Af litteraturstuderende Tine Kristiansen
Denne september måned har nyligt budt på endnu en fredag den trettende. Det giver som sædvanlig gyserstof til eftertanke. Der er folk, som helst bliver hjemme for låste døre. Der er ingen grund til at udsætte sig for unødvendig fare udenfor hjemmets fire vægge.
Andre håber måske på et sammenfald mellem netop denne skæbnesvangre dato og en fuldmåne. Det er en perfekt anledning til at gå i vidoudlejningen og låne ”Nightmare on Elmstreet” og ”Ondskabens Hotel”. Og så er der naturligvis de, som oplever denne fredag som alle mulige andre fredage og derfor ikke lader sig mærke med noget som helst.
Gysergenren er populær. Vi kan godt lide et godt gys – enten på video eller i bogform. Men hvorfor lader vi os frivilligt chokere og skræmme? Hvorfor denne fascination af død, vold og uhygge?
Jeg har kastet mig over gyseren ”Forbandelsen – Ondskabens Museum” af Douglas Preston og Lincoln Child, som både ligger i bogform og som film. Jeg vil med den forsøge at forklare, hvilke virkemidler der har effekt på vores oplevelse af gyset, og hvorfor ”Forbandelsen” viste sig at være en ægte ”page-turner” - hårrejsende god underholdning.
Udgangspunktet for ”Forbandelsen” er en antropologisk feltundersøgelse et sted i Sydamerika. Her får vi en fornemmelse af, hvad der venter os. Nogen bedre ”location” end en sydamerikansk jungle med mærkelige indfødte og uforklarlige dødsfald, får man vel næppe. Antydninger af ondskab og mystik leder så historien videre til ”Ondskabens museum”, som er Naturhistorisk Museum i New York. Allerede på side 23 er vi vidne til første forbrydelse: To brødre forsvinder ned i museets kælder og bliver senere fundet myrdet – fuldstændig skamferet til ukendelighed.
Læserens nysgerrighed er vakt. Forhistorien er blevet præsenteret, og vi ved, at hændelserne i den sydamerikanske jungle på en eller anden måde skal kædes sammen med mordet på de to brødre. Denne sammenhæng forbliver naturligvis en gåde langt hen i historien. Men vi bliver hele tiden fodret med oplysninger, der skal lede til en opklaring af forbrydelserne.
Persongalleriet i ”Forbandelsen” byder på en række karakteristiske typer, som repræsenterer forskellige tilgange til verden. Først og fremmest er der Margo, som er historiens kvindelige hovedperson. Hun er ved at gøre sin phd. i etnologisk botanik færdig, og antydninger af personlige problemer af forskellig art præger historien, men forbliver sekundær information. Udover Margo optræder der en række ældre og yngre videnskabsfolk, der alle har deres syn på begivenhederne.
Ingen forbrydelse uden politiet. Det lokale politi og FBI arbejder sammen. Og her får vi optrukket en skarp linje mellem de mænd, som tror på det overnaturlige, og de som ikke gør. Dette får konsekvenser for hele slutscenariet, hvor videnskaben og troen på det usandsynlige sammen løser gåden.
Portrætterne af personerne er meget overfladiske, men det er heller ikke de personlige historier, der bærer ”Forbandelsen”. Det er nærmere større historier som evolutionen, konsekvenserne af menneskets ødelæggelse af naturen, videnskabens betydning osv. Større eksistentielle spørgsmål fremlagt med ”worst-case-scenario” briller på.
Enhver god gyser har et frygteligt skræmmende monster. ”Forbandelsen” er ingen undtagelse. Her er morderen et udefinerbart uhyre, der lever af et stof, som findes i den menneskelige hjerne. Mere behøver jeg vist ikke afsløre. Monstret er gyserens overnaturlige element, der skræmmer os men samtidig minder os om, at vi beskæftiger os med fiktion.
Det behårede uhyre sikrer, at vi efter bogens afslutning kan ånde lettet op og tænke: Gudskelov, det var bare en historie. Det er på samme tid også monstret, der får os til at kigge en ekstra gang under sengen, inden vi lægger os til at sove. Det, som får os til at overveje, om der er mere mellem himmel og jord.
Det overnaturlige element er altså en vigtig del af gyseren, og oftest det, som adskiller gyseren fra eksempelvis krimien. Her kan forbrydelserne være nok så bestialske, men der er altid en vis sikkerhed for, at det er menneskers værk. Gyseren er derfor uforudsigelig på en anden måde, fordi det ikke kun er gåden at finde ud af, HVEM, der er den skyldige, men også HVAD. Som i ”Forbandelsen” hvor halvdelen af politiet er overbevist om, at forbrydelsen er begået af et menneske, mens den anden halvdel – de som tror på overnaturlige kræfter – ved, at de jagter langt mere skræmmende kræfter.
Gyseren sætter oftest helt store spørgsmål på dagsordenen. Liv versus død er naturligvis den største og vigtigste modsætning, fordi forbrydelserne i gyseren oftest er drab. Men også, som det gør sig gældende i ”Forbandelsen”, spørgsmål af mere videnskabelig karakter. Derfor går gysergenren ofte hånd i hånd med fantasy og science fiction, hvor netop ”worst-case-scenarios” inden for eksempelvis teknologi, forurening og genteknologi udløser uhyggelige konsekvenser.
Gyseren er først og fremmest rigtig god underholdning. Som andre mindre realistiske genrer, f.eks. ovennævnte sci-fi og fantasy, giver det os en chance for at krydre hverdagen. Det er altså sjældent de store psykologiske menneskeportrætter, der præger genren, men det er som sagt også helt andre knapper, gyseren trykker på.
Gyseren giver en sjov, fantasifuld og ikke mindst hårrejsende oplevelse. Adrenalinet pumper, og puden ligger til at skåne øjet for det værst tænkelige. ”Forbandelsen” læste jeg fredag d. 13. Jeg måtte blive ved til sidste side blev vendt. Spændingskurven er helt traditionel. Historien er bygget op på en helt traditionel Hollywood-filmisk måde. Strukturen er forudsigelig og persongalleriet overfladisk. Ikke desto mindre fik jeg et godt gys og fabelagtig underholdning.
Kommentarer