Gyset og eventyret
af bibliotekar Jette S. F. Holst, Århus Kommunes Biblioteker
Jeg har gennem mange år med stor fornøjelse læst gysere. Det er en genre, som bliver betragtet med skepsis af mange, og som ikke anses for at være særlig fin litteratur. Gyseren og eventyret ligner hinanden ved, at de begge kan lære os at blive fortrolige med vores egen angst.
Eventyr som opdragelse
"…Lad os først slå fast, at gyset er alt andet end uskyldig underholdning. Det er tværtimod en myte, der indeholder livsvigtige informationer. Vi bruger myterne til at kommunikere vores kultur og erfaring videre til næste generation, der uden dette erfaringsmateriale er i fare for at begå fejltagelser og ’falde udenfor’ samfundets normer…" [Rikke Schubart].
Myten afspejler et folks sociale strukturer og fungerer som udtryk for, hvilken holdning og livsopfattelse der opfattes som rigtig. Bruno Bettelheim, der har forsket en del i eventyr, har fundet frem til, at myter og eventyr har meget tilfælles. De fortæller begge dé af et samfunds erfaringer, som ønskes videregivet til de kommende generationer, og ligesom eventyret taler myten i symbolsprog. Men hvor myter grundlæggende er pessimistiske, er eventyret essentielt optimistisk.
Eventyret kan ifølge Bruno Bettelheim være en hjælp i barnets udvikling, og dermed kan eventyret i sidste ende virke som en samfundsopdragende instans.
Overfladisk set kan eventyret ikke lære os ret meget om livsbetingelserne i det moderne massesamfund, fordi de stammer fra en tid, hvor det samfund ikke engang var en tanke endnu. Men eventyret fortæller os til gengæld om menneskets indre problemer, og om hvordan man lærer at løse disse.
Eventyret lærer os at kæmpe videre, selvom første gang mislykkes. Ofte skal heltene f.eks. igennem tre prøver, før de vinder kongeriget, ligesom de tit beskrives som enfoldige eller på anden måde er nederst på rangstigen. På den måde giver eventyret et incitament til barnet om, at selvom det føler sig lille og ubetydeligt, har det alligevel en chance for at vinde til sidst, når bare det ikke giver op.
"Mor er dum"
Udover at lære os, at det er vigtigt at kæmpe, har eventyret også andre funktioner. Barnet bruger det også som en eksternaliseringsproces for de følelser, som det endnu ikke kan håndtere. Eventyret hjælper os til bedre at forstå de ambivalente sider af vores natur ved at isolere dem i historien og projicere dem ud på forskellige personer. Ved at barnet danner sine egne fantasier over historierne og bliver fortrolig med de reaktioner, de forskellige figurer har (som i virkeligheden er barnets egne følelser, det har projiceret over på eventyrets figurer), tager det et skridt i retningen af at erkende de samme reaktioner hos sig selv og finder således ud af, at det er iorden f.eks. at føle vrede mod mor.
Ifølge Bettelheim er eventyret en uovertruffen måde at hjælpe børn igennem den svære opgave, det er at blive voksne. Eventyret taler til både det bevidste og det ubevidste, og det hjælper barnet igennem livets faser, hvad enten der er tale om en ødipal krise eller om den endelige frigørelse fra forældrene.
"…Like the fairy tales that prepare the child for the anxieities of separation, modern horror myths prepare the teenager for the anxieties of reproduction…" [Steen Schapiro].
De undertrykte lyster
Både gyseren og eventyret kan være skræmmende, første gang man læser dem, men deres formål er ikke kun at skræmme. Steen Schapiro har skrevet en artikel om skrækfilmen som en direkte efterkommer af folkeeventyret og myterne. Han beskriver Twitchells teori om, at ligesom mytens funktion er at beskrive, hvem vi er, og advare os om, at det er nødvendigt at følge samfundets normer, da vi ellers kan komme galt af sted, ligesådan er skrækfilmens funktion i dag at fortælle om os selv og vores undertrykte lyster.
Både eventyret og gyseren kan også lære os at blive fortrolige med vores angst. Det centrale træk ved det monstrøse er, at vi er bange for det, samt at vi ikke kan kontrollere eller påvirke det. Det monstrøse i gyset har således en del tilfælles med eventyret, hvor vi heller ingen kontrol har over tingene.
Drømmeforskningen har vist, at det er nødvendigt for mennesket at drømme, da det ellers ikke får afløb for dets undertrykte drifter - seksualitet, aggression og andre angstskabende følelser. Men en anden måde at få afløb på kan f.eks. være ved at læse eventyr, hvor helten må drage ud i det ukendte og udfordre skæbnen, eller i gyset, hvor det monstrøse også må ses i øjnene. Begge dele er en udforskning af det ubevidste og et møde med det fortrængte.
I visse eventyr kan barnet gennemleve sine ødipale fantasier, f.eks. som helten, der slår dragen (faderen) ihjel og får prinsessen (moderen) til sidst. Denne ødipale fantasi kan man også finde eksempler på i gyserlitteraturen. I Stephen Kings "Carrie" slår Carrie til sidst moderen ihjel - en total udlevelse af det ødipale kompleks, hvor konkurrenten skal skaffes af vejen.
Når vi nøjes med at læse om det, får vores underbevidsthed tilfredsstillet en del af dets lyster, og vi behøver ikke at udleve dem i virkeligheden. Især for børn, som ikke har en bevidst kontrol over deres id, er det fundamentalt vigtigt, at de får lov til at "fantasi-tilfredsstille disse slemme tendenser". Ved at læse eventyr kan de netop det, og samme princip gør sig gældende for voksne, når de læser gysere.
Som Bruno Bettelheim, der skriver, at barnet kan bruge eventyret til at eksternalisere sine forskellige følelser ud på forskellige figurer, er Rikke Schubart inde på, at læseren af gysere bruger samme teknik over for gyserens figurer.
"…De fiktive personer bliver stereotype, fordi de ikke er vigtige som individer, men som helt, monster, morder, offer osv. Læseren identificerer sig ikke kun med den skabelonagtige helt…men med alle personerne. Læseren deler alle deres følelser og identificerer sig altså både med monstrets sadistiske følelser og med ofrets angst og underkastelser…" [Rikke Schubart].
Aspektet med, at man udlever ubevidste følelser, har jeg været inde på tidligere, men at det også sker ved at projicere forskellige følelser over på forskellige figurer, understreger endnu en lighed mellem eventyret og gyseren.
Endelig minder selve strukturforløbet af eventyret og gyseren om hinanden. Eventyret drejer sig om ’hjemme-ude-hjemme’ modellen, der minder om gysets forløbsstrukturer, orden-uorden-orden eller ’harmoni-monstrets ankomst-genoprettelse af harmonien’.
Den trygge ramme
Eventyrmodellen virker tiltrækkende på børn, fordi eventyret giver en tryg ramme med den rituelle start ’Der var engang’ og den lykkelige slutning ’Og de levede lykkeligt til deres dages ende’. Dernæst foregår eventyret i en fantasiverden, hvor alt er muligt. Eventyrets figurer er enkle og entydige, og der er ingen tvivl om, hvem der er onde og hvem, der er gode. Endelig behandler eventyret nogle eksistentielle livstemaer som sorg, død og adskillelse, men de handler også om at drage ud i verden, finde sin egen indre styrke, finde kærligheden og evnen til at klare sig selv, og på den måde giver eventyret børn håb om, at selvom de er små nu, og verden kan være hård, så kan det ændre sig i fremtiden.
For gyseren gælder, at den hører til blandt de rituelle genrer. Det betyder bl.a., at handlingen altid er en gentagelse af en historie, som læseren kender, så selvom der er tale om en historie, der skræmmer os, så er det også en historie, vi kan føle os tryg ved, fordi vi på forhånd ved, hvordan den vil skræmme os. Ved at give denne rituelle tryghed i opbygningen minder gyseren om eventyret med dets trygge handlingsramme.
Ser man på gysets tematik, viser det sig, at ligesom eventyret behandler gyseren også nogle centrale emner for mennesket. Eksistentielle temaer som moral og synd, om naturen i modsætning til videnskaben, om angsten for opløsning af kroppen og dermed for døden o.s.v. behandles i gyset.
Alt i alt er der flere elementer i gyseren og eventyret, som kan siges at have samme funktion – nemlig at virke bl.a. som en opdragende og lystudlevende instans på og for læseren.
Baggrundslitteratur:
Jan Arrhenius: Eventyrmetoden: en genvej til dialog med børn
Bruno Bettelheim: Eventyrets fortryllelse
Ebbe Krogh: Det gode gys er sundt
Steen Schapiro: Skrækfilmen: er vor sidste protestfilm
Rikke Schubart: I lyst og død
Se også Litteratursidens tema om Gysere
Og vælg en god gyserroman ud fra vores litteraturliste
Skribent
02 feb.04
Gyset og eventyret
af bibliotekar Jette S. F. Holst, Århus Kommunes Biblioteker
Jeg har gennem mange år med stor fornøjelse læst gysere. Det er en genre, som bliver betragtet med skepsis af mange, og som ikke anses for at være særlig fin litteratur. Gyseren og eventyret ligner hinanden ved, at de begge kan lære os at blive fortrolige med vores egen angst.
Eventyr som opdragelse
"…Lad os først slå fast, at gyset er alt andet end uskyldig underholdning. Det er tværtimod en myte, der indeholder livsvigtige informationer. Vi bruger myterne til at kommunikere vores kultur og erfaring videre til næste generation, der uden dette erfaringsmateriale er i fare for at begå fejltagelser og ’falde udenfor’ samfundets normer…" [Rikke Schubart].
Myten afspejler et folks sociale strukturer og fungerer som udtryk for, hvilken holdning og livsopfattelse der opfattes som rigtig. Bruno Bettelheim, der har forsket en del i eventyr, har fundet frem til, at myter og eventyr har meget tilfælles. De fortæller begge dé af et samfunds erfaringer, som ønskes videregivet til de kommende generationer, og ligesom eventyret taler myten i symbolsprog. Men hvor myter grundlæggende er pessimistiske, er eventyret essentielt optimistisk.
Eventyret kan ifølge Bruno Bettelheim være en hjælp i barnets udvikling, og dermed kan eventyret i sidste ende virke som en samfundsopdragende instans.
Overfladisk set kan eventyret ikke lære os ret meget om livsbetingelserne i det moderne massesamfund, fordi de stammer fra en tid, hvor det samfund ikke engang var en tanke endnu. Men eventyret fortæller os til gengæld om menneskets indre problemer, og om hvordan man lærer at løse disse.
Eventyret lærer os at kæmpe videre, selvom første gang mislykkes. Ofte skal heltene f.eks. igennem tre prøver, før de vinder kongeriget, ligesom de tit beskrives som enfoldige eller på anden måde er nederst på rangstigen. På den måde giver eventyret et incitament til barnet om, at selvom det føler sig lille og ubetydeligt, har det alligevel en chance for at vinde til sidst, når bare det ikke giver op.
"Mor er dum"
Udover at lære os, at det er vigtigt at kæmpe, har eventyret også andre funktioner. Barnet bruger det også som en eksternaliseringsproces for de følelser, som det endnu ikke kan håndtere. Eventyret hjælper os til bedre at forstå de ambivalente sider af vores natur ved at isolere dem i historien og projicere dem ud på forskellige personer. Ved at barnet danner sine egne fantasier over historierne og bliver fortrolig med de reaktioner, de forskellige figurer har (som i virkeligheden er barnets egne følelser, det har projiceret over på eventyrets figurer), tager det et skridt i retningen af at erkende de samme reaktioner hos sig selv og finder således ud af, at det er iorden f.eks. at føle vrede mod mor.
Ifølge Bettelheim er eventyret en uovertruffen måde at hjælpe børn igennem den svære opgave, det er at blive voksne. Eventyret taler til både det bevidste og det ubevidste, og det hjælper barnet igennem livets faser, hvad enten der er tale om en ødipal krise eller om den endelige frigørelse fra forældrene.
"…Like the fairy tales that prepare the child for the anxieities of separation, modern horror myths prepare the teenager for the anxieties of reproduction…" [Steen Schapiro].
De undertrykte lyster
Både gyseren og eventyret kan være skræmmende, første gang man læser dem, men deres formål er ikke kun at skræmme. Steen Schapiro har skrevet en artikel om skrækfilmen som en direkte efterkommer af folkeeventyret og myterne. Han beskriver Twitchells teori om, at ligesom mytens funktion er at beskrive, hvem vi er, og advare os om, at det er nødvendigt at følge samfundets normer, da vi ellers kan komme galt af sted, ligesådan er skrækfilmens funktion i dag at fortælle om os selv og vores undertrykte lyster.
Både eventyret og gyseren kan også lære os at blive fortrolige med vores angst. Det centrale træk ved det monstrøse er, at vi er bange for det, samt at vi ikke kan kontrollere eller påvirke det. Det monstrøse i gyset har således en del tilfælles med eventyret, hvor vi heller ingen kontrol har over tingene.
Drømmeforskningen har vist, at det er nødvendigt for mennesket at drømme, da det ellers ikke får afløb for dets undertrykte drifter - seksualitet, aggression og andre angstskabende følelser. Men en anden måde at få afløb på kan f.eks. være ved at læse eventyr, hvor helten må drage ud i det ukendte og udfordre skæbnen, eller i gyset, hvor det monstrøse også må ses i øjnene. Begge dele er en udforskning af det ubevidste og et møde med det fortrængte.
I visse eventyr kan barnet gennemleve sine ødipale fantasier, f.eks. som helten, der slår dragen (faderen) ihjel og får prinsessen (moderen) til sidst. Denne ødipale fantasi kan man også finde eksempler på i gyserlitteraturen. I Stephen Kings "Carrie" slår Carrie til sidst moderen ihjel - en total udlevelse af det ødipale kompleks, hvor konkurrenten skal skaffes af vejen.
Når vi nøjes med at læse om det, får vores underbevidsthed tilfredsstillet en del af dets lyster, og vi behøver ikke at udleve dem i virkeligheden. Især for børn, som ikke har en bevidst kontrol over deres id, er det fundamentalt vigtigt, at de får lov til at "fantasi-tilfredsstille disse slemme tendenser". Ved at læse eventyr kan de netop det, og samme princip gør sig gældende for voksne, når de læser gysere.
Som Bruno Bettelheim, der skriver, at barnet kan bruge eventyret til at eksternalisere sine forskellige følelser ud på forskellige figurer, er Rikke Schubart inde på, at læseren af gysere bruger samme teknik over for gyserens figurer.
"…De fiktive personer bliver stereotype, fordi de ikke er vigtige som individer, men som helt, monster, morder, offer osv. Læseren identificerer sig ikke kun med den skabelonagtige helt…men med alle personerne. Læseren deler alle deres følelser og identificerer sig altså både med monstrets sadistiske følelser og med ofrets angst og underkastelser…" [Rikke Schubart].
Aspektet med, at man udlever ubevidste følelser, har jeg været inde på tidligere, men at det også sker ved at projicere forskellige følelser over på forskellige figurer, understreger endnu en lighed mellem eventyret og gyseren.
Endelig minder selve strukturforløbet af eventyret og gyseren om hinanden. Eventyret drejer sig om ’hjemme-ude-hjemme’ modellen, der minder om gysets forløbsstrukturer, orden-uorden-orden eller ’harmoni-monstrets ankomst-genoprettelse af harmonien’.
Den trygge ramme
Eventyrmodellen virker tiltrækkende på børn, fordi eventyret giver en tryg ramme med den rituelle start ’Der var engang’ og den lykkelige slutning ’Og de levede lykkeligt til deres dages ende’. Dernæst foregår eventyret i en fantasiverden, hvor alt er muligt. Eventyrets figurer er enkle og entydige, og der er ingen tvivl om, hvem der er onde og hvem, der er gode. Endelig behandler eventyret nogle eksistentielle livstemaer som sorg, død og adskillelse, men de handler også om at drage ud i verden, finde sin egen indre styrke, finde kærligheden og evnen til at klare sig selv, og på den måde giver eventyret børn håb om, at selvom de er små nu, og verden kan være hård, så kan det ændre sig i fremtiden.
For gyseren gælder, at den hører til blandt de rituelle genrer. Det betyder bl.a., at handlingen altid er en gentagelse af en historie, som læseren kender, så selvom der er tale om en historie, der skræmmer os, så er det også en historie, vi kan føle os tryg ved, fordi vi på forhånd ved, hvordan den vil skræmme os. Ved at give denne rituelle tryghed i opbygningen minder gyseren om eventyret med dets trygge handlingsramme.
Ser man på gysets tematik, viser det sig, at ligesom eventyret behandler gyseren også nogle centrale emner for mennesket. Eksistentielle temaer som moral og synd, om naturen i modsætning til videnskaben, om angsten for opløsning af kroppen og dermed for døden o.s.v. behandles i gyset.
Alt i alt er der flere elementer i gyseren og eventyret, som kan siges at have samme funktion – nemlig at virke bl.a. som en opdragende og lystudlevende instans på og for læseren.
Baggrundslitteratur:
Jan Arrhenius: Eventyrmetoden: en genvej til dialog med børn
Bruno Bettelheim: Eventyrets fortryllelse
Ebbe Krogh: Det gode gys er sundt
Steen Schapiro: Skrækfilmen: er vor sidste protestfilm
Rikke Schubart: I lyst og død
Se også Litteratursidens tema om Gysere
Og vælg en god gyserroman ud fra vores litteraturliste
af bibliotekar Jette S. F. Holst, Århus Kommunes Biblioteker
Jeg har gennem mange år med stor fornøjelse læst gysere. Det er en genre, som bliver betragtet med skepsis af mange, og som ikke anses for at være særlig fin litteratur. Gyseren og eventyret ligner hinanden ved, at de begge kan lære os at blive fortrolige med vores egen angst.
Eventyr som opdragelse
"…Lad os først slå fast, at gyset er alt andet end uskyldig underholdning. Det er tværtimod en myte, der indeholder livsvigtige informationer. Vi bruger myterne til at kommunikere vores kultur og erfaring videre til næste generation, der uden dette erfaringsmateriale er i fare for at begå fejltagelser og ’falde udenfor’ samfundets normer…" [Rikke Schubart].
Myten afspejler et folks sociale strukturer og fungerer som udtryk for, hvilken holdning og livsopfattelse der opfattes som rigtig. Bruno Bettelheim, der har forsket en del i eventyr, har fundet frem til, at myter og eventyr har meget tilfælles. De fortæller begge dé af et samfunds erfaringer, som ønskes videregivet til de kommende generationer, og ligesom eventyret taler myten i symbolsprog. Men hvor myter grundlæggende er pessimistiske, er eventyret essentielt optimistisk.
Eventyret kan ifølge Bruno Bettelheim være en hjælp i barnets udvikling, og dermed kan eventyret i sidste ende virke som en samfundsopdragende instans.
Overfladisk set kan eventyret ikke lære os ret meget om livsbetingelserne i det moderne massesamfund, fordi de stammer fra en tid, hvor det samfund ikke engang var en tanke endnu. Men eventyret fortæller os til gengæld om menneskets indre problemer, og om hvordan man lærer at løse disse.
Eventyret lærer os at kæmpe videre, selvom første gang mislykkes. Ofte skal heltene f.eks. igennem tre prøver, før de vinder kongeriget, ligesom de tit beskrives som enfoldige eller på anden måde er nederst på rangstigen. På den måde giver eventyret et incitament til barnet om, at selvom det føler sig lille og ubetydeligt, har det alligevel en chance for at vinde til sidst, når bare det ikke giver op.
"Mor er dum"
Udover at lære os, at det er vigtigt at kæmpe, har eventyret også andre funktioner. Barnet bruger det også som en eksternaliseringsproces for de følelser, som det endnu ikke kan håndtere. Eventyret hjælper os til bedre at forstå de ambivalente sider af vores natur ved at isolere dem i historien og projicere dem ud på forskellige personer. Ved at barnet danner sine egne fantasier over historierne og bliver fortrolig med de reaktioner, de forskellige figurer har (som i virkeligheden er barnets egne følelser, det har projiceret over på eventyrets figurer), tager det et skridt i retningen af at erkende de samme reaktioner hos sig selv og finder således ud af, at det er iorden f.eks. at føle vrede mod mor.
Ifølge Bettelheim er eventyret en uovertruffen måde at hjælpe børn igennem den svære opgave, det er at blive voksne. Eventyret taler til både det bevidste og det ubevidste, og det hjælper barnet igennem livets faser, hvad enten der er tale om en ødipal krise eller om den endelige frigørelse fra forældrene.
"…Like the fairy tales that prepare the child for the anxieities of separation, modern horror myths prepare the teenager for the anxieties of reproduction…" [Steen Schapiro].
De undertrykte lyster
Både gyseren og eventyret kan være skræmmende, første gang man læser dem, men deres formål er ikke kun at skræmme. Steen Schapiro har skrevet en artikel om skrækfilmen som en direkte efterkommer af folkeeventyret og myterne. Han beskriver Twitchells teori om, at ligesom mytens funktion er at beskrive, hvem vi er, og advare os om, at det er nødvendigt at følge samfundets normer, da vi ellers kan komme galt af sted, ligesådan er skrækfilmens funktion i dag at fortælle om os selv og vores undertrykte lyster.
Både eventyret og gyseren kan også lære os at blive fortrolige med vores angst. Det centrale træk ved det monstrøse er, at vi er bange for det, samt at vi ikke kan kontrollere eller påvirke det. Det monstrøse i gyset har således en del tilfælles med eventyret, hvor vi heller ingen kontrol har over tingene.
Drømmeforskningen har vist, at det er nødvendigt for mennesket at drømme, da det ellers ikke får afløb for dets undertrykte drifter - seksualitet, aggression og andre angstskabende følelser. Men en anden måde at få afløb på kan f.eks. være ved at læse eventyr, hvor helten må drage ud i det ukendte og udfordre skæbnen, eller i gyset, hvor det monstrøse også må ses i øjnene. Begge dele er en udforskning af det ubevidste og et møde med det fortrængte.
I visse eventyr kan barnet gennemleve sine ødipale fantasier, f.eks. som helten, der slår dragen (faderen) ihjel og får prinsessen (moderen) til sidst. Denne ødipale fantasi kan man også finde eksempler på i gyserlitteraturen. I Stephen Kings "Carrie" slår Carrie til sidst moderen ihjel - en total udlevelse af det ødipale kompleks, hvor konkurrenten skal skaffes af vejen.
Når vi nøjes med at læse om det, får vores underbevidsthed tilfredsstillet en del af dets lyster, og vi behøver ikke at udleve dem i virkeligheden. Især for børn, som ikke har en bevidst kontrol over deres id, er det fundamentalt vigtigt, at de får lov til at "fantasi-tilfredsstille disse slemme tendenser". Ved at læse eventyr kan de netop det, og samme princip gør sig gældende for voksne, når de læser gysere.
Som Bruno Bettelheim, der skriver, at barnet kan bruge eventyret til at eksternalisere sine forskellige følelser ud på forskellige figurer, er Rikke Schubart inde på, at læseren af gysere bruger samme teknik over for gyserens figurer.
"…De fiktive personer bliver stereotype, fordi de ikke er vigtige som individer, men som helt, monster, morder, offer osv. Læseren identificerer sig ikke kun med den skabelonagtige helt…men med alle personerne. Læseren deler alle deres følelser og identificerer sig altså både med monstrets sadistiske følelser og med ofrets angst og underkastelser…" [Rikke Schubart].
Aspektet med, at man udlever ubevidste følelser, har jeg været inde på tidligere, men at det også sker ved at projicere forskellige følelser over på forskellige figurer, understreger endnu en lighed mellem eventyret og gyseren.
Endelig minder selve strukturforløbet af eventyret og gyseren om hinanden. Eventyret drejer sig om ’hjemme-ude-hjemme’ modellen, der minder om gysets forløbsstrukturer, orden-uorden-orden eller ’harmoni-monstrets ankomst-genoprettelse af harmonien’.
Den trygge ramme
Eventyrmodellen virker tiltrækkende på børn, fordi eventyret giver en tryg ramme med den rituelle start ’Der var engang’ og den lykkelige slutning ’Og de levede lykkeligt til deres dages ende’. Dernæst foregår eventyret i en fantasiverden, hvor alt er muligt. Eventyrets figurer er enkle og entydige, og der er ingen tvivl om, hvem der er onde og hvem, der er gode. Endelig behandler eventyret nogle eksistentielle livstemaer som sorg, død og adskillelse, men de handler også om at drage ud i verden, finde sin egen indre styrke, finde kærligheden og evnen til at klare sig selv, og på den måde giver eventyret børn håb om, at selvom de er små nu, og verden kan være hård, så kan det ændre sig i fremtiden.
For gyseren gælder, at den hører til blandt de rituelle genrer. Det betyder bl.a., at handlingen altid er en gentagelse af en historie, som læseren kender, så selvom der er tale om en historie, der skræmmer os, så er det også en historie, vi kan føle os tryg ved, fordi vi på forhånd ved, hvordan den vil skræmme os. Ved at give denne rituelle tryghed i opbygningen minder gyseren om eventyret med dets trygge handlingsramme.
Ser man på gysets tematik, viser det sig, at ligesom eventyret behandler gyseren også nogle centrale emner for mennesket. Eksistentielle temaer som moral og synd, om naturen i modsætning til videnskaben, om angsten for opløsning af kroppen og dermed for døden o.s.v. behandles i gyset.
Alt i alt er der flere elementer i gyseren og eventyret, som kan siges at have samme funktion – nemlig at virke bl.a. som en opdragende og lystudlevende instans på og for læseren.
Baggrundslitteratur:
Jan Arrhenius: Eventyrmetoden: en genvej til dialog med børn
Bruno Bettelheim: Eventyrets fortryllelse
Ebbe Krogh: Det gode gys er sundt
Steen Schapiro: Skrækfilmen: er vor sidste protestfilm
Rikke Schubart: I lyst og død
Se også Litteratursidens tema om Gysere
Og vælg en god gyserroman ud fra vores litteraturliste
Kommentarer