Forfatter Lotte Kaa Andersen har skrevet et essay om sit yndlingsdrama.
Jeg er stået tidligt op på en lørdag for at nå intercitytoget nordpå. Jeg har en mission. Siden jeg læste Et dukkehjem første gang, er jeg ofte vendt tilbage til Ibsens drama, men har aldrig set det på et teater. En undladelsessynd, jeg vil rette op på ved at tage en endagstur til Nordjylland for at se stykket på Aalborg Teater. Allerhelst ville jeg have oplevet begge forårets opsætninger, men jeg når ikke at få Vendsyssel Teaters anmelderroste forestilling med denne gang, desværre.
Jeg var i tyverne, da jeg læste 'Et dukkehjem' første gang, og lige siden har jeg interesseret mig for de temaer, dramaet sætter i spil. Glansbilledet, der viser sig at være et vrangbillede. Ægteskabelig nedsmeltning, livsløgn, værdisammenbrud i familien, magtkampe mellem kønnene. Ibsen fik det hele med i 1879. De konflikter, han trækker op, er også dem, jeg ser omkring mig i 2019 og derfor også det, jeg skriver om i mine bøger. Faktisk er min seneste roman Syv sind inspireret af 'Et dukkehjem'. Romanen åbner med, at hovedpersonen Cille sidder i en feriepakket stationcar med sin familie. Alt burde være velsmurt lykke, men hun er vred. Hun føler sig overset og misforstået af ham, der burde kende hende allerbedst. Ask, hendes mand, ved godt, at han skylder i det ølregnskab, deres kærlighed har udviklet sig til, men lader som ingenting. Han fløjter og trommer på rattet, mens hun bliver mere og mere utilpas og klaustrofobisk, og lige der, i en familiebil på vej til Kastrup Lufthavn går det op for Cille, at hun er et frit menneske. Hun vil ikke sidde fastlåst i en ægteskabelig konflikt og bare gøre som de plejer, nemlig ingenting. Hun er træt af at lege happy family, hun vil have lov til at sige tingene, som de er. Hun vælger bekvemmeligheden og rutinen fra og gør som Nora. Hun går.
Vi følger også en anden kvinde, Line, for jeg viser to forskellige kvinders reaktioner på at leve i et parforhold, hvor fortielse og fornægtelse er blevet en del af hverdagen. To kvinder, hvor den ene kvinde resignerer, mens den anden reagerer, for det er de to valgmuligheder, Nora har, da hun indser, at hendes ægteskab bygger på en falsk præmis. Hun kan gå op og lægge sig, eller hun kan se sig selv og manden i øjnene og dermed risikere trygheden og sit nemme, forvænte liv.
Aalborg Teaters moderne Nora er den kønne, lette mor til tre. Feteret hustru i et smukt hjem med filipinsk au pair til at tage sig af børn og oprydning, mens hun blogger og shopper og nyder sit privilegerede liv. Men alt er ikke så enkelt, som det ser ud. Nora er snu og har hemmeligheder for sin mand. Hun har forfalsket sin fars underskrift for at tage et stort lån, der skulle redde hendes mands liv med et langvarigt kurophold, da han for et par år tilbage blev alvorligt syg. Thorvald, hendes opblæste, intetanende macho ægtemand interesserer sig mest for sig selv og sin direktørkarriere. Det eneste, han virkelig går op i hjemme er, at gulvene ikke bliver ridsede, og at sofaen har den rigtige farve. Stykket viser to mennesker, der taler forbi hinanden og stiller sig tilfredse med den tomhed og overfladiskhed, de har lullet sig selv ind i. De slår knuder på sig selv for at tækkes (tåle) hinanden. Sammen opretholder de en illusion om, at de har det godt, for det er nu engang det nemmeste, og det der ser bedst ud på billeder. Stykket er kompliceret, og der er flere mellemspil og parenteser, men til sidst falder maskerne i dukkehjemmet, og tilbage står spørgsmålet, hvor langt man skal gå for hyggens og husfredens skyld. Selv gik Henrik Ibsen meget langt. Stykkets slutning, Noras chokerende exit, der sikrede ham verdensberømmelse, kan vi takke hans kone, Suzannah Ibsen for. Ibsen havde stor respekt for sin kones mening og læste altid sine stykker højt for hende, inden han viste dem til sit forlag. I første udkast trækker Thorvald Nora hen til børneværelset, da hun vil forlade ham. De tre børn ligger og sover, og Thorvald spørger: ”Vil du forlade dine egne børn?” Det får Nora til at synke grædende sammen ved dørkarmen, men da Suzannah Ibsen hørte den slutning, blev hun gal. Hun mente ikke, at Nora skulle blive i et så sørgeligt ægteskab, og ifølge Joen Bille, der er Ibsens oldebarn, udspillede følgende skænderi sig mellem Hr. og Fru Ibsen om, hvordan stykket skulle slutte:
Hun: Nora går!
Han: Nora bliver!
Hun: Enten går Nora. Eller også går jeg!
Så gik Nora.
Da 'Et dukkehjem' havde urpremiere på Det kongelige Teater i december 1879 blev det en øjeblikkelig skandale-succes. Henrik Ibsen åbnede ikke bare for låget, men stak hele hånden ned i en ormekrukke af tabuer ved at fremvise ægteparret Helmers hemmeligheder og magtkampe. Stykket delte teatergængerne i to. Dem, der sympatiserede med Helmer, og dem der forsvarede Noras position. Forestillingen skabte megen tumult, men også genkendelse. I foyeren stod kvinder og græd efter forestillingen, de følte sig genkendt og skrækslagne. For når Nora var nødt til at forlade mand og børn, måtte de så også gå for at blive frie kvinder? Hvad skulle de stille op med det slør, der var flået fra deres øjne? Stemningen var på kogepunktet. Kunne en kvinde tillade sig at vælge sig selv og sin egen frihed på bekostning af familien? Og på den anden side: Skulle en kvinde stille sig tilfreds med at være et andenrangsmenneske og en pyntegenstand i sit eget hjem? Gemytterne var så splittede, at mange af borgerskabets middagsinvitationer i tiden omkring premieren endte med et PS. ”Vi diskuterer ikke Henrik Ibsens Et dukkehjem denne aften.”
Men hvorfor interesserer vi os stadig for ægteparret Helmers konflikt i en tid, hvor enhver kvinde til enhver tid kan tage sit gode tøj og gå, med egen økonomi og delebørn i en 7-7-ordning? Ibsens arbejdstitel til stykket var En nutidstragedie, men hvordan kan Ibsen formå at skrive noget, der stadig rammer ind i tiden med tragisk kraft på en afstand af 140 år? Hvorfor gendigter og fortolker vi stadig, og hvorfor fortjener stykket at blive sat op hele to gange i samme landsdel i samme sæson? Svaret er nok, at stykket peger på noget urmenneskeligt og almengyldigt i os og vores nære relationer, der gør, at vi stadig kan identificere os med Nora og Thorvald. Stykket viser to mennesker, der lever tæt sammen uden at ane, hvem den anden er. De taler ikke rigtigt sammen. Deres omgang med hinanden er et overfladisk rollespil, der har gjort dem til fremmede for sig selv og hinanden. De bilder sig ind, at de elsker hinanden, men måske elsker de bare tanken om, at de elsker hinanden. De lever ureflekteret og narcissistisk, på Aalborg Teater med deres mobiltelefoner og influencer-tjansen på de sociale medier, i den klassiske version med hvide løgne og egne dagsordener. Vi genkender splittelsen mellem egne, partnerens og familiens behov, fristelsen til at vende det blinde øje til. Mageligheden, overfladiskheden, fremmedheden i de nære relationer er ikke blevet umoderne siden 1879. Vi ønsker os det perfekte hjem, den store kærlighed, den lykkelige familie og har svært ved at favne bagsiden og ambivalensen. Men forsøget på at fremstå perfekt er uforeneligt med det virkelige liv. Før eller siden havner vi i et grimt, højtråbende skænderi og viser nogle sider af os selv, som vi ikke bryder os om, og billedet går i stykker. Ibsens stykke rammer stadig der, hvor det gør mest ondt: I vores dirrende, inderlige længsel efter at blive os selv og elsket for den, vi er.
Jeg var tilbage i København langt over midnat, men min mission var lykkedes. Jeg havde fået set mit yndlingsdrama på min barndoms teaterscene, og jeg var blevet bekræftet i, at Ibsen satte sin pen der, hvor det gjorde ondt. I hykleriet, småligheden, forstillelsen.
Kommentarer