Mange, nye og dygtige horrorforfattere dukker op i disse år og interessen for dem er stor. Den 3. oktober blev det Danske Horrorselskab dannet. Michael Kamp er medstifter og fortæller, hvorfor det var nødvendigt.
Hvorfor er et Horrorselskab for voksne nødvendigt?
Fordi der er en udpræget tendens i Danmark til at betragte horrorlitteratur som noget for børn og unge. Det kunne være fint nok, men det stikker dybere end man lige tror. Jeg blev f.eks. meget overrasket over den første målgruppe-vurdering på min nyeste horror-udgivelse, Moln – Jorden husker, som var sat til 12-16 år.
Jeg ville aldrig selv give bogen til nogen, der var så unge, for det er nogle meget, meget barske temaer der tages op, men sådan var det.
Samtidig er det en masse talenter i Danmark indenfor horror, som bliver overset af den brede offentlighed. Dansk Horror Selskabs primære opgave er at sætte fokus på horror som voksenlitteratur for at gøre opmærksom på genren.
Er der ekstra grund til at fokusere på horrorgenren i disse år?
Ja, talentmassen indenfor genren stiger voldsomt og der er en perlerække af nye navne, der begynder at gøre sig gældende. Samtidig er krimi-bølgen måske ved at vende, og horror *kunne* være det nye sort.
Hvorfor tiltrækkes så mange af horror?
Det får du nok mange individuelle forklaringer på. Horror er en måde at udfordre dig selv på. En måde at prikke lidt til den sorte plet inden i, hvor man gemmer alt det, man er bange for. Samtidig er genren så bred, at den nemt krydser over til de andre, hvorfor det er nemt at finde noget, man kan lide i forvejen.
Hvordan kan det overnaturlige blive troværdigt i horror?
Realistiske karakterer. Hvis hovedpersonerne reagerer troværdigt på historiens trussel, fungerer suspension of disbelief. Læserne vil gerne kunne acceptere historien, så hvis resten af plottet ellers virker realistisk, så accepterer man også det overnaturlige. Men det kommer igen an på hvilken type horror det drejer sig om. Det er noget nemmere at få læseren til at acceptere ting, vi kender fra hverdagen, som f.eks. spøgelser eller ånder, end det er at bringe et uhyre ind i historien. De fleste kender nogen, der kender nogen, der har en spøgelseshistorie.
Hvad får man hvis man læser horror i stedetfor f.eks. krimi?
En mere uforudsigelig læseoplevelse. Læser man en krimi kan man være temmelig sikker på at efter en hektisk og nervepirrende finale, vil morderen enten blive fanget eller dræbt.
Horror behøver ikke lade sine hovedpersoner overleve – faktisk er mange historier netop bygget op omkring hovedpersonens endelige død. God horror holder læseren på kanten af stolen til det sidste, fordi man ikke kan regne ud om hovedpersonen er sikker eller ej.
Der findes formentlig krimier med samme tema, men jeg kan ikke huske at have læst en krimi, hvor detektiven bliver dræbt af morderen til sidst.
Og genren er så bred at der venter mange forskellige læseoplevelser. Der er ikke en central forbrydelse som en krimi typisk er bygget op omkring.
Hvad er god horror?
God horror er ligesom al anden god litteratur – en fortælling, der får læseren til at glemme tid og sted fordi man bliver opslugt af historien. Et plot der folder sig ud, karakterer som læseren lever sig ind i og dermed bliver vedkommende. Et stemningsskabende sprog og virkemidler, der fungerer. Ikke al horror forsøger at skræmme sin læser, men er uhyggen målet, så skal uhyggen også indfinde sig under læsningen.
God horror undgår klicheerne og de skabelonskårede plot.
Findes der samfundskritisk horror?
Masser. Da en del horror-historier er apokalyptiske fortællinger, tager de tit afsæt i vores politiske virkelighed og fremskriver tendenser. Måden vi håndterer videnskabelige gennembrud på, hele debatten omkring genmanipulation og ikke mindst de sociale forhold i Danmark.
Samtlige af mine tre horrorudgivelser har en stærk samfundskritisk side nedenunder selve plottet. I Fordærv kommenteres der på folkeskolen, i Hvor de gamle visner er kritikken rettet mod måden vi behandler vores ældre på og endelig er Moln – Jorden husker også en opsang til vores håndtering af udsatte unge.
Jeg vil næsten påstå, at i Danmark er halvdelen af udgivelserne indenfor genren samfundskritiske. Det nyeste eksempel er nok Patrick Leis’ Camp 41, hvor flygtningeproblematik og menneskerettigheder også er vævet ind i historien.
Kommentarer