Grønt støv på den danske krimihimmel

Sara Blædel er netop debuteret med en vellykket krimi, "Grønt støv". Hun er blevet sammenlignet med Liza Marklund, Kirsten Holst og Agatha Christie. Læs hvad hun mener om disse sammenligninger og meget andet.

Din debutroman "Grønt støv" er en krimi. Hvorfor har du valgt at kaste dig over krimigenren? Og har du prøvet at skrive indenfor andre genrer, inden du valgte krimien?

Jeg har altid været stor krimi-fan. I flere år drev jeg krimiforlaget Sara B, der udelukkende udgav kriminalromaner. Jeg synes, man kan meget med en historie, der er drevet af et spændingsplot. Det er i hvert fald en stor underholdningsfaktor for mig både som læser og forfatter. Jeg skriver af lyst og ikke fordi, jeg havde en ambition om, at jeg gerne ville være krimiforfatter. Lysten til at fortælle kom i virkeligheden, fordi jeg begyndte at fortælle mig selv en historie, der havde et plot, jeg ikke kunne slippe.

Min hovedperson Louise Rick, der er kriminalassistent i drabsafdelingen i København, flyttede ind i mit liv. Når jeg lå om aftenen og læste, inden jeg skulle sove, overtog hun fortællingen og distraherede mig med sin egen historie, og så var det ret indlysende, at historien skulle skrives.

Men inden jeg gik i gang, satte jeg mig grundigt ind i, hvordan politiet, kriminalteknikere og retsmedicinere arbejder. For den slags skal være i orden, når man begiver sig ind på et område, man kun kender fra bøger og film. Jeg har været hele vejen rundt i min research, og det gjorde kun hele processen endnu mere spændende at kaste sig ud i.

Grønt støv er min tredje bog, men det er min første roman. De to første bøger: Anne-Marie – dronning uden rige og Trods Modvind er helt andre genre. Den første er en biografi om danske eksdronning Anne-Marie af Grækenland og den anden er seks samtaler om at komme videre med bl.a. Ritt Bjerregaard, Hans Engell og Flemming Enevold. To bøger, der læner sig meget mere op ad min journalistiske baggrund.

I anmeldelserne af "Grønt støv" er den blevet karakteriseret som noget så forskelligt som en femi-krimi og en livsstilsthriller. Hvad siger du selv til disse betegnelser?

Jeg kan godt følge Bo Tao Michaëlis, når han i Politiken kalder den en livsstilsthriller, for den rammer livsstil. Hovedpersonen og hendes veninde som også spiller en markant rolle i bogen, er midt i trediverne, og vi springer ind i deres liv. Så man kan godt sige, at den også er et samtidsbillede på to kvinders hverdag. Og selvironien i deres reaktioner på hverdagens problemer, er da indimellem til at få øje på – i hvert fald, når bogen læses med kvinde øjne!

Ordet femi-krimi irriterer mit øre, fordi det har en nedladende klang. Jeg tror ikke, det er sådan ment. Men krimier der er skrevet af mænd med en mandlig hovedperson, kaldes heller ikke macho-krimi, det er bare en krimi. Men jeg vil da gerne stå inde for, at både jeg og min hovedperson er kvinde, og betegnelsen er nok svær at undgå.

Du er blevet sammenlignet med både Liza Marklund, Kirsten Holst og Agatha Christie. Har du selv nogen forbilleder?

Det er alle tre gode krimiforfattere med en stor læserskare, så dem har jeg ikke spor imod at blive sammenlignet med. Jeg har brugt mange timer i selskab med deres bøger, både Christie og Holst var i sin tid med til at gøre mig hooked på genren. Liza Marklund er jo et nyere bekendtskab, der har taget mange med storm. Jeg har egentlig ikke noget forbillede, det er mere stilarten indenfor genren, jeg går efter. Den type krimier jeg kan lide, kan både være skrevet af mænd og kvinder. Jeg er ikke til spion og terror krimier. Jeg kan bedre lide de nye versioner af den klassiske krimi med et godt persongalleri, men jeg bryder mig ikke om en tone, der er for håndkogt, så står jeg af.

Din roman er meget rig på dialoger. Hvorfor har du valgt det?

Jeg synes, dialoger er med til at gøre fortællingen mere nærværende. Det gør personer levende, når de agerer gennem deres sprog.
 
Er der en bog, du har læst for nyligt, der har betydet meget for dig?

Jeg kan ikke sige, at den ligefrem har betydet meget for mig. Men det er altid skønt at stifte bekendtskab med et nyt forfatterskab, der falder i ens smag. Særlig i krimigenren, hvor det trods alt er begrænset, hvor meget der kommer. Man har som regel sine favoritter og så må man ellers pænt vente på, at der kommer nyt fra en af dem. Min kreds af favoritter er lige blevet udvidet med svenske Åsa Larsson og hendes debutroman Solstorm. Hun rammer den type krimi, jeg godt kan lide.