Af Lektor Marianne Ping Huang
Det er en gammel vittighed, at et britisk dagblad under en brandstorm over Kanalen i en forsideoverskrift kundgjorde: ”Kontinentet afskåret”. Den centraleuropæiske litteratur bidrager i disse år – bl.a. gennem det tysksprogede ’boom’ – til en refleksion af historien, som man ikke finder sidestykke til i amerikansk eller britisk litteratur. Så afskåret er man ikke, hverken fra egen historie, eller fra deraf følgende overvejelser af en europæisk nutid og fremtid.
Men den litterære behandling af historien tager sig ved årtusindeskiftet naturligvis anderledes ud end de reflekser af en europæisk kultur- og dannelseshistorie, som man finder i litteratur fra det tidlige 20. århundrede – i 2002-udgivelserne var sidstnævnte repræsenteret ved bl.a. nyoversættelser af to moderne romanklassikere, Thomas Manns debutværk "Buddenbrooks" og triestineren Italo Svevos i Danmark mindre kendte "Zenos bekendelser".
De to – stadig umådelig læseværdige romanværker – viser brydninger mellem en klassisk europæisk dannelsestænkning, inkarneret eksempelvis af den gamle Konsul Buddenbrooks franske oplysningsånd og dannede driftighed, og varianter af den modernitet, modernisering og modernisme som for alvor slår igennem omkring sidste århundrede-skifte. Det sidste ses bl.a. i Thomas Manns kendte motiv, den beåndede, kunstnerisk-filosofiske indadvendthed og splittelse (som Mann tilkender det sydeuropæiske) eller hos Svevo i hovedpersonen Zenos, sine steder meget humorfulde, men forgæves selvterapeutiske forsøg på at bekende og komme overens med sit jeg.
Splittelse, spaltning, tvivl... Splittelse, spaltning, tvivl, tøven og selvbedrag mangler dog ikke i den nyere og nyeste centraleuropæiske litteratur, men historiens nedslag og den historiske refleksion præsenterer sig i flere tilfælde – efter i nogle år ikke rigtig at have været en vogue – som indgang til en mulig selverkendelse. Der er altså ikke tale om historiske romaner, men om samtidslitteratur med et nødvendigt historisk refleksionslag.
Det ser man tydeligt i den følgende række centraleuropæiske romaner oversat til dansk i 2002: Günter Grass’ "I krebsegang", Thomas Hettches "Sagen Arbogast" og Wolfgang Hilbigs ”Jeg”. Det er helt indlysende hos Nobelpristager Imre Kertész i "Kaddish for et ufødt barn" og det høres, dæmpet og hverdagsligt, i Gianni Celatis "Fortællere fra sletten". Celatis samling af fortællinger er fra 1984 og betragtes som et hovedværk i nyere italiensk litteratur.
Vi følger Po-flodens løb, imens et landskab – og dets samtidshistorie – skrives frem gennem anekdotiske fortællinger, som samles undervejs. Fortællingerne er kortfattede og de færreste er påfaldende i, hvad de fortæller. Snarere er de tilfældige eksempler på, hvad der overhovedet lader sig fortælle om menneskelig gøren og laden, hvis man tager sig tid til at lytte – og sådan fælder de anekdotiske beretninger sig ind i og ud af et kulturlandskab og viser også dette landskabs forbindelser ud over sig selv.
Fortællere fra sletten har pendanter i f.eks den spanske forfatter Julio Llamazares’ forfatterskab, men også tydelige paralleller til kortlægninger af det europæiske hos triestineren Claudio Magris med dennes "Donau" og seneste "Mikrokosmer" fra de slovenske landskaber. Landskaber har indebyrd af historie, men ikke af en samlende eller overordnet identitet; en sådan søges heller ikke, blot dette at stederne overhovedet kan fortælle historie og historier.
Tilbage for at komme frem
Omslag: Sved Reiner Johansen
Landskabet spiller og har altid spillet en rolle i Günter Grass’ forfatterskab, i en grad så landskaber og steder gennem det lange forfatterskab har fået en særlig litterær prægnans, fra ’østprovinsens’ kartoffelmarker i åbningen af "Bliktrommen" til Østersøkysten, byen Danzig og senere f.eks Berlin.
Således også i romanen "I krebsegang", hvis fortæller vrangvilligt, men nødtvungent beretter om flygtningeskibet Wilhelm Gustloffs forlis i Anden Verdenskrigs sidste dage. Katastrofens omfang var større end Titanics, men skibsforlisets historiske symbolværdi betydelig mindre. Fortælleren er dog vokset op i en ulykkelig symbiose med forliset, idet han kom til verden på et af de få redningsskibe ved forliset, og han er hele sit liv blevet afkrævet den overlevendes beretning af sin mor, Tulla Pokriefke. Først ved opdagelsen af en neo-nazistisk hjemmeside, hvor skibsforliset udlægges i en historieskrivning, han ikke kan acceptere, og ikke mindst da han formoder, at hjemmesiden redigeres og skrives af hans egen søn, må han altså fortælle. Sådan er historiens krebsegange: tilbage for at komme frem.
Det ser man også i Thomas Hettsches "Sagen Arbogast", hvor tysk efterkrigs- og koldkrigshistorie fortælles gennem en rets- eller kriminalfortælling med udgangspunkt i Schwarzwald: Den handelsrejsende Hans Arbogast tager i begyndelsen af 1950’erne østflygtningen Marie Gurth med op at køre. Da Maries lig få dage efter findes lemlæstet i et brombærkrat og Arbogast melder sig til politiet, tager det som skal blive ’Sagen Arbogast’ sin begyndelse. Det er en sag om bigotteri, fortielse og skyld – individuel som kollektiv, der først (omtrent) løses små tyve år senere. Thomas Hettsches greb er at lade sagen mod Hans Arbogast og bestræbelsen på at få den genoptaget spejle en historisk periode, der også inkluderer delingen af Tyskland og af den gamle (nu nye) hovedstad, Berlin.
Det ikke længere eksisterende DDR og Øst-Berlin er emnet for en af de væsentligste romaner i ny tyske litteratur, Wolfgang Hilbigs ”Jeg”, som præsenterer en mareridtsagtige udgave af DDR’sk bedrag og selvbedrag, som også var emnet for Grass’ "En længere historie". Hos Hilbig mødes vi en jeg-fortæller, som er både skønlitterær forfatter og Stasi-spion. I takt med at han pålægges afsløringer, han ikke kan levere, forsvinder skriveevne og jeg-følelse i de fiktioner, han er nødt til at fabrikere – derfor dette ’jeg’ i titlens anførselstegn. Hilbig fortæller langsomt og i fuldstændigt medsyn, nøjagtigt og klaustrofobisk, om et opløsende selvbedrag under en manglende mulighed for - og evne til - at vælge fra. Romanens tone er som de nu næsten bortsanerede og overmalede DDR-farver, cementgrå og skidenbrun.
At overleve Holocaust Den centraleuropæiske bog, som en stor del af det sene efterårs opmærksomhed koncentrerede sig om - og med rette, var ungareren Imre Kertész’ "Kaddish for et ufødt barn," en lang monolog om det liv, som en Holocaust-overlevende kan leve. Kaddish er en jødisk bøn for de døde og Kertesz’ Kaddish skrives i en kværnende og repetetiv stil, som kendes fra den østrigske forfatter Thomas Bernhard. Det bedende eller klagende eller talende jeg vender og drejer tilbageløbende motiver, i mange tilfælde erindringsbilleder.
Forbavsende få af disse er erindringer fra lejrtransporter eller KZ-lejre. Det er hovedsagelig billeder fra livet før og især livet efter. ’Livet efter’ er en videre lemlæstet overlevelse, som fører til den talendes Nej til det ufødte barn, til et ’almindeligt liv’ med hustru og familie, og videre ind i skrivningen, som bliver et uophørligt arbejde der sammenlignes med færdiggørelse af den grav, som andre begyndte at grave for ham.
Imre Kertész’ "Kaddish for et ufødt barn", som vi i Danmark var så sjældent heldige at få i oversættelse samtidig med at Kertész fik Nobelprisen, må naturligvis læses som en del af den såkaldte Holocaust-litteratur, men også bredere som en litterær og kulturel overvejelse af, hvordan der kan skrives om og skrives historie ud fra begivenheder, som på en gang er omvæltende for en historieforståelse og som virker i historien i lange tider.
Kommentarer