på gaden. Eller – som jeg bruger det for ét af ledene i "Seks" – en offentlig person, som alle ’kender’, så tilknytningen på en eller anden måde ligger i konteksten."
6 historier/personer væves ind i hinanden handlings- og relationsmæssigt. Hvordan fik du den idé?
Jeg synes ikke altid, det er nemt at pege på de direkte årsager til en idé. Det hele bliver jo kogt sammen i den ’store sorte gryde’. Men jeg ved, at jeg tænkte på seks grader teorien eller noget, der ligner, da jeg læste om en seriemorder, der havde arbejdet som socialrådgiver i London i begyndelsen af 1990’erne. Samme tidspunkt som jeg boede i byen og havde venner, der indimellem måtte møde til samtale hos det offentlige og derfor kunne være kommet i kontakt med ham ad den vej. Ét led imellem, pyh!
Jeg havde også havde haft ideen liggende i min ’film-fil’, det er en fil, hvor jeg skriver ideer ind til filmmanuskripter, idet jeg jo som så mange forfattere fra tid til anden også leger lidt med tanken om et filmmanuskript. Og dér havde den ligget nogle år, i sin grundsubstans identisk med det, der blev den bærende idé i "Seks", nemlig at historien går fra det ene menneske til det andet som en stafet – eller som et spil domino.
Tanken om altings forbundethed ligger også i ideen om sommerfugleeffekten: en sommerfugl, der basker med vingerne i Texas, kan forårsage en storm på den anden side af kloden. Det er forbundethed udi ekstremer, så sindssygt sammenvævet og mikroskopisk årsagsbestemt, og jeg har altid syntes, den var så poetisk og lavede også en variant på den i min digtsamling "Vindæg". Den tanke ligger der også et eller andet sted i "Seks", det er ikke kun de personlige bekendtskabers vej. Der foregår underlige ting nedenunder, mærkelige fællestræk og ting, der går igen og forandrer betydning undervejs. Som om kæden ikke bare er en kæde af mennesker, men også af betydninger og ting, spejlinger og omvendinger, af hunde og af tænder!
... og prøv at beskrive hvad du skaber, med den måde at opbygge bogen på
Jeg håber, det legemliggør de seks led, og at man får en fornemmelse af forbundetheden – af hvad art den end er. Nogle mennesker mødes eller kender hinanden – sådan som vi alle møder mennesker og kender andre. Og også af det kæmpestore spektakel, som er inde i et levende menneske og usynligt for andre. Hvordan vi er filtret ind i hinanden, hvordan vi danner forbindelser på kryds og tværs – og hvordan kvaliteten af de ’links’ varierer og er flydende, så der indimellem dannes et mirakel af et fællesskab i en flygtig forbindelse, og vice verca er det ikke altid de mennesker, vi er tættest forbundet med, som aner vores spektakel og vi deres.
At det at være menneske også er den underlige dobbelthed, at være omgivet af andre mennesker, at være alene inde i sig selv.
Intet menneske er en ø – og alle mennesker er øde øer!
Du har en forfatter og en læser blandt hovedpersonerne - hvilken funktion giver du dem i handlingen?
Jeg har også en ’hovedperson i en forfatters bog’ blandt hovedpersonerne!
Men det er klart, at lige så snart der er en forfatter tilstede i handlingen, er det ligesom et wildcard, og alt kan ske! Det hele eller dele af det kan være fiktivt eller løgn og bedrag. Bog-i-bog. Eller drømmespil.
I "Seks" er der den ekstra drejning, at kapitel 2 er begyndelsen på den bog, som forfatteren i første kapitel ikke kan komme videre med at skrive – og som efter nogen famlen faktisk tager fart. Men hvad gør det de næste fire personer til? Måske fiktive bogfigurer, siden de følger i kølvandet på dette fiktive andet kapitel? Men Dronning Margrethe er jo én af dem, og de andre virker da også ægte nok...
Samtidig er det jo ikke ualmindeligt: en forfatter, der ikke kan komme videre med sin roman (ahem). Og en dame, der forsøger at læse en bog, men det bliver ikke rigtigt til noget i den almindelige travlhed. De ligner meget godt mennesker, vi kender, selv om de både skriver og læser.
Et eller andet sendes videre gennem kæden af led – et eller andet, udefinerligt ... måske historien selv, som personerne med deres liv skriver på og er en del af.
Hvad er det for typer af hovedpersoner, du har valgt, hvorfor skulle det lige være de 6?
De er vidt forskellige, både af alder og temperament, det kan jeg godt li, det er jo også som livet. De går hver især op imod det med hver deres albuer og knæk, og det ene nemme i ét liv kan være filtret som et garnnøgle i et andet liv. Men der er i hvert fald ikke nogen af dem, der er helt blikstille indeni!
De har hver sin måde at være i verden på, hver sin optik. Og deres personlighed ’vandmærker’ ligesom deres stemme og tanker. Det gjorde det også svært. Jeg skulle på en måde skifte toneart, hver gang jeg gik i gang med at skrive et nyt kapitel. Det føltes lidt som at skrive seks romaner!
Dronning Margrethes kapitel var det kapitel, jeg trivedes bedst med at skrive; jeg har skrevet hende, så hendes gemyt ligger ret tæt på mit eget.
Din nye roman "Seks" udkommer 13 år efter forrige roman - hvorfor kulle der gå så lang tid?
Nu er det ikke helt 13 år, sådan teknisk set, eftersom jeg skrev en ungdomsroman på bestilling for Dansklærerforeningen i 1999 ("De Levende Døde").
Men altså. Ja, hvorfor skulle der gå så lang tid, det ved jeg ikke. Nogle af årene havde jeg travlt med at leve og arbejde. Og en hel del af årene sad der en digtsamling på tværs – i mit indre univers, som Anne Linnet siger. Den udkom så på Samleren i 2005 med titlen "Vindæg".
Og så tror jeg egentlig, at jeg regenererede efter en rimelig intens begyndelse på mit forfatterskab og efter i de første år at have udsat min forfatterpsyke for et skrivetempo, den ikke kunne li. Og jeg forsøgte at finde en plads og en form, hvor jeg kunne være som forfatter og menneske, et rum, hvor jeg både kunne udtrykke nogle af de ting, der hele tiden har interesseret mig, og så også noget andet. Ved ikke om det er lykkedes endnu, men arbejder til stadighed på sagen.
Hvordan er din skriveproces - hvad befordrer dine "forfattertanker"?
Mine skriveprocesser er desværre ret forskellige fra bog til bog – hvilket betyder at jeg aldrig helt kan planlægge! Men der er da fællestræk. Skriveprocesser er som så mange andre processer ret organiske, efter min mening. Noget spirer, vokser, spændes, klækker som et æg osv. Så ligger det og formulder. Så starter det forfra.
Mestendels synes jeg kunsten ligger i at lytte efter, hvornår man skal gøre hvad – hvornår skrive løs, hvornår holde igen, hvornår gå på tæerne og hvornår forsøge at drukne sig i opvaskebaljen!
Absolut ALT kan befordre mine "forfattertanker" lige fra henkastede bemærkninger til billeder i en bog til gamle eventyr og you name it. Men IKKE pengemangel, bekymringer, uro, nabolarm og for meget selv-usikkerhed (men lidt usikkerhed kan nogle gange være godt, bare én tablet).
Under en skriveproces bliver ting ladet med en særlig energi. Og jeg har ofte mærkelige udklip og underlige bøger, som på en eller anden måde har med processen at gøre, omkring mig i den tid. Lige indtil bogen er skrevet færdig, så mister de betydning.
Og endelig hvad er vigtigt for dig, når du skriver - og læser - sprog, fortællingens elementer ....?
Det hele er vigtigt. Sproget er jo fortællingens elementer lige så meget som den blotte handling. Og mit øre er blevet ekstremt skarpslebent af at skrive digte, så jeg kan nogle gange file på en formulering grænsende til det tvangsneurotiske, spørg bare min redaktør! Samtidig synes jeg også handlingen i sig selv har en egen næsten sproglig poesi, selv hvis man forsøger at subtrahere måden det er beskrevet på. Den rene handling som et resumé. Men hvordan skiller man det ad, det er ligesom at tage gestikken ud af mennesket eller farverne ud af verden, fortællingen eksisterer jo kun gennem sit sprog.
Hvis der bare er ét godt sted, ét præcist og rentrammende billede eller en ditto vending, sådan et sted, som fortætter en hel masse i et enkelt smukt punkt, så kan jeg tilgive en bog – og mig selv – alt.
Men de der smukke knudepunkter henter jo deres kraft fra det omkringliggende. Det kunne være sådan et sted som i "Kongens Fald", hvor Otte Iversen sønderknust giver efter for Susanna – selv om hele "Kongens Fald" er jo for fanden ét stort smukt punkt. Eller det kunne være sådan en formulering, som i Hans Edvard Nørregård-Nielsens "Mands Minde" om at "vende sig om og bolle jorden" eller den om børnene, der til høstgilderne "sprang rundt i løse kæder, ud og ind, skrålende og overmætte".
Det er sådan nogle vendinger og billeder, for hvilke man er så taknemmelig som læser. Og indimellem - sjældnere - som forfatter.
Kommentarer