Har du gået på Forfatterskolen eller andre skriveskoler?
Nej, men jeg har gået på Journalisthøjskolen i Århus i firserne. Nogle af os opfattede den nu snarere som en anti-skriveskole, fordi lærerne forsøgte at pille unoderne ud af os – og det vil ofte sige alt det personlige, som netop skaber en god skribent. At være journalist giver selvfølgelig masser af træning i at iagttage, lave research, tale med folk – og i at skrive. Men det kan udvikle sig til rutine, og for at skrive fiktion må man i hvert fald frigøre sig fra alle rutiner.
Hvordan har arbejdet været med din debutroman?
Mange journalister har en mere eller mindre hemmelig drøm om at skrive en roman, og jeg har selv forsøgt flere gange. Men jeg var ikke tilfreds med resultaterne, og manuskripterne er hidtil havnet i skrivebordsskuffen. For halvandet år siden fik jeg et nyt greb om stoffet, og efter et par måneders disciplineret skriveri begyndte så det nødvendige at ske: Jeg syntes, der kom liv i figurer og handlinger – skriveriet var ikke længere kun hårdt arbejde, men begyndte også ind i mellem at ske af sig selv. Og det er en meget stor glæde!
Hvad er det der driver én til at debutere som skønlitterær forfatter?
Jeg har skrevet journalistiske og dokumentariske bøger før og har i det hele taget som journalist haft rige muligheder for at udtrykke mig og komme til orde. Men der har været emner, som det ikke har været muligt at beskrive ærligt og sanddrueligt i journalistisk form, fordi hverken jeg selv eller mine interviewpersoner har haft lyst til at lægge navn til over for den store offentlighed. Og netop grænserne for journalistikken oplever hovedpersonen i ’Hilsner fra klovnen’ meget tydeligt og konkret. Da jeg skrev min forrige bog, ’Efter drabet – beretninger om modstandskampens likvideringer’, vidste jeg for hver eneste sætning, jeg formulerede, at hvis jeg skrev noget usandt eller forkert, kunne det skade og såre både modstandsfolkene, deres børn og også familierne til de likviderede. For dem var det liv og død, hvad jeg skrev, sætning for sætning, og det er noget af et ansvar at have liggende på sine skuldre som forfatter. I fiktionen er man på en måde fri for den slags hensyn – selv om man naturligvis aldrig er helt fri…
Hvordan føles det at få sit hjertebarn udgivet?
Med bøger er det en anelse – men også kun en anelse! – ligesom med rigtige hjertebørn: Man elsker sine børn med hud og hår – og har en forsvindende lille forståelse for, at andre måske ikke synes lige så godt om deres løbende snotnæser og ørevoks. Hvis ellers man har en fornemmelse af at have gjort sit arbejde med bogen ordentligt, så forsvarer man den til sidste blodsdråbe. Når man så til gengæld møder mennesker, som har haft udbytte af at læse bogen, er det en næsten lige så stor glæde, som da man skrev den.
Hvorfra har du hentet din inspiration?
Jeg har trukket på oplevelser og erfaringer fra mange år, både som journalist og menneske i verden, og undervejs har jeg også kunnet lade mig inspirere af artikler og interviews, som det af forskellige mærkelige grunde aldrig har kunnet lade sig gøre for mig at offentliggøre. Meget af stoffet i bogens første del er inspireret af mine egne år i medieverdenen, hvor medier, virkelighed, drøm og mareridt i nogle situationer kan være svære at adskille – anerkendelse, succes og berømmelse kan være som hallucinerende stoffer! I bogens anden del har jeg til gengæld kunnet trække på min egen tid med fødderne på jorden i et lille hus langt ude på landet.
Hvis du skulle beskrive din roman med ét ord, hvilket ord skulle det så være?
Kontroltab.
Går du med planer om skrive en ny roman?
Jeg ved allerede, hvad den næste bog skal handle om, men det bliver en dokumentarisk sag på linje med ’Efter drabet’. Denne gang har jeg dog valgt at følge én bestemt person, som kommer ud for nogle højst dramatiske oplevelser, så i sin fortælleform kan den sagtens komme til at minde om romanens. Og hvilken type bog den næste igen så kommer til at være, det ved jeg ikke endnu … heldigvis! Lån bogen på
Kommentarer