Af litteraturstuderende Martin Toft
Da den 23-årige Herman Bang (1857-1912) udgav sin debutroman Haabløse Slægter vakte det vanvittigt postyr, for Bangs ord var ren dynamit i det endnu provinsielle København anno 1880. Litteraturpolitiet måtte i aktion for at dæmpe gemytterne. Bangs bog blev beslaglagt med følgende diktat som mandat:
”Litteraturens Krav paa Frihed maa bøie sig for Samfundets Krav paa Tugt.”
Datidens retsmæssige bestemmelse for tugt og utugt var rettet imod masserne, hvilket dengang var ensbetydende med proletariatet samt kvinder og børn. Hvad den del af befolkningen ikke tålte konfrontation med, var, ifølge myndighederne, romanens skildringer af den fysiske kærlighed. Noget tyder imidlertid på, at interesser højt placeret i det danske samfund også havde andre problemer med Bangs roman.
Tumulten om debutromanen blev ikke mindst fremkaldt af tidens sensationspresse, som pustede til ilden ved at betegne den unge forfatter som et sygt menneske, der havde ”… mangel paa Blod og Trang til Jern, helst Haandjern.” Selvom Bang stod til hele to års fængsel, da Haabløse Slægter i begyndelsen af 1881 blev slæbt for retten, fik Bang alligevel aldrig bekræftet, om han virkelig havde behov for en tur i brummen, for myndighedernes argumentation begrænsede sig til litteraturen. Efter straffelovens § 184 blev Haabløse Slægter dømt for usædelighed og utugtighed, hvilket betød, at politiet måtte beslaglægge romanen i alle landets butikker.
I 1884 blev romanen så genudgivet, men i en stærkt censureret version, der var en tredjedel kortere og som ingen hverken gad eje eller læse. Siden glemte man nærmest den omstridte debutroman, og først i 1957, da tiden var en anden og Bang en kanon i dansk litteraturhistorie, genudkom bogen i sit oprindelige udseende på foranledning af nu afdøde Villy Sørensen (1929-2001). Hvis man skulle få lyst til at læse romanen i dag, skal man dog være opmærksom på, at den redigerede udgave står side om side med den rigtige udgave på de danske biblioteker.
Det officielle forbud imod romanen var afslutningen på et par dramatiske måneder, hvor Herman Bang fik en enorm opmærksomhed. Stort set alle datidens litteraturanmeldere og litteraturinteresserede i det hele taget havde mange krasse ord at sige den unge mand.
De fleste havde en mening om Bang, og oftest handlede snakken om alt andet end selve litteraturen, for Herman Bang var en kendt og excentrisk skikkelse i 1880´ernes København, hvor han færdedes og vakte opsigt som journalist, homoseksuel og selskabsløve. Nogle havde hørt, at forfatteren hældte hele flasker Eau de Cologne ned ad ryggen, før han begav sig ud i det københavnske natteliv. Andre mente at vide, at han led af mania pornographica og havde hang til den franske og krukkede natur osv. osv.
Bangs kendteste kritiker var Georg Brandes (1842-1927). Brandes mente, debutromanen var en total katastrofe, ikke mindst litterært og æstetisk. Bang svarede Brandes, at hans ideer om den moderne kunst var totalt forældede, hvorefter Brandes overgik Bang i hårde ord med en regulær svada; Værsgo: - Brandes om Bang:
"Han har et dødt Punkt i sit Hoved, thi han kan ikke tænke. Han har ingen Sans for Filosofi, ingen Evne til begrebsbestemt tænkning… Hans forstand er en middelgod Fruentimmerforstand. Der er ingen mandlig gang i hans tanker; de har tydelig nok aldrig været underkastet den Tugt, der styrker og sikrer mod en evindelig snublen.”
Som man kan høre, tog Brandes sig helt urimelige friheder i sin kritik af Bang ved bl.a. at nedgøre kvinder som sådan. Andre anmeldere fokuserede også på Haabløse Slægter' s” forhold til det kvindelige, men de mente modsat, at Bang var for stærk kost til kvinder og børn. Således hed det eksempelvis i Aftenbladet den 17. december 1880 om Bang ”… hans Bog [er] saa umoralsk, at ingen Kvinde kan læse den.”
I Dagens Nyheder allierede anmelderen sig med en sundhedsretorik. Han skrev om bogen, at den var ”… en af de usundeste og i flere Retninger uforsvarligste Bøger, der i lang Tid er falbudt paa vort Bogmarked.” Som resultatet af den benhårde modtagelse solgte første oplag af bogen glimrende, og samtlige kilder hævder i øvrigt, at de glade købere for det meste var kvinder.
Publikumsuccessen fik dog ikke lov at udvikle sig som den havde potentiale til, fordi politiet, som sagt, måtte effektuere rettens dom. Da bogen blev forbudt ved magt, ændrede avisanmeldere forbavsende hurtigt mening. Snart var deres kritik ikke længere rettet imod Bang, nej, nu harcellerede de mod domsfældelsen.
Sagen var ikke kun en speget affære i dagspressen, for historien fortæller os i dag, at de offentlige anklagere ikke anede deres levende råd, idet initiativet til anklagen antageligt kom et sted fra oven. Mange bøger i den danske litteraturhistorie før Bangs ”Haabløse Slægter” indeholder stærkt profane fremstillinger af seksualitet.
Til eksempel skrev Ludvig Holberg (1684-1754) bordel-stykket Den ellevte Juni uden at møde kritik, men Højesterets præmis for forbudet af Bangs debutroman slog ikke desto mindre på bogens skildring af det seksuelle. I udtalelsen om romanen hedder det sig bl.a. at den får ”… tegnet saadanne Billeder af Vellyst og saa uforblommet stillet Læseren for Øje Handlinger, ene sigtende til sanselig Attraas Opvækkelse og Tilfredsstillelse.”
Formuleret som en klar besked: Herman Bangs Haabløse Slægter var at regne for litterær pornografi.
Det var datiden; I dag vil ingen så meget som rødme, hvis de giver sig i kast med Haabløse Slægter. Særligt den sidste tredjedel af romanen faldt myndighederne for brystet, og en af de censurerede passager lyder sådan her: ”Hun lod langsomt men sikkert Temperaturen i deres Forhold stige, langsomt men sikkert satte hun hans Lidenskab i Drivhus.”(p.287).
Hun betyder i denne sammenhæng Grevinde von Hatzfeldt, og han er her ensbetydende med romanens hovedskikkelse William Høg, der afslutningsvis i bogen skifter navn til William Høst som et resultat af plottets udvikling. Grevinden og Høg har en mærkværdig affære i romanen, og denne er i sig selv det tætteste, bogen kommer på en regulær perversitet, idet deres forhold, i kraft af hendes alder og erfaring og krydret med hans ungdom og karakter, antager et næsten incestuøst eller ødipalt præg. Her skal dog ikke afsløres for meget; men hellere opfordres til læsning af Bangs roman, som både er spændende og tankevækkende.
Bangs debutroman kan altså sagtens læses endnu, ikke mindst som et sidestykke til de Danmarksberømte sager fra Bangs hånd såsom Ved Vejen (1886), Stuk (1887) og Tine (1889). Men med hensyn til forbudet imod den oprindelige tekst, vil ingen i dag sandsynligvis blive provokeret.
På netop det punkt har Bangs roman mistet sin højeksplosive karakter, og det hænger måske i nogen grad sammen med, at romanen i virkeligheden aldrig reelt har været sprængfarlig rent pornografisk, selv for særlig sarte sjæle. Lidt frækt kan man altså forestille sig, at anklagen om usædelighed blot var et dække for en eller anden form for injuriesag fremsat imod Bang.
En del tyder nemlig på, at debutromanens karakter af nøgleroman (en roman hvor virkelige personer trods ændret navn, kan genkendes på 100 meters afstand) i høj grad var medvirkende til myndighedernes hurtige indgriben. Nogen har måske følt sig udleveret i Bangs debutprosa, selvom denne mistanke er et forholdsvist ubeskrevet blad i den danske kulturhistorie. Hvis man kender lidt til Bangs litterære metode, er det imidlertid slet ikke usandsynligt, at domsfældelsen også fandt (uudtalt) motivation i den slags aspekter.
Bangs særegne litterære stil var ikke alene formet af hans journalistiske skrivestil, men også af en fuldstændig uhæmmet brug af sin egen person samt af andre virkelige personer, som han mødte i bl.a. de bedre københavnske kredse, som han frekventerede socialt.
Altså: Noget tyder på, at Bangs Haabløse Slægter blev en forbudt frugt, fordi den unge forfatter skrev noget så originalt som Danmarks første paparazzilitteratur. Hvad masserne således i dobbelt forstand ikke tålte, var måske en idé om bourgeoisiets egen utugtige levevis. Man skal jo ikke give masserne alt for mange fikse idéer, hvis man har interesse i en generel disciplinering og fiksering af gældende systemer.
Læs Epoke's portræt af Herman Bang
Kommentarer