Af kritiker og oversætter Rigmor Kappel Schmidt
2004 bød på en række gode udgivelser indenfor den iberiske, latinamerikanske og afrikanske litteratur. Rigmor Kappel Schmidt præsenterer os her for et lille udvalg.
I 1605 kom don Quixote til verden, og med ham blev den første fuldt moderne roman født. 400 år senere kunne hele den spansktalende verden fejre det med lige så fuld musik, som vi i Danmark fejrer H. C. Andersen. Her ligger der en kæmpe kulturforskel skjult. I Spanien er det romanpersonens fiktive fødsel, der bliver fejret, i Danmark er det forfatterens virkelige fødsel, der er den væsentlige begivenhed. Til gengæld er Spanien og Danmark lige gode til at sende deres nationale klenodier ud i den store verden.
Unamuno og Cortázar - moderne klassikere
Den spanske forfatter Miguel de Unamuno har skrevet en fornøjelig roman om kærlighed og forelskelse (originaludgave 1914 - endelig udkommet på dansk 2004). Den hedder Tåge, fordi det bliver lidt tåget – for ikke at sige broget – for hovedpersonen Augusto. Da han forsøger at finde ud af, hvad han skal stille op med sine forelskelser og forførelser. Romanen munder ud i, at han opsøger sin forfatter. De kommer op at toppes om, hvem der er den væsentlige: Forfatteren eller hovedpersonen, for som Augusto siger: "Alle husker don Quixote i dag, men hvem ved noget om hans forfatter Miguel de Cervantes".
I spansksproget litteratur kan de den kunst at forene det spændende og underholdende med det kloge og filosofiske. Det ser man i den argentinske forfatter Julio Cortázars fortællinger fra samlingen Passager. Cortázar arbejder ofte med to forskellige kulturer: En moderne og en traditionel kultur, der begge er lige realistiske. Her sker der det underlige og fantastiske, at en person på helt umulig vis krydser fra den ene verden til den anden. Cortázars fascinerende fantastik er koncentreret i det umulige perspektiv, der åbner sig, når et menneske helt bogstaveligt skræver over to kulturer.
Den fødte klassiker
Hvor Unamuno og Cortázar med tiden er blevet to moderne klassikere, er den portugisiske Nobelpristager José Saramagos elegante romaner lige fra starten fødte klassikere. “Den duplikerede mand” er skrevet lige ind i vor tids B-film. En kedelig historielærer, der er ved at gå i frø, opdager ved et tilfælde, at han til forveksling ligner en biperson i tidens elendige B-film. Han opsøger sin dobbeltgænger, og gennem nogle spændende forviklinger ender de med at udveksle identitet og partner. Her er der ikke kun underholdning på banen, men også en problematisering af identitet og kloning. En dobbeltgænger kan være et rent tilfælde, men hvad nu, hvis der dukker en tredje frem, der også er ligesom én selv.
Den stilfærdigt lune, spanske forfatter Luis Landero dykker i “Guitaristen” ned i det moderne, prosaiske og fornuftige liv, springer derfra ind i et uorganiseret kunstnerliv, hvor en trup på tredive artister prøver at slå sig igennem som i Federico Fellinis italienske film. Overraskende og herligt befriende viser det sig, at livskunstneren er et helt andet sted end i bohemelivets uorganiserede kunst. Han sidder som en edderkop i sit spind eller som en marionetfører, der trækker i trådene og sørger for, at de romantiske kunstnerdrømme og den kunstige kærlighed ender i mulighedernes uendelige spil.
Ren underholdning
Hvor de fleste spansksprogede forfattere blander det underholdende og det filosofiske, så man får både i pose og sæk, er “Vindens skygge” af Carlos Ruiz Zafón ren underholdning. Drengen Daniel vælger sig en bog for livet med samme titel som Vindens skygge. Bogen fører ham ind i en række mystiske hændelser i årene efter den spanske borgerkrig og under Francos diktatur. Det udvikler sig melodramatisk som i den gotiske roman. Der er incest, sadistisk tortur, en ung kvinde, der spærres inde under sin graviditet og forbløder sammen med sit nyfødte barn, hvorefter de begraves i hver deres sarkofag i en krypt i husets kælder. Dette og meget andet finder Daniel ud af, mens han langsomt bliver voksen.
Ganske anderledes behandles virkelighedens overgreb på mennesker i den portugisiske journalist og forfatter Pedro Rosa Mendes’ fragmenterede beretning, Tigerbugten, fra en rejse han foretog gennem sit lands tidligere kolonier Angola og Moçambique "på en tur, der ingen steder førte hen”. Han drager ind i de lemlæstede landområder, hvor manglende benstumper er så almindelige, at man ikke taler om Læger uden Grænser, men Smerter uden Grænser. Og på sin vej oplever han, hvordan landminerne vokser til en besættelse. Han stirrer og stirrer, som for at se gennem det øverste jordlag og opdage landminen, før han træder på den og selv ender som krydsfigur: halvt menneske, halvt benprotese.
Og så til Afrika
Fra Spanien og Latinamerika har kunsten at forene filosofi og livskunst med spænding og underholdning bredt sig til andre kulturer. Den afrikansk-skotske forfatter Alexander McCall Smiths serie om “Damernes Detektivbureau” er et fremragende eksempel herpå. Detektiven Mma Ramotswe løser små og store sager, der på en underholdende måde belyser kultur og levevilkår i Botswana i det sydlige Afrika. Samtidig med at serien viser stor respekt for landets traditioner, bliver der også pirket til indgroede fordomme. Læseforslag: start med den første bog i serien, for Mma Ramotswe og personerne omkring hende udvikler sig i løbet af serien.
Artikel
Iberisk, latinamerikansk og afrikansk litteratur
Af kritiker og oversætter Rigmor Kappel Schmidt
2004 bød på en række gode udgivelser indenfor den iberiske, latinamerikanske og afrikanske litteratur. Rigmor Kappel Schmidt præsenterer os her for et lille udvalg.
I 1605 kom don Quixote til verden, og med ham blev den første fuldt moderne roman født. 400 år senere kunne hele den spansktalende verden fejre det med lige så fuld musik, som vi i Danmark fejrer H. C. Andersen. Her ligger der en kæmpe kulturforskel skjult. I Spanien er det romanpersonens fiktive fødsel, der bliver fejret, i Danmark er det forfatterens virkelige fødsel, der er den væsentlige begivenhed. Til gengæld er Spanien og Danmark lige gode til at sende deres nationale klenodier ud i den store verden.
Unamuno og Cortázar - moderne klassikere
Den spanske forfatter Miguel de Unamuno har skrevet en fornøjelig roman om kærlighed og forelskelse (originaludgave 1914 - endelig udkommet på dansk 2004). Den hedder Tåge, fordi det bliver lidt tåget – for ikke at sige broget – for hovedpersonen Augusto. Da han forsøger at finde ud af, hvad han skal stille op med sine forelskelser og forførelser. Romanen munder ud i, at han opsøger sin forfatter. De kommer op at toppes om, hvem der er den væsentlige: Forfatteren eller hovedpersonen, for som Augusto siger: "Alle husker don Quixote i dag, men hvem ved noget om hans forfatter Miguel de Cervantes".
I spansksproget litteratur kan de den kunst at forene det spændende og underholdende med det kloge og filosofiske. Det ser man i den argentinske forfatter Julio Cortázars fortællinger fra samlingen Passager. Cortázar arbejder ofte med to forskellige kulturer: En moderne og en traditionel kultur, der begge er lige realistiske. Her sker der det underlige og fantastiske, at en person på helt umulig vis krydser fra den ene verden til den anden. Cortázars fascinerende fantastik er koncentreret i det umulige perspektiv, der åbner sig, når et menneske helt bogstaveligt skræver over to kulturer.
Den fødte klassiker
Hvor Unamuno og Cortázar med tiden er blevet to moderne klassikere, er den portugisiske Nobelpristager José Saramagos elegante romaner lige fra starten fødte klassikere. “Den duplikerede mand” er skrevet lige ind i vor tids B-film. En kedelig historielærer, der er ved at gå i frø, opdager ved et tilfælde, at han til forveksling ligner en biperson i tidens elendige B-film. Han opsøger sin dobbeltgænger, og gennem nogle spændende forviklinger ender de med at udveksle identitet og partner. Her er der ikke kun underholdning på banen, men også en problematisering af identitet og kloning. En dobbeltgænger kan være et rent tilfælde, men hvad nu, hvis der dukker en tredje frem, der også er ligesom én selv.
Den stilfærdigt lune, spanske forfatter Luis Landero dykker i “Guitaristen” ned i det moderne, prosaiske og fornuftige liv, springer derfra ind i et uorganiseret kunstnerliv, hvor en trup på tredive artister prøver at slå sig igennem som i Federico Fellinis italienske film. Overraskende og herligt befriende viser det sig, at livskunstneren er et helt andet sted end i bohemelivets uorganiserede kunst. Han sidder som en edderkop i sit spind eller som en marionetfører, der trækker i trådene og sørger for, at de romantiske kunstnerdrømme og den kunstige kærlighed ender i mulighedernes uendelige spil.
Ren underholdning
Hvor de fleste spansksprogede forfattere blander det underholdende og det filosofiske, så man får både i pose og sæk, er “Vindens skygge” af Carlos Ruiz Zafón ren underholdning. Drengen Daniel vælger sig en bog for livet med samme titel som Vindens skygge. Bogen fører ham ind i en række mystiske hændelser i årene efter den spanske borgerkrig og under Francos diktatur. Det udvikler sig melodramatisk som i den gotiske roman. Der er incest, sadistisk tortur, en ung kvinde, der spærres inde under sin graviditet og forbløder sammen med sit nyfødte barn, hvorefter de begraves i hver deres sarkofag i en krypt i husets kælder. Dette og meget andet finder Daniel ud af, mens han langsomt bliver voksen.
Ganske anderledes behandles virkelighedens overgreb på mennesker i den portugisiske journalist og forfatter Pedro Rosa Mendes’ fragmenterede beretning, Tigerbugten, fra en rejse han foretog gennem sit lands tidligere kolonier Angola og Moçambique "på en tur, der ingen steder førte hen”. Han drager ind i de lemlæstede landområder, hvor manglende benstumper er så almindelige, at man ikke taler om Læger uden Grænser, men Smerter uden Grænser. Og på sin vej oplever han, hvordan landminerne vokser til en besættelse. Han stirrer og stirrer, som for at se gennem det øverste jordlag og opdage landminen, før han træder på den og selv ender som krydsfigur: halvt menneske, halvt benprotese.
Og så til Afrika
Fra Spanien og Latinamerika har kunsten at forene filosofi og livskunst med spænding og underholdning bredt sig til andre kulturer. Den afrikansk-skotske forfatter Alexander McCall Smiths serie om “Damernes Detektivbureau” er et fremragende eksempel herpå. Detektiven Mma Ramotswe løser små og store sager, der på en underholdende måde belyser kultur og levevilkår i Botswana i det sydlige Afrika. Samtidig med at serien viser stor respekt for landets traditioner, bliver der også pirket til indgroede fordomme. Læseforslag: start med den første bog i serien, for Mma Ramotswe og personerne omkring hende udvikler sig i løbet af serien.
Kommentarer