Af litteraturstuderende Marie Büchert
Da Hermann Hesse (1877 – 1962) modtog Nobelprisen i litteratur i 1946 lå Europa i ruiner efter 2. verdenskrig.
Fra Mussolini og Franco i syd over det sovjetiske regime i øst til Hitlers nazistiske herredømme i kontinentets hjerte – alle havde de totalitære magter gjort deres for at knække skallen på humanistiske og demokratiske værdier. Ved aksemagternes nederlag havde de i den forstand plantet en apokalyptisk grundstemning, et traumatisk krat, der – især i Tyskland – sneg sig ind på folket, inden det overmandede og fortærede dets fremtidshåb, dets tro på alt godt og værdifuldt.
Forud for sit nederlag havde Hitler haft held med at ændre principperne for litteratur og forfatterarbejde i Tyskland: Værker blev vurderet ud fra deres politiske overbevisning (eller mangel på samme), hvorefter de, der talte mod nazismen, blev bortcensureret, brændt, og forfatterne sendt i eksil om ikke fængslet eller dræbt. I det neutrale Schweiz, hvor Hesse bosatte sig i 1912, herskede en større grad af kunstnerisk og litterær frihed. Sandsynligvis er netop dette én af grundene til, at han blev tildelt Nobelprisen: at hans humanistiske storværk Glasperlespillet (1942) står i direkte opposition til Hitlers styre; at værket bl.a. som obligatorisk gymnasiepensum kunne medvirke til at skabe en ny identitet og stolthed i den tyske befolkning; at dén tradition i tysk litteratur, der stod nazismen imod og hævdede humanistiske værdier, skulle hyldes.
Men hvad har en vanskeligt tilgængelig filosofisk dannelsesroman, bygget på principperne for den kinesiske naturreligion, taoismen, egentlig kunnet bibringe en traumatiseret befolkning i den voldsomme krigs knugende eftermæle? En hel del, vil jeg vove at påstå i det følgende (hvor 510 komplekse, vidtfavnende og mangetydige sider ved en umulig partering er skåret ned til bare to).
I. YIN
Mens et væld af krigstidens tysksprogede romaner både i form og indhold tematiserer verdens manglende sammenhæng, tabet af mening, som en trussel eller som et eksistentielt problem, ser Hesses implicitte forfatter i Glasperlespillet tilbage på krigstiden ("den feuilletonistiske epoke", som han kalder det) fra et punkt i fremtiden. Hesses værk er i den forstand en utopi, der viser, hvordan man fra det uudholdelige kan bevæge sig mod det bedre. Hvor så mange andre af periodens forfattere gennem stil og sortsyn lader deres læsere opleve meningsløshedens kaos, udtrykker Hesse i Glasperlespillet et filosofisk bud på, hvordan meningen med livet kan etableres med afsæt i kaos.
Glasperlespillets implicitte forfatter – hvis identitet, man efter endt læsning i øvrigt kun kan gisne om – tilhører en særlig videnskabelig Orden, der bygger på humanistiske og pædagogiske principper. Fra ganske små vælges egnede drenge til Ordenens eliteskoler, hvor de lærer at meditere for at bevare sjælen ren og sikker, hvor de uddannes i alskens videnskaber og kunstformer, og hvor de opdrages ind i Ordenens etiske fundament og regelsæt.
Men det er kun et fåtal, der som modne færdiguddannede og lærde mænd bliver optaget i Ordenens stærke hierarki. En sådan udvælgelse er en ære og lykke, men definerer samtidig enhver personlig frihed gennem individets symbiotiske forhold til Ordenens kollektive organisme. Det er altså en placering, der kræver individets selviskhed og anonymitet i forhold til fællesskabet, og definerer frihed ud fra bundethed.
Dette skyldes, at Ordenens virkelighedssyn er ideelt. For den – og for Glasperlespillets implicitte forfatter – findes meningen eller sandheden med livet i det ikke-materielle: Når ånden forvaltes på den rigtige måde, kan individet skabe sjælelige tilstande eller sfærer i virkeligheden, der overskrider det fysiske og personlige.
Når individet på åndrig vis indtræder i et fællesskab med andre individer, kan det opløse sig selv og derved skabe en organisme, der tilsidesætter magt og begær. I den forstand har fortællerens vision lighedstræk med religiøse personers mådehold, nedvurdering af fysisk-materielle behov og søgen efter Gud, ligesom visionen i høj grad kan sammenlignes med buddhismens meditative yoga-begreb (som også præsenteres i værket). Og i den forstand kan fortælleren argumentere for, at krigstidens ("feuilletonernes") traume ikke er opstået som følge af mangel på ånd, men som følge af en fejlagtig, individuel, udnyttelse af den eksisterende ånd.
II. YANG
Glasperlespillet igennem skaber Hesse imidlertid tvivl om den implicitte forfatters troværdighed. Nok udviser han i ord og redegørelser loyalitet overfor Ordenens principper, men mellem linjerne underforstås samtidig en velvilje overfor det tidligere Ordensmedlem Josef Knecht – et medlem, der trods alle etiske og juridiske regelsæt sætter sin personlige udvikling over fællesskabets ånd og forlader en central position i Ordenen.
Selve beslutningen om at berette Knechts historie i Glasperlespillet tyder på en sådan velvilje, ligesom beretningens biografiske form fremhæver Knechts individualitet frem for hans placering i helheden. Og oven i købet er biografien præget af usikre tolkninger og fejlkilder, som underminerer Ordenens strengt videnskabelige metode og i stedet danner en storslået fiktion. Fortællerens indre splittelse giver næring til selve værket. Den skaber en elektrisk spænding mellem fiktion og fact, del og helhed, subjektivt og objektivt; den etablerer tydelige og latente forbindelser og rejser spørgsmål, som kræver at blive besvaret.
I forhold til Josef Knechts biografi beretter den implicitte forfatter bl.a., at Knecht gennem en længere periode opholder sig i et benediktinerkloster, hvor den viise og stærke pater Jakobus lærer ham om Historien. Her adopterer Knecht et historiesyn, der kan sammenlignes med en art hegeliansk dialektik, hvor enhver tese konsekvent kalder på sin antitese.
Eller med andre ord: Intet er universelt i denne verden, hvor historiens fundamentale princip er en stadig fremdrift, der tilfører samfund og kulturer nye vilkår og på den måde ændrer det bestående. Ingen værdier eller trossystemer er evige, men skabes ud fra de vilkår, mennesket lever efter. Hver eneste værdi og hvert enkelt begreb har en modsætning, og mødet mellem disse poler sætter verden i bevægelse i en kæmpemæssig spiralformet cirkulation uden mål og retning.
Modsat Ordenens overordnede tro på åndens enhed, åbner pater Jakobus’ historiesyn dermed for et fokus på individet og de materielle sammenhænge i verden. Når der ikke findes én stor sandhed, må man undersøge begreber og fænomener i det små ud fra deres fysiske forbindelser til andre begreber og fænomener.
Historien er ikke et ideal, men virkelighed og liv. Knecht overfører videre dette historiesyn på sin personlige livscyklus, ser sit liv som en vandring mellem forskellige rum – når et rum er tømt og udbrugt, er det på tide at bevæge sig mod det næste. Det er en opslidende proces at efterlade rum, men nødvendigt, hvis livet skal leves i dets fylde og Historien formes til et gode. Heri ligger en sandhed, en hel livsfilosofi, og altså også Knechts opgør med Ordenen.
III. TAO
Det interessante ved Josef Knecht ligger imidlertid i hans dybe overbevisning om, at beslutningen om at forlade Ordenen absolut stemmer overens med dens principper. Dét, han opponerer mod ved at opsige sit embede, er Ordenens antagelse om, at den er større end Historien.
At den ved sin åndrighed har skabt en evig sfære i samfundet, der aldrig er opstået eller vil forgå. For Knecht er Ordenen nemlig et princip, en smuk bestræbelse på at leve i renhed og sandhed. Men principper er samfundsafhængige, og derfor er Ordenens manglende historiesans falsk og farlig. Det vigtige for Knecht er i den forstand ikke at skabe en åndrig sfære for åndens skyld, men at leve et liv i balance. For ham er den sande åndrighed, Tao, en altomfattende kraft, der forbinder og afbalancerer livets komplementære modsætninger, Yin og Yang.
En balance mellem det kvindelige og mandlige, mørke og lyse, kolde og varme, passive og aktive. En balance, der – modsat Ordenens kollektive åndrighed – også forudsætter en vis grad af personlighed og individuel frihed.
På samme måde som Knecht altså kobler det universelle med det partikulære, det kollektive med det individuelle, det evige med det foranderlige, synes Hesse også selv at anskueliggøre modsætninger som to sider af samme sag. Til forskel fra mange af krigsperiodens tysksprogede romaner, der bygger på tabet af det episke centralperspektiv, komponerer Hesse Glasperlespillet efter en traditionelt formet biografi.
Knechts liv skabes af oplevelser, som bygges op til erfaringer og mod slut samles i et overordnet livssyn. Samtidig med at den personlige biografi peger på betydningen af individuelle forudsætninger og vilkår, signalerer Hesse altså – med subjektets udvikling som strukturprincip – en fundamental tro på det overordnede, på en sammenhængende verden.
Og glasperlespillet, hvad er så egentlig det? Det samler flere videnskaber og kunstarter – navnlig matematikken og musikken – i eet, og indeholder på den måde både den intellektuelle og sanselige side af samtlige kulturers indhold og værdier. Engang blev det spillet med glasperler på en kuglerammelignende form, men omkring værkets handlingsgang er spillet snarere en abstraktion, en tanke, der umuligt kan fanges i sprogets nuancer.
En organisme, et fællesskab, en universalitet. Ordenens ideal i samklang med Historien. Måske er glasperlespillet faktisk et billede på Tao, på livet, dets mening og balance. Måske er det et billede på noget andet. Under alle omstændigheder kan det give håb – ikke bare for Josef Knecht og den tyske befolkning i krigstiden, men også for mennesket i dag. Glasperlespillet kræver omtanke og styrke. Kræver, at vi forpligter os og tager ansvar. At vi ikke står stille i affekt, men tager hånd om livet og skaber den svære forbindelse mellem kaos og kosmos.
Som Peter Plys udtrykker det:
At kende Vejen / Er at gå den. / At gå på Vejen / Er at få den. / Den ligger lige foran næsen, / Men du må aldrig være kræsen, / Og heller ikke for forhippet, / Så bliver du bare helt befippet. //
Jeg er mig, / Og du er dig. / Jeg gør min ting, / Og du gør din. / Pingpingeling / Og den er fin. / For finder du din Vej / Så finder Vejen dig.
(Peter Plys i Benjamin Hoff: Peter Plys og hans Tao).
Biografi:
1877: Hermann Hesse fødes i Württemberg i det sydlige Tyskland. Her vokser han op i et strengt pietistisk hjem, hvor den søgen efter et meningsfuldt ståsted i tilværelsen – den eviggyldige sandhed – der præger hans værker, bliver grundlagt.
1899: Hesse debuterer som 22-årig med digtsamlingen Romantische Lieder og historiesamlingen Eine Stunde hinter Mitternacht.
1911: Hesse rejser til Indien – hvor hans familie tidligere virkede som missionærer – og udvikler en grundliggende interesse for indisk kultur og buddhistisk religion. Denne interesse kommer især til udtryk i hans seneste forfatterskab, særligt i dannelsesromanen Siddhartha (1922).
1912: Hesse bosætter sig i Schweiz bl.a. i protest mod den tyske krigsbegejstring, og bliver schweizisk statsborger i 1923.
1916: Da Hesses søn bliver alvorligt syg, og hans kone yderligere viser de første tegn på sindssyge, får han et nervøst sammenbrud. Sammenbruddet sætter ham i forbindelse med psykoanalysen – en videnskab, der på samme måde som buddhismen sætter sit markante præg på hans seneste forfatterskab (særligt med referencer til C. G. Jungs (1875 – 1961) mytesøgende analyser).
1962: Hesse dør som 85-årig. Han efterlader sig et forfatterskab på 40 bøger, romaner, fortællinger, digte og betragtninger. 40 værker, som i øvrigt var oversat til 40 sprog og udkommet i mere end 70 millioner eksemplarer.
1970’erne: Efter en tid i det glemte får Hesse post mortem status som guru og kultforfatter for en yngre generation af hippier og antimaterialister, først i USA derpå også i Europa.
Bibliografi:
Af Hesses omfattende forfatterskab er følgende værker de måske mest kendte og populære:
Peter Camenzind (1904), roman med selvbiografiske træk.
Under hjulet (1905), roman med selvbiografiske træk.
Knulp (1915), roman med selvbiografiske træk.
Demian. Historien om Emil Sinclairs ungdom (1919), psykoanalytisk inspireret roman.
Siddharta – en indisk legende (1922), psykoanalytisk og buddhistisk inspireret roman.
Steppeulven (1927), psykoanalytisk og buddhistisk inspireret roman – måske Hesses mest intense.
Sol og måne (1930), psykologisk roman.
Glasperlespillet (1943), roman. Den humanistiske fremtidsvision, der var direkte anledning til, at Hesse i 1946 modtog Nobelprisen i litteratur. Hesse brugte 11 år på at skrive værket, fra 1931 til 1942.
Kommentarer