Hemmeligheder
- Kerstin Ekman på bogmessen 2004
af stud.mag. i litteraturvidenskab Truels Præstegaard Sørensen
BG Bank og Bogforum har inviteret den svenske forfatter Kerstin Ekman til en times samtale i Radiohusets koncertsal søndag eftermiddag. Politikens litteraturanmelder Bjørn Bredal har fået den opgave, at få den populære forfatter i tale. Det viser sig at være et overkommeligt job. Kerstin Ekman behøver kun ganske få stikord fra sin interviewer, inden hun fantasifuldt begynder at indføre tilhørerne i sit forfatterskabs hovedtemaer. Ekmans talestrøm er kontinuert og samtidig klar, og man forstår således hurtigt, hvorfor Ekmans forfatterskab indenfor blot fem år er vokset med omtrent 1500 sider: trilogien Ulveskindet.
Ekman bliver blandt andet ansporet til at tale om hemmeligheder. Bjørn Bredal bemærker, at hemmeligheden har en dobbelt natur. Har man for mange hemmeligheder i det virkelige liv, bliver man hæmmet, mens mange hemmeligheder i romaner omvendt medfører en rig narration. Med andre ord: i virkeligheden afføder hemmeligheder tavshed, i romaner er hemmeligheder årsagen til tale. Dette "hemmelighedens paradoks" er i særdeleshed gældende for Ekmans romantrilogi. Enhver figur i romanen skjuler bestemte forhold for sine nærmeste, og før sandheden – hemmelighedernes offentliggørelse – bliver en realitet, er 1500 sider og næsten et helt århundrede forløbet.
Hillevi Klarin, en af hovedfigurerne i trilogiens første del, Guds barmhjertighed (2000), ankommer i begyndelsen af det tyvende århundrede til Röbäck, et lille udsted i det nordvestlige Sverige, i provinsen Jämtland, på grænsen til Norge. Hillevi er netop uddannet jordemoder og oplever den debut, at skulle bringe barnet af et ungt søskendepar til verden. Faderen til barnet, Elis Eriksson, drukner barnet og indvier Hillevi i denne uhyggelige hemmelighed, som hun og Elis deler resten af romantrilogien.
I trilogiens anden del, Rørte vande (2002), er handlingen skubbet til tiden omkring anden verdenskrig. Elis er vendt tilbage til Jämtland efter et ophold i Tyskland, som er omgivet af hemmeligheder. Elis forsøger at blive gift med Hillevis datter Myrten Fjellström, men det lykkes den bekymrede moder at forpurre disse planer. Hvad hun ikke ved er, at Myrten allerede er gravid. Myrten tager bort, føder det forbudte barn og bortadopterer det: en hemmelighed, hun først slipper på sit dødsleje. Og hermed banes vejen for trilogiens sidste del: Skrabelodder (2003).
I Skrabelodder lærer læseren den stockholmske præst Inga Mingus at kende. Hun lever i sit præstevirke og med sin indiske adoptivsøn, men et eller andet ubekendt trykker inderst inde. Inga lever med en række hemmeligheder hun ikke kender, og en dag kommer svarene på alle de uudtalte spørgsmål, da et uventet brev fra Jämtland dumper ind. Myrten Fjellström har på sit dødsleje bestemt, at kontakte sin hemmelige datter for at testamentere hende en mindre formue. Inga Mingus forlader Stockholm og drager til dette sted kaldet Svartvattnet for at indhente den fortid, hun end ikke kendte eksistensen af. Sådan samler Ekman fortællingens mange tråde mod slutningen af det tyvende århundrede.
Tre store og mange små hemmeligheder er på den måde en narrativ motor i Ekmans trilogi. Hemmeligheder driver fortællingen fremad. Og med hemmelighedernes natur er også angivet et andet hovedtema i forfatterskabet, for det som må skjules, har som bekendt at gøre med adoptioner og uægte børn. Hvem er jeg? Har jeg modet til at afsøge de mest dunkle egne af min skæbne? Det synes at være et grundlæggende spørgsmål i forfatterskabet. Ekman kredser med andre ord om et evigt aktuelt tema, nemlig identitet. Et tema som har optaget forfattere siden den europæiske litteraturs barndom – lige siden Sofokles’ (ca. 496-406 f.v.t.) berømte historie om kong Ødipus. Det er blandt andet denne litteraturhistorie, Ekman med Ulveskindet skriver sig ind i.
Læs en anden artikel om Kerstin Ekman
Læs anbefalinger af Skrabelodder, Rørte vande, Guds barmhjertighed og Hændelser ved vand
Skribent
29 nov.04
Hemmeligheder
- Kerstin Ekman på bogmessen 2004
af stud.mag. i litteraturvidenskab Truels Præstegaard Sørensen
BG Bank og Bogforum har inviteret den svenske forfatter Kerstin Ekman til en times samtale i Radiohusets koncertsal søndag eftermiddag. Politikens litteraturanmelder Bjørn Bredal har fået den opgave, at få den populære forfatter i tale. Det viser sig at være et overkommeligt job. Kerstin Ekman behøver kun ganske få stikord fra sin interviewer, inden hun fantasifuldt begynder at indføre tilhørerne i sit forfatterskabs hovedtemaer. Ekmans talestrøm er kontinuert og samtidig klar, og man forstår således hurtigt, hvorfor Ekmans forfatterskab indenfor blot fem år er vokset med omtrent 1500 sider: trilogien Ulveskindet.
Ekman bliver blandt andet ansporet til at tale om hemmeligheder. Bjørn Bredal bemærker, at hemmeligheden har en dobbelt natur. Har man for mange hemmeligheder i det virkelige liv, bliver man hæmmet, mens mange hemmeligheder i romaner omvendt medfører en rig narration. Med andre ord: i virkeligheden afføder hemmeligheder tavshed, i romaner er hemmeligheder årsagen til tale. Dette "hemmelighedens paradoks" er i særdeleshed gældende for Ekmans romantrilogi. Enhver figur i romanen skjuler bestemte forhold for sine nærmeste, og før sandheden – hemmelighedernes offentliggørelse – bliver en realitet, er 1500 sider og næsten et helt århundrede forløbet.
Hillevi Klarin, en af hovedfigurerne i trilogiens første del, Guds barmhjertighed (2000), ankommer i begyndelsen af det tyvende århundrede til Röbäck, et lille udsted i det nordvestlige Sverige, i provinsen Jämtland, på grænsen til Norge. Hillevi er netop uddannet jordemoder og oplever den debut, at skulle bringe barnet af et ungt søskendepar til verden. Faderen til barnet, Elis Eriksson, drukner barnet og indvier Hillevi i denne uhyggelige hemmelighed, som hun og Elis deler resten af romantrilogien.
I trilogiens anden del, Rørte vande (2002), er handlingen skubbet til tiden omkring anden verdenskrig. Elis er vendt tilbage til Jämtland efter et ophold i Tyskland, som er omgivet af hemmeligheder. Elis forsøger at blive gift med Hillevis datter Myrten Fjellström, men det lykkes den bekymrede moder at forpurre disse planer. Hvad hun ikke ved er, at Myrten allerede er gravid. Myrten tager bort, føder det forbudte barn og bortadopterer det: en hemmelighed, hun først slipper på sit dødsleje. Og hermed banes vejen for trilogiens sidste del: Skrabelodder (2003).
I Skrabelodder lærer læseren den stockholmske præst Inga Mingus at kende. Hun lever i sit præstevirke og med sin indiske adoptivsøn, men et eller andet ubekendt trykker inderst inde. Inga lever med en række hemmeligheder hun ikke kender, og en dag kommer svarene på alle de uudtalte spørgsmål, da et uventet brev fra Jämtland dumper ind. Myrten Fjellström har på sit dødsleje bestemt, at kontakte sin hemmelige datter for at testamentere hende en mindre formue. Inga Mingus forlader Stockholm og drager til dette sted kaldet Svartvattnet for at indhente den fortid, hun end ikke kendte eksistensen af. Sådan samler Ekman fortællingens mange tråde mod slutningen af det tyvende århundrede.
Tre store og mange små hemmeligheder er på den måde en narrativ motor i Ekmans trilogi. Hemmeligheder driver fortællingen fremad. Og med hemmelighedernes natur er også angivet et andet hovedtema i forfatterskabet, for det som må skjules, har som bekendt at gøre med adoptioner og uægte børn. Hvem er jeg? Har jeg modet til at afsøge de mest dunkle egne af min skæbne? Det synes at være et grundlæggende spørgsmål i forfatterskabet. Ekman kredser med andre ord om et evigt aktuelt tema, nemlig identitet. Et tema som har optaget forfattere siden den europæiske litteraturs barndom – lige siden Sofokles’ (ca. 496-406 f.v.t.) berømte historie om kong Ødipus. Det er blandt andet denne litteraturhistorie, Ekman med Ulveskindet skriver sig ind i.
Læs en anden artikel om Kerstin Ekman
Læs anbefalinger af Skrabelodder, Rørte vande, Guds barmhjertighed og Hændelser ved vand
- Kerstin Ekman på bogmessen 2004
af stud.mag. i litteraturvidenskab Truels Præstegaard Sørensen
BG Bank og Bogforum har inviteret den svenske forfatter Kerstin Ekman til en times samtale i Radiohusets koncertsal søndag eftermiddag. Politikens litteraturanmelder Bjørn Bredal har fået den opgave, at få den populære forfatter i tale. Det viser sig at være et overkommeligt job. Kerstin Ekman behøver kun ganske få stikord fra sin interviewer, inden hun fantasifuldt begynder at indføre tilhørerne i sit forfatterskabs hovedtemaer. Ekmans talestrøm er kontinuert og samtidig klar, og man forstår således hurtigt, hvorfor Ekmans forfatterskab indenfor blot fem år er vokset med omtrent 1500 sider: trilogien Ulveskindet.
Ekman bliver blandt andet ansporet til at tale om hemmeligheder. Bjørn Bredal bemærker, at hemmeligheden har en dobbelt natur. Har man for mange hemmeligheder i det virkelige liv, bliver man hæmmet, mens mange hemmeligheder i romaner omvendt medfører en rig narration. Med andre ord: i virkeligheden afføder hemmeligheder tavshed, i romaner er hemmeligheder årsagen til tale. Dette "hemmelighedens paradoks" er i særdeleshed gældende for Ekmans romantrilogi. Enhver figur i romanen skjuler bestemte forhold for sine nærmeste, og før sandheden – hemmelighedernes offentliggørelse – bliver en realitet, er 1500 sider og næsten et helt århundrede forløbet.
Hillevi Klarin, en af hovedfigurerne i trilogiens første del, Guds barmhjertighed (2000), ankommer i begyndelsen af det tyvende århundrede til Röbäck, et lille udsted i det nordvestlige Sverige, i provinsen Jämtland, på grænsen til Norge. Hillevi er netop uddannet jordemoder og oplever den debut, at skulle bringe barnet af et ungt søskendepar til verden. Faderen til barnet, Elis Eriksson, drukner barnet og indvier Hillevi i denne uhyggelige hemmelighed, som hun og Elis deler resten af romantrilogien.
I trilogiens anden del, Rørte vande (2002), er handlingen skubbet til tiden omkring anden verdenskrig. Elis er vendt tilbage til Jämtland efter et ophold i Tyskland, som er omgivet af hemmeligheder. Elis forsøger at blive gift med Hillevis datter Myrten Fjellström, men det lykkes den bekymrede moder at forpurre disse planer. Hvad hun ikke ved er, at Myrten allerede er gravid. Myrten tager bort, føder det forbudte barn og bortadopterer det: en hemmelighed, hun først slipper på sit dødsleje. Og hermed banes vejen for trilogiens sidste del: Skrabelodder (2003).
I Skrabelodder lærer læseren den stockholmske præst Inga Mingus at kende. Hun lever i sit præstevirke og med sin indiske adoptivsøn, men et eller andet ubekendt trykker inderst inde. Inga lever med en række hemmeligheder hun ikke kender, og en dag kommer svarene på alle de uudtalte spørgsmål, da et uventet brev fra Jämtland dumper ind. Myrten Fjellström har på sit dødsleje bestemt, at kontakte sin hemmelige datter for at testamentere hende en mindre formue. Inga Mingus forlader Stockholm og drager til dette sted kaldet Svartvattnet for at indhente den fortid, hun end ikke kendte eksistensen af. Sådan samler Ekman fortællingens mange tråde mod slutningen af det tyvende århundrede.
Tre store og mange små hemmeligheder er på den måde en narrativ motor i Ekmans trilogi. Hemmeligheder driver fortællingen fremad. Og med hemmelighedernes natur er også angivet et andet hovedtema i forfatterskabet, for det som må skjules, har som bekendt at gøre med adoptioner og uægte børn. Hvem er jeg? Har jeg modet til at afsøge de mest dunkle egne af min skæbne? Det synes at være et grundlæggende spørgsmål i forfatterskabet. Ekman kredser med andre ord om et evigt aktuelt tema, nemlig identitet. Et tema som har optaget forfattere siden den europæiske litteraturs barndom – lige siden Sofokles’ (ca. 496-406 f.v.t.) berømte historie om kong Ødipus. Det er blandt andet denne litteraturhistorie, Ekman med Ulveskindet skriver sig ind i.
Læs en anden artikel om Kerstin Ekman
Læs anbefalinger af Skrabelodder, Rørte vande, Guds barmhjertighed og Hændelser ved vand
Kommentarer