Af litteraturstuderende Martin Laurberg
Da den franske kunstkritiker Catherine Millet i 2001 udsendte sin selvbiografi Catherine M’s seksuelle liv, vakte det voldsom furore i Frankrig. Millet fortæller på en ret grænsesøgende og ublu måde om sit meget aktive sexliv, og det har sikkert passet flere dårligt, at et medlem af det parisiske intellektuelle miljø – altså en kvinde som man skulle forvente at se op til – skulle kunne slippe af sted med at blamere sig vidt og bredt med sine eskapader.
Bogen er da også umiddelbart opsigtsvækkende med sine endeløse rækker af beskrivelser af gruppesex og orgier, som overskrider almindelig, borgerlig seksualmoral. For eksempel er Millet en nat kørt ud til en øde parkeringsplads i Paris sammen med sin kæreste Éric for at deltage i et orgie sammen med sin swingerklub:
”I en pæn gade et stenkast fra den Sovjetiske ambassade havde jeg for eksempel taget plads bag i en af Paris Kommunes servicevogne – en fra gruppen var ansat ved kommunen. Mændene kom ind én efter én. Jeg sad på hug og suttede den af på dem, eller jeg lå ned, sammenkrøbet og på siden, i et forsøg på at ligge sådan med røven, at de nemt kunne komme til. Der var hverken et tæppe eller noget andet til at gøre kontakten mellem bølgeblikpladerne i bunden af bilen blødere, så det gjorde ret ondt, når de stødte den ind.” Osv. osv.
Millet er ikke bleg for at fortælle om sine oplevelser med et utroligt antal sexpartnere under lyssky forhold i Boulogne-skoven, sine fantasier om passivt at stille sin kusse til fri afbenyttelse for lange rækker af ukendte mænd eller sin stolthed, når hun har haft disciplin til udelukkende at dyrke analsex gennem et helt swingerparty. De kyske og de frivole får nok at henholdsvis græmme sig og glæde sig over.
Men Catherine M’s seksuelle liv er ikke for alvor en promiskuøs og pralende fortælling om et ustyrligt sexliv. Historien er fortalt i en afdæmpet og ligefrem tone. Den virker hverken som et forsvar for en bestemt livsstil eller et angreb på borgerlig kyskhed. Bogen virker nærmere som en 1:1-fortælling om et særdeles aktivt sexliv fortalt for de, som måtte være interesserede i den slags (og det er ikke få, bogen er oversat til mere end tyve sprog og har solgt mange hundrede tusinde eksemplarer).
Det kvindelige modstykke til Jørgen Leth
Når man læser Catherine Millet er det nærmest umuligt at undgå at komme til at tænke på den furore, Jørgen Leths selvbiografi har vakt herhjemme. Balladen om de to bøger har mange lighedspunkter, fordi det i begge tilfælde har handlet om det rimelige/urimelige ved umådeholden og ufølsom sex.
Jørgen Leth er blevet beskyldt for at udleve en problematisk koloni-kliché om den hvide rigmand, der får nydelse ved at kneppe en underdanig pige. Når man ser bort fra racedimensionen i Leth-sagen, har kritikken af Millets selvbiografi været påfaldende ens, blot med modsat fortegn. Hun udlever klicheen om den underdanige pige, der underkaster sig og lader sig kneppe af lange rækker af mænd. Manden giver, kvinden modtager.
Uden nu at dvæle for meget ved Jørgen Leth må man sige, at ligheden mellem hans og Millets bøger sætter en del af polemikken omkring ham til vægs. Nogle mener, at Leth har opført sig umoralsk, fordi der ikke har været et ligeværdigt forhold mellem ham og hans haitianske kæreste. Andre mener, at hetzen mod Leth har været præget af en generel feministisk modvilje mod mandekønnet. I begge tilfælde handler det om problemerne ved, at mænd bestemmer over kvinder.
Men hvis polemikken om Catherine Millets selvbiografi lærer os noget, så er det, at ikke kun mænds kontrol over kvinder, men også kvinders frivillige underkastelse er højst kontroversielt stof. Catherine Millet er langtfra noget ressourcesvagt menneske, og kritikken af hende har da heller ikke været plaget af medlidenhed.
Tværtimod er hun blevet beskyldt for at medvirke til at forvrænge 60’erne og 70’ernes idealer om fri kærlighed og gøre sex til noget rent mekanisk og ufølsomt. Spørgsmålet er, om kritikken ikke både hendes og Leths tilfælde bunder i det forhold, at de åbenlyst skilter med en seksuel praksis, der forbryder sig mod et diffust ideal om uskyld, kærlighed og lighed mellem kønnene, som 68-generationens seksuelle revolution har holdt fast i midt i al frigørelsen.
Forarmet kærlighed?
Det kontroversielle ved Catherine M’s seksuelle liv har uden tvivl at gøre med overtrædelse af et seksuelt regelsæt. De negative reaktioner på bogen – man skal i den forbindelse skynde sig at indskyde, at mange også har været begejstrede for den – har nærmest haft karakter af beskyldninger om misbrugt tillid, som kan koges ned til noget i retning af:
”For fyrre år siden ville vi ganske rigtig gøre op med en række seksuelle forbud. Men vi ønskede ikke, at det skulle komme så vidt.”
Catherine Millet har taget den seksuelle frigørelse så vidt, at det er blevet vanskeligt for dens fordums forkæmpere at sluge. Dermed rammer bogen et centralt paradoks i den almene holdning til sex, som ikke mindst er relevant, når talen falder på unge mennesker.
Hvis det er sandt, at unge mennesker i 70’erne stod for en seksuel frigørelse, så er det lige så sandt, at den selv samme generation næppe er mindre bekymret for deres børn og børnebørns seksuelle eskapader end tidligere tiders forældre. Unges seksualitet kan i hvert fald næppe siges at være et underrepræsenteret emne i aviser og tv.
Catherine Millets bog bryder med, hvad der er seksuelt acceptabelt på mindst to måder. For det første ved gennem et promiskuøst overforbrug at ”misbruge” det seksuelle frihedsideal. Og for det andet ved at excellere i et forkætret seksuelt mønster, som langt fra harmonerer med idealet om kønslig ligestilling.
I Catherine Millets seksuelle fantasier og gengivelser af orgier spiller kvinden som regel en særdeles underdanig rolle. Det virker umiddelbart temmelig gammeldags, og den seksuelle frigørelse var vel sagtens på mange måder en frigørelse fra netop den form. Men spørgsmålet bliver så: Hvis man ikke er fri til at ønske den slags, hvordan kan man så overhovedet tale om seksuel frihed?
Nogle vil nu formodentlig hævde, at frigørelse ikke er det samme som bortfald af ansvar, og at man bør tage hensyn til hinanden. Men når man læser Catherine Millet, bliver det vanskeligt at tale om både ansvarsløshed og manglende hensyn. For hun virker på intet tidspunkt til at fortryde, hvad hun har gjort.
Hun er ikke blevet påført skade, og hun beder ikke om medlidenhed. Denne seksuelle revolution bliver her ramt i nakken af sin radikale lillesøster uden rigtig at kunne stille noget op. Hvis man siger, at Catherine Millet opfører sig uansvarligt, så må man bagefter spørge sig selv, hvem hun står til ansvar over for.
Kommentarer