Rebild Kommune har undersøgt, hvordan nøje udvalgte lydbøger kan åbne den skønlitterære verden for personer, der ellers ikke har for vane at læse og som tilbringer meget tid alene på jobbet.
Af Poul Flou Pedersen, bibliotekar, Støvring Bibliotek
’Hør, mens du kør’ er Rebilds slogan til alle, der arbejder meget alene. Vi vil gerne tilbyde gode historier at lytte til, mens arbejdsopgaverne i maskiner og traktorer udføres.
Når der skal pløjes og harves, sidder man i mange timer i træk i den store traktor. Det gælder også for ham, der slår græs på fodboldbanerne eller vejrabatterne.
Det kan også være landposten, som har en lang rute rundt på alle småvejene.
Eller kirkegårdsgraveren, der her ude på landet ofte er alene om arbejdsopgaverne. Som kirkegårdsgraver Annie Ovesen fortæller om sine erfaringer med at høre lydbøger:
"Lydbøger har højnet min arbejdsglæde og gør, at jeg nu kan se frem til de opgaver, som før var trivielle. Nu giver de mig lejlighed til at lytte til den gode roman, rejsebeskrivelse, biografi eller hvad jeg nu er i gang med. Og privat får jeg hørt mere, når jeg ikke skal have bogen mellem hænderne, men bruger ørerne og kan lave noget andet samtidigt."
Medarbejderne på Materielgården i Rebild Kommune har lov til at smutte omkring biblioteket og få nye lydbøger på mobilen i arbejdstiden. Godik Godiksen, der er 3F’er og tillidsmand, siger:
"Jeg har altid en bog med til mine pauser i min budkørsel, fortæller Godik. Men med lydbøgerne er jeg nu også i godt selskab, når jeg kører bil og fx rengør grønne bede rundt omkring i kommunen. Det er jeg blevet rigtig glad for."
På biblioteket har vi erfaret, at stor fleksibilitet er en forudsætning for, at travle erhvervsgrupper kan nå at få god hjælp til at finde nye lydbøger. Med et godt og tillidsfuldt samarbejde med arbejdsgiverne kan man nå langt ud med dette tilbud, der giver medarbejderne stor tilfredshed.
Kommentarer