Som mennesker har vi mange forskellige forhold til naturen. Dem udfolder digtsamlingen "Fugl eller fisk".
Camilla Christensen, du indledte dit forfatterskab med en række digtsamlinger, har så skrevet et par romaner og er nu vendt tilbage til lyrikken – hvorfor?
Vi har mange forhold til naturen på én gang, romantiske, udnyttende, fulde af væmmelse ... og der er jo også den menneskelige natur. Jeg har gene villet udfolde så mange som muligt af de forhold, ikke mindst de modsætningsfyldte, vi har til naturen, og til det formål virkede digtformen rigtigere end romanformen.
I "Fugl eller fisk" er der land-by ... der er natur-kultur. Hvad optager dig i særlig grad her og som forfatter i det hele taget; og hvordan har det ændret sig gennem dit forfatterskab?
Som yngre var jeg nok mest optaget af den indre verden, og det afspejler sig i de tidlige digtsamlinger, mens min interesse det sidste årti har rettet sig udad, mod vores forhold til omverdenen, i "Fugl eller fisk" er det naturen, i romanen "Jorden under Høje Gladsaxe" var det især forstaden og de forestillingsbilleder om det gode liv, der i 1960erne var knyttet til den.
Generelt er jeg nok i disse år mest optaget af det paradoksale og modsætningsfyldte i menneskets forhold til sin omverden, ikke mindst når det udtrykker sig tragi-komisk.
Du indleder digtet side 58 i "Fugl eller fisk" med: "Vi opfinder verden hver eneste morgen" ... det er sådan en udmelding, der gør noget ved mig som læser – hvordan kom den til dig, og kan du med andre ord fortælle, hvad der rør' sig her hos dig?
Det er en sætning, jeg har haft med mig i mange år, og faktisk er det slet ikke min egen. Visse vendinger finder først plads i en tekst mange år efter, at de er dukket op.
Sætningen siger både, at verden hver morgen kan virke ny og åben og formbar, og det nærmest modsatte: at det kan være et slid ustandselig at skulle skabe sin tilværelse, og endelig også om skriveprocessen: at der altid skabes en verden, når der skrives. Et mangetydigt udsagn om eksistensen. Og eksistensen er jo ofte mangetydig.
Hvad inspirerer – hvad sætter din skriveproces i gang?
Når det gælder enkeltdigtene kan det være noget jeg ser, en skarv på en lygtepæl, en glemt vante i en hæk, eller noget jeg læser, f.eks. om en hvalunge der har forsøgt at die en motorbåd, der sætter processen i gang.
Du citerer andre forfattere – har du særlige forbilleder blandt kolleger?
Forskellige forfattere har inspireret mig på forskellige tidspunkter. Da jeg var yngre, læste jeg meget Marguerite Duras. I forbindelse med romanerne har jeg bl.a. læst Garcia Marquez, William Heinesen og V.S. Naipaul, og i de senere år har jeg været optaget af den finlandssvenske lyriker Tua Forsström og kortprosatekster af finske Pentti Saarikoski.
Hvor er du i dit forfatterskab lige nu?
Jeg planlægger en ny digtsamling, men er ikke nået ret langt i processen.
Giver det dit forfatterskab noget, at du også er oversætter?
At skrive selv og at oversætte er for mig to forskellige ting. Jeg oversætter ikke, når jeg skriver, og skriver ikke, når jeg oversætter. At oversætte skaber en stor opmærksomhed på sproget, helt ned i detaljen, og den har jeg naturligvis altid med mig.
Kommentarer