Daniel Denciks novellesamling »Grand Danois« udforsker den ensomhed, der opstår, når man rejser væk eller sætter sig selv i ekstreme situationer.
Af Sarah Iben Almbjerg. Artiklen har været bragt i Berlingske.
Det var det helt perfekte tidspunkt at dimittere fra filmskolen. Dogmebølgen skyllede over landet, og der var masser af penge i branchen, da Daniel Dencik blev uddannet i slutningen af 90erne. Det var en drømmestart for enhver, der satsede om en karriere bag kameraet. Men Daniel Dencik gjorde noget helt andet end at gå i gang med at arbejde. Han tog til Samoa og sad i et helt år på en ø.
”Set udefra var det jo et gigantisk selvmål. Da jeg kom hjem, havde jeg ingenting at vende tilbage til”, husker Daniel Dencik med et smil.
Oplevelsen er et af flere eksempler på, at han er gået imod strømmen. Ofte i sit eget tempo.
”Jeg har altid opsøgt modstand. Jeg synes, at det er sjovere at cykle op ad bakke end nedad.”
44-årige Daniel Dencik arbejder både som instruktør og forfatter. Mest kendt er han for filmen ”Guldkysten” og for bøgerne Anden person ental og Grand Danois, som begge fortæller om den ensomhed, Daniel Denciks liv i perioder har kredset om.
Romanen ”Anden person ental” fortæller om en mand, der efter sin skilsmisse mister retten til at se børnene. Historien er inspireret af Denciks eget liv.
Novellesamlingen ”Grand Danois” er ni tekster om mænd, der på en eller anden måde udfordrer sig selv og deres omgivelser ved deres livsvalg.
En mand i 40erne, der rejser til Tokyo for at dø, en dreng, der drager ud for at finde sin biologiske far, og en fyr, der flytter hjem til sine forældre efter et brud.
”Jeg har ikke forsøgt at skrive en bog om ensomhed. Teksterne er skrevet hver for sig, på forskellige tidspunkter, og så er de sat sammen derefter. I mine øjne handler de lige så meget om at rejse, som de handler om ensomhed”, forklarer Daniel Dencik og påpeger, at novellerne også forsøger at se tingene fra forskellige perspektiver. For eksempel fra selvmordsbomberens, der er omdrejningspunktet for novellen ”Fredens Park”.
”Jeg tror at selvmordsbomberen er drevet af meget andet end ideologi. Jeg tror også at det kan være et resultat af ensomhed. Af et ønske om at dele sin død med andre,” siger Daniel Dencik.
At undersøge det uforløste potentiale i sin egen ensomhed har været en rød tråd gennem meget af Daniels Denciks liv. Allerede som ung udfordrede han sig selv ved at tage på lange rejser, hvor han havde meget tid i sit eget selskab. Siden har han været på adskillige ture. I midten af februar kom han tilbage fra en tre måneders tur til Burma. Erfaringerne med de lange ture på egen hånd har fået ham til at mene, at ensomheden kan bære noget positivt i sig.
”Man skal turde opleve en solnedgang alene. Ellers går man nysgerrig i graven. Ensomheden sætter tingene på spidsen, fordi du må forholde dig til dine egne valg og behov. På engelsk taler man om The Thrill of Loneliness. Det udtryk findes ikke på dansk, men det handler om den spænding, der ligger i ensomheden. Ensomheden kan være en stille fest, en vej til fordybelse og indsigt. Det er det, der tiltaler mig.”
For ham er det nødvendigt at lære at trives i sit eget selskab.
”Ensomheden er jo et grundvilkår. Vi skal alle dø hver vores død. Men det er vigtigt, at vi også kan leve alene. Hvis man er utilpas med det og hele tiden forsøger at annullere den følelse, så tror jeg, at man får et mindre rigt liv,” siger Daniel Dencik og fortsætter.
”For mig handler det også om at afprøve sine muligheder og se, hvor langt man kan komme. Vi har alle et enormt potentiale, og det skal vi udnytte. Man siger, at ingen er forpligtet ud over egne evner, men det er jeg helt uenig i. Jeg mener, at man forpligtet til at række meget længere.”
Med novelleformatet udfordrede han sig selv. At skrive kort handler om at økonomisere med kræfterne. At stoppe hver eneste tekst i rette tid og ikke skrive dem længere end deres slutning.
”Johannes Riis sagde engang til mig: ”Du skal dy dig.” Når du skriver noveller, skal du være så økonomisk med dine virkemidler, som du overhovedet kan. Man skal åbne for sit inderste, og samtidig skal man virkelig holde igen. Man kaster sig ud over en afgrund samtidig med, at man holder faldet tilbage. Det er fiktion i sin reneste form.”
Snart er Daniel Dencik aktuel med en endnu en bog, ”Sportshjerte”, der rummer refleksioner over cykelsporten og livet på landevejen. Og så kommer der muligvis endnu en rejse.
”Jeg tænker da tit, at jeg er heldig at jeg har mit eget selskab. Tænk at jeg skal være sammen med så sjov og tænkende en person. Du ved, jeg kan næste tænke ”hvad mon han nu finder på”, siger han med et smil. Og tilføjer, at ingen forfatter er helt alene. Man kan altid læne sig op ad sit arbejde. Han kalder arbejdsprocessen for ”en samtale, forfatteren i høj grad fører med sine omgivelser.”
”Som forfatter må du trives i dit eget selskab. Det er en ensom proces. Men det er også ekstremt givende. Ensomheden er et vigtigt arbejdsredskab. Og måske finder mine læsere også en trøst, at i andre tør være intime i deres tristesse.”
Interviewet er tidligere blevet bragt i Berlingske Tidende.
Kommentarer