I Chiapas, Mexico af forfatter Martin Glaz Serup
Forfatteren Martin Glaz Serup, som netop har udgivet digtsamlingen "Borgmester Gud", sender dette rejsebrev fra Chiapas, Mexico.
En Mickey Rourke-agtig ubarberet bule
Vi var sent fremme og valgte det nærmeste hotel. Hotel Cristóbal Colon, sådan en Mickey Rourke-agtig ubarberet bule, der sagtens kunne danne grundlag for en sang af Tom Waits, hvor folk på film lejer værelser på timebasis, med deres dope eller deres kunder. Alt det er selvfølgelig efterfølgende hittepåsomme associationer; i virkeligheden var vi fuldkommen ligeglade med, hvordan hotellet så ud.
Efter at have kørt i bus det meste af dagen var vi trætte og sultne, dehydrerede og en smule bange for alle de lyssky folk, der hang ved busstationen. Næsten hver gang, vi ankommer et nyt sted i Mexico, og særligt om aftenen, forekommer snart sagt alle folk os mistænkelige. Sådan er det ikke at kunne sproget, men til gengæld at være blevet fyldt godt op med den ene advarsel efter den anden. Reelle og røverhistorier.
Vi havde siddet fast med bussen i flere timer i bjergene mellem den lille by Chiapas de Corzo og San Cristóbal de las Casas, der er hovedstad i staten Chiapas. Det var en hvinen og vrælen udenfor vores værelsesvindue, der lå klos op ad stationen; hele tiden biler og knallerter, der gassede op, folk der råbte, den slags. Vinduerne kunne ikke lukkes, der manglede glas enkelte steder, på toilettet hang spejlet i revner, og på væggen var en ordentlig metalkasse boltet fast, til at låse fjernsynet inde i, hvis man ville have fjernsyn på værelset. Det kostede sikkert ekstra. Der var et toilet og en alt for blød seng, og det var mere end rigeligt for os. Med vores dårlige maver. Og pludselig – ikke lang tid efter vi var gået i seng – blev der helt stille; vi sov begge fremragende.
Chiapas blodige historie
Chiapas er den fattigste af alle staterne i Mexico. Det er her, den største koncentration af ’oprindelige folk’, altså indianere, befinder sig. En stor del af dem er angiveligt analfabeter. Her er landets største diversitet i religion (og natur). Halvdelen af indbyggerne i Chiapas er beskæftiget i primære erhverv, hvor gennemsnittet for resten af Mexico ligger på 23%. De landreformer, der løb igennem det meste af Mexico i midten af 1930’erne, er aldrig nået hertil. Hele regionens historie er blodig og tarvelig, storfarmere med private militser, der tyranniserede, undertrykte – tæskede og dræbte – den lokale arbejdskraft fra indianerlandsbyerne, imens staten så igennem fingre med forbrydelserne og i nogle tilfælde ligefrem opmuntrede og finansierede sådanne grupper.
I marts-nummeret 2003 af det engelsksprogede magasin Voices of Mexico, hævder den tidligere biskop i San Cristóbal, Samuel Ruiz Gárcia, at paramilitære grupper fortsat tillades at hærge ustraffet, og at det stadig er med fare for livet, at mange af de interne flygtninge i regionen vender hjem. I det samme nummer skriver Chiapas indenrigsminister, Emili Zebadúa, at ”enhver voldshandling i staten, særligt hvis den er organiseret og kollektiv, altid vil blive retsforfulgt af statens sikkerhedsstyrker og det juridiske system.” Og: ”Jeg kan i dag kategorisk afvise, at der fra statens side finder en sådan finansiering sted [af paramilitære grupper]”.
Men hvad ved vi? Det ovenstående er noget, man kan læse sig til, og vores spanske er mildest talt begrænset. Vi kan ikke rigtig tale med nogen. Vi kan bare se, de er fattige; særligt i de lidt mindre byer. Men alle steder sælger indianere forskellige hjemmegjorte ting; hængekøjer, punge og tasker, figurer i ler, vævet og syet tøj, små dukker, der forestiller Subcommandante Marcos. Alle steder er der helt små børn, der tigger. Man vænner sig til det.
Subcommandante Marcos
Subcommandante Marcos dukkede op som en magtfaktor i mexicansk politik, samtidig med at han gjorde det på alverdens forsider, den første januar 1994. Samme dag, som den officielle amerikanske NAFTA-handelsaftale trådte i kraft, indtog EZLN (Zappatista Army of National Liberation) med Marcos i spidsen seks større byer og hundredvis af ranches i Chiapas. EZLN er dårligt bevæbnede med jagtrifler og enkelte våben stjålet fra hæren og består hovedsageligt af oprindelige folk. Bønder og ufaglærte. Desperate må de være, at sætte sig op imod en moderne hær, der har sin vægtigste støtte i USA. De holdt stand i mindre end 24 timer, mindst 145 indianere blev dræbt. Flere blev fundet henrettet på stedet, nakkeskudt. EZLN trak sig tilbage til junglen, til bjergene, hvorfra Subcommandante Marcos stadig udsender kommunikéer til The Peoples of the World. Prøv at søge på nettet. De fik henledt Mexicos og verdens opmærksomhed – i hvert fald for en tid – på Chiapas. Hvortil vi havde taget et indenrigsfly fra Mexico City, dagen efter at vi var ankommet fra København.
Da den amerikanske journalist Alma Guillermoprieto i et interview sagde til Marcos, at det var en vrangforestilling, at zappatisterne skulle kunne indtage Mexico City, som de har proklameret, de vil, svarede han: ”Var vi der ikke allerede den anden januar? Vi var alle vegne, på alles læber – i metroen, i radioen.”
Fra Chiapas de Corzo til San Cristóbal
Anderledes besværligt var det os at komme fra Chiapas de Corzo til San Cristóbal. Først måtte vi køre den stik modsatte vej, til Tuxtla Gutiérrez, for overhovedet at komme på bussen. Under to timer tager det sædvanligvis at tilbagelægge de 85 kilometer. Hvis der ikke sker en ulykke. Bjergvejene er slyngede og utroligt smalle, og pludselig holdt vi stille, midt i en kø, der strakte sig zigzagget op og nedad, så langt vi kunne se. Efter noget tid lykkedes det et redningskøretøj med sirenen i bund at passere os. Bjergene og alt det skrald i rabatten, de mange huse, der ligner tilfældige sammenrodede ruiner af plast og sten og træ og metal, alt sammen dynget sammen bare lidt uden for byerne.
En bustur med livet som indsats
San Cristóbal de las Casas ligger i 2100 meters højde. Det er næsten som at ankomme til en dansk sommer, efter Chiapas de Corzos helvedesvarme. Chiapas de Corzo var det første sted, vi boede i Chiapas, og ligger 1600-1700 meter lavere end San Cristóbal, selvom der kun er 60-70 kilometer imellem de to byer. Det er bjergveje, de er stejle, og umiddelbart ved siden af vejen går det ofte lige ned, i noget der kan forekomme som et næsten uendeligt fald. Måske var chaufføren blevet utålmodig, da vi endelig fik muligheden for at køre igen og var kommet forbi den smadrede bil, der var blevet bugseret så meget væk fra vejen, at man kunne passere i i hvert fald en retning ad gangen. Under alle omstændigheder kørte han stærkt, da vi kom ud af køen, mørket var ved at falde på, en kvinde ved siden af os begyndte at græde. Hun var virkelig bange, som os, selvom der ikke er så meget at gøre i sådan en situation, andet end at håbe på, at chaufføren ved, hvad han gør. Kunne man abstrahere fra fantasien om at skulle dø, var naturen overvældende smuk. Der var små, måske spontane skovbrande rundt omkring. Tilfældige punkter, enkelte træer, der står og ryger og flammer orange. Ingen tager sig øjensynligt af det. Vi var der en måned, før regntiden satte ind, alting var tørt og hårdt og brunt.
Hippieruten
San Cristóbal de las Casas ligger på det, vi i vores guidebog kan læse er ’hippie-ruten’. Det betyder blandt andet, at der er en masse unge turister, rygsæksrejsende, og en hel del hoteller. Vi flytter fra Cristóbal Colon om morgenen; Hotel Baron de las Casas er virkelig fint og også næsten tre gange så dyrt. Vores første aften i byen, på Zócaloen, den lokale plads, bliver lyset pludselig helt gult, og så med ét regner det, varmt, himlen sortner, og orkesteret under pavillionen i midten af pladsen spiller videre. Ligesom skopudserne tilsyneladende fortsætter deres. Den første januar 2003 marcherede mere end 20.000 zapatister her forbi for at vise landet og verden, at de er her, at de vil tages alvorligt, at de støtter op om Subcommandante Marcos. Hvordan undgår man, at sådan en oplevelse bliver opfattet som melodramatisk effektjageri? Vi bliver et par dage i byen – tager blandt andet en endagstur til Montebello lagunerne, ved Guatamalas grænse – og rejser videre til Oaxaca. Det er en 12 timers bustur.
Kilder, bl.a.:
Voices of Mexico, nummer 61, januar-marts 2003
The Zapatista Reader, red.: Tom Hayden, Thunder’s mouth press / Nation books 2002
Lån Martin Glaz Serups bøger på
Læs anbefaling af Borgmester Gud
Læs 2 af Martin Glaz Serups digte
Skribent
01 sep.03
I Chiapas, Mexico af forfatter Martin Glaz Serup
Forfatteren Martin Glaz Serup, som netop har udgivet digtsamlingen "Borgmester Gud", sender dette rejsebrev fra Chiapas, Mexico.
En Mickey Rourke-agtig ubarberet bule
Vi var sent fremme og valgte det nærmeste hotel. Hotel Cristóbal Colon, sådan en Mickey Rourke-agtig ubarberet bule, der sagtens kunne danne grundlag for en sang af Tom Waits, hvor folk på film lejer værelser på timebasis, med deres dope eller deres kunder. Alt det er selvfølgelig efterfølgende hittepåsomme associationer; i virkeligheden var vi fuldkommen ligeglade med, hvordan hotellet så ud.
Efter at have kørt i bus det meste af dagen var vi trætte og sultne, dehydrerede og en smule bange for alle de lyssky folk, der hang ved busstationen. Næsten hver gang, vi ankommer et nyt sted i Mexico, og særligt om aftenen, forekommer snart sagt alle folk os mistænkelige. Sådan er det ikke at kunne sproget, men til gengæld at være blevet fyldt godt op med den ene advarsel efter den anden. Reelle og røverhistorier.
Vi havde siddet fast med bussen i flere timer i bjergene mellem den lille by Chiapas de Corzo og San Cristóbal de las Casas, der er hovedstad i staten Chiapas. Det var en hvinen og vrælen udenfor vores værelsesvindue, der lå klos op ad stationen; hele tiden biler og knallerter, der gassede op, folk der råbte, den slags. Vinduerne kunne ikke lukkes, der manglede glas enkelte steder, på toilettet hang spejlet i revner, og på væggen var en ordentlig metalkasse boltet fast, til at låse fjernsynet inde i, hvis man ville have fjernsyn på værelset. Det kostede sikkert ekstra. Der var et toilet og en alt for blød seng, og det var mere end rigeligt for os. Med vores dårlige maver. Og pludselig – ikke lang tid efter vi var gået i seng – blev der helt stille; vi sov begge fremragende.
Chiapas blodige historie
Chiapas er den fattigste af alle staterne i Mexico. Det er her, den største koncentration af ’oprindelige folk’, altså indianere, befinder sig. En stor del af dem er angiveligt analfabeter. Her er landets største diversitet i religion (og natur). Halvdelen af indbyggerne i Chiapas er beskæftiget i primære erhverv, hvor gennemsnittet for resten af Mexico ligger på 23%. De landreformer, der løb igennem det meste af Mexico i midten af 1930’erne, er aldrig nået hertil. Hele regionens historie er blodig og tarvelig, storfarmere med private militser, der tyranniserede, undertrykte – tæskede og dræbte – den lokale arbejdskraft fra indianerlandsbyerne, imens staten så igennem fingre med forbrydelserne og i nogle tilfælde ligefrem opmuntrede og finansierede sådanne grupper.
I marts-nummeret 2003 af det engelsksprogede magasin Voices of Mexico, hævder den tidligere biskop i San Cristóbal, Samuel Ruiz Gárcia, at paramilitære grupper fortsat tillades at hærge ustraffet, og at det stadig er med fare for livet, at mange af de interne flygtninge i regionen vender hjem. I det samme nummer skriver Chiapas indenrigsminister, Emili Zebadúa, at ”enhver voldshandling i staten, særligt hvis den er organiseret og kollektiv, altid vil blive retsforfulgt af statens sikkerhedsstyrker og det juridiske system.” Og: ”Jeg kan i dag kategorisk afvise, at der fra statens side finder en sådan finansiering sted [af paramilitære grupper]”.
Men hvad ved vi? Det ovenstående er noget, man kan læse sig til, og vores spanske er mildest talt begrænset. Vi kan ikke rigtig tale med nogen. Vi kan bare se, de er fattige; særligt i de lidt mindre byer. Men alle steder sælger indianere forskellige hjemmegjorte ting; hængekøjer, punge og tasker, figurer i ler, vævet og syet tøj, små dukker, der forestiller Subcommandante Marcos. Alle steder er der helt små børn, der tigger. Man vænner sig til det.
Subcommandante Marcos
Subcommandante Marcos dukkede op som en magtfaktor i mexicansk politik, samtidig med at han gjorde det på alverdens forsider, den første januar 1994. Samme dag, som den officielle amerikanske NAFTA-handelsaftale trådte i kraft, indtog EZLN (Zappatista Army of National Liberation) med Marcos i spidsen seks større byer og hundredvis af ranches i Chiapas. EZLN er dårligt bevæbnede med jagtrifler og enkelte våben stjålet fra hæren og består hovedsageligt af oprindelige folk. Bønder og ufaglærte. Desperate må de være, at sætte sig op imod en moderne hær, der har sin vægtigste støtte i USA. De holdt stand i mindre end 24 timer, mindst 145 indianere blev dræbt. Flere blev fundet henrettet på stedet, nakkeskudt. EZLN trak sig tilbage til junglen, til bjergene, hvorfra Subcommandante Marcos stadig udsender kommunikéer til The Peoples of the World. Prøv at søge på nettet. De fik henledt Mexicos og verdens opmærksomhed – i hvert fald for en tid – på Chiapas. Hvortil vi havde taget et indenrigsfly fra Mexico City, dagen efter at vi var ankommet fra København.
Da den amerikanske journalist Alma Guillermoprieto i et interview sagde til Marcos, at det var en vrangforestilling, at zappatisterne skulle kunne indtage Mexico City, som de har proklameret, de vil, svarede han: ”Var vi der ikke allerede den anden januar? Vi var alle vegne, på alles læber – i metroen, i radioen.”
Fra Chiapas de Corzo til San Cristóbal
Anderledes besværligt var det os at komme fra Chiapas de Corzo til San Cristóbal. Først måtte vi køre den stik modsatte vej, til Tuxtla Gutiérrez, for overhovedet at komme på bussen. Under to timer tager det sædvanligvis at tilbagelægge de 85 kilometer. Hvis der ikke sker en ulykke. Bjergvejene er slyngede og utroligt smalle, og pludselig holdt vi stille, midt i en kø, der strakte sig zigzagget op og nedad, så langt vi kunne se. Efter noget tid lykkedes det et redningskøretøj med sirenen i bund at passere os. Bjergene og alt det skrald i rabatten, de mange huse, der ligner tilfældige sammenrodede ruiner af plast og sten og træ og metal, alt sammen dynget sammen bare lidt uden for byerne.
En bustur med livet som indsats
San Cristóbal de las Casas ligger i 2100 meters højde. Det er næsten som at ankomme til en dansk sommer, efter Chiapas de Corzos helvedesvarme. Chiapas de Corzo var det første sted, vi boede i Chiapas, og ligger 1600-1700 meter lavere end San Cristóbal, selvom der kun er 60-70 kilometer imellem de to byer. Det er bjergveje, de er stejle, og umiddelbart ved siden af vejen går det ofte lige ned, i noget der kan forekomme som et næsten uendeligt fald. Måske var chaufføren blevet utålmodig, da vi endelig fik muligheden for at køre igen og var kommet forbi den smadrede bil, der var blevet bugseret så meget væk fra vejen, at man kunne passere i i hvert fald en retning ad gangen. Under alle omstændigheder kørte han stærkt, da vi kom ud af køen, mørket var ved at falde på, en kvinde ved siden af os begyndte at græde. Hun var virkelig bange, som os, selvom der ikke er så meget at gøre i sådan en situation, andet end at håbe på, at chaufføren ved, hvad han gør. Kunne man abstrahere fra fantasien om at skulle dø, var naturen overvældende smuk. Der var små, måske spontane skovbrande rundt omkring. Tilfældige punkter, enkelte træer, der står og ryger og flammer orange. Ingen tager sig øjensynligt af det. Vi var der en måned, før regntiden satte ind, alting var tørt og hårdt og brunt.
Hippieruten
San Cristóbal de las Casas ligger på det, vi i vores guidebog kan læse er ’hippie-ruten’. Det betyder blandt andet, at der er en masse unge turister, rygsæksrejsende, og en hel del hoteller. Vi flytter fra Cristóbal Colon om morgenen; Hotel Baron de las Casas er virkelig fint og også næsten tre gange så dyrt. Vores første aften i byen, på Zócaloen, den lokale plads, bliver lyset pludselig helt gult, og så med ét regner det, varmt, himlen sortner, og orkesteret under pavillionen i midten af pladsen spiller videre. Ligesom skopudserne tilsyneladende fortsætter deres. Den første januar 2003 marcherede mere end 20.000 zapatister her forbi for at vise landet og verden, at de er her, at de vil tages alvorligt, at de støtter op om Subcommandante Marcos. Hvordan undgår man, at sådan en oplevelse bliver opfattet som melodramatisk effektjageri? Vi bliver et par dage i byen – tager blandt andet en endagstur til Montebello lagunerne, ved Guatamalas grænse – og rejser videre til Oaxaca. Det er en 12 timers bustur.
Kilder, bl.a.:
Voices of Mexico, nummer 61, januar-marts 2003
The Zapatista Reader, red.: Tom Hayden, Thunder’s mouth press / Nation books 2002
Lån Martin Glaz Serups bøger på
Læs anbefaling af Borgmester Gud
Læs 2 af Martin Glaz Serups digte
En Mickey Rourke-agtig ubarberet bule
Vi var sent fremme og valgte det nærmeste hotel. Hotel Cristóbal Colon, sådan en Mickey Rourke-agtig ubarberet bule, der sagtens kunne danne grundlag for en sang af Tom Waits, hvor folk på film lejer værelser på timebasis, med deres dope eller deres kunder. Alt det er selvfølgelig efterfølgende hittepåsomme associationer; i virkeligheden var vi fuldkommen ligeglade med, hvordan hotellet så ud.
Efter at have kørt i bus det meste af dagen var vi trætte og sultne, dehydrerede og en smule bange for alle de lyssky folk, der hang ved busstationen. Næsten hver gang, vi ankommer et nyt sted i Mexico, og særligt om aftenen, forekommer snart sagt alle folk os mistænkelige. Sådan er det ikke at kunne sproget, men til gengæld at være blevet fyldt godt op med den ene advarsel efter den anden. Reelle og røverhistorier.
Vi havde siddet fast med bussen i flere timer i bjergene mellem den lille by Chiapas de Corzo og San Cristóbal de las Casas, der er hovedstad i staten Chiapas. Det var en hvinen og vrælen udenfor vores værelsesvindue, der lå klos op ad stationen; hele tiden biler og knallerter, der gassede op, folk der råbte, den slags. Vinduerne kunne ikke lukkes, der manglede glas enkelte steder, på toilettet hang spejlet i revner, og på væggen var en ordentlig metalkasse boltet fast, til at låse fjernsynet inde i, hvis man ville have fjernsyn på værelset. Det kostede sikkert ekstra. Der var et toilet og en alt for blød seng, og det var mere end rigeligt for os. Med vores dårlige maver. Og pludselig – ikke lang tid efter vi var gået i seng – blev der helt stille; vi sov begge fremragende.
Chiapas blodige historie
Chiapas er den fattigste af alle staterne i Mexico. Det er her, den største koncentration af ’oprindelige folk’, altså indianere, befinder sig. En stor del af dem er angiveligt analfabeter. Her er landets største diversitet i religion (og natur). Halvdelen af indbyggerne i Chiapas er beskæftiget i primære erhverv, hvor gennemsnittet for resten af Mexico ligger på 23%. De landreformer, der løb igennem det meste af Mexico i midten af 1930’erne, er aldrig nået hertil. Hele regionens historie er blodig og tarvelig, storfarmere med private militser, der tyranniserede, undertrykte – tæskede og dræbte – den lokale arbejdskraft fra indianerlandsbyerne, imens staten så igennem fingre med forbrydelserne og i nogle tilfælde ligefrem opmuntrede og finansierede sådanne grupper.
I marts-nummeret 2003 af det engelsksprogede magasin Voices of Mexico, hævder den tidligere biskop i San Cristóbal, Samuel Ruiz Gárcia, at paramilitære grupper fortsat tillades at hærge ustraffet, og at det stadig er med fare for livet, at mange af de interne flygtninge i regionen vender hjem. I det samme nummer skriver Chiapas indenrigsminister, Emili Zebadúa, at ”enhver voldshandling i staten, særligt hvis den er organiseret og kollektiv, altid vil blive retsforfulgt af statens sikkerhedsstyrker og det juridiske system.” Og: ”Jeg kan i dag kategorisk afvise, at der fra statens side finder en sådan finansiering sted [af paramilitære grupper]”.
Men hvad ved vi? Det ovenstående er noget, man kan læse sig til, og vores spanske er mildest talt begrænset. Vi kan ikke rigtig tale med nogen. Vi kan bare se, de er fattige; særligt i de lidt mindre byer. Men alle steder sælger indianere forskellige hjemmegjorte ting; hængekøjer, punge og tasker, figurer i ler, vævet og syet tøj, små dukker, der forestiller Subcommandante Marcos. Alle steder er der helt små børn, der tigger. Man vænner sig til det.
Subcommandante Marcos
Subcommandante Marcos dukkede op som en magtfaktor i mexicansk politik, samtidig med at han gjorde det på alverdens forsider, den første januar 1994. Samme dag, som den officielle amerikanske NAFTA-handelsaftale trådte i kraft, indtog EZLN (Zappatista Army of National Liberation) med Marcos i spidsen seks større byer og hundredvis af ranches i Chiapas. EZLN er dårligt bevæbnede med jagtrifler og enkelte våben stjålet fra hæren og består hovedsageligt af oprindelige folk. Bønder og ufaglærte. Desperate må de være, at sætte sig op imod en moderne hær, der har sin vægtigste støtte i USA. De holdt stand i mindre end 24 timer, mindst 145 indianere blev dræbt. Flere blev fundet henrettet på stedet, nakkeskudt. EZLN trak sig tilbage til junglen, til bjergene, hvorfra Subcommandante Marcos stadig udsender kommunikéer til The Peoples of the World. Prøv at søge på nettet. De fik henledt Mexicos og verdens opmærksomhed – i hvert fald for en tid – på Chiapas. Hvortil vi havde taget et indenrigsfly fra Mexico City, dagen efter at vi var ankommet fra København.
Da den amerikanske journalist Alma Guillermoprieto i et interview sagde til Marcos, at det var en vrangforestilling, at zappatisterne skulle kunne indtage Mexico City, som de har proklameret, de vil, svarede han: ”Var vi der ikke allerede den anden januar? Vi var alle vegne, på alles læber – i metroen, i radioen.”
Fra Chiapas de Corzo til San Cristóbal
Anderledes besværligt var det os at komme fra Chiapas de Corzo til San Cristóbal. Først måtte vi køre den stik modsatte vej, til Tuxtla Gutiérrez, for overhovedet at komme på bussen. Under to timer tager det sædvanligvis at tilbagelægge de 85 kilometer. Hvis der ikke sker en ulykke. Bjergvejene er slyngede og utroligt smalle, og pludselig holdt vi stille, midt i en kø, der strakte sig zigzagget op og nedad, så langt vi kunne se. Efter noget tid lykkedes det et redningskøretøj med sirenen i bund at passere os. Bjergene og alt det skrald i rabatten, de mange huse, der ligner tilfældige sammenrodede ruiner af plast og sten og træ og metal, alt sammen dynget sammen bare lidt uden for byerne.
En bustur med livet som indsats
San Cristóbal de las Casas ligger i 2100 meters højde. Det er næsten som at ankomme til en dansk sommer, efter Chiapas de Corzos helvedesvarme. Chiapas de Corzo var det første sted, vi boede i Chiapas, og ligger 1600-1700 meter lavere end San Cristóbal, selvom der kun er 60-70 kilometer imellem de to byer. Det er bjergveje, de er stejle, og umiddelbart ved siden af vejen går det ofte lige ned, i noget der kan forekomme som et næsten uendeligt fald. Måske var chaufføren blevet utålmodig, da vi endelig fik muligheden for at køre igen og var kommet forbi den smadrede bil, der var blevet bugseret så meget væk fra vejen, at man kunne passere i i hvert fald en retning ad gangen. Under alle omstændigheder kørte han stærkt, da vi kom ud af køen, mørket var ved at falde på, en kvinde ved siden af os begyndte at græde. Hun var virkelig bange, som os, selvom der ikke er så meget at gøre i sådan en situation, andet end at håbe på, at chaufføren ved, hvad han gør. Kunne man abstrahere fra fantasien om at skulle dø, var naturen overvældende smuk. Der var små, måske spontane skovbrande rundt omkring. Tilfældige punkter, enkelte træer, der står og ryger og flammer orange. Ingen tager sig øjensynligt af det. Vi var der en måned, før regntiden satte ind, alting var tørt og hårdt og brunt.
Hippieruten
San Cristóbal de las Casas ligger på det, vi i vores guidebog kan læse er ’hippie-ruten’. Det betyder blandt andet, at der er en masse unge turister, rygsæksrejsende, og en hel del hoteller. Vi flytter fra Cristóbal Colon om morgenen; Hotel Baron de las Casas er virkelig fint og også næsten tre gange så dyrt. Vores første aften i byen, på Zócaloen, den lokale plads, bliver lyset pludselig helt gult, og så med ét regner det, varmt, himlen sortner, og orkesteret under pavillionen i midten af pladsen spiller videre. Ligesom skopudserne tilsyneladende fortsætter deres. Den første januar 2003 marcherede mere end 20.000 zapatister her forbi for at vise landet og verden, at de er her, at de vil tages alvorligt, at de støtter op om Subcommandante Marcos. Hvordan undgår man, at sådan en oplevelse bliver opfattet som melodramatisk effektjageri? Vi bliver et par dage i byen – tager blandt andet en endagstur til Montebello lagunerne, ved Guatamalas grænse – og rejser videre til Oaxaca. Det er en 12 timers bustur.
Kilder, bl.a.:
Voices of Mexico, nummer 61, januar-marts 2003
The Zapatista Reader, red.: Tom Hayden, Thunder’s mouth press / Nation books 2002
Lån Martin Glaz Serups bøger på
Læs anbefaling af Borgmester Gud
Læs 2 af Martin Glaz Serups digte
Kommentarer