Indisk heltedigtning

Af litteraturstuderende Lisbeth Lassen.

I mødet med en anden kultur kan det ske at det man ser, læser eller oplever viser sig på en eller anden måde at sprænge rammerne for det man hidtil havde troet altid ville sætte en eller anden form for standard i en kulturelle bagage. Det kan ske i forhold til andre former for etik eller simpelthen i forhold til, hvad man gik og troede var et enestående kulturprodukt helt uden konkurrenter.
 
Hvis du på den måde har gået rundt med en forestilling om, at f.eks. Iliaden og Odysseen er helt enestående fænomener uden sidestykke, så vil det måske overraske dig, at der i Indien findes to heltedigte, der langt overgår dem i længde og hvis hinduistiske forestillingsverden stadigvæk er spillevende.

Både Mahabharata og Ramayana er skrevet på sanskrit, det første epos er ca. otte gange længere end begge fortællinger af Homer, Ramayana er noget kortere. Mahabharata har haft flere forfattere og skal placeres i den periode, der kaldes den klassiske hinduisme fra ca. 500 f.Kr. til 500 e.Kr. Ramayana er skrevet i perioden 200 f.Kr. til 200 e.Kr. og man mener der kun har været en enkelt forfatter, digteren Valmiki. Legenden om kong Rama er ældre. Traditionen fortæller at Maha-bharata er skrevet af digteren Vyasa.

Men hvad er det så, der slår én som specielt indisk eller ikke-vestligt når man læser Mahabharata og Ramayana ? For mit vedkommende var det især mødet med den særlige etik, der begrunder kastesystemet og forestillingen om karma. Mahabharata fortæller om en stor krig mellem to grene af den samme slægt, fem brødre, Pandavaerne og deres fætre Kauravaerne.

Handlingens centrale konflikt opstår fordi kronprinsen blandt Kauravaerne, Duryodhana, misunder Pandavaerne deres kongerige. Hans fader, kong Dhritarashtra, er for svag til at modarbejde ham, selvom han ved, at hans begærlighed er forkert. I en indisk sammenhæng skal man forstå begær som modsætningen til dharma, som er den orden som hersker i verden, og især det at indleve sig i denne orden og opfylde ens bestemmelse.

Det betyder sagt rent ud, at tilhører man Kshatriya- (d.v.s. kriger-) kasten som det er tilfældet med Pandavaerne og Kauravaerne her, er krig og drab udført på den rigtige måde. En ærefuld ting, fordi man på den måde opfylder sin pligt og sin karma. Men hvis man handler af begær, enten det er seksuelt, efter ejendom eller af misundelse, så handler man imod verdens orden.
 
Hele handlingen i Mahabharata er spundet over modsætningen mellem de fem Pandavaer, der lever i overensstemmelse med verdens lovmæssighed og Kauravaerne, der bryder denne orden, fordi deres handlinger er motiveret af begær i stedet for et ønske om at forsøge at udfylde deres plads i verden på den rigtige måde. På den måde tilspidses fortællingens konflikt.

Da Duryodhana lægger en fælde for de fem brødre, da han under et besøg hos dem tvinger den ældste, Yudhishthira, som er konge, til et terningspil han ikke kan afslå, fordi det ikke ville være god tone indenfor Kshatriya-kasten. Selvom alle ved, han vil forsøge at snyde, er de alligevel nødt til at deltage i spillet, fordi det er en del af deres rolle.

Yudhishthira taber selvfølgelig mere og mere, til sidst også kongeriget, sig selv som slave, og de fem brødres fælles kone, Draupadi. Det sidste bliver nu erklæret ugyldigt, fordi han har brugt hende som indsats på et tidspunkt, hvor han var umyndig, ved at have lovet sig selv som slave.

Nu skal Pandavaerne leve i eksil i skoven i tolv år, og derefter vende tilbage. Men selvfølgelig er Duryodhana ikke parat til at dele magten, da de endelig kommer tilbage, og krigen er en realitet. Én af brødrene, Arjuna, har valgt guden Krishna som vognstyrer i stedet for de tusind krigere som Duryodhana foretrak.

Umiddelbart inden slaget taler Arjuna og Krishna sammen, en dialog der er kendt under navnet Bhagavadgita. Arjuna mister modet ved udsigten til at skulle slå sine egne slægtninge ihjel, men Krishna beroliger ham med, at det rigtige ligger i at krigeren lever i overensstemmelse med sin bestemmelse her i verden.
 
Det opsummerer hele motivet for handlingen i Mahabharata. Det er også denne særlige krigeretik, der ligger i den scene, i forbindelse med det endelige slag på Kurukshetra-Sletten, hvor Arjuna har kæmpet med en af de få ædle modstandere, Bhishma, og har ramt ham med tusindvis af de pile, han har fået af ildguden Agni.

Bhishma har så mange pile i sin krop, at de bærer ham oppe fra jorden, uden at han er død endnu. Arjuna kommer for at tage afsked med ham, og mens de taler sammen, siger Bhishma, at han gerne vil have støtte til sit hoved, for nu er han ved at være træt ! Så han beder Arjuna om at sætte tre pile ind under hans hoved, så det hviler på spidserne, for så ville han ikke kunne ligge bedre. Det er en af mine favoritscener. Han ligger på den måde resten af slaget, og dør først til sidst - helt uden hårde ord og uden at kny ! Det er idealet for en kriger.

Ramayana bekriver Ramas liv som en bestemmelse eller skæbne, med et vestligt ord. Guden Vishnu ønsker at bekæmpe dæmonkongen Ravana, og da kong Dasaratha, som er barnløs, og derfor laver et hesteoffer, som netop er et frugtbarhedsoffer, viser Vishnu sig for ham.

Han giver ham en drik, som han skal give til sine tre koner. Kongen giver sin førstekone mest, og da hun så føder Rama er der mest af Vishnu i ham, frem for i de tre sønner, de andre koner føder. Det er igen begær og misundelse, der bringer tingene ud af balance. For da brødrene bliver voksne, laver en af Dasarathas andre koner, Kaikeyi, en intrige, der skal fjerne Rama fra tronen, så hendes egen søn Bharata, kan overtage den. Nu må Rama leve fjorten år i skoven i eksil sammen med sin kone, Sita, selvom broderen nægter at lade sig krone til konge.

Deres far dør af sorg, men fordi han var kommet til at give sit ord til sin kone, i forhold til Ramas eksil, vil Rama ikke vende hjem. Som et symbol på tingenes rigtige sammenhæng har Bharata sat en sko på tronen, og regerer landet fra et sted i provinsen. Resten af fortællingen består blandt andet af Ramas kamp mod dæmonkongen, som har bortført Sita til sit palads på øen Lanka.

Der findes to gendigtninger på dansk, nemlig Mahabharata, gendigtet af Guni Martin, Ørnens Forlag 1988 og Ramayana, beretningen om helten Rama, gendigtet af Guni Martin, Ørnens Forlag, 1999.