Forfatteren Raymond Carver, født i 1938 og død som kun 50-årig som følge af lungekræft, bliver anset for at være stamfaderen til den litterære minimalisme og for at have genopfundet den amerikanske novelle med sine minimalistiske beskrivelser af den almindelige amerikaner.
Novellerne i den emblematiske samling What We Talk About When We Talk About Love (1981) er en række lavmælte, deprimerende stillbilleder af amerikansk hverdagsliv, med Jell-O, alkoholisme og motelværelser som en fast del af interiøret.
I novellen ”Viewfinder” (da. ”Afstand”, optrykt i En alvorlig samtale og andre noveller, 2000), samlingens anden novelle, får jeg-fortælleren, en fraskilt mand, besøg af en mand uden hænder – han har metal-kløer i stedet – der ernærer sig ved at tage polaroid-billeder af ganske almindelige huse og derefter sælge dem til husejerne.
”Afstand” er emblematisk for hele novellesamlingen: Ligesom polaroid-billederne viser øjebliksbilleder af hverdagslivet i ganske almindelige huse, sådan er Carvers noveller også uspektakulære snapshots af levet liv. De fanger en stemning, de portrætterer situationer, men forklaringer og sammenhænge er udeladt, kun vagt antydet. Efter at have læst novellen ”The Bath” ved læseren ikke om Scotty, der er blevet kørt ned på sin fødselsdag, vågner op af komaen igen; vi ved ikke rigtigt, hvorfor manden i ”Tag jer en dans” (trykt i En alvorlig samtale) tømmer sit hus og sælger alle møblerne i en aparte opstilling i indkørslen.
Det, der er både interessant og ubehageligt ved Carvers minimalisme, er, hvor meget der egentlig kan siges med velplacerede udeladelser. Konversationerne, der er beskrevet, er ofte helt banale hverdagsordvekslinger – men små drejninger og uvante betoninger afslører, at der også er andre agendaer på spil. Det er både velkendt og fremmedgørende på én gang.
Carvers værk
Ved siden af novelleproduktionen var Raymond Carver også en flittig digter, men det var hans noveller, der gav ham hans massive berømmelse. Carvers særlige nedbarberede stil og minimalistiske metode tilskrives til stadighed stor indflydelse i litteratur- og kulturhistorien; Robert Altmans film Short Cuts (1993) er et forsøg på at sammenvæve otte af Carvers noveller, så de danner ét sammenhængende fortællenetværk.
I 1960 debuterede Carver med novellen ”The Furious Seasons”(ikke oversat til dansk). I de følgende år fik han publiceret en del noveller i forskellige blade og tidsskrifter, og i 1976 udkom den første samling af hans noveller under titlen Will You Please Be Quiet,Please. I 1981 fulgte What We Talk About When We Talk About Love, og i 1983 kompilationen Cathedral. Hans sidste otte historier udkom i 1988 under navnet Elephant.
På dansk er Carver udkommet med tre novellesamlinger,Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed (1985),En alvorlig samtale og andre noveller (2000), samt Nærhed og andre noveller (1989). Sidstnævnte er en komplet oversættelse af den engelske Elephant, mens de to andre danske samlinger er beskårede, blandede udvalg af Carvers tre første engelske novellesamlinger.
Forvirrende nok er der flere noveller fra What We Talk About i den danske En alvorlig samtale og andre noveller end der er i den danske udgave af Hvad vi taler om, der kun indeholder tre noveller fra den amerikanske What We Talk About.
Kuldsejlede parforhold
Det er en skam, at hele What We Talk About ikke er oversat til dansk, for de sytten noveller i den amerikanske udgave spiller meget godt sammen – sammensætningen virker helstøbt og berigende. Små variationer over genkommende tematikker danner et interessant hele; men novellerne gør det nu også smukt i andre udvalg.
Parforholdsvanskeligheder er et genkommende tema; som man næsten kan gætte, er det ikke rosenrød og romantisk kærlighed, der bliver talt om i titelnovellen, hvor to par sammen med en omgang solide gin og tonic overvejer parforholdets natur. Den selskabelige samtale handler i stedet om den grimme bagside af kærlighed. Hvordan bliver det, der engang var kærlighed, til vold og had? Kan vold være kærlighed?
Da lægen Mel vil fortælle en historie fra sit hospital om, hvad virkelighed kærlighed er, fortaber han sig i ubetydelige detaljer – han kan ikke holde narrativet sammen, og først efter at Laura flere gange har spurgt til pointen, kommer den i en uvedkommende bisætning. Kærligheden er ikke til at holde fast, den slipper ud mellem hænderne på personerne i novellen og bliver aldrig til mere end et naivt håb. Virkeligheden er anderledes – her er der skilsmisser, hustruvold og trusler.
Så meget vold så tæt på
Litterært er Carver blevet nævnt som arvtager til bl.a.Ernest Hemingway, der fx i en historie som ”Bjerge som hvide elefanter” også har dyrket den nedbarberede, minimalistiske stil. Carver var selv meget optaget af russiske Anton Tjekhov, og i hans værk ses også fællestræk med den amerikanske forfatter William Faulkner, der er kendt for sine nygotiske historier fra USA’s sydstater.
Dette er særlig tydeligt i novellerne ”Tell the Women We’re Going” (ikke oversat til dansk) og ”Så meget vand så tæt på” (i En alvorlig samtale), hvor den ubehagelige, kejtede stemning, der fornemmes i de øvrigt noveller, får en dramatisk og voldelig udløsning. I førstnævnte historie har to gifte mænd under en pool-par-komsammen brug for luft, og mens koner og børn bader i solskinnet, tager de to mænd på en tur, der på en eller anden måde ender i et seksuelt rovmord. – Det er derfor helt med rette, at Carvers stil også omtales som dirty realism, beskidt realisme.
Historien ”Så meget vand så tæt på” rummer et mere lavmælt ubehag – den kvindelige jeg-fortæller er gift med en mand, der på en fisketur med kammeraterne opdager et kvinde-lig i en flod. For ikke at spolere turen sørger de blot for, at hun ikke driver væk, mens de fisker, og de melder først deres makabre fund, da de vender tilbage til civilisationen flere dage senere. Der er et lurende ubehag over hverdagskonversationerne mellem mand og kone; for selvom Claire ikke beskylder sin mand for noget, fornemmer man hele tiden hendes mistanke. Hvorfor vendte de ikke tilbage med liget noget før? Er der mon noget at skjule? – Plottet i novellen danner baggrund for Ray Laurences film Jindabyrne fra 2006.
Hvem skaber egentlig en tekst?
Selvom Carver døde i 1988, er der til stadighed debat om hans skrivestil. For et par år siden lancerede hans enke, Tess Gallagher, således planer om at genudgive novellerne fra Hvad vi taler om – men i Carvers originalversion, der var betydeligt længere end den nedbarberede stil, vi i dag kender fra samlingerne. Det er almindeligt kendt, at Carvers første redaktør, Gordon Lish, der arbejdede på forlaget Knopf, som udgav What I Talk About, spillede en endog meget stor rolle i skabelsen af Carvers minimalisme; Lish var en benhård redaktør, der ofte skar store dele af novellerne væk, og på den måde spillede Lish en helt central rolle i skabelsen af Carvers ry.
Forholdet mellem Carver og hans redaktør bliver stadig jævnligt diskuteret. Ville Carver være blevet så stort et navn uden Gordon Lish? Var novellerne blevet lige så skarpe? Og hvem skal så krediteres for skabelsen af teksten? Det var også Lish, der raffinerede novellernes titler, sådan at de blev rene citater fra novellerne i stedet for pegende, fortolkende titler.
Et eksempel på Lish’s arbejde kan ses i novellen ”What We Talk About When We Talk About Love”; Carver’s originaludgave var betydeligt længere og bar først den noget mindre fængende titel ”Beginners”. Men fængende – det er den minimalistiske version af Carvers forfatterskab helt bestemt.
Af Anne Kirstine Munk, Cand. mag.
Kommentarer