Af litteraturstuderende Truels Præstegaard
Bag borgernavnet Claus Winther (f. 1964) gemmer sig forfatteren Gordon Inc. Du kender ham sikkert allerede fra andre egne af medielandskabet. Måske fra et spektakulært indslag om splatter i TV2-nyhederne, hvor hovedpersonen tilsyneladende kastrerede sig selv for åben skærm, til stor forargelse for den offentlige mening.
Måske fra de provokerende og underholdende radioessays i P1-programmet Harddisken. Eller måske fra udstillingen “Penge uden grænser” (Øksnehallen 2002), hvor happeningkunstneren Gordon udstillede sig selv nøgen i en glasmontre. En kommentar til den “dødssyge egocentrerede pseudo-celebritykultur,” som vi ifølge debattøren Gordon omgiver os med.
Gordon Inc er ligeså meget mediestuntman og kulturprovo, som han er forfatter. Det gør de to romaner Harddisken (1996) og Dødsdromen (2001) til et genreoverskridende bekendtskab. Romanerne er ikke traditionelt fiktive, men indfarvet af de ting som optager forfatteren privat, og da Gordon både spiller, anmelder og lytter til musik, har navnlig musikken en privilegeret rolle i romanuniverset. Gordon Inc skelner i det hele taget ikke mellem den hverdag han lever i, og de ting han skriver romaner om. Skrivestilen er således streetwise, smittende humoristisk, og egentlig ikke særligt skønlitterær. Gordon Inc skriver om virkeligheden, og “virkeligheden er der, hvor man går ud og køber sine smøger,” som det hedder et sted i Harddisken.
Romanerne handler om hverdagen omkring lejligheden på Vesterbro, dagens katastrofe på EkstraBladets spiseseddel, kioskindehaverens perkervitser, og nætternes udskejelser på spillesteder og bodegaer i hovedstaden. Skrivestilen er ofte i gadehøjde og ikke sjældent under bæltestedet. Måske derfor kan du ikke læse om Gordon Inc i den officielle forfatterkanon, Danske digtere i det 20.årh. Det passer sikkert Gordon ganske fint, da forfatterskabet med tydelighed demonstrerer, at han ikke ønsker at være en del af et litterært etablissement, som nu om dage går til forsoningsmiddage med ministrene.
Pejlemærker i litteraturen
Selvom Gordon Inc har positioneret sig som en outsider i kulturlivet, kan udvalgte forbindelser i litteraturhistorien alligevel sætte forfatterskabet i perspektiv. Eksempelvis Tom Kristensens (1893-1974) roman Hærværk (1930). Her tematiseres menneskets selvdestruktive tilbøjeligheder via historien om en falleret skriverkarl, Ole Jastrau, som hærger gennem nætterne i 1920ernes København. Når den selvbiografiske helt i Gordon Incs romaner turnerer på hovedstadens beværtninger, er det således en oplagt hilsen til Tom Kristensens moderne klassiker.
Også den amerikanske beatforfatter Charles Bukowski (1920-1994) synes at være en inspirationskilde for Gordon Inc. Hos Bukowski møder man skæbnerne på bagsiden af den amerikanske drøms polerede overflade, og på samme måde er særligt Dødsdromen et portræt af de sociale nederlag, som forfølger en fortabt søn i den danske middelklasseutopi. Romanens hovedperson gennemlever systematisk alle etaper i hvad man kunne kalde en borgerlig fiasko. Handlingen er nemlig præget af ungdomsoprør, druk, lediggang, skilsmisse og stofmisbrug. Alle de abnormiteter som ikke hører hjemme i ‘det gode liv.’
Canadiske Douglas Coupland (født 1961) og den berømte debutroman Generation X (1991) er et sidste muligt internationalt spor for læsning i Gordon Incs forfatterskab. Tematisk er her oplagte paralleller, da Coupland ligesom Inc portrætterer figurer, som melder sig ud af samfundets veltilrettelagte vækstmaskineri. Unge som står af ræset. I skrivestil og layout står navnlig Harddisken i gæld til Generation X. Romanerne, hvis man overhovedet kan kalde dem det, gør læsningen til en anden oplevelse end sædvanligt. Ikoner fra populærkulturen, tegneserier, løsrevne citater, definitioner og meget andet forhindrer handlingens almindelige monopol på læserens opmærksomhed. Og i den forstand er her egentlig tale om flimrende tekstcollager, blot indbundet som romaner plejer at være det.
Musikken i Dødsdromen
Man kan forankre sin læsning af Gordon Incs romaner i andre forfatterskaber. Men det egentlige kraftværk bag forfatterskabets energiudladninger skal man finde i musikken. Det gælder i særdeleshed for Dødsdromen. Romanen følger den selvbiografiske fortæller Gordon fra omtrent det femtende til det femogtredivte år, fra ungdommen i Hillerød og til et turbulent voksenliv på Vesterbro.
Begivenhederne dækker således to årtier: 80erne og 90erne. Det er særligt epokernes forskellige musikkulturer, som i romanen definerer ellers diffuse størrelser som tidsånd og generation. Dødsdromen er på den måde et utraditionelt bidrag til dansk musikhistorie - en musikalsk dannelsesrejse.
80erne er for fortælleren ensbetydende med punk. Gordon finder Raw Power (1973) med Iggy Pop and The Stooges på det lokale musikbibliotek, haster hjem, og indstiller omgående familiens rejsegrammofon på kritisk høj volumen. Siden går turen med S-toget til hovedstaden og videre til nu legendariske koncerter på spillestederne Saltlageret og Ungdomshuset med Bollocks, Sods, Einstürzende Neubauten, Disneyland After Dark og mange andre. I stramtsiddende læderbukser oplever fortælleren energien og kroppenes ekstase i en koncertkultur, hvor publikums medbragte kasteskyts ofte omdanner spillesteder til regulære slagmarker.
I 90erne er punkbands groft sagt erstattet af disk jockeys, og punkkoncertens aggressive fysiske konfrontationer bliver afløst af den grundlæggende fredelige atmosfære, som præger et rave. Gordon er blevet ældre, og er mere begejstret for elektroniske lydcollager, strobolys og røgmaskiner end vildt flyvende flasker og svedende punkere. Han søger ikke længere punkens urvildskab og gruppefølelse i musikken, men i stedet den individuelle forløsning gennem technomusikkens stemninger. Til et rave danser man med sig selv. Musikalsk slutter romanen omkring årtusindskiftet, og måske kan Gordon om få år fortælle os om musikken i dette årti.
Kommentarer